Viser opslag med etiketten Demokrati. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Demokrati. Vis alle opslag

tirsdag den 22. september 2009

Den tyrkisk-kurdiske konflikt har to parter

Bragt i Information:

Det er trist at læse Lasse Ellegaards leder i Information den 7. september om emnet »det kurdiske initiativ«. Hans konklusion er, at AKP-regeringen gør alt for en løsning af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, mens det pro-kurdiske parti, DTP, udgør en barriere for processen ved at stille ultimative krav. Intet kunne være mere unuanceret. Man forventer en dybere indsigt fra en journalist med lang korrespondenterfaring fra Tyrkiet.

I virkeligheden har DTP - som det eneste oppositionsparti i parlamentet - erklæret sig rede til at bidrage positivt til processen. Men de har påpeget, at fredsprocessen er dømt til at lide skibsbrud, hvis ikke konfliktens reelle parter inkluderes i processen. DTP vil blot undgå, at en så vigtig proces ikke løber panden mod en mur. Det er derfor forkert at fremstille DTP som en sten i skoen.

Kemalistisk ånd
AKP har tilsyneladende gode intentioner, men er blevet advaret af militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ‘røde linier’; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning. Disse ildevarslende udmeldinger er langt fra tomme trusler og har ty-deligvis givet AKP kolde fødder.

Man opnår intet ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog. Historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

Det er udtryk for politisk tonedøvhed, når DTP i ramme alvor betegnes som et nationalistparti. Er det nationalisme at kræve, at ens borgerrettigheder overholdes? Er det nationalistisk at ønske et Tyrkiet, der inkluderer kurderne? DTP har flere gange vist sig som en samlende paraplybevægelse for demokratiske kræfter på venstrefløjen. Mange af DTP’s medlemmer, også i parlamentet, er tyrkiske venstreorienterede.

En erfaren Mellemøstkorrespondent burde som minimum også vide, at farverne rød, gul og grøn ved en demonstration ikke er PKK-farver, men de kurdiske nationalfarver, der i århundreder har været anvendt i hele Kurdistan.

DTP har erklæret sig parate til at løse konflikten straks. Kurderne har i årtier ventet på en reformorienteret regering som AKP og har alt at vinde og intet at miste ved en fred. Det er derfor voldsomt ukonstruktivt, at Lasse Ellegaard anbefaler at holde forhandlingens legitime part PKK væk, fordi det skulle skabe lange udsigter.

Lad os nu være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere.

Af: Serdal Benli, regionsrådsmedlem (SF), Xalit Sert, FOKUS-A og Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (A)
21. september 2009

http://www.information.dk/202804
http://www.information.dk/202804

fredag den 11. september 2009

Fredsprocessen i Tyrkiet er sat på standby

Sidste måned lancerede den tyrkiske regering et ”kurdisk initiativ”, som hurtigt fik navneforandring til et ‘demokratisk initiativ’ efter store protester fra de nationalistiske oppositionspartier som MHP (National Aktionsparti) og CHP (Republikanerne – såkaldte socialdemokrater) samt ikke mindst landets stærke militær. Som Lasse Ellegård i Information skriver i Information den 7. september, er selve ordet ‘kurdisk’ et anslag mod Atatürks enhedsstat. Derfor denne navneforandring.

Advarslerne fra militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ”røde linier”; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning er langt fra tomme trusler og har tydeligvis givet AKP kolde fødder.

For 25 år efter kurderne igen greb til våben, var håbet for fred og en demokratisk løsning af konflikten for alvor kommet på tale i Tyrkiet, men de seneste begivenheder i landet efterlader bristede forventninger til fredsprocessen og viser med al tydelig de reelle intentioner, som der ligger til grund for det såkaldte ”kurdiske initiativ” eller rettere ”demokratiske initiativ”.

Her er nogle eksempler på hvorfor håbet for fred braste:

I dag er 17 ledende medlemmer af det kurdiske parti DTP (Demokratisk Samfundsparti), blev fængslet og flere hundrede blev allerede fængslet før sommerferien og sidder forsat fængslet, hvor af nogle af dem risikerer op til 15 års fængsel.

Mens den tyrkiske offentlighed har diskuteret forsoning og fred har militæret intensiveret deres operationer, der senest i går kostede 7 soldater livet. Dette på trods af at den kurdiske oprørsbevægelse har erklæret våbenhvile siden april 2009 og forlænget frem til efter ramadanen (den muslimske fastemåned).

For tre uger siden blev avisen Günlük lukket, som har dermed delt samme skæbne som mange andre kurdiske aviser i landet. Avisen nåede kun at eksistere i halvt år.

De seneste måneder har en række kurdiske børn, i forskellige kurdiske byer, fået urimelige fængselsdomme på mellem ti og tyve års fængsel for at kaste med sten mod politiet. Hvilket ifølge myndighederne kan sidestilles med propaganda for ” en terrorbevægelse”!

Indtil videre virker det som om, at de tyrkiske nationalister, der forsat insisterer på død og krig og ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der i øvrigt tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog, har fået deres vilje for en stund og fredsprocessen sat på stand by. Men historien har vist os at freden lang om længe vil sejre - se blot Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

http://www.information.dk/202804
http://bianet.org/english/minorities/116963-erdogan-conflicts-will-not-block-the-peace-process
http://bianet.org/english/minorities/116876-condemning-police-violence-against-children---a-crime
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/333492:Udland--Tyrkiet-moedes-med-kurdere
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317962:Udland--Opbloedning-paa-vej-over-for-kurdere-i-Tyrkiet

fredag den 12. juni 2009

Afskaf kongehuset og fri os for pladderdebatten

Tag jer nu sammen! I en tid hvor finanskrisen og klimakrisen for alvor er over os og uligheden forsat vokser er det andre vigtigere dagsordener der tager fokus i dagens medier. Vores medier og politikere bruger tid på at diskutere om hvorvidt Henrik skal være konge.
Hold nu op! Afskaf så det kongehus og fri os for det pladder nu!


Læs mere her og mange andre steder:
Prins Henrik kan blive konge - Politiken.dk
Kilde: politiken.dk
Politisk flertal er klar til at give prins Henrik lov til at kalde sig konge, som han selv har efterlyst. Regeringsparti stritter imod.

onsdag den 13. maj 2009

Camre er udenfor pædagogisk rækkevidde

Først var det muslimerne og nu er det Østeuropa, der står for skud. DF’s EP-medlem Mogens Camre har nu kastet sig over de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien. Efter Camre’s udsagn er de politiske ulande, og derfor burde de have færre pladser i Europaparlamentet end de øvrige vestlige lande.

Camre mener at de nyeste medlemmer af EU er mindre begavede end skandinaver, og derfor burde de ikke have flere pladser i Europaparlamentet end os. Sikke en intelligens, den mand har.

Camre skal glæde sig over at hans nye parametre for Demokratisk deltagelse ikke gælder for DF. For som Dan Jørgensen (socialdemokraternes EP-kandidat) så korrekt siger:

"Dansk Folkeparti skal være ret glade for, at det ikke er intelligensen, der afgør, hvor mange mandater de får."

Det er skræmmende og bekymrende, at en dansk parlamentariker, der repræsenterer Danmark i Europaparlamentet, kan komme med så stupide udmeldinger. Gad vide hvad de europæiske lande tænker om os? Men at sådan en stupid udtalelse skulle komme fra Camres mund er ikke overraskende i sig selv. Manden er jo i forvejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Lad os antage at vi nu indretter demokratiet sådan, at vi laver vores afstemningsregler efter, hvem der er kloge og ikke kloge. Mon ikke Mogens Camre så var den første, der fik frataget sin stemmeret?

mandag den 4. maj 2009

Én baby blev født i dag, men…!

I dag blev en baby født - en dreng. Tillykke og velkommen til den lille baby, og tillykke til hans forældre og alle andre der blev født i dag! Du ønskes herfra et langt og fredeligt liv.

Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prins af Danmark. Noget han ikke sådan bare kan fravælge.
Han er livstidssikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største offentlige ydelser man kan få.

Ærgerligt for ham kommer han ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hans fødselsdag!

