lørdag den 21. april 2007

En grim hæmsko

Overbelægning er hverdag på landets medicinske afdelinger. Mange afdelinger må døje med konstant overbelægning, og det er svært for afdelingerne selv at gøre noget ved problemet, idet størstedelen af patienterne er akutte og dermed kan ankomme på alle døgnets tidspunkter året rundt.

Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.

Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.

Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.

Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar