Politiken skrev i 2007, at Danmark er et uland, når det gælder ligeløn. Der er stadig noget om snakken. For nylig udkom en undersøgelse fra EU, der viser, at kvinder i Danmark i gennemsnit tjener 17,7 procent mindre end mænd. Dette faktum runger forhåbentligt i ligestil-lingsministerens og regeringens ligestillingsgen. Lønforskellen i riget er vokset fra 15 til 18 pct. under den nuværende regering. I dag ligger vi nummer 19 i EU. Altså lever det kønsopdelte arbejdsmarked og uligeløn i bedste velgående. Det er da skandaløst, at vi fortsat ligger og roder rundt blandt ulande, når det gælder ligeløn. F.eks. viser World Economic Forums indeks for 2007, at Danmark lå på en 39. plads efter lande som Albanien, Benin og Botswana.
Umiddelbart er ligeløn et ukendt vokabularium hos både ligestillingsministeren og på de danske arbejdspladser. Det viser sig, at det kun er 23 virksomheder, der har downloadet eller fået tilsendt de ligelønsstatistikker, som Danmarks Statistik har skullet indsamle for Beskæftigelsesministeriet siden 2007. Hvis nogle ikke skulle vide det, så har vi ca. 300.000 virksomheder registreret i dette land!
Regeringen må have en grim smag i munden. Det var nemlig dem, som i sin tid fjernede de kønsopdelte statistikker og genindførte dem i 2007 i en noget ændret form. Danmarks Stati-stik har siden 2007 på vegne af Beskæftigelsesministeriet udarbejdet kønsopdelte lønstati-stikker på baggrund af de lønoplysninger, som de 2.000 virksomheder (offentlige såvel priva-te), som er omfattet af den ny lov, skulle indberette. Indtil videre er det kun 23 virksomheder ud af de 2000, der har gjort brug af ligelønsstatistikkerne. Fiasko!
I 2008 nedsatte regeringen en ligelønskommission efter stort offentligt pres, hvor store grup-per af offentligt ansatte strejkede for netop kravet om ligeløn. Kommissionen skal netop se på uligelønsudfordringen. Jeg håber inderligt, at ligelønskommissionen ikke blot er endnu et skuespil for galleriet. For ligestillingsministeren og regeringen må snart forstå, at uligeløn er et samfundsproblem, som de har et ansvar for at løse. Hvis ikke de kan og er deres opgave voksne nok, kan de tage et kig på SF’s forslag til, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked, hvor der er ligestilling og ligeløn.
Læs mere om SF’s forslag til ligelønspolitik her.
http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=76702
http://www.hk.dk/www/forsidenyheder/minister_i_samraad_om_ligeloen
http://www.hk.dk/www/aktuelt/nyhedsarkiv/september_2009/virksomheder_ser_stort_paa_ligeloen
http://politiken.dk/erhverv/article504297.ece
Viser opslag med etiketten SF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SF. Vis alle opslag
fredag den 25. september 2009
onsdag den 23. september 2009
Tag dog ansvar, Enhedslisten!
Bragt i Bagsværd/Søborg Bladet
Enhedslisten i Gladsaxe er fortørnede over, at SF ikke har valgt at indgå i et valgteknisk valgforbund med dem og bruger samtidig anledningen til at erklære, at de skulle være garanten for, at Gladsaxe kan udvikle sig i en miljørigtig og solidarisk retning. Dette kan man have sine tvivl ved.
For det første er et valgforbund et valgteknisk samarbejde, der indgås mellem politiske partier eller lister for at minimere stemmespild og for at maksimere antallet af mandater, der tilfalder partierne i valgforbundet. SF har vurderet, at et valgteknisk samarbejde med S og R vil give mest mulig politisk indflydelse efter det kommende valg. Men at dette ligefrem skal tolkes som, at Ø skulle være garanten for en miljørigtig og solidarisk retning i Gladsaxe må vurderes som værende en sandhed med modifikationer.
Desuden kan man også have sine tvivl ved intentionerne bag og den måde, frieriet har foregået på fra Ø‘s side. I en mail, som også blev sendt til pressen, blev SF spurgt om, hvorvidt de ville indgå i et valgteknisk samarbejde uden på forhånd at have clearet pressehenvendelsen med SF selv. Man kan fristes til at tro, at dette blot handler om et mediestunt end om reelle politiske hensigter.
Endvidere skriver Enhedslisten i lokalpressen at SF ikke vil være i opposition kritiserer og vores deltagelse i budgettet. SF er i opposition, men SF og Enhedslisten alene er ikke stærke nok som opposition til at sørge for, at alting bliver bedre. Oppositionen i Gladsaxe alene kan ikke ændre det politiske aftalesystem, som prøver at kvæle kommunerne. At holde sig uden for budgetkampene gør ikke tvungne nedskæringer mindre smertefulde for de svageste og kan ikke forbedre velfærd og miljø. Det kan kun fasthed og gode argumenter i de kampe om kompromisser, som er nødvendige i et demokrati.
Der har været ført blokpolitik i Danmark længe nok – Socialdemokraterne er ikke “fjenden” og De Radikale heller ikke. De skal være med for, at “oppositionen “ kan blive stærke nok til at gøre Gladsaxe til en foregangskommune igen. Så venner, kom nu i gang og tag ansvar i stedet for hele tiden at føre signalpolitik.
http://www.dinby.dk/herlev/bagsvaerdsobo…
Enhedslisten i Gladsaxe er fortørnede over, at SF ikke har valgt at indgå i et valgteknisk valgforbund med dem og bruger samtidig anledningen til at erklære, at de skulle være garanten for, at Gladsaxe kan udvikle sig i en miljørigtig og solidarisk retning. Dette kan man have sine tvivl ved.
For det første er et valgforbund et valgteknisk samarbejde, der indgås mellem politiske partier eller lister for at minimere stemmespild og for at maksimere antallet af mandater, der tilfalder partierne i valgforbundet. SF har vurderet, at et valgteknisk samarbejde med S og R vil give mest mulig politisk indflydelse efter det kommende valg. Men at dette ligefrem skal tolkes som, at Ø skulle være garanten for en miljørigtig og solidarisk retning i Gladsaxe må vurderes som værende en sandhed med modifikationer.
Desuden kan man også have sine tvivl ved intentionerne bag og den måde, frieriet har foregået på fra Ø‘s side. I en mail, som også blev sendt til pressen, blev SF spurgt om, hvorvidt de ville indgå i et valgteknisk samarbejde uden på forhånd at have clearet pressehenvendelsen med SF selv. Man kan fristes til at tro, at dette blot handler om et mediestunt end om reelle politiske hensigter.
Endvidere skriver Enhedslisten i lokalpressen at SF ikke vil være i opposition kritiserer og vores deltagelse i budgettet. SF er i opposition, men SF og Enhedslisten alene er ikke stærke nok som opposition til at sørge for, at alting bliver bedre. Oppositionen i Gladsaxe alene kan ikke ændre det politiske aftalesystem, som prøver at kvæle kommunerne. At holde sig uden for budgetkampene gør ikke tvungne nedskæringer mindre smertefulde for de svageste og kan ikke forbedre velfærd og miljø. Det kan kun fasthed og gode argumenter i de kampe om kompromisser, som er nødvendige i et demokrati.
Der har været ført blokpolitik i Danmark længe nok – Socialdemokraterne er ikke “fjenden” og De Radikale heller ikke. De skal være med for, at “oppositionen “ kan blive stærke nok til at gøre Gladsaxe til en foregangskommune igen. Så venner, kom nu i gang og tag ansvar i stedet for hele tiden at føre signalpolitik.
http://www.dinby.dk/herlev/bagsvaerdsobo…
torsdag den 23. april 2009
Jakob Axel og co. forsætter med udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen
Der venter de danske skatteydere en milliardregning for behandlinger på privathospitaler, når behandlingsgarantien genindføres den 1. juli. Sådan er udmeldingen fra danske regionernes formand Bent Hansen forud for økonomiforhandlingerne med regering. Ifølge formanden vil regionerne næste år komme til at bruge op imod to mia. kr. på at sende patienter på privathospitaler, når de offentlige hospitaler ikke selv kan nå at behandle dem inden for fristen på én måned.
Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.
Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier
Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.
Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.
Men hvad er konsekvensen af alt det her?
Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.
Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.
Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.
Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.
Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier
Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.
Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.
Men hvad er konsekvensen af alt det her?
Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.
Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.
Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.
onsdag den 15. april 2009
Så kom dog i gang Lars
Så holdte den nyligt udklækkede statsminister Lars Løkke Rasmussen sin jomfrutale i går. En skuffende og kedelig tale uden de store visioner for rigets tilstand og fremtid.
I en krisetid, hvor f.eks. arbejdsløsheden stiger fra dag til dag fik vi ingen svar fra statsministeren om hvad han vil gøre. Han var i sin tale derimod mere optaget af at indfinde sig i rollen som statsmanden Løkke end fremtidens udfordringer.
Kære Lars vi savner fortsat svar på, hvordan regeringen vil nedbringe den hastigt stigende arbejdsløshed?
Vores kære statsminister mener ikke, at krisen kan løses med et trylleslag, hvilket jeg må give ham ret i. Men Lars, den løses heller ikke ved at sidde på hænderne og håbe på at stormen tager af og miraklernes tid igen vil infinde sig.
Så kom dog i gang!
I en krisetid, hvor f.eks. arbejdsløsheden stiger fra dag til dag fik vi ingen svar fra statsministeren om hvad han vil gøre. Han var i sin tale derimod mere optaget af at indfinde sig i rollen som statsmanden Løkke end fremtidens udfordringer.
Kære Lars vi savner fortsat svar på, hvordan regeringen vil nedbringe den hastigt stigende arbejdsløshed?
Vores kære statsminister mener ikke, at krisen kan løses med et trylleslag, hvilket jeg må give ham ret i. Men Lars, den løses heller ikke ved at sidde på hænderne og håbe på at stormen tager af og miraklernes tid igen vil infinde sig.
Så kom dog i gang!
onsdag den 8. april 2009
Venstres kunstneriske skræmmekampagner
I dagens nyhedsmedier kan vi læse at Venstre nu vil angribe SF og advare danskerne om faren ved at stemme SF. Til at udføre dette hellige felttog har Løkke fået en kriger i den nyudnævnte politiske ordfører Peter Christensen. Hans opgave er frem til valget at udstille SF som et ”vattet venstrefløjsparti”, som en central kilde i Venstre udtrykker det.
Billedet er genkendeligt og skræmmekampagner har Venstre altid været ret gode til at orkestrere.
Den største kunstner af dem alle, i skræmmekampagnetaktik, er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
”Nu ser vi så den sædvanlige skræmmekampagne fra socialdemokraterne”, messede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2001 i et vellykket offensivt forsøg på at afværge det socialdemokratiske angreb på Venstres politik.
Og Peter Christensen gør kunsten efter sit forbillede:
”Borgerlige vælgere, som har fundet Søvndal sympatisk og humoristisk, skal vide, at det ikke er ufarligt at stemme på SF. Derfor er det slut med at gøre Villy til en humoristisk figur. Han er socialist, og hans politik er socialistisk”, siger Christensen.
Andre MF’er for venstre har allerede været i gang med skræmmekampagnen. Senest læste jeg i Gladsaxe Bladet Gitte Lillelund Bech, advare vælgerne mod SF, ved at gå ud af en tangent der ligger langt fra politisk substans, men mere handler om hendes og mange venstrefolks angst og reelle bekymring for at magten er ved at glide ud af hænder på dem. Man kan kalde det de sidste krampetrækninger før faldet.
Villy udtrykker tingene meget klart:
”Det er bare udtryk for en forfremmelse. Det bliver pragtfuldt med noget rigtig modstand, for det har vi savnet lidt i SF. Jeg er sikker på, at de vil gøre sig umage, men det skyldes jo frygt for at miste magten, at panikken nu breder sig”
Når et såret dyr bliver presset op i et hjørne, så begynder det at blive desperat!
Billedet er genkendeligt og skræmmekampagner har Venstre altid været ret gode til at orkestrere.
Den største kunstner af dem alle, i skræmmekampagnetaktik, er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
”Nu ser vi så den sædvanlige skræmmekampagne fra socialdemokraterne”, messede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2001 i et vellykket offensivt forsøg på at afværge det socialdemokratiske angreb på Venstres politik.
Og Peter Christensen gør kunsten efter sit forbillede:
”Borgerlige vælgere, som har fundet Søvndal sympatisk og humoristisk, skal vide, at det ikke er ufarligt at stemme på SF. Derfor er det slut med at gøre Villy til en humoristisk figur. Han er socialist, og hans politik er socialistisk”, siger Christensen.
Andre MF’er for venstre har allerede været i gang med skræmmekampagnen. Senest læste jeg i Gladsaxe Bladet Gitte Lillelund Bech, advare vælgerne mod SF, ved at gå ud af en tangent der ligger langt fra politisk substans, men mere handler om hendes og mange venstrefolks angst og reelle bekymring for at magten er ved at glide ud af hænder på dem. Man kan kalde det de sidste krampetrækninger før faldet.
Villy udtrykker tingene meget klart:
”Det er bare udtryk for en forfremmelse. Det bliver pragtfuldt med noget rigtig modstand, for det har vi savnet lidt i SF. Jeg er sikker på, at de vil gøre sig umage, men det skyldes jo frygt for at miste magten, at panikken nu breder sig”
Når et såret dyr bliver presset op i et hjørne, så begynder det at blive desperat!
mandag den 1. september 2008
Foghs opgør med ligheden
Sammen med SF’s formand Villy Søvndal har jeg skrevet et debatindlæg om opgøret med ligheden i vores sundhedsvæsen, som blev bragt i Information d.d - den 01. september. Du kan læse mere ved at klikke her.
lørdag den 30. august 2008
Et andet Danmark kræver en stærk opposition
I sidste uge fremlagde SF og Socialdemokraterne sammen et bud på en reform af den danske integrationsindsats, der alt for længe har været holdt som gidsel i partipolitiske slagsmål og polemikker. Derfor er integrationsreformen et gennembrud for det andet Danmark og et vigtigt skridt på vejen til, at SF og S nu aktivt nærmer sig hinanden og i fællesskab forsøger at løse ét af de centrale samfundsproblemer: Nemlig dårlig integration.
Regeringen og dens støtteparti har i snart 8 år skubbet integrationsproblemerne foran sig med en sneplov. Det har banet vejen til magten for VKO - og væltet problemerne op langs hele strækket. Samtidig har der med Dansk Folkepartis mellemkomst været så isnende koldt et klima, at det aldrig er blevet forår, og intet har kunnet tø op. Men nu skal det være slut.