Han kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.

Han kommer heller ikke til at deltage i en protestdemonstration for ligeløn foran Christians-borg sammen med tusinder af sygeplejersker!

Han kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.

Han behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal han aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse, som så mange gør i disse dage, hvor krisen er over os.

Han skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!

Han kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hans jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgerligt for ham.

Men han har jo ikke noget valg - for han er født til at varetage rollen som prins af Danmark.

Men uanset hvad ønskes han og alle de andre medborgere, der blev født i dag, et fredeligt og lykkeligt liv.

fredag den 17. april 2009

Hetz mod demokratisk valgt kurdisk parti i Tyrkiet


Det er på høje tide, at den danske regering hæver stemmen over for Tyrkiet, mener regionsrådsmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli.

Her til morgen blev snesevis af partimedlemmer fra Demokratisk Samfundsparti (DTP) anholdt i Tyrkiet. Det er anden bølge af razziaer mod DTPs partikontorer i alle tyrkiske storbyer på mindre end en uge. Ifølge de tyrkiske myndigheder leder de efter beviser på forbindelser mellem DTP og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Razziaerne kommer få uger efter, at DTP fordoblede sin vælgertilslutning ved de vigtige lokalvalg i slutningen af marts. DTP har desuden 22 mandater i det tyrkiske parlament.

”Dette er intet andet end en hetz og politisk chikane mod et demokratisk valgt parti, som man forsøger at mistænkeliggøre i offentligheden. Hvor er den danske udenrigsminister, når demokratiet i Tyrkiet bliver vanrøgtet på denne måde? Regeringen bør påtale det over for Tyrkiet”, siger regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), som var udsendt valgobservatør ved lokalvalgene.

DTP, der arbejder for kurdisk selvstyre, mødtes med den amerikanske præsident Barack Obama ved præsidentens Tyrkiet-besøg for to uger siden. Obama er meget opmærksom på kurdernes situation i Tyrkiet, sagde han ved samme lejlighed.

torsdag den 16. april 2009

Bekymrende udvikling i Tyrkiet

I tirsdags blev en række kurdiske politikere i Tyrkiet anholdt ved en større politiaktion rundt om i hele landet. Tyrkiske aviser skriver at mindst 40 er blevet arresteret, hvoraf flere af de anholdte er højtstående medlemmer af det pro-kurdiske parti, DTP (Demokratisk Samfundsparti).

Se mine kommentarer til den bekymrende udvikling i Tyrkiet på DR2- Deadline igår aftes ved at klikke her.

tirsdag den 14. april 2009

Den farlige talebanisering i Pakistan

Talebaniseringen forsætter i Pakistan efter gårdsdagens vedtagelse i landet. De pakistanske politikere blåstemplede indførelsen af sharia i Swat-regionen, der grænser op til Afghanistan. En ny talibanstat er dermed blevet oprettet med hjælp fra vestens ”allierede” Pakistan og dets regering.

Blåstemplingen betyder blandt andet, at utroskab fremover vil blive straffet med stening, og tyveri med at hugge hånden af. Med andre er ord barbarisme tilladt.

Det paradoksale og farefulde i denne sammenhæng er at vestens allierede/ven, atommagten Pakistans regering har lagt sig fladt på maven for Taleban og islamismens hellige kriger. Pakistan har hidtil været anset for at være en af den vestlige verdens nærmeste allierede i kampen mod international terrorisme. Hvad så nu?

Presset fra islamisterne var så stort ifølge AP (Associated Press) at forslaget om at indføre sharia i regionen pressede selv landets præsident Asif Ali Zardari til give samtykke til det omstridte forslag, der opfylder Talebans ønske om islamisk lov i Swat. Hvad bliver det næste i en atomstat, som Pakistan, hvor politisk ustabilitet er hverdag og hvor islamismen er på fremmarch? Det tør jeg ikke at tænke på!

Vi kan være nok så trygge her i vores lille andedam. Men det faktum at Taleban nu ser indførelsen af islamisk i Swat-regionen som en sejr og samtidig erklærer, at Swat-regionen skal være en slags forsøgskanin for den videre udbredelse af sharia-lov i atommagten Pakistan, giver da anledning til al slags bekymring!

