Bragt i Information:
Det er trist at læse Lasse Ellegaards leder i Information den 7. september om emnet »det kurdiske initiativ«. Hans konklusion er, at AKP-regeringen gør alt for en løsning af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, mens det pro-kurdiske parti, DTP, udgør en barriere for processen ved at stille ultimative krav. Intet kunne være mere unuanceret. Man forventer en dybere indsigt fra en journalist med lang korrespondenterfaring fra Tyrkiet.
I virkeligheden har DTP - som det eneste oppositionsparti i parlamentet - erklæret sig rede til at bidrage positivt til processen. Men de har påpeget, at fredsprocessen er dømt til at lide skibsbrud, hvis ikke konfliktens reelle parter inkluderes i processen. DTP vil blot undgå, at en så vigtig proces ikke løber panden mod en mur. Det er derfor forkert at fremstille DTP som en sten i skoen.
Kemalistisk ånd
AKP har tilsyneladende gode intentioner, men er blevet advaret af militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ‘røde linier’; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning. Disse ildevarslende udmeldinger er langt fra tomme trusler og har ty-deligvis givet AKP kolde fødder.
Man opnår intet ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog. Historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?
Det er udtryk for politisk tonedøvhed, når DTP i ramme alvor betegnes som et nationalistparti. Er det nationalisme at kræve, at ens borgerrettigheder overholdes? Er det nationalistisk at ønske et Tyrkiet, der inkluderer kurderne? DTP har flere gange vist sig som en samlende paraplybevægelse for demokratiske kræfter på venstrefløjen. Mange af DTP’s medlemmer, også i parlamentet, er tyrkiske venstreorienterede.
En erfaren Mellemøstkorrespondent burde som minimum også vide, at farverne rød, gul og grøn ved en demonstration ikke er PKK-farver, men de kurdiske nationalfarver, der i århundreder har været anvendt i hele Kurdistan.
DTP har erklæret sig parate til at løse konflikten straks. Kurderne har i årtier ventet på en reformorienteret regering som AKP og har alt at vinde og intet at miste ved en fred. Det er derfor voldsomt ukonstruktivt, at Lasse Ellegaard anbefaler at holde forhandlingens legitime part PKK væk, fordi det skulle skabe lange udsigter.
Lad os nu være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere.
Af: Serdal Benli, regionsrådsmedlem (SF), Xalit Sert, FOKUS-A og Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (A)
21. september 2009
http://www.information.dk/202804
http://www.information.dk/202804
Viser opslag med etiketten Menneskerettigheder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Menneskerettigheder. Vis alle opslag
tirsdag den 22. september 2009
fredag den 11. september 2009
Fredsprocessen i Tyrkiet er sat på standby
Sidste måned lancerede den tyrkiske regering et ”kurdisk initiativ”, som hurtigt fik navneforandring til et ‘demokratisk initiativ’ efter store protester fra de nationalistiske oppositionspartier som MHP (National Aktionsparti) og CHP (Republikanerne – såkaldte socialdemokrater) samt ikke mindst landets stærke militær. Som Lasse Ellegård i Information skriver i Information den 7. september, er selve ordet ‘kurdisk’ et anslag mod Atatürks enhedsstat. Derfor denne navneforandring.
Advarslerne fra militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ”røde linier”; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning er langt fra tomme trusler og har tydeligvis givet AKP kolde fødder.
For 25 år efter kurderne igen greb til våben, var håbet for fred og en demokratisk løsning af konflikten for alvor kommet på tale i Tyrkiet, men de seneste begivenheder i landet efterlader bristede forventninger til fredsprocessen og viser med al tydelig de reelle intentioner, som der ligger til grund for det såkaldte ”kurdiske initiativ” eller rettere ”demokratiske initiativ”.
Her er nogle eksempler på hvorfor håbet for fred braste:
I dag er 17 ledende medlemmer af det kurdiske parti DTP (Demokratisk Samfundsparti), blev fængslet og flere hundrede blev allerede fængslet før sommerferien og sidder forsat fængslet, hvor af nogle af dem risikerer op til 15 års fængsel.
Mens den tyrkiske offentlighed har diskuteret forsoning og fred har militæret intensiveret deres operationer, der senest i går kostede 7 soldater livet. Dette på trods af at den kurdiske oprørsbevægelse har erklæret våbenhvile siden april 2009 og forlænget frem til efter ramadanen (den muslimske fastemåned).
For tre uger siden blev avisen Günlük lukket, som har dermed delt samme skæbne som mange andre kurdiske aviser i landet. Avisen nåede kun at eksistere i halvt år.
De seneste måneder har en række kurdiske børn, i forskellige kurdiske byer, fået urimelige fængselsdomme på mellem ti og tyve års fængsel for at kaste med sten mod politiet. Hvilket ifølge myndighederne kan sidestilles med propaganda for ” en terrorbevægelse”!
Indtil videre virker det som om, at de tyrkiske nationalister, der forsat insisterer på død og krig og ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der i øvrigt tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog, har fået deres vilje for en stund og fredsprocessen sat på stand by. Men historien har vist os at freden lang om længe vil sejre - se blot Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?
http://www.information.dk/202804
http://bianet.org/english/minorities/116963-erdogan-conflicts-will-not-block-the-peace-process
http://bianet.org/english/minorities/116876-condemning-police-violence-against-children---a-crime
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/333492:Udland--Tyrkiet-moedes-med-kurdere
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317962:Udland--Opbloedning-paa-vej-over-for-kurdere-i-Tyrkiet
Advarslerne fra militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ”røde linier”; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning er langt fra tomme trusler og har tydeligvis givet AKP kolde fødder.
For 25 år efter kurderne igen greb til våben, var håbet for fred og en demokratisk løsning af konflikten for alvor kommet på tale i Tyrkiet, men de seneste begivenheder i landet efterlader bristede forventninger til fredsprocessen og viser med al tydelig de reelle intentioner, som der ligger til grund for det såkaldte ”kurdiske initiativ” eller rettere ”demokratiske initiativ”.
Her er nogle eksempler på hvorfor håbet for fred braste:
I dag er 17 ledende medlemmer af det kurdiske parti DTP (Demokratisk Samfundsparti), blev fængslet og flere hundrede blev allerede fængslet før sommerferien og sidder forsat fængslet, hvor af nogle af dem risikerer op til 15 års fængsel.
Mens den tyrkiske offentlighed har diskuteret forsoning og fred har militæret intensiveret deres operationer, der senest i går kostede 7 soldater livet. Dette på trods af at den kurdiske oprørsbevægelse har erklæret våbenhvile siden april 2009 og forlænget frem til efter ramadanen (den muslimske fastemåned).
For tre uger siden blev avisen Günlük lukket, som har dermed delt samme skæbne som mange andre kurdiske aviser i landet. Avisen nåede kun at eksistere i halvt år.
De seneste måneder har en række kurdiske børn, i forskellige kurdiske byer, fået urimelige fængselsdomme på mellem ti og tyve års fængsel for at kaste med sten mod politiet. Hvilket ifølge myndighederne kan sidestilles med propaganda for ” en terrorbevægelse”!
Indtil videre virker det som om, at de tyrkiske nationalister, der forsat insisterer på død og krig og ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der i øvrigt tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog, har fået deres vilje for en stund og fredsprocessen sat på stand by. Men historien har vist os at freden lang om længe vil sejre - se blot Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?
http://www.information.dk/202804
http://bianet.org/english/minorities/116963-erdogan-conflicts-will-not-block-the-peace-process
http://bianet.org/english/minorities/116876-condemning-police-violence-against-children---a-crime
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/333492:Udland--Tyrkiet-moedes-med-kurdere
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317962:Udland--Opbloedning-paa-vej-over-for-kurdere-i-Tyrkiet
onsdag den 20. maj 2009
Blodig massakre med statens våben
Massakren i den sydøstlige del af Tyrkiet, hvor landsbyvagter forleden dræbte 44 mennesker, spøger i vores bevidsthed. Samtidig aktualiserer massakren på ny berettigelsen af landsbyvagtordningen i de kurdiske områder, hvor borgerkrigstilstande har hærget de sidste 25 år. Tragedien nødvendiggør utvivlsomt en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål.
Selve hændelsen minder os om absurde scener fra en krigsfilm, som er vores hverdag meget fjern. For hvordan kunne det lykkedes morderne at angribe landsbyen og dræbe i alt 44 mennesker, heraf seks børn og sytten kvinder, mens der blev afholdt en fredelig forlovelsesfest? Tre af de dræbte kvinder var gravide, og en treårig døde af et skudsår i brystet. Angrebet foregik, mens flere af byens borgere sad til bøn, og mange af mændene som sædvanligt holdt vagt ved den nærliggende militærpost. Hvad gik galt, og hvorfor gik disse mordere amok? Hændelsen er kompleks og skal ikke alene betragtes som en flok blodtørstige morderes ønske om at tage liv eller som resultatet af en flok feudale galninges forskruede æresbegreber.
Årsagerne stikker dybere og er en direkte konsekvens af den militarisering af civilbefolkningen i de kurdiske områder af Tyrkiet, der har fundet sted over de sidste 25 år, hvor myndighederne har udliciteret håndhævelsen af sikkerheden i hele regionen til middelalderlige klanledere og deres håndlangere.
Massakren i Mardin har vakt røre i landet og bølgerne går højt. Hvorfor skal ganske almindelige, civile borgere bevæbnes i en sådan grad, at de udgør en trussel for sig og deres omgivelser? Hvorfor har staten ikke indset, at landsbyvagtordningen er en fiasko, der har skadet mere, end det har gavnet? Dette er nogle af de mange spørgsmål, der nu heldigvis diskuteres åbent i offentligheden.
250 nye landsbyvagter i tjeneste
Samme dag som de statsautoriserede landsbyvagter i Mardin begik den uforklarlige massakre, blev 250 nye landsbyvagter taget i ed og påbegyndte deres mission. En af militærets højtplacerede officerer, general Yurdaer Olcay, sendte følgende hilsen til ceremonien, hvor de 250 nye vagter blev taget i ed: “Forræderne, som ser jer som en fare for sig selv, prøvede at true og skræmme jer og jeres familier, men I gav ikke efter. De prøvede at så had, men I troede ikke på dem. De prøvede at starte smædekampagner og løgnehistorier, men I tog dem ikke seriøst og troede ikke på dem. I stedet har I valgt at stole på jeres stat og være tro mod jeres forfædres arv”.
De forfærdelige begivenheder i Mardin har uden tvivl aktualiseret debatten om berettigelsen og nytten af selve landsbyværnssystemet. Da ordningen blev indført i 1985 som et værn mod kurdiske oprører fra guerillabevægelsen PKK, fik nærmest alle, der var i stand til at trykke på en aftrækker, et våben stukket i hånden af sikkerhedsmyndighederne. Mange af dem, der valgte at blive landsbyvagter, var folk, der selv var blevet drevet væk fra deres oprindelige områder og livsformer og tvunget til at gå i statens tjeneste. Ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium fra 2006 begik i alt 5.000 landsbyvagter lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i perioden 1985-2006. Flere tusinde landsbyvagter var indblandet i forbrydelser som narkotikahandel, voldtægt, organiseret kriminalitet, likvideringer og angreb på ubevæbnede, PKK-venlige landsbyer.
I et svar på en forespørgsel i det tyrkiske parlament stillet i marts af Aysel Tugluk, parlamentsmedlem for det pro-kurdiske DTP, forklarer indenrigsminister Besir Atalay, at man kun har iværksat retsforfølgelse af 975 landsbyvagter, som alle var blevet afskediget. I samme svar oplyser ministeriet, at der i alt er 71.907 landsbyvagter i tjeneste anno marts 2009. Og meget tyder på, at tallet er konservativt sat. De statsbevæbnede klanledere har nemlig våbendepoter nok til selv at hverve nye folk, der måske har brug for penge til at brødføde sin familie. Andre bliver presset til at bevæbne sig under trusler fra klanhøvdingen, hvis magt er uindskrænket med henvisning til støtten fra staten. Og i Tyrkiet kan det være livsfarligt at sætte sig op imod statens vilje.
Selvom landsbyvagternes ugerninger var på sit højeste i 1980’erne og 1990’erne, har der ifølge kritikere været flere hændelser inden for de to sidste år, hvor landsbymilitserne har været involveret. F.eks. blev 12 mennesker likvideret i en bus i en forstad til byen Sirnak i september 2007. Samme år døde et lille barn i en forstad til den kurdiske storby Diyarbakir under en skudveksling mellem to militsfamilier.
Ikke en typisk blodfejde
Blodfejde og hævn er et velkendt fænomen i området. Men hidtil har man ikke set enkeltstående tilfælde af klanfejder af dette omfang. Ifølge Mazhar Bagli, underviser på Dicle Universitet i Diyarbakir, dræber man ikke tilfældigt ved opgør af den slags som forleden i Mardin. Bagli vurderer hændelsen som kompleks og ser det som en stor konsekvens af landsbyvagtordningen. At være landsbyvagt er blevet en magtdemonstration for mange, som har ødelagt mange familiers sociale status. Mange familier prøver via landsbyvagttjenesten at overgå hinanden, og dette skader ifølge Mazhar Bagli magtbalancen og den naturlige ”sociale balance” i disse små landsbysamfund. Dette sker ved, at en af parterne i en klankonflikt pludselig kan udmanøvrere og udslette sine rivaler med staten i ryggen.