Det er vigtigt at fastslå, at problemerne skal løses, og denne reform lægger vægt på, at der skal være plads til alle, der vil. Gevinsten er selvsagt, at den nuværende ophobning af uløste problemer og stivnede modsætningsforhold kan erstattes af fællesskab, målrettethed, effektivitet og engagement i både integrationsindsatsen og hele indvandrerdebatten. Samtidig skal det påpeges, at reformen ingen umiddelbar betydning har for de titusindvis af herboende danskere med anden etnisk baggrund, som klarer sig godt og er velfungerende i det danske samfund. Derimod retter reformen sig mod de grupper, hvor der er problemer i kulturmødet, hvad enten de er af social, kulturel, religiøs eller psykisk karakter. Det drejer sig altså om indvandrere, der har så fremmed en baggrund, at de forståeligt nok kan have svært ved at orientere sig i det danske samfund, eller hvor de fastholdes i udelukkelse pga. massive økonomiske og sociale problemer. Det kan være mennesker, der er psykisk traumatiserede af oplevelser i deres hjemland eller pga. misrøgt i vores asylcentre. Derudover er der mennesker for hvem, religiøse dogmer fylder så meget, at forbindelsen til det danske samfund bliver vanskelig. De problemer må og skal løses. For hvis ikke de bliver løst, ender vi med et opdelt Danmark og et fællesskab, som ingen kan være bekendt. Derfor er denne reform en milepæl i oppositionens bestræbelse på at få udskiftet flertallet i dansk politik, og vi har hermed taget de første skridt hen imod dette fælles S-SF integrationsudspil.
I den seneste tid har der været nogle fantaster og elfenbenstårnsbeboere, der meget gerne vil have det til at se ud som om, at SF nu har ændret politik og ædt 24-årsreglen og tilknytningskravet og dermed legitimeret VKO-flertallets politik. Men det er ikke korrekt og i øvrigt noget vrøvl. Til gengæld er det rigtigt, at SF er et pragmatisk, realistisk og venstreorienteret indflydelsesparti. 24-årsreglen er ikke vores opfindelse, og det er ikke vores politik. Men vi må være realistiske og kan godt tælle til 90. Og vi gider ærlig talt ikke slås med en ren symbolsk kamp mod vejrmøller. Når så massivt et flertal i befolkningen og et massivt flertal i Folketinget vil håndhæve de regler, så stiller SF ikke ultimative krav om deres afskaffelse, hvis det dermed betyder, at der er en stribe af gode og fornuftige tiltag, vi dermed ikke kan realisere.
Med reformen vil vores legale asylansøgere og deres børn slippe for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at få et almindeligt liv sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi vil tage anderledes fat om de socialt belastede byområder, om bandekriminalitet og radikalisering. Og vi vil gøre op med diskrimination og racisme. Denne reform vil løse de mange problemer og sætte spot på den integrationspolitik, som regeringens sneplov har dynget op langs vejen og ladet ligge.
Regeringen og dens støtteparti har i snart 8 år skubbet integrationsproblemerne foran sig med en sneplov. Det har banet vejen til magten for VKO - og væltet problemerne op langs hele strækket. Samtidig har der med Dansk Folkepartis mellemkomst været så isnende koldt et klima, at det aldrig er blevet forår, og intet har kunnet tø op. Men nu skal det være slut.
Det er vigtigt at fastslå, at problemerne skal løses, og denne reform lægger vægt på, at der skal være plads til alle, der vil. Gevinsten er selvsagt, at den nuværende ophobning af uløste problemer og stivnede modsætningsforhold kan erstattes af fællesskab, målrettethed, effektivitet og engagement i både integrationsindsatsen og hele indvandrerdebatten. Samtidig skal det påpeges, at reformen ingen umiddelbar betydning har for de titusindvis af herboende danskere med anden etnisk baggrund, som klarer sig godt og er velfungerende i det danske samfund. Derimod retter reformen sig mod de grupper, hvor der er problemer i kulturmødet, hvad enten de er af social, kulturel, religiøs eller psykisk karakter. Det drejer sig altså om indvandrere, der har så fremmed en baggrund, at de forståeligt nok kan have svært ved at orientere sig i det danske samfund, eller hvor de fastholdes i udelukkelse pga. massive økonomiske og sociale problemer. Det kan være mennesker, der er psykisk traumatiserede af oplevelser i deres hjemland eller pga. misrøgt i vores asylcentre. Derudover er der mennesker for hvem, religiøse dogmer fylder så meget, at forbindelsen til det danske samfund bliver vanskelig. De problemer må og skal løses. For hvis ikke de bliver løst, ender vi med et opdelt Danmark og et fællesskab, som ingen kan være bekendt. Derfor er denne reform en milepæl i oppositionens bestræbelse på at få udskiftet flertallet i dansk politik, og vi har hermed taget de første skridt hen imod dette fælles S-SF integrationsudspil.
I den seneste tid har der været nogle fantaster og elfenbenstårnsbeboere, der meget gerne vil have det til at se ud som om, at SF nu har ændret politik og ædt 24-årsreglen og tilknytningskravet og dermed legitimeret VKO-flertallets politik. Men det er ikke korrekt og i øvrigt noget vrøvl. Til gengæld er det rigtigt, at SF er et pragmatisk, realistisk og venstreorienteret indflydelsesparti. 24-årsreglen er ikke vores opfindelse, og det er ikke vores politik. Men vi må være realistiske og kan godt tælle til 90. Og vi gider ærlig talt ikke slås med en ren symbolsk kamp mod vejrmøller. Når så massivt et flertal i befolkningen og et massivt flertal i Folketinget vil håndhæve de regler, så stiller SF ikke ultimative krav om deres afskaffelse, hvis det dermed betyder, at der er en stribe af gode og fornuftige tiltag, vi dermed ikke kan realisere.
Med reformen vil vores legale asylansøgere og deres børn slippe for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at få et almindeligt liv sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi vil tage anderledes fat om de socialt belastede byområder, om bandekriminalitet og radikalisering. Og vi vil gøre op med diskrimination og racisme. Denne reform vil løse de mange problemer og sætte spot på den integrationspolitik, som regeringens sneplov har dynget op langs vejen og ladet ligge.
tirsdag den 13. november 2007
Afskaf starthjælpen
Starthjælpen er officielt vedtaget for at tilskynde de ressourcesvage grupper til at finde sig et arbejde.
Problemet er, at starthjælpen er diskriminerende, da langt de fleste på starthjælp er flygtninge og familiesammenførte. En undersøgelse fra Rockwoolfonden viser, at starthjælpen ikke virker, i det kun fem procent af flygtninge på starthjælp er i arbejde 16 mdr. efter, de er kommet til Danmark. To tredjedele af starthjælpsmodtagerne er på grund af traumer og lignende ikke er i stand til at arbejde.
Tværtimod er starthjælpen med til at skabe fattigdom og marginalisere. Vi bør naturligvis give flygtninge og indvandrere et anstændigt levestandard også i integrationsperioden. Regeringen og Dansk Folkeparti har stædigt forsvaret starthjælpen ud fra en logik om, at hvis de nye danskere ingen penge har, så tager de sig vel et arbejde. En logik som i høj grad har vist sig at fejle, eftersom starthjælpen i sig selv hverken tilfører modtagerne kompetencer eller skaber arbejdspladser.
Konsekvensen af at disse mennesker kommer til at leve meget længe på den lave ydelse, bliver, at der skabes en ny fattig underklasse i Danmark, hvilket jeg er stor modstander af. Flygtninge- og indvandrerfamilier på starthjælp har sjældent et netværk i Danmark eller en god bankforbindelse, der kan bidrage til, at familierne kan bruge starthjælpen til meget andet end de faste udgifter.
De skræmmende konsekvenser kan læses i statistikkerne over etniske minoriteters andel af de mest udsatte grupper i samfundet. Blandt hjemløse, på kvindekrisecentrene, i arbejdsløshedskøen, i kriminalitetsstatistikkerne, og på landets herberger og forsorgshjem. Tredive procent af de kvinder, der i 2004 opholdt sig på et kvindekrisecenter, var ikke danske statsborgere. Udover det manglende økonomiske råderum til at deltage i forbrugsfesten afskæres starthjælpsmodtagerne også fra at deltage i samfundsaktiviteterne i øvrigt, og det er katastrofalt for integrationen.
Jeg mener, at der er brug for, at vi blander os med hinanden, hvis der skal blive tale om integration.
Mange hilsener, Serdal Benli (SF)
Problemet er, at starthjælpen er diskriminerende, da langt de fleste på starthjælp er flygtninge og familiesammenførte. En undersøgelse fra Rockwoolfonden viser, at starthjælpen ikke virker, i det kun fem procent af flygtninge på starthjælp er i arbejde 16 mdr. efter, de er kommet til Danmark. To tredjedele af starthjælpsmodtagerne er på grund af traumer og lignende ikke er i stand til at arbejde.
Tværtimod er starthjælpen med til at skabe fattigdom og marginalisere. Vi bør naturligvis give flygtninge og indvandrere et anstændigt levestandard også i integrationsperioden. Regeringen og Dansk Folkeparti har stædigt forsvaret starthjælpen ud fra en logik om, at hvis de nye danskere ingen penge har, så tager de sig vel et arbejde. En logik som i høj grad har vist sig at fejle, eftersom starthjælpen i sig selv hverken tilfører modtagerne kompetencer eller skaber arbejdspladser.
Konsekvensen af at disse mennesker kommer til at leve meget længe på den lave ydelse, bliver, at der skabes en ny fattig underklasse i Danmark, hvilket jeg er stor modstander af. Flygtninge- og indvandrerfamilier på starthjælp har sjældent et netværk i Danmark eller en god bankforbindelse, der kan bidrage til, at familierne kan bruge starthjælpen til meget andet end de faste udgifter.
De skræmmende konsekvenser kan læses i statistikkerne over etniske minoriteters andel af de mest udsatte grupper i samfundet. Blandt hjemløse, på kvindekrisecentrene, i arbejdsløshedskøen, i kriminalitetsstatistikkerne, og på landets herberger og forsorgshjem. Tredive procent af de kvinder, der i 2004 opholdt sig på et kvindekrisecenter, var ikke danske statsborgere. Udover det manglende økonomiske råderum til at deltage i forbrugsfesten afskæres starthjælpsmodtagerne også fra at deltage i samfundsaktiviteterne i øvrigt, og det er katastrofalt for integrationen.
Jeg mener, at der er brug for, at vi blander os med hinanden, hvis der skal blive tale om integration.
Mange hilsener, Serdal Benli (SF)
onsdag den 6. juni 2007
Træt af naiviteten
Af: Erik Holstein
Interview: Imam Akkaris optræden på Roskilde Festivalen er bare det seneste eksempel på den naive danske kulturrelativisme, siger SFs regionsrådsmedlem Serdal Benli.
“Man har ment, det var synd for dem, men på den måde gør man minoriteter til klienter i stedet for ligeværdige medborgere.”
Sådan opsummerer SF´s medlem af regionsrådet i Hovedstaden, Serdal Benli, den holdning til etniske minoriteter, han ofte har mødt på venstrefløjen. En holdning, der ifølge Benli har fået store dele af venstrefløjen til at holde igen med at stille krav og kritisere reaktionære religiøse strømninger:
“Venstrefløjen har set minoriteterne som undertrykte, og mange har derefter konkluderet, at man så skulle holde igen med kritik af de reaktionære tendenser blandt minoriteterne. Men dermed har man foræret højrefløjen initiativet i værdikampen,” siger Serdal Benli.
Islam skal tilpasses moderniteten
Benli er af kurdisk afstamning og er ud af en meget politisk familie, der kæmpede for kurdernes rettigheder og gik op imod de lokale klanstrukturer. Han stiftede i en tidlig alder bekendtskab med marxisme, men selvom den sociale indignation har placeret ham i et socialistisk parti, er han alt andet end tilfreds med den danske venstrefløjs tilgang til integrationsproblematikken:
“Man har svigtet minoriteterne ved ikke i tide at tage skarpt afstand fra forhold som arrangerede ægteskaber og religiøs dogmatisme. Det var været utrolig skadeligt for integrationen, at vi har været berøringsangste på venstrefløjen,” siger Benli, der især er utilfreds med, at så mange har været eftergivende over for reaktionære religiøse normer:
“Hvis islam skal forandres og tilpasses moderniteten, så er oprøret nødt til at komme indefra med hjælp fra den progressive venstrefløj. Hvis venstrefløjen ikke tager det opgør, vil højrefløjen stadig have mulighed for at påstå, at minoriteterne ikke er i stand til at tilpasse sig livet i et moderne samfund.”
Plads til alle men ikke til alt
Det manglende opgør med reaktionære positioner i etniske miljøer hænger ifølge Benli sammen med en patroniserende holdning, hvor mange på venstrefløjen har set de etniske minoriteter, som nogen det er “synd for”:
“Men man skal ikke have ondt af minoriteterne eller se dem som folk, man ikke kan kræve noget af. På den måde stigmatiserer man snarere de etniske minoriteter. Man skal i stedet se dem som ligeværdige borgere med pligter og rettigheder som alle andre,” siger Serdal Benli og fortsætter:
“Der ligger en historisk berøringsangst på venstrefløjen, en holdning om, at der skal være plads til alt og alle. Og ja, der skal være plads til alle, men der skal ikke være plads til alt.
Hvis man går og siger, at alt er lige godt, giver man i virkeligheden køb på nogle grundlæggende værdier. Hvis venstrefløjen er eftergivende i forhold til minoriteterne på et område som ligestilling mellem kønnene, kan vi lige så godt opgive vores eget projekt med de progressive idéer, vi har kæmpet for i årtier.”
Rigid praksis
Som kurder kommer Serdal Benli fra et område, der er næsten 100 pct. muslimsk. Selv beskriver Serdal Benli sig i dag som ateist, og selvom han ikke er anti-religiøs, er han stærk modstander af en dogmatisk religionsopfattelse. For det påvirker ikke mindst ligestillingen i negativ retning, fremhæver han:
“Historisk set udspringer religionerne af nogle patriarkalske samfund. Det gælder såvel inden for islam som inden for andre religioner. men islam kan være særlig rigid og ortodoks, når det gælder manglende ligestilling mellem kønnene,” siger Benli og fortsætter:
“Nogle islam-intellektuelle påstår, at man kan læse ligestilling mellem kønnene ud af koranen, men jeg ved ikke, hvor de har det fra. For den praksis, jeg har set både i Danmark og rundt omkring i verden, er noget helt andet. Praksis i islam bygger på et samfund, hvor kvinden altid skal gå bag sin mand.”