Vi kan ikke være på vagt nok overfor denne udvikling og blåstemplingen er ikke alene et knæfald for den spirende ekstremisme i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan, men i lige så høj grad for islamismen i hele den muslimske verden. For denne sejr for islamisterne vil sende en synergi effekt rundt i blandt ekstremistiske kræfter i hele verden.

NB: Det er da også forkasteligt at Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs giver grønt lys for at de religiøse skoler i Afghanistan - madrassaerne – aktivt skal inddrages i det afghanske uddannelsessystem. Ja det er fint at Danmark bruger millioner af kroner på at sikre skolegang til alle Afghanistans børn og det skal vi forsat gøre, men vi skal for guds skyld ikke hjælpe til med at fremme Talebans dagsorden og bruge de danske bistands kroner på mullaher.

Kilde:
Se blandt andet følgende links:

Politiken
Politiken
Kristeligt-Dagblad

tirsdag den 7. april 2009

A little peek of the daily life of the Kurds in Turkey. The treatment of Kurds in Turkey is inhumane.

It is called Turkish Democracy. It shows Turkish violations of human rights. This is a NATO member whose application for joining the European Union has been considered by some hypocrite European Countries.

Please take few minutes watching the following videos from utube.com:

http://www.youtube.com/watch?v=YrAkbSC3OKY
http://www.youtube.com/watch?v=UT9Gk3tkGsk&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=K5HgA7Gd480
http://www.youtube.com/watch?v=s-mkJyGnafw
http://www.youtube.com/watch?v=XvZhzPrR_gc&feature=related

mandag den 6. april 2009

Pressemeddelelse: SF'er: Fogh har solgt ud af principperne

Danmarks tidligere statsminister har solgt ud af sine principper om ytringsfrihed og demokrati i sin iver efter at blive Nato ´s generalsekretær.

To dage efter hans udnævnelse falder det ud med indicier om, at Anders Fogh har lovet tyrkerne mere, end hvad han havde lov til.

Ikke nok med at Anders Fogh har ofret pressefriheden, har han også ofret ytringsfriheden. I tyrkiske medier fremgår det i dag, at Anders Fogh vil undskylde for Muhammed tegningerne og dermed give køb på vores kamp for ytringsfrihed. Basta.

Endvidere har vores tidligere statsminister Anders Fogh lovet en lukning af den kurdiske tv-station ROJ. Dermed har han taget danske de myndigheder og kurderne som gidsler i sagen om generalsekretærposten. For selvom efterforskerne i København i to tilfælde har lagt sagen mod ROJ død, fordi der ikke var grundlag for en straffe-sag, så har Tyrkiet presset på og afleveret materiale til embedsmænd fra den danske regering. Sagen er derfor blevet genoptaget, og senest har politiet via statsadvokaten for København fået besked på at fortsætte efter-forskningen, oplyser kilder i politiet.

”Det er imod dansk demokratipraksis og forkasteligt, at en statsminister på den måde ligger pres på politiet. Det hører til i Tyrkiet, hvor domstole og politi er politikernes sværd og værn mod anderledestænkende”, siger SF’eren Serdal Benli, der i sidste uge var udsendt til Tyrkiet som valgobservatør i forbindelse med kommunal-valget.

”Jeg vil opfordre Anders Fogh til at dementere alle disse groteske udsagn, der florer i medierne, hvis han forsat skal bevare sin troværdighed som demokratiets og ytringsfrihedens forkæmper. Tilbage i 2005 afviste han netop at sende en journalist fra ROJ-Tv på porten efter ønske fra Erdogan af hensyn til sine principielle, demokratiske principper, som han nægtede at gå på kompromis med.” udtaler Benli.

torsdag den 2. april 2009

Demokrati på anatolsk

Af: Serdal Benli (SF) og Villo Sigurdsson (A) valgobservatør i Tyrkiet

Der hænger en tung sort sky over Istanbul. Det er mørkt og koldt og små regner. Sådan var folkestemningen også midt i det tyrkiske kommunevalg.

