Viser opslag med etiketten Sundhedspolitik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sundhedspolitik. Vis alle opslag

torsdag den 10. september 2009

Vi fortjener et andet sundhedsvæsen

De sidste otte år er uligheden i det danske samfund steget markant, ikke mindst på sundhedsområdet. Mens regeringen med dens ”rødvinsreform” har givet store skattelettelser til de, som i forvejen havde rigeligt, er det offentlige velfærdssystem langsomt, men målrettet blevet udhulet.

Sundhedsvæsenet, som er en af de centrale velfærdsydelser, har været under total afvikling. Tragisk nok var netop dette sundhedsvæsen engang forbillede for selv de højest udviklede lande i verden. Det offentlige sundhedsvæsen er blevet drænet for midler til trods for, at sygehusudgifterne er eksploderet.

Det er gået den forkerte vej: Alt for mange patienter oplever en utilfredsstillende behandling, når de er indlagt, og der er de senere år sket en voldsom stigning i livsstilssygdomme. Andelen af danskere, der er overvægtige, er fordoblet fra 1987 til 2005, så 11,4 procent af danskerne nu er overvægtige. Samtidig koster rygning hvert år 14.000 danskere livet. Alle disse sygdomme kunne forebygges og behandles bedre, hvis vi gør en målrettet indsats for det. Stik imod værdierne i vores velfærdsmodel er befolkningen blevet delt op i A- og B-hold på sundhedsområdet.

Det er muligt at få det danske sundhedssystem på ret køl igen. Men det kræver et andet flertal på Christiansborg end VKO-flertallet. I SF vil vi skabe en fair forandring på sundhedsområdet til gavn for alle danskere. En forandring, som gør det dyrere at leve usundt og som sikrer flere penge til at forebygge og behandle livstruende sygdomme.

I den nye skattepolitik, ”Fair forandring”, som S-SF fremlagde i sidste uge, ønsker vi samlet set at investere godt 3 mia. kr. i bedre sygehuse og 2 mia. kr. i at styrke forebyggelsesområdet. For at finansiere nogle af disse tiltag vil vi hæve afgifterne på tobak, mættet fedt og sukker. En afgiftshævelse på usunde fødevarer og tobak sikrer, at det bliver dyrere at leve usundt, hvorved vi forebygger en række livsstilssygdomme, samtidig med at vi henter 3,9 mia. kr. til bedre sygehuse og forebyggelse.
Derudover vil vi skabe yderligere finansiering ved at afskaffe skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som skaber stor ulighed i adgangen til behandling. Endelig vil vi vedtage en arbejdsskadeafgift på virksomheder med farligt arbejdsmiljø, hvor der sker mange arbejdsulykker.

Bedre sundhed til danskerne kræver handling, og vi kan ikke længere se til, mens så mange danskere rammes og dør af livstruende sygdomme. Derfor er der brug for et nyt flertal, som kan skabe fair forandring på sundhedsområdet til gavn for danskernes sundhed.

http://politiken.dk/politik/article777635.ece
http://www.konservative.dk/nytogdebat/blogifokus/Sider/farligforandring.aspx
http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=72318

onsdag den 17. juni 2009

Smid ham nu på porten Pia K.

Rigsrevisionens seneste rapport om overbetalingen af de private sygehuse, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var sundhedsminister, er så tydelig i sine konklusioner, at det er på grænsen til groft embedsmisbrug og sætter spørgsmålstegn ved Løkkes forsatte virke som statsminister.

Derfor har jeg en appel til Pia K., som jeg ikke tror, kan leve med at støtte en statsminister, der har lavet systematisk overbetaling og snydt danskerne i skattekroner for op mod en milliard kroner? For der er ingen tvivl om at ingen andre end Jer kan give ham det røde kort. Kom nu Pia smid ham nu på porten – Det er Danmark bedst tjent med.

torsdag den 23. april 2009

Jakob Axel og co. forsætter med udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen

Der venter de danske skatteydere en milliardregning for behandlinger på privathospitaler, når behandlingsgarantien genindføres den 1. juli. Sådan er udmeldingen fra danske regionernes formand Bent Hansen forud for økonomiforhandlingerne med regering. Ifølge formanden vil regionerne næste år komme til at bruge op imod to mia. kr. på at sende patienter på privathospitaler, når de offentlige hospitaler ikke selv kan nå at behandle dem inden for fristen på én måned.

Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.

Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier

Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.

Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.

Men hvad er konsekvensen af alt det her?

Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.

Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.

Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.

onsdag den 14. januar 2009

Lads dog få et offentligt redningskorps

De seneste dage har der været en del debat om ambulancekørsler rundt om i landet. Det svenske firma Samaritten har pakket deres blå blink og med et trukket sig ud af de aftaler de havde indgået med flere regioner i Danmark. Så langt så godt.

I Region Hovedstaden havde vi tildelt ambulancekørslen på Bispebjerg til Samaritten efter en udbudsrunde sidste år. I udbudsrunden viste det sig at vores kontrolbud (et konsulent firma havde regnet hvad det ville koste, hvis regionen selv drev ambulancerne) flere steder i regionen var billigere end de private aktørs tilbud. Dog valgte man i regionen, med undtagelse af os i SF og Enhedslisten, alligevel at tage den model, hvor Falck fik store dele af regionens ambulancekørsel mens Samaritten fik ét område og Frederiksberg Brand bibeholdte deres område. Hverken ideologisk og principielt kunne vi gå ind for sagen. Derfor stemte vi imod den i regionsrådet da det endeligt blev besluttet i december 2008.

Vi vil have ambulance kørslen hjem og gøre den offentlig. Selvfølgelig der hvor det giver mening, og hvor kvaliteten og sikkerheden forsat kan sikres og ikke mindst der hvor det er billigst at drive ambulancekørslen offentligt.

Bekymringerne om Samarittens økonomi og kapacitet har været kendt fra start i alle regio-ner, men alligevel fik de flere steder i landet tildelt ambulancekørslen. Og i går smed de så endeligt håndklædet i ringen efter at vi i Region Hovedstaden også træk vores aftale tilbage. Forløbet her har desværre vist at der i Danmark ikke findes noget troværdigt privat alternativ til Falck indenfor redningskørsel på nuværende tidspunkt. Derfor foreslår jeg, også som vi gjorde i Region Hovedstaden, at det offentlige nu må gå offensivt ind på dette område og etablere et offentligt ejet redningskorps, som er i stand til at løfte opgaven over alt i landet og skabe sikkerhed for alle borgere.

Det er da uacceptabelt at Falck reelt har monopol på ambulancekørsel i Danmark eller at private firmaer, som ikke kan garantere en stabil og sikker drift, får tildelt licenser af den slags. Vi skal have styrket det offentlige engagement på dette område for konsekvenserne af det modsatte vil være katastrofale.

fredag den 5. december 2008

Pres på sygehuse: Regeringen svigter patienter

Af Jonas Dahl og Serdal Benli , Sundhedsordfører (SF) Og Medl. Af Regionsråd Hovedstaden Og Folketingskandidat (SF) (Politiken)

I sidste uge fik mange tv-seere aftenkaffen galt i halsen, da de i DR Dokumentar så billeder af, hvordan der sløses med rengøringen på landets hospitaler.

Siden har vi fået serveret historier om manglen på sengepladser, der har betydet, at alvorligt syge patienter transporteres flere hundrede kilometer rundt på landevejene.

Problemerne i det danske sundhedsvæsen melder sig på stribe, mens sundhedsministeren sidder på sine hænder.

Det er tragisk, at landets sundhedsministers eneste svar på de mange problemer er, at det er regionernes ansvar. Hver år smittes 100.000 patienter med farlige bakterier under deres indlæggelse - mange af dem skyldes den katastrofalt dårlige rengøring. Alligevel fastholder sundhedsministeren, at ansvaret udelukkende er regionernes.

Der skal tilsyneladende mere end hårrejsende tv-billeder og undersøgelser til for at få ministeren ned i borgerhøjde. Også Sundhedsudvalgets formand, Venstres Preben Rudiengaard, sender aben videre til regionerne. Denne arrogante afvisning er desværre endnu et eksempel på regeringens ansvarsforflygtigelse.

Da vi havde en socialdemokratiskledet regering var Venstre og Konservative de første til at råbe op om ministeransvar, når problemerne meldte sig. Men spillereglerne har tilsyneladende ændret sig siden.

På den ene side konstaterer ministeren, at det står sløjt til med rengøringen på landets sygehuse, og på den anden side nægter han at gribe ind og sørge for, at problemerne bliver løst.