Serdal Benli er nu opstillet til Folketinget for SF i Nordsjælland, og på partiets landsmøde for en måned siden tog han klart afstand fra de holdninger, som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid står for. Ikke mindst hendes forhold til ligestilling mellem kønnene finder han klart problematisk:
“Når kvinden skal gå tildækket og ikke må røre andre, krænker det både mænd og kvinder. Det fastholder kvinderne i en begrænset rolle, og det krænker mig som mand, fordi mændene bliver set som nogle, der ikke kan styre deres seksuelle drifter. Og så må man jo spørge en som Asmaa: “Hvad med alle de kvinder, der ikke er tildækkede, og som giver hånd, er de så urene?” - For det må jo være konsekvensen.”
Akkari på Roskilde Festivalen
Men det er ikke kun Enhedslisten, der ifølge Serdal Benli har problemer. Senest rystede han opgivende på hovedet, da han så, at Roskilde Festivalen har besluttet at lade den islamistiske imam Ahmed Akkari optræde på festivalen:
“Akkari hører slet ikke hjemme på en Roskilde-festival. Han mener dybest set, at festivalen er et umoralsk galehus. Hvorfor inviterer man så ikke også Jonni Hansen fra Greve til Roskilde Festivalen? Hvis man endelig vil samle på absurde synspunkter!
Når man laver sådan nogle stunts som at invitere Akkari, er man med til at fastholde religionen i den offentlige debat. Man er med til at styrke de reaktionære holdninger.”
Efter sin kritik af Asmaa på SF´s landsmøde modtog Serdal Benli en del positive tilkendegivelser fra andre deltagere, og han mener selv, at SF er på vej i den rigtige retning, når det gælder værdikampen:
“Der var rigtige takter under Muhammed-krisen, og vi er blevet meget bedre i forhold til Asmaa-sagen. Vi fik slået fast, at det her ikke handler om at gøre minoriteter til syndebukke. Det handler om værdier. Og de, der repræsenterer reaktionære værdier er vores modstandere, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Vi skal føre kulturkamp mod såvel Søren Krarup som Asmaa Abdol-Hamid,” siger Serdal Benli.
Artiklen er offentliggjort på altinget.dk og skrevet af journalist Erik Holstein.
Interview: Imam Akkaris optræden på Roskilde Festivalen er bare det seneste eksempel på den naive danske kulturrelativisme, siger SFs regionsrådsmedlem Serdal Benli.
“Man har ment, det var synd for dem, men på den måde gør man minoriteter til klienter i stedet for ligeværdige medborgere.”
Sådan opsummerer SF´s medlem af regionsrådet i Hovedstaden, Serdal Benli, den holdning til etniske minoriteter, han ofte har mødt på venstrefløjen. En holdning, der ifølge Benli har fået store dele af venstrefløjen til at holde igen med at stille krav og kritisere reaktionære religiøse strømninger:
“Venstrefløjen har set minoriteterne som undertrykte, og mange har derefter konkluderet, at man så skulle holde igen med kritik af de reaktionære tendenser blandt minoriteterne. Men dermed har man foræret højrefløjen initiativet i værdikampen,” siger Serdal Benli.
Islam skal tilpasses moderniteten
Benli er af kurdisk afstamning og er ud af en meget politisk familie, der kæmpede for kurdernes rettigheder og gik op imod de lokale klanstrukturer. Han stiftede i en tidlig alder bekendtskab med marxisme, men selvom den sociale indignation har placeret ham i et socialistisk parti, er han alt andet end tilfreds med den danske venstrefløjs tilgang til integrationsproblematikken:
“Man har svigtet minoriteterne ved ikke i tide at tage skarpt afstand fra forhold som arrangerede ægteskaber og religiøs dogmatisme. Det var været utrolig skadeligt for integrationen, at vi har været berøringsangste på venstrefløjen,” siger Benli, der især er utilfreds med, at så mange har været eftergivende over for reaktionære religiøse normer:
“Hvis islam skal forandres og tilpasses moderniteten, så er oprøret nødt til at komme indefra med hjælp fra den progressive venstrefløj. Hvis venstrefløjen ikke tager det opgør, vil højrefløjen stadig have mulighed for at påstå, at minoriteterne ikke er i stand til at tilpasse sig livet i et moderne samfund.”
Plads til alle men ikke til alt
Det manglende opgør med reaktionære positioner i etniske miljøer hænger ifølge Benli sammen med en patroniserende holdning, hvor mange på venstrefløjen har set de etniske minoriteter, som nogen det er “synd for”:
“Men man skal ikke have ondt af minoriteterne eller se dem som folk, man ikke kan kræve noget af. På den måde stigmatiserer man snarere de etniske minoriteter. Man skal i stedet se dem som ligeværdige borgere med pligter og rettigheder som alle andre,” siger Serdal Benli og fortsætter:
“Der ligger en historisk berøringsangst på venstrefløjen, en holdning om, at der skal være plads til alt og alle. Og ja, der skal være plads til alle, men der skal ikke være plads til alt.
Hvis man går og siger, at alt er lige godt, giver man i virkeligheden køb på nogle grundlæggende værdier. Hvis venstrefløjen er eftergivende i forhold til minoriteterne på et område som ligestilling mellem kønnene, kan vi lige så godt opgive vores eget projekt med de progressive idéer, vi har kæmpet for i årtier.”