Det er de mørke skyer fra tidligere valg, der har præget valgkampen. Uregelmæssigheder og valgsvindel er ikke ukendt begreber i det tyrkiske sprog. Og mange har været bange for, at disse begreber fik nyt liv ved dette valg.

Allerede den kendsgerning, at der var registreret over 5 mio. flere vælgere end ved sidste valg for to år siden, var ikke med til at skabe større tryghed.

En tyrkisk tv-station forsøgte at finde en forklaring. Der var udsendt 180 valgkort ud til en adresse, som viste sig at være en stald med 300 køer.

Tyrkiet er nok det første land i verden, der respekterer køernes demokratiske rettigheder.

Men andre fysiske forhold trækker i den modsatte retning. Mange valgsteder befinder sig på første sal, så over 400.000 handicappede vælgere havde ikke mulighed for at stemme.

Sådan er der mange kuriositeter, der gør det anatolske demokrati mere spændende og mindre forudsigelig.

Gik man rundt i de mørke sidegader i Istanbul kunne man være heldig at blive tilbudt mange lira, hvis man lovede at stemme på regeringspartiet AKP.

Man kunne måske også være heldig at få fingre i et bundt falske stemmesedler. Dog blev cirka seks mio. falske stemmesedler afsløret forleden og de kom ud af cirkulation.

Men midt i mørket lykkedes det alligevel for solens stråler at trænge igennem og skabe lidt lys og varme. Der er ikke mange andre lande i mellemøsten, der tager demokratiet så seriøst, hvor kandidater og aktivister er så engagerede og håbefulde.

Der er lys for enden af den anatolske tunnel.

Mere om valgkampen:

Arbejderen
Politiken
Avisen.dk
Modkraft
DR

søndag den 29. marts 2009

Pressemeddelelse: Valgfusk afsløret i Tyrkiet

Korruption og forsøg på valgfusk afsløret i Tyrkiet

Et forsøg på at få indregistreret 18.000 opdigtede vælgere til fordel for Tyrkiets islamiske regeringsparti er blevet afsløret i landets største by, Istanbul. Fem personer tilbageholdes af politiet.

SF’s valgobservatør på stedet, regionsrådsmedlem Serdal Benli, kræver en undersøgelse.

Kun et døgn inden vælgere i Tyrkiet skal til stemmeurnerne i et meget afgørende lokalvalg er et forsøg på systematisk valgfusk blevet afsløret i en sag, der omfatter den ansvarlige embedsmand på det offentlige valgkontor i det centrale Beyoglu-distrikt i Istanbul.

Regeringspartiet AKP har ifølge Tyrkiets største menneskerettighedsorganisation, IHD, forsøgt at få registreret 18.000 fiktive Istanbul-vælgere i storkredsen.

Et tæt samarbejde mellem den øverste embedsmand i kommunestyret med ansvar for vælgerregistreringer og AK-partiets lokalafdeling havde angiveligt til hensigt at sikre regeringspartiet tusindvis af afgørende stemmer i en uhyre vigtig valgkreds ved morgendagens lokalvalg.

Ifølge menneskeretsadvokat ved IHD, Abdul Bakir Boga, kom politianmeldelsen fra byens forskellige oppositionspartier, der havde afsløret den nu mistænkte embedsmand og fået ham til at tilstå sit ulovlige samarbejde med AKP.

Fem personer, der menes at have tilknytning til de falske vælgerlister, bliver tilbageholdt af politiet.

”Vi har en mistanke om, at denne type af valgfusk kan være foregået andre steder i landet også. Det er i strid med alle demokratiets spilleregler og bør få konsekvenser”, siger menneskeretsadvokat Abdul Bakir Boga fra IHD’s Istanbul-afdeling.

Det er en stærkt bekymrende udvikling, og den danske regering bør gå ind i sagen og påtale det over for Tyrkiet, mener Serdal Benli (SF), medlem af Region Hovedstaden og udsendt valgobservatør på stedet:

”Det er under al kritik. Når der på denne måde er afsløret urent spil, og oven i købet iværksat af landets mest magtfulde parti, lader det til, bør det straks udløse en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af snyderiet”, siger Serdal Benli.