Afmilitarisering er vejen frem
Hvis Tyrkiet vil undgå sådanne hændelser i fremtiden er den mest oplagte mulighed at afvæbne de mange titusinder af landsbyvagter og give dem andre muligheder for at tjene deres levebrød. Tiden og udviklingen er for længst løbet fra konceptet om væbnede klaner i statens tjeneste.
Ophævelsen af vagtordningen hænger dog uløseligt sammen med løsningen af landets kurdiske spørgsmål, der har holdt tyrkere og kurdere i en permanent borgerkrigstilstand i årtier. Det er yderst beklageligt, at denne 25 år lange konflikt stadig skal koste menneskeliv, som det har været tilfældet. Den gode side er imidlertid, at konflikten sagtens kan løses politisk.
PKK’s hovedbestyrelsesformand, Murat Karayilan, erklærede sig for to uger siden i et interview med Al Jazeera klar til at indgå fred med Tyrkiet. Og bevægelsen har ensidigt valgt at nedlægge våbnene indtil 1. juni. Samme budskab har han givet til tyrkisk presse i den forgangne uge. Der er med andre ord tale om en enestående chance for at bilægge striden én gang for alle.
Denne unikke mulighed bør gribes her og nu af den tyrkiske regering. Den danske udenrigsminister bør sammen med sine EU-kolleger presse ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan til at bringe en afslutning på denne meningsløse krig, der har kostet titusindvis af mennesker – og altså også statens egne landsbyvagter - livet. En udstrakt hånd bør til hver en tid gengældes i fredens tjeneste.
Selve hændelsen minder os om absurde scener fra en krigsfilm, som er vores hverdag meget fjern. For hvordan kunne det lykkedes morderne at angribe landsbyen og dræbe i alt 44 mennesker, heraf seks børn og sytten kvinder, mens der blev afholdt en fredelig forlovelsesfest? Tre af de dræbte kvinder var gravide, og en treårig døde af et skudsår i brystet. Angrebet foregik, mens flere af byens borgere sad til bøn, og mange af mændene som sædvanligt holdt vagt ved den nærliggende militærpost. Hvad gik galt, og hvorfor gik disse mordere amok? Hændelsen er kompleks og skal ikke alene betragtes som en flok blodtørstige morderes ønske om at tage liv eller som resultatet af en flok feudale galninges forskruede æresbegreber.
Årsagerne stikker dybere og er en direkte konsekvens af den militarisering af civilbefolkningen i de kurdiske områder af Tyrkiet, der har fundet sted over de sidste 25 år, hvor myndighederne har udliciteret håndhævelsen af sikkerheden i hele regionen til middelalderlige klanledere og deres håndlangere.
Massakren i Mardin har vakt røre i landet og bølgerne går højt. Hvorfor skal ganske almindelige, civile borgere bevæbnes i en sådan grad, at de udgør en trussel for sig og deres omgivelser? Hvorfor har staten ikke indset, at landsbyvagtordningen er en fiasko, der har skadet mere, end det har gavnet? Dette er nogle af de mange spørgsmål, der nu heldigvis diskuteres åbent i offentligheden.
250 nye landsbyvagter i tjeneste
Samme dag som de statsautoriserede landsbyvagter i Mardin begik den uforklarlige massakre, blev 250 nye landsbyvagter taget i ed og påbegyndte deres mission. En af militærets højtplacerede officerer, general Yurdaer Olcay, sendte følgende hilsen til ceremonien, hvor de 250 nye vagter blev taget i ed: “Forræderne, som ser jer som en fare for sig selv, prøvede at true og skræmme jer og jeres familier, men I gav ikke efter. De prøvede at så had, men I troede ikke på dem. De prøvede at starte smædekampagner og løgnehistorier, men I tog dem ikke seriøst og troede ikke på dem. I stedet har I valgt at stole på jeres stat og være tro mod jeres forfædres arv”.
De forfærdelige begivenheder i Mardin har uden tvivl aktualiseret debatten om berettigelsen og nytten af selve landsbyværnssystemet. Da ordningen blev indført i 1985 som et værn mod kurdiske oprører fra guerillabevægelsen PKK, fik nærmest alle, der var i stand til at trykke på en aftrækker, et våben stukket i hånden af sikkerhedsmyndighederne. Mange af dem, der valgte at blive landsbyvagter, var folk, der selv var blevet drevet væk fra deres oprindelige områder og livsformer og tvunget til at gå i statens tjeneste. Ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium fra 2006 begik i alt 5.000 landsbyvagter lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i perioden 1985-2006. Flere tusinde landsbyvagter var indblandet i forbrydelser som narkotikahandel, voldtægt, organiseret kriminalitet, likvideringer og angreb på ubevæbnede, PKK-venlige landsbyer.
I et svar på en forespørgsel i det tyrkiske parlament stillet i marts af Aysel Tugluk, parlamentsmedlem for det pro-kurdiske DTP, forklarer indenrigsminister Besir Atalay, at man kun har iværksat retsforfølgelse af 975 landsbyvagter, som alle var blevet afskediget. I samme svar oplyser ministeriet, at der i alt er 71.907 landsbyvagter i tjeneste anno marts 2009. Og meget tyder på, at tallet er konservativt sat. De statsbevæbnede klanledere har nemlig våbendepoter nok til selv at hverve nye folk, der måske har brug for penge til at brødføde sin familie. Andre bliver presset til at bevæbne sig under trusler fra klanhøvdingen, hvis magt er uindskrænket med henvisning til støtten fra staten. Og i Tyrkiet kan det være livsfarligt at sætte sig op imod statens vilje.
Selvom landsbyvagternes ugerninger var på sit højeste i 1980’erne og 1990’erne, har der ifølge kritikere været flere hændelser inden for de to sidste år, hvor landsbymilitserne har været involveret. F.eks. blev 12 mennesker likvideret i en bus i en forstad til byen Sirnak i september 2007. Samme år døde et lille barn i en forstad til den kurdiske storby Diyarbakir under en skudveksling mellem to militsfamilier.
Ikke en typisk blodfejde
Blodfejde og hævn er et velkendt fænomen i området. Men hidtil har man ikke set enkeltstående tilfælde af klanfejder af dette omfang. Ifølge Mazhar Bagli, underviser på Dicle Universitet i Diyarbakir, dræber man ikke tilfældigt ved opgør af den slags som forleden i Mardin. Bagli vurderer hændelsen som kompleks og ser det som en stor konsekvens af landsbyvagtordningen. At være landsbyvagt er blevet en magtdemonstration for mange, som har ødelagt mange familiers sociale status. Mange familier prøver via landsbyvagttjenesten at overgå hinanden, og dette skader ifølge Mazhar Bagli magtbalancen og den naturlige ”sociale balance” i disse små landsbysamfund. Dette sker ved, at en af parterne i en klankonflikt pludselig kan udmanøvrere og udslette sine rivaler med staten i ryggen.
