Religionskritik er værdikamp!

Religion er mere end bare en individuel tro. Det er, og har været, et redskab til fremme og legitimering af den ene eller anden form for politik. I vor moderne samfund er religionen (ikke bare islam) med dens kvindeundertrykkende principper begyndt at blive accepteret af et socialistisk parti for at partiet kan fremstille sig selv som tolerant. Lad mig her praktisere min demokratiske rettighed til at kritisere og argumentere for at tolerance ikke er det samme som stiltiende accept.

Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.

Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.

Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.

Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.

Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.

Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.