Rigid praksis
Som kurder kommer Serdal Benli fra et område, der er næsten 100 pct. muslimsk. Selv beskriver Serdal Benli sig i dag som ateist, og selvom han ikke er anti-religiøs, er han stærk modstander af en dogmatisk religionsopfattelse. For det påvirker ikke mindst ligestillingen i negativ retning, fremhæver han:
“Historisk set udspringer religionerne af nogle patriarkalske samfund. Det gælder såvel inden for islam som inden for andre religioner. men islam kan være særlig rigid og ortodoks, når det gælder manglende ligestilling mellem kønnene,” siger Benli og fortsætter:
“Nogle islam-intellektuelle påstår, at man kan læse ligestilling mellem kønnene ud af koranen, men jeg ved ikke, hvor de har det fra. For den praksis, jeg har set både i Danmark og rundt omkring i verden, er noget helt andet. Praksis i islam bygger på et samfund, hvor kvinden altid skal gå bag sin mand.”
Serdal Benli er nu opstillet til Folketinget for SF i Nordsjælland, og på partiets landsmøde for en måned siden tog han klart afstand fra de holdninger, som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid står for. Ikke mindst hendes forhold til ligestilling mellem kønnene finder han klart problematisk:
“Når kvinden skal gå tildækket og ikke må røre andre, krænker det både mænd og kvinder. Det fastholder kvinderne i en begrænset rolle, og det krænker mig som mand, fordi mændene bliver set som nogle, der ikke kan styre deres seksuelle drifter. Og så må man jo spørge en som Asmaa: “Hvad med alle de kvinder, der ikke er tildækkede, og som giver hånd, er de så urene?” - For det må jo være konsekvensen.”
Akkari på Roskilde Festivalen
Men det er ikke kun Enhedslisten, der ifølge Serdal Benli har problemer. Senest rystede han opgivende på hovedet, da han så, at Roskilde Festivalen har besluttet at lade den islamistiske imam Ahmed Akkari optræde på festivalen:
“Akkari hører slet ikke hjemme på en Roskilde-festival. Han mener dybest set, at festivalen er et umoralsk galehus. Hvorfor inviterer man så ikke også Jonni Hansen fra Greve til Roskilde Festivalen? Hvis man endelig vil samle på absurde synspunkter!
Når man laver sådan nogle stunts som at invitere Akkari, er man med til at fastholde religionen i den offentlige debat. Man er med til at styrke de reaktionære holdninger.”
Efter sin kritik af Asmaa på SF´s landsmøde modtog Serdal Benli en del positive tilkendegivelser fra andre deltagere, og han mener selv, at SF er på vej i den rigtige retning, når det gælder værdikampen:
“Der var rigtige takter under Muhammed-krisen, og vi er blevet meget bedre i forhold til Asmaa-sagen. Vi fik slået fast, at det her ikke handler om at gøre minoriteter til syndebukke. Det handler om værdier. Og de, der repræsenterer reaktionære værdier er vores modstandere, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Vi skal føre kulturkamp mod såvel Søren Krarup som Asmaa Abdol-Hamid,” siger Serdal Benli.
Artiklen er offentliggjort på altinget.dk og skrevet af journalist Erik Holstein.
lørdag den 28. april 2007
Religionskritik - på SF’s landsmøde (tale)
Kære kammerater, kære landsmøde.
Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.
Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.
Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.
Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.
Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.
Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.
Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.
Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.
I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.
Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.
TAK FOR ORDET
Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.
Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.
Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.
Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.
Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.
Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.
Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.
Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.
I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.
Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.
TAK FOR ORDET
torsdag den 26. april 2007
Religionskritik er værdikamp!
Religion er mere end bare en individuel tro. Det er, og har været, et redskab til fremme og legitimering af den ene eller anden form for politik. I vor moderne samfund er religionen (ikke bare islam) med dens kvindeundertrykkende principper begyndt at blive accepteret af et socialistisk parti for at partiet kan fremstille sig selv som tolerant. Lad mig her praktisere min demokratiske rettighed til at kritisere og argumentere for at tolerance ikke er det samme som stiltiende accept.
Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.
Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.
Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.
Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.
Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.
Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.
Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.
Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.
Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.
Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.
Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.
Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.
tirsdag den 24. april 2007
Venstrefløjen må tage fat på religionskritikken
Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.
Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.
Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.
Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.
Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.
Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.
Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.
Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.
Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.
Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.
Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.
mandag den 23. april 2007
Behandling af dobbeltdiagnoser truet!
Af Anne Baastrup, (SF), psykiatriordfører og Serdal Benli, (SF), medlem af psykiatriudvalget i Region Hovedstaden (Bragt i JP den 23. april 2007)
»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.
dobbeltdiagnose.jpg
Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.
Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.
Naboernes skræk
Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.
Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.
Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.
Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.
Kun ét tilbud
I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.
Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.
Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.
Behandling virker
Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.
Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!
Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.
Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.
Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.
Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.
»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.
dobbeltdiagnose.jpg
Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.
Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.
Naboernes skræk
Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.
Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.
Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.
Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.
Kun ét tilbud
I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.
Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.
Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.
Behandling virker
Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.
Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!
Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.
Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.
Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.
Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
