Burkapartiet på slingrevals

De Konservative er vist blevet klogere på menneskerettigheder og demokrati, nu hvor forslaget om et generelt burkaforbud ifølge Justitsministeriets embedsmænd rejser væsentlige spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven. Burkapartiet dropper altså forslaget. Sikke en slingrekurs, JustitsBrian og hans hellige kriger har begivet sig ud på.

Man kan undre sig over, at et parti, der besidder ministerposten i Justitsministeriet, ikke har gjort brug af muligheden for at vende forslaget med de selvsamme embedsmænd, inden det blev offentliggjort. De samme embedsmænd var der også før, forslaget blev offentliggjort, og mon ikke de i krogene havde advaret Burkapartiet!

Ja, det kan ikke blive mere grotesk og pinligt for JustitsBrian, som nu vil afvente resultatet af regeringens burkaudvalg. Hvad mon de kommer med af spændende forslag?

Er jeg den eneste, der er forvirret? For jeg kan efterhånden ikke rigtig finde ud af, hvad regeringen egentlig mener og vil på en række områder. I går morges ville regeringen forbyde Kirkeasyl, og senere på dagen ville de ikke, og nu vil Burkapartiet ikke have et generelt burkaforbud alligevel. Sikke en slingrevals – det varmer op til hed dans i regeringens gemakker. Whats next?

http://politiken.dk/politik/article790342.ece
http://politiken.dk/politik/article790179.ece
http://politiken.dk/politik/article790179.ece
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1819941.ece
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2009/09/17/101059.htm

DR har fattet pointen nu

Muslimerne i Danmark er for de flestes vedkommende sjældne gæster i moskeerne. Derfor bør Imamerne ikke udtale sig på alle muslimers vegne mener lektor. Sådan står der i en artikel udgivet på DR's hjemmeside. DR konkluderer så allerede i artiklens overskrift at imamerne kun repræsenterer kun en lille gruppe.

Så er der kun at sige, at DR først har fattet pointen nu.
Jamen dog, hvilken ny opfindelse! Vi er flere der i mange år har sagt at imamer ikke repræsenterer herboende muslimer andet end deres supportergrupper som er på størrelse med fansskaren for en dansk fodboldklub i 2. division.

Se artiklen her.
Imamer repræsenterer kun lille gruppe - dr.dk/Nyheder/Indland
Kilde: www.dr.dk

Religiøse mørkemænd findes i alle forklædninger

Vi er efterhånden blevet vidner til religiøse mørkemænd i alle skikkelser og farver i dagens Danmark. Rabiate imamer, fanatiske kristne sekter som Faderhuset, der alle dikterer og står for middelalderlige tankegods, som kalder på bekymring og handling. Det er bydende nødvendigt, at vi genoptager religi-onskritikken og fordømmer al slags religiøs dogmatisme. Vi bør én gang for alle tage en diskussion om religionens plads i samfundet og gøre op med værdirelativismen.

For nylig har den katolske biskop i Danmark, Cselay Kozon, meldt sig ind i rækken af religiøse mørkemænd, der har fordømt og forbudt abort af en niårig pige i Brasilien, som igennem en årrække er blevet voldtaget af sin stedfar og gjort gravid. Historien om den niårige er en uhyggelig fortælling om incest og et barns store menneskelige tragedie. Dette menneskelige tab og sorg, som incesthandlin-ger forårsager, kom desværre til at blive overskygget af netop den religiøse dogmatisme i den værste udgave, der gjorde pigens abort til et mareridt for hende selv. Den katolske kirke bandlyste nemlig både moderen, som hjalp sin datter med at få aborten, og lægerne, som udførte den, fra den katolske kirke. At abort - set med katolske øjne - altid er lig med mord, overskyggede selv det faktum, at pigens liv ville være i alvorlig fare, hvis hun havde forsøgt at føde sine tvillinger.

På samme måde overskyggede religiøse dogmer denne menneskelige tragedie, da den danske bi-skop Czelav Kozons rationale gik i sort, og han tilsluttede sig koret af sine brasilianske kolleger. Kozon mente, at kirken havde handlet efter reglerne ved at bandlyse moderen, men ikke stedfaderen, som havde voldtaget pigen.

At religiøse dogmer skal bestemme over liv og død er nonsens og forkasteligt, uanset hvilken religion eller tro, der foreskriver dette. Det kan ikke være rigtigt, at religiøse mørkemænd forsat skal have lov til at lade århundrede gamle tekster bestemme over livet og samfundsindretningen i dag.