Kontakt:
Serdal Benli, tlf.: +45 27 20 88 60

fredag den 27. marts 2009

Pressemeddelelse: Udenrigsminister Per Stig Møller bakkes op af tyrkiske NGO’er

Flere uafhængige tyrkiske organisationer (Fredsforsamlingen, Menneskerettigheds Foreningen IHD m.fl.) sender observatører til at overvåge kommunalvalget i de kurdiske byer d. 29 marts. Observatørerne skal holde øje med valghandlingen og rapportere om eventuelle uregelmæssigheder.

Ifølge disse NGO´er kan der ikke afholdes demokratiske valg i Tyrkiet fordi Tyrkiets forfatning og retssystem ikke er baseret på demokratiske principper som pluralisme, ligeværdighed, åbenhed og retsstatens principper. Tyrkiets holdning til det kurdiske spørgsmål er ét af de vigtigste årsager til NGO´ernes manglende tro på, at der kan holdes demokratiske valg især i kurdiske byer.

NGO´erne gør opmærksom på de anti-demokratiske aktiviteter, som er iværksat af regeringen og som bliver ignoreret af den Tyrkiske Valgmyndighed, YSK. En markant stigning i antallet af stemmeberettigede på over 5 mio. vælgere siden sidste valg i 2007 og misbrug af statslige midler til fordel for regeringens valgkampagne er nogle eksempler, som YSK har overset.
Også pressens ulige dækning af partiernes kampagner og overvejende til fordel for regeringspartiet bliver kritiseret og vil indgå i NGO’ernes observationer.

Denne kritik af manglerne ved det tyrkiske demokrati hænger godt sammen med udenrigsminister Per Stig Møllers lignende kritik i Folketinget d.26.marts 2009. Disse begrundelser bruges også af EU og bidrager til at der forsat er mange sten på Tyrkiets vej til EU-medlemskab.

SF’s folketingskandidat Serdal Benli, der befinder sig i Tyrkiet som valgobservatør, er delvis enig med Per Stig Møller. ”Det er rigtigt at det tyrkiske demokrati er meget mangelfuldt, men EU's lunkne holdning til Tyrkiets optagelse er ikke med til at fremme den demokratiske proces. Hvis EU satte seriøs turbo på Tyrkiets optagelse og støtter reformkræfterne i landet, så er jeg overbevist om, at det bliver muligt at presse demokratiske forbedringer igennem på rekord tid”, siger Serdal Benli fra Istanbul.

torsdag den 26. marts 2009

Pressemeddelelse: Dansk delegation overværer historisk valg i Tyrkiet på søndag

Historisk valg i Tyrkiet på søndag.
Konflikten mellem statsmagten og det kurdiske mindretal bevirker, at folkeafstemningerne ikke altid går retfærdigt til, og det drejer sig især om de kommuner, hvor der er tæt løb mellem regeringspartiet og det pro-kurdiske parti, DTP. Derfor vil en dansk delegation bestående af valgobservatører sammen med observatører fra store dele af Europa stå klar i Tyrkiet for at overvære valgkampen og forsøge at sikre, at den går demokratisk til.

Fra Danmark er repræsentanterne hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli, som selv har kurdiske rødder og Villo Sigurdsson (A), tidligere borgmester i København. Sammen rejser de torsdag til Tyrkiet for at overvære valget.

Valget har en enorm principiel betydning for Tyrkiets demokratiseringsproces. Det er et historisk valg, der foregår i lyset af en indenrigspolitisk dagsorden, hvor landet er midt i selvransagelse. Tidligere militærfolk, journalister, forfattere, universitetsprofessorer m.fl. er blevet anholdt i den såkaldte Ergenekon-sag - fordi man mistænker dem for at have planer om kup og mord på politiske modstandere. Samtidig er det kurdiske spørgsmål højaktuel og en vigtig del af valgkampen.

