Viser opslag med etiketten Ytringsfrihed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ytringsfrihed. Vis alle opslag

mandag den 6. april 2009

Pressemeddelelse: SF'er: Fogh har solgt ud af principperne

Danmarks tidligere statsminister har solgt ud af sine principper om ytringsfrihed og demokrati i sin iver efter at blive Nato ´s generalsekretær.

To dage efter hans udnævnelse falder det ud med indicier om, at Anders Fogh har lovet tyrkerne mere, end hvad han havde lov til.

Ikke nok med at Anders Fogh har ofret pressefriheden, har han også ofret ytringsfriheden. I tyrkiske medier fremgår det i dag, at Anders Fogh vil undskylde for Muhammed tegningerne og dermed give køb på vores kamp for ytringsfrihed. Basta.

Endvidere har vores tidligere statsminister Anders Fogh lovet en lukning af den kurdiske tv-station ROJ. Dermed har han taget danske de myndigheder og kurderne som gidsler i sagen om generalsekretærposten. For selvom efterforskerne i København i to tilfælde har lagt sagen mod ROJ død, fordi der ikke var grundlag for en straffe-sag, så har Tyrkiet presset på og afleveret materiale til embedsmænd fra den danske regering. Sagen er derfor blevet genoptaget, og senest har politiet via statsadvokaten for København fået besked på at fortsætte efter-forskningen, oplyser kilder i politiet.

”Det er imod dansk demokratipraksis og forkasteligt, at en statsminister på den måde ligger pres på politiet. Det hører til i Tyrkiet, hvor domstole og politi er politikernes sværd og værn mod anderledestænkende”, siger SF’eren Serdal Benli, der i sidste uge var udsendt til Tyrkiet som valgobservatør i forbindelse med kommunal-valget.

”Jeg vil opfordre Anders Fogh til at dementere alle disse groteske udsagn, der florer i medierne, hvis han forsat skal bevare sin troværdighed som demokratiets og ytringsfrihedens forkæmper. Tilbage i 2005 afviste han netop at sende en journalist fra ROJ-Tv på porten efter ønske fra Erdogan af hensyn til sine principielle, demokratiske principper, som han nægtede at gå på kompromis med.” udtaler Benli.

mandag den 13. oktober 2008

Per Stig, træd i karakter!

Af: Serdal Benli, hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat SF

Det er altid usmageligt, når politikere afviger fra demokratiske principper af politiske hensyn. Og udenrigsminister Per Stig Møllers debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 24. september er beklageligvis et eksempel på netop dette. Ministerens indlæg er en respons på en lederartikel fra 16. august i samme avis, hvori lederskribenten kritiserer den danske regering for ikke at ville presse Tyrkiet til selvransagelse i spørgsmålet om folkemordet på halvanden million kristne armeniere under og efter første verdenskrig. En blodig begivenhed, som er komplet tabubelagt i Tyrkiet, hvor det oven i købet er strafbart at omtale massakren mod armenierne som et folkemord. Snesevis af journalister og forfattere, som for eksempel den tyrkiske nobelprismodtager, Orhan Pamuk, er blevet retsforfulgt for at skrive og sige, at Tyrkiet stod bag folkemordet, som der i øvrigt hersker bred konsensus om i internationale historikerkredse: Der var tale om en systematisk udryddelseskampagne med den osmannisk-tyrkiske stat som både arkitekt og bøddel.

Alt imens har Per Stig Møller travlt med at modsige sig selv i ét væk i sit eget debatindlæg. Han afviser at lægge pres på Tyrkiet med en begrundelse om, at ”det ikke er en politisk opgave at vedtage en officiel, statslig udlægning af historiens gang”. Men det er jo netop det, Tyrkiet selv gør i denne sag, og tilmed så lidenskabeligt, at myndighederne straffer mennesker, som mener noget andet end staten. Debatklimaet i Tyrkiet er så betændt og fjendsk mod anderledestænkende, at systemkritikere i offentligheden bliver stemplet som landsforrædere. Det sidste og tragiske eksempel på dette er drabet sidste år på den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink begået af en gruppe radikale nationalister med forbindelser til tyrkisk politi.

Det er pinligt, at den danske regering ikke tør kalde en spade for en spade over for et land, som så utilsløret og demonstrativt knægter retten til fri ytring og fængsler folk for at sige deres mening. Men selv om Tyrkiets igangværende optagelsesforhandlinger med EU ville være en oplagt mulighed for at rokke lidt ved tyrkiske tabuer, insisterer vores udenrigsminister på at fralægge sig ethvert moralsk ansvar. Det økonomiske og politiske samarbejde med Tyrkiet står over demokratiske principper, synes Per Stig Møller næsten at mene.

”Enhver regering har pligt til at sikre ytringsfriheden”, skriver udenrigsministeren henvendt til Tyrkiet. Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at følge sine egne anbefalinger og gøre det klart over for den tyrkiske regering, at man i EU sætter handling bag begrebet ytringsfrihed. Danmark kan gøre en forskel.

fredag den 20. april 2007

Hvor er Tyrkiet på vej hen?

Januar i år blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink koldblodigt skudt ned på åben gade i Istanbul. Mordet, der mest af alt minder om en politisk likvidering, rystede hele det tyrkiske samfund og er det seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.

I denne uge blev et bibelforlag angrebet og tre kristne missionærer koldblodigt dræbt i det sydøstlige Tyrkiet. Ofrene – heriblandt en tysker – blev fundet med deres hænder og fødder bundet og skåret i halspulsåren.

En episiode i rækken af flere angreb på de kristne mindretal i Tyrkiet vi har oplevet de seneste år.

Mordene på Dink og de tre missionærer skal ses i lyset af den for tiden ekspanderende og sprængfarlige tyrkiske nationalisme, der er stærkt provokeret af dele af den politiske elitiske og militæret og som har gjort systemkritiker, religiøse mindretal og andre minoriteter til skydeskiver.

Med med mordet på Dink og de tre missionærer fik disse nationalistiske tendenser både hævn over landsforrædere og ønsker sig større international modvilje mod tyrkisk EU-medlemskab.

Desværre kan vi med disse hændelser til stadighed konstatere, at Tyrkiet har store vanskeligheder ved at håndtere ytringsfriheden og respekten for menneskerettighederne m.v. Derfor håber jeg, der ønsker Tyrkiet i EU, at disse hændelser kan give anledning til selvransagelse i det tyrkiske samfund og på sigt sikre vejen til EU.