Derfor er det igen tid til at huske os selv på, at religionskritik ikke alene er udgangspunktet for al kritik. Efter min mening er den selve forudsætningen for enhver form for kritik. Biskoppens udtalelser demonstrerer med al tydelighed, at mørkemændenes indflydelse må imødegås, selv hvis det kræver kritik af troens fundament, overhoved eller hellige tekster.

Det er ikke synd for os. Fat det.

Interview med Serdal Benli i Weekendavisen.



Weekendavisen | 05.09.2008 | 1. SEKTION | Side 5 |
Socialistisk Folkeparti: Det er ikke synd for os. Fat det.
Først bad Villy Søvndal Hizb-ut-Tahrir »gå ad helvede til«. Nu angriber Serdal Benli venstrefløjen for dens syn på indvandrere.

Af Anders Boas Barlund

Serdal Benli har kurdiske rødder. Han kom til verden i 1979 i en lastbil på vej til hospitalet, der lå i en forstad til Ankara 40 kilo meter fra den lille landsby i Midt-Anatolien, hvor hans forældre boede sammen med andre fordrevne kurdere. Landsbyen fik først strøm i 1981, og Serdal Benli var seks år gammel, da han så fjernsyn for første gang. Men Serdal Benli er dansker. Det fortæller han mig. Ikke en dansker, som i Morten Korchs folkekomedier, men som danskere ser ud i 2008. Serdal Benli er også socialist og folketingskandidat for SF i København, og det er også fra denne position, han kritiserer venstrefløjen: »Når dele af venstrefløjen og for eksempel Politiken sætter etniske minoriteter i en offerrolle, er de med til at gøre dem til klienter i stedet for medborgere med et ansvar og nogle rettigheder. Vi er ikke en homogen gruppe, men en gruppe som består af alle mulige individer med forskellige potentialer, ressourcer og ideer. Når man skærer os alle over én kam, er man med til at styrke den her ‘dem og os’-opfattelse,« siger Serdal Benli .

Initiativet foræret bort

Folk på venstrefløjen har omvendt kritiseret Serdal Benli og hans ligesindede for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når de kritiserer reaktionære religiøse bevægelser. Men Serdal Benli mener, at det er at forære spillerummet til højrefløjen, når venstrefløjen fortier de problemer, der har med etniske minoriteter at gøre: »Venstrefløjens berøringsangst over for de etniske minoriteter har gjort, at man har holdt sig fra at diskutere og kritisere de reaktionære bevægelser, der findes i nogle etniske miljøer. For eksempel i debatten om tvangsægteskaber og ligestilling imellem kønnene. Venstrefløjen har foræret højrefløjen initiativet i værdidebatten. De har så kunnet beskylde os for ikke at turde se virkeligheden i øjnene, og de har haft frit spil til at fremstille alle etniske minoriteter som ens.« Konsekvensen er, ifølge Serdal Benli , at de etniske minoriteter marginaliseres. Han savner, at venstrefløjen selv er gået aktivt ind i debatten med bud på, hvordan problemerne skal løses, i stedet for kun at kritisere højrefløjens initiativer. Serdal Benli fremhæver debatten om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten. Serdal Benli og andre kritiserede hende for ikke at tilhøre venstrefløjen, fordi de mente, at hun var en konservativ og religiøs politiker, der satte religiøse dogmer over ytringsfriheden. Det fik andre venstrefløjspolitikere til at kritisere dem: »Folk sagde, at vi gik Dansk Folkepartis ærinde, når vi kritiserede Asmaa. De sagde: Hun er jo et offer for en politisk smædekampagne, hun har jo muslimsk baggrund og går med tørklæde. Derfor kan I ikke kritisere hende.« Men er Serdal Benli da slet ikke bange for, at kritikken kan dæmonisere etniske minoriteter: »Det er ikke min hensigt at forfølge nogen bestemte minoritetsgrupper eller en bestemt religion,« siger han og fortsætter: »Jeg siger jo ikke, at vi skal fjerne al religion, men jeg mener, vi skal have lov at diskutere den. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved Muhammed og Aishas forhold, ligesom vi gør det ved Jesus og Maria Magdalenes.« Han mener ikke, at kampen står imellem for eksempel arabere, kurdere eller danskere, eller for den sags skyld imellem muslimer og kristne, men imellem tilhængere og modstandere af demokrati, selvbestemmelse og ytringsfrihed. Selvom han i kampen mod reaktionære religiøse bevægelser kan komme til at støde folk, vil han alligevel fortsætte: »Vi er nødt til at tage med, at vi kan komme til at støde nogle religiøse grupper. Vi skal kunne sætte spørgsmålstegn ved religionen og også kritisere den, hvis den indeholder dogmatiske og reaktionære tendenser.« Serdal Benli anerkender, at det er synd for nogle mennesker, der tilhører de etniske minoriteter: »Økonomisk og socialt er der da folk fra de etniske minoriteter, der har det svært. Man kan jo for eksempel se, at beboerne i ghettoer tjener mindre end folk i almindelighed. Men der er jo også hvide danskere, som det er synd for socialt og økonomisk.« Derfor mener han, at det er vigtigt, at man ikke lader den sociale kamp påvirke værdikampen: »Integration har to sider. På den ene side skal vi skabe nogle sociale og økonomiske rammer for de her mennesker, så de ikke bliver hægtet af udviklingen, så de kan bryde med den sociale arv og så de sociale og økonomiske forhold ikke kan bruges til at avle radikalisme. Men på den anden side er der værdikampen, og her er det et problem, at vi får at vide, at vi ikke må diskutere religion, islam og fundamentalisme, fordi det er synd for ‘dem’.«

