Venstrefløjen må tage fat på religionskritikken

Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.

Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.

Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.

Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.

Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.