Jakob Axel og co. forsætter med udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen

Der venter de danske skatteydere en milliardregning for behandlinger på privathospitaler, når behandlingsgarantien genindføres den 1. juli. Sådan er udmeldingen fra danske regionernes formand Bent Hansen forud for økonomiforhandlingerne med regering. Ifølge formanden vil regionerne næste år komme til at bruge op imod to mia. kr. på at sende patienter på privathospitaler, når de offentlige hospitaler ikke selv kan nå at behandle dem inden for fristen på én måned.

Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.

Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier

Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.

Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.

Men hvad er konsekvensen af alt det her?

Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.

Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.

Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.

Atter mellem to stole?

Af: Serdal Benli, psykiatriordfører i Region Hovedstaden

Et elendigt liv med misbrug, psykiske lidelser og dårligt helbred - og oven i det - dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, hvor de kan opleve at blive mødt med en nedladende tone og i enkelte tilfælde også en nedværdigende eller manglende behandling fra sundhedspersonalets side. Dette er desværre hverdagen for sindslidende misbrugere i dagens Danmark. Men disse kan hjælpes – hvis vi vil.

Antallet af sindslidende syge misbrugere stiger år efter år, og omkring 50 % af de mennesker, der har behov for langvarig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har et misbrugsproblem.

Disse svært psykotiske misbrugere, som kaldes dobbeltdiagnosepatienter, er ikke nemme at rumme på en almindelig psykiatrisk afdeling, da de oftest har et kaotisk misbrug og også misbruger under indlæggelsen. De opfører sig ikke efter almindelige normer og regler, er ofte urolige og aggressive og har tunge sociale og helbredsmæssige problemer. Mange har desuden begået kriminalitet eller har stor risiko for at blive kriminelle. De er derfor svingdørspatienter i psykiatrien.

De sindslidende misbrugere er ikke selv i stand til at tale deres egen sag, da de befinder sig nederst på samfundets rangstige og har nok at gøre med at overleve. Gruppen har en markant overdødelighed både på grund af fysiske sygdomme, ulykker og selvmord.

Men de kan hjælpes - de kan få et bedre liv - hvis vi vil.
Det kræver en særlig indsats, særlige kompetencer og særlige behandlingstilbud, som er indrettet efter deres behov. Flere steder i landet er man på baggrund af den viden i fuld gang med at udvikle særlige behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne.

I Region Hovedstaden, hvor den største koncentration af dobbeltdiagnosepatienterne bor, har man på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans et veludviklet, specialiseret behandlingstilbud til disse mennesker. Dette tilbud har Regionsrådet ønsket at opretholde som specialiseret regionsfunktion med vedtagelsen af psykiatriplanen.

Besynderligt nok afspejler dette sig ikke i Sundhedsstyrelsens plan for den fremtidige psykiatriske behandling i Danmark. Dobbeltdiagnosepatienterne skal fremover ikke have deres egne særlige behandlingstilbud, men behandles i en regionsfunktion sammen med andre patientgrupper uden misbrug såsom gravide psykisk syge.

Det er svært at se logikken eller det fagligt fornuftige i denne plan. Det virker ikke logisk for de psykisk syge gravide, som burde have krav på at blive behandlet af professionelle, der har specialiseret sig i netop deres tilstand og situation.
Sundhedsstyrelsens plan er derfor et voldsomt tilbageskridt for de psykisk syge misbrugere, der risikerer at blive kastebolde mellem psykiatrien og det kommunale misbrugsbehandlingssystem og igen falde mellem to stole. Års arbejde med udvikling af særlige behandlingstilbud til denne patientgruppe risikeres at gå tabt.
Politisk har der gennem mange år været fokus på denne patientgruppe, hvilket fremgår af tidligere aftaler på psykiatriområdet.

Vi må derfor som samfund stille krav om, at Sundhedsstyrelsen igen ser på specialeplanlægningen, således at der fremover er mindst ét specialiseret behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne i samtlige regioner.

Vi kan hverken politisk, fagligt eller menneskeligt være andet bekendt.

Lads dog få et offentligt redningskorps

De seneste dage har der været en del debat om ambulancekørsler rundt om i landet. Det svenske firma Samaritten har pakket deres blå blink og med et trukket sig ud af de aftaler de havde indgået med flere regioner i Danmark. Så langt så godt.

I Region Hovedstaden havde vi tildelt ambulancekørslen på Bispebjerg til Samaritten efter en udbudsrunde sidste år. I udbudsrunden viste det sig at vores kontrolbud (et konsulent firma havde regnet hvad det ville koste, hvis regionen selv drev ambulancerne) flere steder i regionen var billigere end de private aktørs tilbud. Dog valgte man i regionen, med undtagelse af os i SF og Enhedslisten, alligevel at tage den model, hvor Falck fik store dele af regionens ambulancekørsel mens Samaritten fik ét område og Frederiksberg Brand bibeholdte deres område. Hverken ideologisk og principielt kunne vi gå ind for sagen. Derfor stemte vi imod den i regionsrådet da det endeligt blev besluttet i december 2008.

Vi vil have ambulance kørslen hjem og gøre den offentlig. Selvfølgelig der hvor det giver mening, og hvor kvaliteten og sikkerheden forsat kan sikres og ikke mindst der hvor det er billigst at drive ambulancekørslen offentligt.

Bekymringerne om Samarittens økonomi og kapacitet har været kendt fra start i alle regio-ner, men alligevel fik de flere steder i landet tildelt ambulancekørslen. Og i går smed de så endeligt håndklædet i ringen efter at vi i Region Hovedstaden også træk vores aftale tilbage. Forløbet her har desværre vist at der i Danmark ikke findes noget troværdigt privat alternativ til Falck indenfor redningskørsel på nuværende tidspunkt. Derfor foreslår jeg, også som vi gjorde i Region Hovedstaden, at det offentlige nu må gå offensivt ind på dette område og etablere et offentligt ejet redningskorps, som er i stand til at løfte opgaven over alt i landet og skabe sikkerhed for alle borgere.

Det er da uacceptabelt at Falck reelt har monopol på ambulancekørsel i Danmark eller at private firmaer, som ikke kan garantere en stabil og sikker drift, får tildelt licenser af den slags. Vi skal have styrket det offentlige engagement på dette område for konsekvenserne af det modsatte vil være katastrofale.

En grim hæmsko

Overbelægning er hverdag på landets medicinske afdelinger. Mange afdelinger må døje med konstant overbelægning, og det er svært for afdelingerne selv at gøre noget ved problemet, idet størstedelen af patienterne er akutte og dermed kan ankomme på alle døgnets tidspunkter året rundt.

Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.

Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.

Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.

Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.