Lads dog få en officiel fattigdomsgrænse

En ny opgørelse fra AE-rådet viser at der er kommet 40 pct. flere fattige børn til siden 2001, hvor VKO trådte til. Ifølge undersøgelsen lever 50.000 danske børn i dag i fattigdom.

Det er uanstændigt, at vi lever i et verdens rigeste lande og forsat har tusindvis af mennesker, der lever under kummerlige vilkår.

Problemet er at vi i Danmark ikke har en nedre grænse for fattigdom. Den seneste opgørelse er blot en yderligere bekræftelse af at et socialt mareridt er ved at oprulle sig som virkelighed for store dele af den dårligst stillede danske befolkning. Det vi så på tv ske i fattige nationer i Afrika eller andre verdensdele er ved være en realitet i Danmark og konsekvensen er en tabt generation og familier på vej ud i bundløs fattigdom og sat udenfor fællesskabet.

Derfor bør ethvert land have en officiel fattigdomsgrænse med et princip om, at ingen må falde ned under denne. Der må laves en lov, der sikrer, at fattigdomsgrænsen ikke blot skal være tomme ord og statistiske oplysninger.

For få år siden konkluderede daværende finansminister at vi snart kunne købe hele verden. Gad vide om det sviger i hans sjæl, at landet, der snart kunne købe hele verden har så mange fattige på samvittigheden? Endnu mere interessant er det at hans fæller i erhvervslivet nu også kritiserer udviklingen og langer ud efter regeringen.

Således kritiserede Haldor Topsøe, grundlægger af forskningsvirksomheden Haldor Topsøe A/S, regeringen i weekenden i Ber-lingske.

“Hvordan pokker er det muligt, at vi her i dette rige land har børn, der er nødlidende. Vi kan ikke være det bekendt. Sådan var situationen i 20′erne og 30′erne, hvor man oplevede fattig-dom og barskhed i et omfang, man ikke forestiller sig i dag. Sådan skal det ikke være nu.”

Analysen fra AE-rådet viser også, at der er geografiske forskelle i fattigdom. F.eks. er der i København 5.592 børn, der vokser op i familier, der kan betegnes som fattige, hvilket svarer til, at 6,6 pct. af hovedstadens børn.

Disse eksempler er blot få af mange beviser på, at proletariatet i Danmark lever i bedste velgående.

Den stigende ulighed, marginalisering og isolering i samfundet er en bekymrende udvikling og et kæmpeproblem. Udviklingen udgør samlet set en trussel for samfundets sammenhængskraft på sigt. Tænk blot på det vi så i Frankrig for nogle år siden, hvor årtiers økonomiske og sociale marginalisering førte til store uroligheder blandt det franske proletariat bestående af etniske minoritetsgrupper. Dette eksempel illustrerer, at en stigende ulighed i samfundet og en fortsat tendens med polarisering mellem samfundets elite og underklassen ikke skaber dynamik som påstået af tidligere socialminister Eva Kjer, men snarere dynamit!

Paradokset i hele denne debat er dog, at regeringen forsat afviser eksistensen af fattigdom og ulighed selvom utallige undersøgelser har påvist det modsatte. Senest afviser den ny udpegede Karen Ellemann tendensen. I sidste uge lod ministeren i et interview med JP forstå, at hun har meget vanskeligt ved at forestille sig, at der er danske børn, som går sultne i seng. Tag dig nu sammen Karen Ellenman og kom ud af busken.

Jakob Axel og co. forsætter med udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen

Der venter de danske skatteydere en milliardregning for behandlinger på privathospitaler, når behandlingsgarantien genindføres den 1. juli. Sådan er udmeldingen fra danske regionernes formand Bent Hansen forud for økonomiforhandlingerne med regering. Ifølge formanden vil regionerne næste år komme til at bruge op imod to mia. kr. på at sende patienter på privathospitaler, når de offentlige hospitaler ikke selv kan nå at behandle dem inden for fristen på én måned.

Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.

Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier

Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.

Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.

Men hvad er konsekvensen af alt det her?

Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.

Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.

Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.

Kvalitetsreformen er deform!

Af Serdal Benli.
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland.


Bedre velfærd og større arbejdsglæde . Det er titlen på regeringens stort anlagte kvalitetsreform, som Regeringen vil have forhandlet på plads efter det nyligt udskrevne folketingsvalg.

Det er svært at være uenig i en overskrift som denne. Problemet er bare, at der ikke må ansættes én eneste ekstra offentlig ansat i denne tid, hvor både ældre- og sundhedssektoren skriger på flere hænder. Regeringen vil minsandten også fastholde både udgiftsloftet i forbindelse med Kvalitetsreformen. Det betyder, at den nuværende snævre vækstramme på 0,5 % årligt for velfærdsservice vil blive videreført. Det gør det alt andet lige svært at se, hvor meget kvalitetsløft der vil kunne skabes med så lille en årlig vækstramme.
Ja, kvalitet behøver ikke koste ekstra penge, pointerer Regeringen igen og igen. Men det er et faktum, at Kvalitetsreformen kun rummer få forslag til forbedring af de borgerrettede ydelser og kun i mindre omfang forslag til forbedring af offentligt ansattes vilkår.

Et eksempel er, at afbureaukratiseringen, som skulle fjerne unødigt administrativt arbejde (LÆS: effektivisere) fra plejepersonalet, i stedet ender med at stjæle tiden fra det rigtige omsorgsarbejde pga. centrale kvalitetskontrakter samt dokumentationskrav. Konsekvensen er på fx skoleområdet, at de nye regler om brug af kvalitetsrapporter i folkeskolen giver omkring 1.900 timers ekstra administrativ belastning pr. år i en gennemsnitlig kommune med 16 folkeskoler.
Da regeringen bevilgede 500 millioner ekstra til ældreplejen som led i frit valgs-ordningen, gik de fleste af pengene netop til bureaukrati og administration. Da medførte ekstra penge altså ikke bedre kvalitet!
Kvalitet i fx sundheds- og uddannelsessektoren betyder først og fremmest mere tid til den enkelte, flere hænder med de rette kompetencer og flere ressourcer. Derfor er mere tid også et spørgsmål om økonomi. Om en anerkendelse af de offentligt ansatte og et kollektivt lønløft, der kan være med at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Kvalitetsreformen giver altså hverken bedre velfærd eller større arbejdsglæde. Derfor skal VKO-regeringen skiftes ud!

Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk