Atter mellem to stole?

Af: Serdal Benli, psykiatriordfører i Region Hovedstaden

Et elendigt liv med misbrug, psykiske lidelser og dårligt helbred - og oven i det - dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, hvor de kan opleve at blive mødt med en nedladende tone og i enkelte tilfælde også en nedværdigende eller manglende behandling fra sundhedspersonalets side. Dette er desværre hverdagen for sindslidende misbrugere i dagens Danmark. Men disse kan hjælpes – hvis vi vil.

Antallet af sindslidende syge misbrugere stiger år efter år, og omkring 50 % af de mennesker, der har behov for langvarig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har et misbrugsproblem.

Disse svært psykotiske misbrugere, som kaldes dobbeltdiagnosepatienter, er ikke nemme at rumme på en almindelig psykiatrisk afdeling, da de oftest har et kaotisk misbrug og også misbruger under indlæggelsen. De opfører sig ikke efter almindelige normer og regler, er ofte urolige og aggressive og har tunge sociale og helbredsmæssige problemer. Mange har desuden begået kriminalitet eller har stor risiko for at blive kriminelle. De er derfor svingdørspatienter i psykiatrien.

De sindslidende misbrugere er ikke selv i stand til at tale deres egen sag, da de befinder sig nederst på samfundets rangstige og har nok at gøre med at overleve. Gruppen har en markant overdødelighed både på grund af fysiske sygdomme, ulykker og selvmord.

Men de kan hjælpes - de kan få et bedre liv - hvis vi vil.
Det kræver en særlig indsats, særlige kompetencer og særlige behandlingstilbud, som er indrettet efter deres behov. Flere steder i landet er man på baggrund af den viden i fuld gang med at udvikle særlige behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne.

I Region Hovedstaden, hvor den største koncentration af dobbeltdiagnosepatienterne bor, har man på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans et veludviklet, specialiseret behandlingstilbud til disse mennesker. Dette tilbud har Regionsrådet ønsket at opretholde som specialiseret regionsfunktion med vedtagelsen af psykiatriplanen.

Besynderligt nok afspejler dette sig ikke i Sundhedsstyrelsens plan for den fremtidige psykiatriske behandling i Danmark. Dobbeltdiagnosepatienterne skal fremover ikke have deres egne særlige behandlingstilbud, men behandles i en regionsfunktion sammen med andre patientgrupper uden misbrug såsom gravide psykisk syge.

Det er svært at se logikken eller det fagligt fornuftige i denne plan. Det virker ikke logisk for de psykisk syge gravide, som burde have krav på at blive behandlet af professionelle, der har specialiseret sig i netop deres tilstand og situation.
Sundhedsstyrelsens plan er derfor et voldsomt tilbageskridt for de psykisk syge misbrugere, der risikerer at blive kastebolde mellem psykiatrien og det kommunale misbrugsbehandlingssystem og igen falde mellem to stole. Års arbejde med udvikling af særlige behandlingstilbud til denne patientgruppe risikeres at gå tabt.
Politisk har der gennem mange år været fokus på denne patientgruppe, hvilket fremgår af tidligere aftaler på psykiatriområdet.

Vi må derfor som samfund stille krav om, at Sundhedsstyrelsen igen ser på specialeplanlægningen, således at der fremover er mindst ét specialiseret behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne i samtlige regioner.

Vi kan hverken politisk, fagligt eller menneskeligt være andet bekendt.