Det forlyder, at antallet af stemmeberettigede i Tyrkiet er steget med hele 5,6 mio. siden sidste parlamentsvalg i 2007, men hverken de foreliggende valglister eller befolkningsstatistikken indeholder troværdige oplysninger, som kan redegøre for denne stigning. Denne omstændighed giver således næring til mistanken om, at resultatet af det seneste parlamentsvalg var utroværdigt, hvilket skaber en naturlig usikkerhed omkring troværdigheden af det forestående valg.

Valgene i Tyrkiet er en lakmusprøve på det tyrkiske demokrati og landets muligheder for at opnå en tættere tilknytning til EU.


Kontakt info:
Mobil: 27208860
Email: benli@benli.dk
NB: Jeg skriver løbende fra Tyrkiet om valgkampen på min blog: www.benlisreplik.blogspot.com

tirsdag den 13. november 2007

Danmark ud af Irak

Da USA og England valgte at gå i krig mod Irak, blev Danmark, takket være Fogh-regeringen, pludselig aktør i en beskidt krig. Fra statens side var begrundelsen for krigen at fjerne masseødelæggelsesvåben i Irak, fordi diktatoren Saddam Hussein når som helst kunne finde på at anvende dem. Denne begrundelse har siden hen vist sig at være én kæmpe løgn, som man har narret verden med. Man har henrettet Saddam Hussein, men man har ikke fundet masseødelæggelsesvåben. I realiteten har Irak-krigen fra start været en oliekrig, da det for USA har handlet om at have kontrol med olien i landet.

Fogh-regeringen fik trukket Danmark ind i Irak-krigen, som den danske befolkning ikke ønskede at deltage i, og som der ikke var FN-mandat til. Fogh-regeringen har på denne måde udsat den danske befolkning for en sikkerhedsmæssig ustabilitet, og meddelelser fra PET om vurderingen af sikkerhedssituationen i Danmark er blevet helt almindeligt. Herudover er danske soldater blevet sendt i døden til fordel for en beskidt krig med forfærdelige konsekvenser.

I Foghs regeringstid er det desværre blevet mere usikkert at leve i Danmark.

Vi burde ikke være gået ind i Irak-krigen. Nu må vi kræve, at de danske soldater bliver trukket hjem straks. Hvis du vil sikre, at Danmark ikke går ind i en beskidt krig igen, vil jeg anbefale dig at stemme på mig under folketingsvalget den 13. november 2007.

Mange hilsener, Serdal Benli

Støt demokratiet

For mig at se er demokratiet ikke noget naturgivent. Demokratiet skal passes, plejes og udvikles. Demokrati er noget, som man i sin tid har givet store ofre for, og som vi i dag kan nyde.

I dag er det vel sådan, at vi tager demokratiet for givet og ikke kan forestille os en anden styreform. Demokratiet indebærer, at vi har frihedsrettigheder som ytrings- og religionsfrihed, som vi i Danmark sætter stor pris på.

På den anden side har vi i samfundet grupper, som vil demokratiet og menneskerettighederne til livs. Her tænker jeg blandt andet på Hizbut-Tahrir, som for tiden deler pjecer ud med opfordringer, der går på, at man ikke skal gøre brug af sin ret til at stemme. Logikken er, at det er Gud og Guds love, der hersker verden, og vi mennesker kan ikke lave vores egne love, da vi herved vil underkende Gud.

Disse tanker er utrolig farlige og undergravende for demokratiet. Tankerne skal bekæmpes fuldstændig kompromisløst. Jeg vil derfor opfordre dig til at gøre brug af din stemme til fordel for demokratiet og til fordel for den person eller det parti, som du mener, repræsenterer dig bedst.

Hvis du mener, at tanker, som Hizbut-Tahrir står for, bør bekæmpes, vil jeg opfordre dig til at stemme på mig, Serdal Benli.

fredag den 9. november 2007

Kvalitetsreformen er deform!

Af Serdal Benli.
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland.


Bedre velfærd og større arbejdsglæde . Det er titlen på regeringens stort anlagte kvalitetsreform, som Regeringen vil have forhandlet på plads efter det nyligt udskrevne folketingsvalg.