Afmilitarisering er vejen frem
Hvis Tyrkiet vil undgå sådanne hændelser i fremtiden er den mest oplagte mulighed at afvæbne de mange titusinder af landsbyvagter og give dem andre muligheder for at tjene deres levebrød. Tiden og udviklingen er for længst løbet fra konceptet om væbnede klaner i statens tjeneste.
Ophævelsen af vagtordningen hænger dog uløseligt sammen med løsningen af landets kurdiske spørgsmål, der har holdt tyrkere og kurdere i en permanent borgerkrigstilstand i årtier. Det er yderst beklageligt, at denne 25 år lange konflikt stadig skal koste menneskeliv, som det har været tilfældet. Den gode side er imidlertid, at konflikten sagtens kan løses politisk.
PKK’s hovedbestyrelsesformand, Murat Karayilan, erklærede sig for to uger siden i et interview med Al Jazeera klar til at indgå fred med Tyrkiet. Og bevægelsen har ensidigt valgt at nedlægge våbnene indtil 1. juni. Samme budskab har han givet til tyrkisk presse i den forgangne uge. Der er med andre ord tale om en enestående chance for at bilægge striden én gang for alle.
Denne unikke mulighed bør gribes her og nu af den tyrkiske regering. Den danske udenrigsminister bør sammen med sine EU-kolleger presse ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan til at bringe en afslutning på denne meningsløse krig, der har kostet titusindvis af mennesker – og altså også statens egne landsbyvagter - livet. En udstrakt hånd bør til hver en tid gengældes i fredens tjeneste.
fredag den 17. april 2009
Hetz mod demokratisk valgt kurdisk parti i Tyrkiet
Det er på høje tide, at den danske regering hæver stemmen over for Tyrkiet, mener regionsrådsmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli.
Her til morgen blev snesevis af partimedlemmer fra Demokratisk Samfundsparti (DTP) anholdt i Tyrkiet. Det er anden bølge af razziaer mod DTPs partikontorer i alle tyrkiske storbyer på mindre end en uge. Ifølge de tyrkiske myndigheder leder de efter beviser på forbindelser mellem DTP og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).
Razziaerne kommer få uger efter, at DTP fordoblede sin vælgertilslutning ved de vigtige lokalvalg i slutningen af marts. DTP har desuden 22 mandater i det tyrkiske parlament.
”Dette er intet andet end en hetz og politisk chikane mod et demokratisk valgt parti, som man forsøger at mistænkeliggøre i offentligheden. Hvor er den danske udenrigsminister, når demokratiet i Tyrkiet bliver vanrøgtet på denne måde? Regeringen bør påtale det over for Tyrkiet”, siger regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), som var udsendt valgobservatør ved lokalvalgene.
DTP, der arbejder for kurdisk selvstyre, mødtes med den amerikanske præsident Barack Obama ved præsidentens Tyrkiet-besøg for to uger siden. Obama er meget opmærksom på kurdernes situation i Tyrkiet, sagde han ved samme lejlighed.
torsdag den 16. april 2009
Bekymrende udvikling i Tyrkiet
I tirsdags blev en række kurdiske politikere i Tyrkiet anholdt ved en større politiaktion rundt om i hele landet. Tyrkiske aviser skriver at mindst 40 er blevet arresteret, hvoraf flere af de anholdte er højtstående medlemmer af det pro-kurdiske parti, DTP (Demokratisk Samfundsparti).
Se mine kommentarer til den bekymrende udvikling i Tyrkiet på DR2- Deadline igår aftes ved at klikke her.
Se mine kommentarer til den bekymrende udvikling i Tyrkiet på DR2- Deadline igår aftes ved at klikke her.
tirsdag den 7. april 2009
A little peek of the daily life of the Kurds in Turkey. The treatment of Kurds in Turkey is inhumane.
It is called Turkish Democracy. It shows Turkish violations of human rights. This is a NATO member whose application for joining the European Union has been considered by some hypocrite European Countries.
Please take few minutes watching the following videos from utube.com:
http://www.youtube.com/watch?v=YrAkbSC3OKY
http://www.youtube.com/watch?v=UT9Gk3tkGsk&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=K5HgA7Gd480
http://www.youtube.com/watch?v=s-mkJyGnafw
http://www.youtube.com/watch?v=XvZhzPrR_gc&feature=related
Please take few minutes watching the following videos from utube.com:
http://www.youtube.com/watch?v=YrAkbSC3OKY
http://www.youtube.com/watch?v=UT9Gk3tkGsk&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=K5HgA7Gd480
http://www.youtube.com/watch?v=s-mkJyGnafw
http://www.youtube.com/watch?v=XvZhzPrR_gc&feature=related
torsdag den 2. april 2009
Atter mellem to stole?
Af: Serdal Benli, psykiatriordfører i Region Hovedstaden
Et elendigt liv med misbrug, psykiske lidelser og dårligt helbred - og oven i det - dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, hvor de kan opleve at blive mødt med en nedladende tone og i enkelte tilfælde også en nedværdigende eller manglende behandling fra sundhedspersonalets side. Dette er desværre hverdagen for sindslidende misbrugere i dagens Danmark. Men disse kan hjælpes – hvis vi vil.
Antallet af sindslidende syge misbrugere stiger år efter år, og omkring 50 % af de mennesker, der har behov for langvarig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har et misbrugsproblem.
Disse svært psykotiske misbrugere, som kaldes dobbeltdiagnosepatienter, er ikke nemme at rumme på en almindelig psykiatrisk afdeling, da de oftest har et kaotisk misbrug og også misbruger under indlæggelsen. De opfører sig ikke efter almindelige normer og regler, er ofte urolige og aggressive og har tunge sociale og helbredsmæssige problemer. Mange har desuden begået kriminalitet eller har stor risiko for at blive kriminelle. De er derfor svingdørspatienter i psykiatrien.
De sindslidende misbrugere er ikke selv i stand til at tale deres egen sag, da de befinder sig nederst på samfundets rangstige og har nok at gøre med at overleve. Gruppen har en markant overdødelighed både på grund af fysiske sygdomme, ulykker og selvmord.
Men de kan hjælpes - de kan få et bedre liv - hvis vi vil.
Det kræver en særlig indsats, særlige kompetencer og særlige behandlingstilbud, som er indrettet efter deres behov. Flere steder i landet er man på baggrund af den viden i fuld gang med at udvikle særlige behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne.
I Region Hovedstaden, hvor den største koncentration af dobbeltdiagnosepatienterne bor, har man på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans et veludviklet, specialiseret behandlingstilbud til disse mennesker. Dette tilbud har Regionsrådet ønsket at opretholde som specialiseret regionsfunktion med vedtagelsen af psykiatriplanen.
Besynderligt nok afspejler dette sig ikke i Sundhedsstyrelsens plan for den fremtidige psykiatriske behandling i Danmark. Dobbeltdiagnosepatienterne skal fremover ikke have deres egne særlige behandlingstilbud, men behandles i en regionsfunktion sammen med andre patientgrupper uden misbrug såsom gravide psykisk syge.