Støtte til reformer

Hvis man skal tro Serdal Benli , har naiv tolerance ikke bare givet højrefløjen monopol på at definere billedet af indvandrere. Det har også betydet, at der har manglet støtte til de kræfter, der ønsker at reformere de etniske miljøer: »Der er mange unge mennesker, der har kæmpet imod mere konservative holdninger i det miljø, de kommer fra, men de, man hører, er dogmatikerne og de radikale grupperinger. De har taget initiativet fra sådan nogle som mig. Samtidig giver højrefløjens billede af indvandrere et argument til de unge indvandreres forældre. De kan nu sige: Se de vil ikke have jer.« Serdal Benli har selv prøvet, hvad det vil sige at skulle kæmpe imod et etnisk miljøs normer og traditioner: »Jeg betragter mig selv som ikke-troende, og det har været en hård debat at tage i de miljøer, hvor jeg færdes.« Serdal Benli kommer ikke fra et specielt religiøst miljø, men hans forældre tror på gud, og miljøet er stadig meget præget af traditioner og social kontrol: »Mine forældre og deres netværk kommer ude fra landet i Tyrkiet. Det er ikke ensbetydende med, at de er dummere end andre, men de har ikke haft de samme uddannelsesmuligheder som jeg. De kommer fra nogle meget konservative områder i Midt-Anatolien, hvor alle kender hinanden.« Selvom religion altså ikke fylder lige så meget i Serdal Benlis miljø, som det gør i andre etniske miljøer, så har der alligevel været en del uskrevne regler for, hvordan man skulle opføre sig. Han fortæller for eksempel, at den sociale kontrol var meget dominerende, når man skulle have en kæreste: »Man skulle passe meget på, hvad andre mente. Hele netværket kendte jo hinanden.« Også når det kom til ægteskab var der nogle kampe, der skulle kæmpes: »Mine forældre havde for eksempel forventninger til, at jeg skulle indgå et arrangeret ægteskab. Min mor havde også gjort sig nogle tanker om, hvem det kunne være med. Så det var en kamp at bryde ud af den tradition og overbevise mine forældre om, at det var forkert.« Serdal Benli er dog overbevist om, at det har nyttet at tage kampen op: »Jeg tror ikke min lillebror, der er 12-13 år yngre end jeg, skal tage de samme kampe med vores forældre.« Så selvom Serdal Benli er opmærksom på, at han sikkert har såret nogle mennesker i processen, fortryder han ikke, at han har taget de kampe: »Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort. For ellers overlader vi bare kampene til de næste generationer.«

Støt demokratiet

For mig at se er demokratiet ikke noget naturgivent. Demokratiet skal passes, plejes og udvikles. Demokrati er noget, som man i sin tid har givet store ofre for, og som vi i dag kan nyde.

I dag er det vel sådan, at vi tager demokratiet for givet og ikke kan forestille os en anden styreform. Demokratiet indebærer, at vi har frihedsrettigheder som ytrings- og religionsfrihed, som vi i Danmark sætter stor pris på.

På den anden side har vi i samfundet grupper, som vil demokratiet og menneskerettighederne til livs. Her tænker jeg blandt andet på Hizbut-Tahrir, som for tiden deler pjecer ud med opfordringer, der går på, at man ikke skal gøre brug af sin ret til at stemme. Logikken er, at det er Gud og Guds love, der hersker verden, og vi mennesker kan ikke lave vores egne love, da vi herved vil underkende Gud.

Disse tanker er utrolig farlige og undergravende for demokratiet. Tankerne skal bekæmpes fuldstændig kompromisløst. Jeg vil derfor opfordre dig til at gøre brug af din stemme til fordel for demokratiet og til fordel for den person eller det parti, som du mener, repræsenterer dig bedst.

Hvis du mener, at tanker, som Hizbut-Tahrir står for, bør bekæmpes, vil jeg opfordre dig til at stemme på mig, Serdal Benli.

Tyrkisk ironi eller islamistisk alvor!

I medierne kan man læse at de tyrkiske myndigheder har bedt butikker, som sælger badetøj fra fabrikanten Nelson, om at søge om tilladelse til at placere billederne af badetøjsklædte kvinder i butiksvinduerne. Argumentet er at billederne forårsager trafikuheld. Noget kan der være om snakken, men det er nu alligevel interessant at det lige er et land som Tyrkiet, der nu vil indføre en sådan praksis. For hvad mon intentionen er med en sådan praksis?

Det er da tankevækkende ikke mindst i kølvandet på de seneste ugers politiske debat i landet om islamisering og sekularisering. Men alligevel ikke. For se vi må ikke glemme at byens overborgmester jo er valgt for det regerende parti i landet AKP, der i udgangspunktet er et islamistisk parti.

Det er da bekymrende. For spørgsmålet er om Tyrkiet er på vej til iranske tilstande? Aller mest bekymrende er det at sker i en by som Istanbul, som jo er Tyrkiets bro og udstillingsvindue til Europa. Gad hvad det næste bliver?

Enhedslistens historiske forblindelse

I weekenden afholdte Enhedslisten deres landsmøde. Forud for landsmødet fyldte debatten om religion og tørklæders plads på venstrefløjen en del i medierne. Spørgsmålet om den religiøs dogmatiske Asmaa kunne blive folketingskandidat for et venstreorienteret blevet stillet alle vegne.

Resultatet efter weekendens landsmøde er klar. Asmaa Abdol Hamid opstilles i en sikker kreds, hvilket betyder at hun højst sandsynligt kommer i Folketinget.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke har noget imod hendes kandidatur og ej heller ser hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os endelig få dem frem i lyset. Og jeg vil også fastslå at dette heller ikke handler om en personsag - men for mig om værdikamp.

Nej, min anke går på den historiske forblindelse, Enhedslisten med deres valg af Asmaa har skrevet under på. De har i den hellige mangfoldigheds navn givet køb på grundlæggende værdier, som vi står for på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.

Flere af Enhedslistens folk og andre kulturrelativister på venstrefløjen har retfærdigjort Asmaas dogmatiske religiøsitet. Man har f.eks. retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance. For i tolerancens hellige navn har vi nu legitimeret og retfærdiggjort en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.

Enhedslistens historiske forblindelse og legitimering af religiøs dogmatisme er en hån mod venstrefløjens historie, ikke alene i Danmark, men i hele verden. For overalt i verden kæmper og kæmpede venstrefløjen gennem hele deres historie imod religiøs dogmatisme og reaktionære kræfter i deres samfund. En kamp, der til stadighed fortsætter og endda har haft store tab til følge.

Det er som om, at man har glemt den kamp i Enhedslisten. Den kamp der handlede om menneskelig frigørelse, som den moderne venstrefløj er et resultat af.

Religionskritik - på SF’s landsmøde (tale)

Kære kammerater, kære landsmøde.

Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.

Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.

Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.

Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.

Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.

Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.

Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.

Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.

Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.

TAK FOR ORDET

Religionskritik er værdikamp!

Religion er mere end bare en individuel tro. Det er, og har været, et redskab til fremme og legitimering af den ene eller anden form for politik. I vor moderne samfund er religionen (ikke bare islam) med dens kvindeundertrykkende principper begyndt at blive accepteret af et socialistisk parti for at partiet kan fremstille sig selv som tolerant. Lad mig her praktisere min demokratiske rettighed til at kritisere og argumentere for at tolerance ikke er det samme som stiltiende accept.

Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.

Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.

Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.

Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.

Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.

Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.

Demokratiske Muslimers kovending!

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse at foreningen Demokratiske Muslimer (DM) støtter Asmaa Abdol Hamid. Jamen dog tænker man så - har de glemt deres egen korte fortid!

Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer.

Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag?

Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det.

Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det.

For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?

Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending - de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive - men hvor bliver det progressive af.

Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?

Venstrefløjen må tage fat på religionskritikken

Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.

Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.

Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.

Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.

Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.