Det er svært at være uenig i en overskrift som denne. Problemet er bare, at der ikke må ansættes én eneste ekstra offentlig ansat i denne tid, hvor både ældre- og sundhedssektoren skriger på flere hænder. Regeringen vil minsandten også fastholde både udgiftsloftet i forbindelse med Kvalitetsreformen. Det betyder, at den nuværende snævre vækstramme på 0,5 % årligt for velfærdsservice vil blive videreført. Det gør det alt andet lige svært at se, hvor meget kvalitetsløft der vil kunne skabes med så lille en årlig vækstramme.
Ja, kvalitet behøver ikke koste ekstra penge, pointerer Regeringen igen og igen. Men det er et faktum, at Kvalitetsreformen kun rummer få forslag til forbedring af de borgerrettede ydelser og kun i mindre omfang forslag til forbedring af offentligt ansattes vilkår.

Et eksempel er, at afbureaukratiseringen, som skulle fjerne unødigt administrativt arbejde (LÆS: effektivisere) fra plejepersonalet, i stedet ender med at stjæle tiden fra det rigtige omsorgsarbejde pga. centrale kvalitetskontrakter samt dokumentationskrav. Konsekvensen er på fx skoleområdet, at de nye regler om brug af kvalitetsrapporter i folkeskolen giver omkring 1.900 timers ekstra administrativ belastning pr. år i en gennemsnitlig kommune med 16 folkeskoler.
Da regeringen bevilgede 500 millioner ekstra til ældreplejen som led i frit valgs-ordningen, gik de fleste af pengene netop til bureaukrati og administration. Da medførte ekstra penge altså ikke bedre kvalitet!
Kvalitet i fx sundheds- og uddannelsessektoren betyder først og fremmest mere tid til den enkelte, flere hænder med de rette kompetencer og flere ressourcer. Derfor er mere tid også et spørgsmål om økonomi. Om en anerkendelse af de offentligt ansatte og et kollektivt lønløft, der kan være med at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Kvalitetsreformen giver altså hverken bedre velfærd eller større arbejdsglæde. Derfor skal VKO-regeringen skiftes ud!

Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk

søndag den 29. april 2007

Faresignaler i Tyrkiet

Præsidentvalget i Tyrkiet har de senste dage udviklet sig i en faretruende retning for det skrøbelige tyrkiske demokrati. Militæret har fremsat trusler mod den islamiske regering og deres præsidentkandidat Abdullah Gül. Argumentet er at valget af ham til præsidentembedet er en trussel mod landets sekulære system. De frygter, at Gül vil forsøge at få tyrkernes grundlovsfæstede adskillelse mellem religion og politik til at smuldre, hvis han bliver valgt.

Situtationen er dermed alarmerende. Hvad der her er på spil, er demokratiet og landets reformproces og betingelserne for medlemskab af EU.

Samtidig illusterer dette endnu gang det tyrkiske militærs forsøg på magtudøvelse over landets politik.

De næste dages udvikling er derfor essentiel for demokatiet i landet.

Det skal lige siges at regeringspartiet og dermed præsidentkandidaten ikke er helt stuerene. Partiet har islamistiske rødder og tidligere ytret meget religiøse og reaktionære holdninger.

Dog er det alligevel vigtigt, at militæret overlader varetagelsen af demokratiet til den demokratisk valgte regering. For dette skal ses, som en prøvesten for, om det tyrkiske militær respekterer demokratiet og den demokratisk valgte regering.

Dog frygter jeg at militæret vil gribe ind, som vi har jo set flere gange tidligere i den tyrkiske republiks korte historie. Og en sådan indgriben vil sætte den opnåede udvikling i landet mange år tilbage og gøre et kommende EU-medlemskab umulig.

lørdag den 28. april 2007

Religionskritik - på SF’s landsmøde (tale)

Kære kammerater, kære landsmøde.

Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.

Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.

Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.

Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.

Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.

Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.

Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.

Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.

Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.

TAK FOR ORDET

onsdag den 25. april 2007

Demokratiske Muslimers kovending!

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse at foreningen Demokratiske Muslimer (DM) støtter Asmaa Abdol Hamid. Jamen dog tænker man så - har de glemt deres egen korte fortid!

Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer.

Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag?

Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det.

Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det.

For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?

Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending - de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive - men hvor bliver det progressive af.

Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?