Det er svært at se logikken eller det fagligt fornuftige i denne plan. Det virker ikke logisk for de psykisk syge gravide, som burde have krav på at blive behandlet af professionelle, der har specialiseret sig i netop deres tilstand og situation.
Sundhedsstyrelsens plan er derfor et voldsomt tilbageskridt for de psykisk syge misbrugere, der risikerer at blive kastebolde mellem psykiatrien og det kommunale misbrugsbehandlingssystem og igen falde mellem to stole. Års arbejde med udvikling af særlige behandlingstilbud til denne patientgruppe risikeres at gå tabt.
Politisk har der gennem mange år været fokus på denne patientgruppe, hvilket fremgår af tidligere aftaler på psykiatriområdet.
Vi må derfor som samfund stille krav om, at Sundhedsstyrelsen igen ser på specialeplanlægningen, således at der fremover er mindst ét specialiseret behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne i samtlige regioner.
Vi kan hverken politisk, fagligt eller menneskeligt være andet bekendt.
Et elendigt liv med misbrug, psykiske lidelser og dårligt helbred - og oven i det - dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, hvor de kan opleve at blive mødt med en nedladende tone og i enkelte tilfælde også en nedværdigende eller manglende behandling fra sundhedspersonalets side. Dette er desværre hverdagen for sindslidende misbrugere i dagens Danmark. Men disse kan hjælpes – hvis vi vil.
Antallet af sindslidende syge misbrugere stiger år efter år, og omkring 50 % af de mennesker, der har behov for langvarig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har et misbrugsproblem.
Disse svært psykotiske misbrugere, som kaldes dobbeltdiagnosepatienter, er ikke nemme at rumme på en almindelig psykiatrisk afdeling, da de oftest har et kaotisk misbrug og også misbruger under indlæggelsen. De opfører sig ikke efter almindelige normer og regler, er ofte urolige og aggressive og har tunge sociale og helbredsmæssige problemer. Mange har desuden begået kriminalitet eller har stor risiko for at blive kriminelle. De er derfor svingdørspatienter i psykiatrien.
De sindslidende misbrugere er ikke selv i stand til at tale deres egen sag, da de befinder sig nederst på samfundets rangstige og har nok at gøre med at overleve. Gruppen har en markant overdødelighed både på grund af fysiske sygdomme, ulykker og selvmord.
Men de kan hjælpes - de kan få et bedre liv - hvis vi vil.
Det kræver en særlig indsats, særlige kompetencer og særlige behandlingstilbud, som er indrettet efter deres behov. Flere steder i landet er man på baggrund af den viden i fuld gang med at udvikle særlige behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne.
I Region Hovedstaden, hvor den største koncentration af dobbeltdiagnosepatienterne bor, har man på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans et veludviklet, specialiseret behandlingstilbud til disse mennesker. Dette tilbud har Regionsrådet ønsket at opretholde som specialiseret regionsfunktion med vedtagelsen af psykiatriplanen.
Besynderligt nok afspejler dette sig ikke i Sundhedsstyrelsens plan for den fremtidige psykiatriske behandling i Danmark. Dobbeltdiagnosepatienterne skal fremover ikke have deres egne særlige behandlingstilbud, men behandles i en regionsfunktion sammen med andre patientgrupper uden misbrug såsom gravide psykisk syge.
Det er svært at se logikken eller det fagligt fornuftige i denne plan. Det virker ikke logisk for de psykisk syge gravide, som burde have krav på at blive behandlet af professionelle, der har specialiseret sig i netop deres tilstand og situation.
Sundhedsstyrelsens plan er derfor et voldsomt tilbageskridt for de psykisk syge misbrugere, der risikerer at blive kastebolde mellem psykiatrien og det kommunale misbrugsbehandlingssystem og igen falde mellem to stole. Års arbejde med udvikling af særlige behandlingstilbud til denne patientgruppe risikeres at gå tabt.
Politisk har der gennem mange år været fokus på denne patientgruppe, hvilket fremgår af tidligere aftaler på psykiatriområdet.
Vi må derfor som samfund stille krav om, at Sundhedsstyrelsen igen ser på specialeplanlægningen, således at der fremover er mindst ét specialiseret behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne i samtlige regioner.
Vi kan hverken politisk, fagligt eller menneskeligt være andet bekendt.
Demokrati på anatolsk
Af: Serdal Benli (SF) og Villo Sigurdsson (A) valgobservatør i Tyrkiet
Der hænger en tung sort sky over Istanbul. Det er mørkt og koldt og små regner. Sådan var folkestemningen også midt i det tyrkiske kommunevalg.
Det er de mørke skyer fra tidligere valg, der har præget valgkampen. Uregelmæssigheder og valgsvindel er ikke ukendt begreber i det tyrkiske sprog. Og mange har været bange for, at disse begreber fik nyt liv ved dette valg.
Allerede den kendsgerning, at der var registreret over 5 mio. flere vælgere end ved sidste valg for to år siden, var ikke med til at skabe større tryghed.
En tyrkisk tv-station forsøgte at finde en forklaring. Der var udsendt 180 valgkort ud til en adresse, som viste sig at være en stald med 300 køer.
Tyrkiet er nok det første land i verden, der respekterer køernes demokratiske rettigheder.
Men andre fysiske forhold trækker i den modsatte retning. Mange valgsteder befinder sig på første sal, så over 400.000 handicappede vælgere havde ikke mulighed for at stemme.
Sådan er der mange kuriositeter, der gør det anatolske demokrati mere spændende og mindre forudsigelig.
Gik man rundt i de mørke sidegader i Istanbul kunne man være heldig at blive tilbudt mange lira, hvis man lovede at stemme på regeringspartiet AKP.
Man kunne måske også være heldig at få fingre i et bundt falske stemmesedler. Dog blev cirka seks mio. falske stemmesedler afsløret forleden og de kom ud af cirkulation.
Men midt i mørket lykkedes det alligevel for solens stråler at trænge igennem og skabe lidt lys og varme. Der er ikke mange andre lande i mellemøsten, der tager demokratiet så seriøst, hvor kandidater og aktivister er så engagerede og håbefulde.
Der er lys for enden af den anatolske tunnel.
Mere om valgkampen:
Arbejderen
Politiken
Avisen.dk
Modkraft
DR
Der hænger en tung sort sky over Istanbul. Det er mørkt og koldt og små regner. Sådan var folkestemningen også midt i det tyrkiske kommunevalg.
Det er de mørke skyer fra tidligere valg, der har præget valgkampen. Uregelmæssigheder og valgsvindel er ikke ukendt begreber i det tyrkiske sprog. Og mange har været bange for, at disse begreber fik nyt liv ved dette valg.
Allerede den kendsgerning, at der var registreret over 5 mio. flere vælgere end ved sidste valg for to år siden, var ikke med til at skabe større tryghed.
En tyrkisk tv-station forsøgte at finde en forklaring. Der var udsendt 180 valgkort ud til en adresse, som viste sig at være en stald med 300 køer.
Tyrkiet er nok det første land i verden, der respekterer køernes demokratiske rettigheder.
Men andre fysiske forhold trækker i den modsatte retning. Mange valgsteder befinder sig på første sal, så over 400.000 handicappede vælgere havde ikke mulighed for at stemme.
Sådan er der mange kuriositeter, der gør det anatolske demokrati mere spændende og mindre forudsigelig.
Gik man rundt i de mørke sidegader i Istanbul kunne man være heldig at blive tilbudt mange lira, hvis man lovede at stemme på regeringspartiet AKP.
Man kunne måske også være heldig at få fingre i et bundt falske stemmesedler. Dog blev cirka seks mio. falske stemmesedler afsløret forleden og de kom ud af cirkulation.
Men midt i mørket lykkedes det alligevel for solens stråler at trænge igennem og skabe lidt lys og varme. Der er ikke mange andre lande i mellemøsten, der tager demokratiet så seriøst, hvor kandidater og aktivister er så engagerede og håbefulde.
Der er lys for enden af den anatolske tunnel.
Mere om valgkampen:
Arbejderen
Politiken
Avisen.dk
Modkraft
DR
søndag den 29. marts 2009
Pressemeddelelse: Valgfusk afsløret i Tyrkiet
Korruption og forsøg på valgfusk afsløret i Tyrkiet
Et forsøg på at få indregistreret 18.000 opdigtede vælgere til fordel for Tyrkiets islamiske regeringsparti er blevet afsløret i landets største by, Istanbul. Fem personer tilbageholdes af politiet.
SF’s valgobservatør på stedet, regionsrådsmedlem Serdal Benli, kræver en undersøgelse.
Kun et døgn inden vælgere i Tyrkiet skal til stemmeurnerne i et meget afgørende lokalvalg er et forsøg på systematisk valgfusk blevet afsløret i en sag, der omfatter den ansvarlige embedsmand på det offentlige valgkontor i det centrale Beyoglu-distrikt i Istanbul.
Regeringspartiet AKP har ifølge Tyrkiets største menneskerettighedsorganisation, IHD, forsøgt at få registreret 18.000 fiktive Istanbul-vælgere i storkredsen.
Et tæt samarbejde mellem den øverste embedsmand i kommunestyret med ansvar for vælgerregistreringer og AK-partiets lokalafdeling havde angiveligt til hensigt at sikre regeringspartiet tusindvis af afgørende stemmer i en uhyre vigtig valgkreds ved morgendagens lokalvalg.
Ifølge menneskeretsadvokat ved IHD, Abdul Bakir Boga, kom politianmeldelsen fra byens forskellige oppositionspartier, der havde afsløret den nu mistænkte embedsmand og fået ham til at tilstå sit ulovlige samarbejde med AKP.
Fem personer, der menes at have tilknytning til de falske vælgerlister, bliver tilbageholdt af politiet.
”Vi har en mistanke om, at denne type af valgfusk kan være foregået andre steder i landet også. Det er i strid med alle demokratiets spilleregler og bør få konsekvenser”, siger menneskeretsadvokat Abdul Bakir Boga fra IHD’s Istanbul-afdeling.
Det er en stærkt bekymrende udvikling, og den danske regering bør gå ind i sagen og påtale det over for Tyrkiet, mener Serdal Benli (SF), medlem af Region Hovedstaden og udsendt valgobservatør på stedet:
”Det er under al kritik. Når der på denne måde er afsløret urent spil, og oven i købet iværksat af landets mest magtfulde parti, lader det til, bør det straks udløse en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af snyderiet”, siger Serdal Benli.
Kontakt:
Serdal Benli, tlf.: +45 27 20 88 60
Et forsøg på at få indregistreret 18.000 opdigtede vælgere til fordel for Tyrkiets islamiske regeringsparti er blevet afsløret i landets største by, Istanbul. Fem personer tilbageholdes af politiet.
SF’s valgobservatør på stedet, regionsrådsmedlem Serdal Benli, kræver en undersøgelse.
Kun et døgn inden vælgere i Tyrkiet skal til stemmeurnerne i et meget afgørende lokalvalg er et forsøg på systematisk valgfusk blevet afsløret i en sag, der omfatter den ansvarlige embedsmand på det offentlige valgkontor i det centrale Beyoglu-distrikt i Istanbul.
Regeringspartiet AKP har ifølge Tyrkiets største menneskerettighedsorganisation, IHD, forsøgt at få registreret 18.000 fiktive Istanbul-vælgere i storkredsen.
Et tæt samarbejde mellem den øverste embedsmand i kommunestyret med ansvar for vælgerregistreringer og AK-partiets lokalafdeling havde angiveligt til hensigt at sikre regeringspartiet tusindvis af afgørende stemmer i en uhyre vigtig valgkreds ved morgendagens lokalvalg.
Ifølge menneskeretsadvokat ved IHD, Abdul Bakir Boga, kom politianmeldelsen fra byens forskellige oppositionspartier, der havde afsløret den nu mistænkte embedsmand og fået ham til at tilstå sit ulovlige samarbejde med AKP.
Fem personer, der menes at have tilknytning til de falske vælgerlister, bliver tilbageholdt af politiet.
”Vi har en mistanke om, at denne type af valgfusk kan være foregået andre steder i landet også. Det er i strid med alle demokratiets spilleregler og bør få konsekvenser”, siger menneskeretsadvokat Abdul Bakir Boga fra IHD’s Istanbul-afdeling.
Det er en stærkt bekymrende udvikling, og den danske regering bør gå ind i sagen og påtale det over for Tyrkiet, mener Serdal Benli (SF), medlem af Region Hovedstaden og udsendt valgobservatør på stedet:
”Det er under al kritik. Når der på denne måde er afsløret urent spil, og oven i købet iværksat af landets mest magtfulde parti, lader det til, bør det straks udløse en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af snyderiet”, siger Serdal Benli.
Kontakt:
Serdal Benli, tlf.: +45 27 20 88 60
torsdag den 15. januar 2009
Kurderne fortjener fred og forsoning (Information)
Af: Lars Rasmussen (S), medlem af borgerrepræsentationen i København, Serdal Benli, medlem af regionsrådet, Region Hovedstaden, SF og Necati Harmankaya, formand for Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere
2008 var på alle måder et forfærdeligt år for den kurdiske del af befolkningen i Tyr-kiet. Selv om kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyg-gere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom den kurdiske identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder.
I foråret blev landets eneste kurdiske avis lukket. Og nogenlunde samtidig stod 25 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde formastet sig til at skrive et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske tv station ROJ TV, som bliver sendt fra København. Kun ved hjælp af et stærkt internationalt pres lykkes det i sidste øjeblik at få ændret dommene til et par måneders betinget fængsel og bødestraf.