Ofrene er patienterne, som fuldstændig lades i stikken. Det er pinagtigt, at danske borgere skal være vidner til barnlige skænderier om, hvem der bærer skylden, når der snarere er brug for en handlekraftig minister, der tager hånd om patienternes problemer.

Kan sundhedsministeren ikke selv komme med bud på løsninger, er der masser af inspiration at hente andre steder. I Skotland har regeringen erkendt, at udlicitering af rengøring var en dårlig løsning, og nu overladt sygehusrengøringen til hospitalerne selv. Sundheds- og rengøringspersonalet bliver dermed en del af samme hold, og dialogen strander ikke i kontrakt- og pengediskussioner.

Men i stedet for at erkende, at den hovedløse tro på privatisering og udlicitering har vist sig at have meget store omkostninger for det danske sundhedsvæsen, har regeringen valgt strudsemetoden. For vi må desværre konstatere, at de seneste eksempler blot føjer sig til en længere liste af alvorlige problemer. Tilbage sidder vi med et forstærket indtryk af, at det fælles offentlige sygehusvæsen langsomt udsultes til fordel for privathospitalerne, der blomstrer som aldrig før. Men det er jo også en slags strategi.

mandag den 1. september 2008

Foghs opgør med ligheden

Sammen med SF’s formand Villy Søvndal har jeg skrevet et debatindlæg om opgøret med ligheden i vores sundhedsvæsen, som blev bragt i Information d.d - den 01. september. Du kan læse mere ved at klikke her.

tirsdag den 24. april 2007

Ingen træer vokser ind i himlen

I nyhedsmedierne har vi den seneste været vidne til en større skandale
i kræftbehandlingen og flere eksempler på uacceptable dårlige forhold
i plejesektoren og overbelægning på de medicinske afdelinger på
hospitalerne . Forhold der bestemt kræver stor opmærksomhed og hurtig
indsats. Men der er også succeshistorier i hospitalsverdenen.
På Sct . Hans Hospital afdeling M behandler man psykisk syge
misbrugere i et moderne behandlingskoncept med kognitiv adfærdterapi.
Støttet med et større pengebeløb fra Sundhedsministeriet har det taget
en årrække at implementere behandlingen.Samtlige i behandlergruppen
(fra plejere til læger) er blevet uddannede indenfor den kognitive
adfærdsterapi. De forskellige behandlingselementer som bla. er
patientundervisning, gruppeterapi og fysisk træning er blevet
indarbejdet i afsnittenes faste rutiner.
Og det virker. Faktisk med særdeles gode resultater. Behandlingen er
evalueret i et forskningsprojekt og resultaterne viser at patienternes
psykiske symptomer reduceres, deres funktionsniveau stiger, flertallet
bliver misbrugsfri under behandlingen og antallet af tvangsindgreb
falder markant. En rigtig succeshistorie, men tilbuddet har desværre
ikke kunnet dække behovet. Som det eneste specialiserede døgntilbud i
hovedstadsområdet til denne tunge patientkategori har der konstant
været lange ventelister.
Men ingen træer vokser ind i himlen. I det nye forslag til en
psykiatriplan for Region Hovedstaden ser det ud til at afdelingen
bliver nedlagt og man kan ikke umiddelbart gennemskue hvor og hvordan
behandlingen af disse svært syge og for samfundet problematiske
patienter skal foregå.
De psykisk syge misbrugere er i befolkningen en ugleset gruppe, mest
opmærksomhed får de når de er hovedpersoner i formiddagsbladenes
sensationshistorier. Som enkeltpersoner er de ensomme, fattige,
boligløse, har mange fysiske skavanker og sygdomme og dør en tidlig
død. Og så er de ofte kriminelle. Der er rigtig meget at vinde ved at
behandle de psykisk syge misbrugere. SF er imod nedlæggelse af
afdelingen. Nedlægges afdeling M vokser problemerne i gruppen af
psykisk syge misbrugere og spidskompetancer i en engageret
personalegruppe går tabt.

mandag den 23. april 2007

Behandling af dobbeltdiagnoser truet!

Af Anne Baastrup, (SF), psykiatriordfører og Serdal Benli, (SF), medlem af psykiatriudvalget i Region Hovedstaden (Bragt i JP den 23. april 2007)

»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.

dobbeltdiagnose.jpg

Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.

Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.

Naboernes skræk


Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.

Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.

Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.

Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.

Kun ét tilbud


I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.

Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.

Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.

Behandling virker


Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.

Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!

Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.

Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.

Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.

Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.