Demokratisk løsning
I sidste måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsakti-vist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Netop nu føres der også en politisk retssag mod det pro-kurdiske parti DTP, som både sidder i parlamentet og har adskillige borgmesterposter. Formålet med retssagen er at få partiet lukket in-den de vigtige lokalvalg til marts. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Am-nesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Noget der især er slemt i de kurdiske områder.
Det er os dybt uforståeligt, at hverken den danske regering eller EU gør mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder. Vi må kræve, at alle demokratiske kræfter går sammen om at få Tyrkiet til at stoppe brugen af tor-tur, anerkende sine etniske mindretalsrettigheder og søge en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.
Den kurdiske befolkning har gang på gang peget på en fredelig løsning og klarlagt sit ønske om en demokratisk løsning af den kurdiske befolkning inden for eksiste-rende grænser.
Svaret på de fredelige tiltag - også i 2008 - var barbarisk undertrykkelse og for-nægtelse; senest ved Newroz-festlighederne, hvor millioner af kurdere over hele Tyrkiet fejrede den kulturelle dag med musik og dans, men desværre blev de mødt med brutal politivold, hvor mindst en ung person blev for offer politiskud.
I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af oprør og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også i Danmark.
2008 var på alle måder et forfærdeligt år for den kurdiske del af befolkningen i Tyr-kiet. Selv om kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyg-gere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom den kurdiske identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder.
I foråret blev landets eneste kurdiske avis lukket. Og nogenlunde samtidig stod 25 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde formastet sig til at skrive et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske tv station ROJ TV, som bliver sendt fra København. Kun ved hjælp af et stærkt internationalt pres lykkes det i sidste øjeblik at få ændret dommene til et par måneders betinget fængsel og bødestraf.
Demokratisk løsning
I sidste måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsakti-vist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Netop nu føres der også en politisk retssag mod det pro-kurdiske parti DTP, som både sidder i parlamentet og har adskillige borgmesterposter. Formålet med retssagen er at få partiet lukket in-den de vigtige lokalvalg til marts. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Am-nesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Noget der især er slemt i de kurdiske områder.
Det er os dybt uforståeligt, at hverken den danske regering eller EU gør mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder. Vi må kræve, at alle demokratiske kræfter går sammen om at få Tyrkiet til at stoppe brugen af tor-tur, anerkende sine etniske mindretalsrettigheder og søge en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.
Den kurdiske befolkning har gang på gang peget på en fredelig løsning og klarlagt sit ønske om en demokratisk løsning af den kurdiske befolkning inden for eksiste-rende grænser.
Svaret på de fredelige tiltag - også i 2008 - var barbarisk undertrykkelse og for-nægtelse; senest ved Newroz-festlighederne, hvor millioner af kurdere over hele Tyrkiet fejrede den kulturelle dag med musik og dans, men desværre blev de mødt med brutal politivold, hvor mindst en ung person blev for offer politiskud.
I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af oprør og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også i Danmark.
fredag den 5. december 2008
Leyla Zana dommen - endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!
I går blev den kurdiske politiker og aktivist Leyla Zana, der tidligere har været nomineret til Nobels fredspris, idømt 10 års fængsel for igen at have ytret sig til fordel for det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati. Zana, som har viet sit liv til det kurdiske folks kamp mod Tyrkiets racistiske myndigheder er blevet dømt for at ytre sig og ifølge myndighederne sprede propaganda for det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det er sket i form af ni taler, hun har holdt ved protestmøder og pressekonferen-cer, her iblandt en tale afholdt i det engelske parlament.
Hun blev i 2004 løsladt efter at have siddet fængslet i ti år, og i 1996, mens hun afsonede sin dom, blev hun tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris som anerkendelse for sin kamp for det kurdiske folks rettigheder i Tyrkiet. Desuden modtog Zana i 1995 den danske Rose-pris som Arbejdernes Inter-nationale Forum uddelte.
Denne seneste dom vækker bekymring for demokratiets tilstand i Tyrkiet og får mig til at tænke på, om Tyrkiet er på vej tilbage til tilstande i start 1990’erne? I hvert fald leder dommen mine tanker hen på lignende tendenser i 1994. Lige før kommunalvalget i landet den 2. marts 1994 blev Leyla Zana og hendes venner anholdt i parlamentsbygningen under brutale omstændigheder og smidt i fængsel. Den dag i dag er der sket megen skade i landet. Tusinder og atter tusinder af mennesker er blevet dræbt, og der er forsat ikke kommet nogen løsning på det kurdiske spørgsmål. Domsafsigelsen i går, som i øvrigt efter forsvarernes egne udsagn er forgået under juridisk set dybt kritisable forhold, sker præcis som i 1994 lige før en kommunalvalgkamp, hvor Zana’s navn har været i spil som mulig kandidat til overborgmesterposten i den kurdiske hovedby Diyarbakir.
Så må man stille sig selv dette spørgsmål: Handler dette for regeringen og det tyrkiske regimes side ikke om at eliminere en stærk kandidat og dermed fjerne en trussel, der til stadighed er et stærk sym-bol på det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati? Det er værd at bemærke, at regeringspartiet og dets nærmeste allierede, militæret, har haft det som erklæret mål at fratage det pro-kurdiske parti DTP lokalstyret i de kurdiske byer. Ved enhver lejlighed har premierministeren erklæret dette som et af deres politiske mål! Desuden er det da tankevækkende, at dommen mod Zana falder kort forinden, at lukningssagen mod DTP (Demokratisk Samfundsparti) er ved at blive afgjort. Mon ikke de også bliver lukket, som der er tradition for i Tyrkiet!
Alle disse forhold taget i betragtning kan man konkludere, at det tyrkiske demokrati er vendt tilbage til 1990’erne. Dette viser også, at Tyrkiets bestræbelser for et EU-medlemskab blot var en vrangforestil-ling på papir og i praksis langt fra EU’s krav om demokratisering. Hvordan vi end vender og drejer den, er dommen mod Zana et tydeligt bevis på, at Tyrkiet er gået 14 år tilbage, og at det tyrkiske de-mokrati og ytringsfriheden endnu engang har lidt nederlag.
Der vel kun én ting at sige: At idømme Zana 10 års fængsel, fordi hun har brugt sin ytringsfrihed, må da være endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!
Historien om Zana
Leyla Zana var den første kurdiske kvinde, som blev valgt ind i parlamentet i Ankara. Da hun insiste-rede på at bringe det kurdiske spørgsmål ind i parlamentet, blev hun af Tyrkiets statssikkerhedsdom-stol idømt 15 års fængsel.
Hun blev valgt ind i det tyrkiske parlament i 1991 som repræsentant for den kurdiske befolkning. Det vakte forfærdelse, da hun under edsaflæggelsen i parlamentet på kurdisk sagde: ”Jeg er kurder og forbliver kurder indtil min dødsdag”. Det var første gang i den tyrkiske republiks historie, at nogen vo-vede at tale kurdisk i parlamentet. Og hvad ‘værre’ er: Hun aflagde sin erklæring iklædt et pandebånd i de kurdiske farver, rød, grøn og gul, mens hendes mandlige partikammerater bar lommetørklæder i jakkelommerne i samme farver. Derved demonstrerede Leyla Zana og hendes kammerater, at deres formål med at blive valgt var at bringe ‘det kurdiske spørgsmål’ ind i parlamentet. Det skulle vise sig at være sværere end antaget.
Læs mere om Zana´s historie ved at klikke her.
Her er et kort uddrag af Leyla Zanas forsvarstale i forbindelse med retssagen mod hende i 1994:
“Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (…) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980?
Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes ek-sistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdi-ske landsbyer, skove og traditionelle samfund.
Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordre-vet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (…) At tale frit i et land med en antidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære - selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpe-re, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 jour-nalister og avisudgivere.
Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, aka-demikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for “forbrydelser”, for det at have vidnet for den amerikanske kongres’ Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (…)
Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar band-lyst Amnesty International.
Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til “kur-disk separatisme”. Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget al-vorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (…)
Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den ene-ste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition.”
Zana’s historiske tale bevarer forsat sin aktualitet og legitimitet. I slutningen af talen, som ikke er gen-givet her, sagde hun, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kun etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle!
Hun blev i 2004 løsladt efter at have siddet fængslet i ti år, og i 1996, mens hun afsonede sin dom, blev hun tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris som anerkendelse for sin kamp for det kurdiske folks rettigheder i Tyrkiet. Desuden modtog Zana i 1995 den danske Rose-pris som Arbejdernes Inter-nationale Forum uddelte.
Denne seneste dom vækker bekymring for demokratiets tilstand i Tyrkiet og får mig til at tænke på, om Tyrkiet er på vej tilbage til tilstande i start 1990’erne? I hvert fald leder dommen mine tanker hen på lignende tendenser i 1994. Lige før kommunalvalget i landet den 2. marts 1994 blev Leyla Zana og hendes venner anholdt i parlamentsbygningen under brutale omstændigheder og smidt i fængsel. Den dag i dag er der sket megen skade i landet. Tusinder og atter tusinder af mennesker er blevet dræbt, og der er forsat ikke kommet nogen løsning på det kurdiske spørgsmål. Domsafsigelsen i går, som i øvrigt efter forsvarernes egne udsagn er forgået under juridisk set dybt kritisable forhold, sker præcis som i 1994 lige før en kommunalvalgkamp, hvor Zana’s navn har været i spil som mulig kandidat til overborgmesterposten i den kurdiske hovedby Diyarbakir.
Så må man stille sig selv dette spørgsmål: Handler dette for regeringen og det tyrkiske regimes side ikke om at eliminere en stærk kandidat og dermed fjerne en trussel, der til stadighed er et stærk sym-bol på det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati? Det er værd at bemærke, at regeringspartiet og dets nærmeste allierede, militæret, har haft det som erklæret mål at fratage det pro-kurdiske parti DTP lokalstyret i de kurdiske byer. Ved enhver lejlighed har premierministeren erklæret dette som et af deres politiske mål! Desuden er det da tankevækkende, at dommen mod Zana falder kort forinden, at lukningssagen mod DTP (Demokratisk Samfundsparti) er ved at blive afgjort. Mon ikke de også bliver lukket, som der er tradition for i Tyrkiet!
Alle disse forhold taget i betragtning kan man konkludere, at det tyrkiske demokrati er vendt tilbage til 1990’erne. Dette viser også, at Tyrkiets bestræbelser for et EU-medlemskab blot var en vrangforestil-ling på papir og i praksis langt fra EU’s krav om demokratisering. Hvordan vi end vender og drejer den, er dommen mod Zana et tydeligt bevis på, at Tyrkiet er gået 14 år tilbage, og at det tyrkiske de-mokrati og ytringsfriheden endnu engang har lidt nederlag.
Der vel kun én ting at sige: At idømme Zana 10 års fængsel, fordi hun har brugt sin ytringsfrihed, må da være endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!
Historien om Zana
Leyla Zana var den første kurdiske kvinde, som blev valgt ind i parlamentet i Ankara. Da hun insiste-rede på at bringe det kurdiske spørgsmål ind i parlamentet, blev hun af Tyrkiets statssikkerhedsdom-stol idømt 15 års fængsel.
Hun blev valgt ind i det tyrkiske parlament i 1991 som repræsentant for den kurdiske befolkning. Det vakte forfærdelse, da hun under edsaflæggelsen i parlamentet på kurdisk sagde: ”Jeg er kurder og forbliver kurder indtil min dødsdag”. Det var første gang i den tyrkiske republiks historie, at nogen vo-vede at tale kurdisk i parlamentet. Og hvad ‘værre’ er: Hun aflagde sin erklæring iklædt et pandebånd i de kurdiske farver, rød, grøn og gul, mens hendes mandlige partikammerater bar lommetørklæder i jakkelommerne i samme farver. Derved demonstrerede Leyla Zana og hendes kammerater, at deres formål med at blive valgt var at bringe ‘det kurdiske spørgsmål’ ind i parlamentet. Det skulle vise sig at være sværere end antaget.
Læs mere om Zana´s historie ved at klikke her.
Her er et kort uddrag af Leyla Zanas forsvarstale i forbindelse med retssagen mod hende i 1994:
“Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (…) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980?
Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes ek-sistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdi-ske landsbyer, skove og traditionelle samfund.
Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordre-vet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (…) At tale frit i et land med en antidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære - selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpe-re, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 jour-nalister og avisudgivere.
Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, aka-demikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for “forbrydelser”, for det at have vidnet for den amerikanske kongres’ Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (…)
Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar band-lyst Amnesty International.
Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til “kur-disk separatisme”. Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget al-vorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (…)
Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den ene-ste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition.”
Zana’s historiske tale bevarer forsat sin aktualitet og legitimitet. I slutningen af talen, som ikke er gen-givet her, sagde hun, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kun etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle!
mandag den 22. oktober 2007
Ytringsfrihed på tyrkisk – 229 års fængsel på seks måneder
I forrige uge publicerede den tyrkiske menneskerettighedsorganisation Human Rights Association (IHD) dens halvårlige rapport om menneskerettigheder i Tyrkiet. IHD’s konklusioner viser med al tydelighed, at udviklingen i forhold til menneskerettighedssituationen i landet ikke har haft de ønskelige fremskridt i de seneste år. Alene i det første halve år af 2007 står 451 personer anklaget fordi de har gjort brug af deres ret til at ytre sig.
Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.
I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.
Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.
Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.
Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.
I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.
Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.
Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
