Talebaniseringen forsætter i Pakistan efter gårdsdagens vedtagelse i landet. De pakistanske politikere blåstemplede indførelsen af sharia i Swat-regionen, der grænser op til Afghanistan. En ny talibanstat er dermed blevet oprettet med hjælp fra vestens ”allierede” Pakistan og dets regering.
Blåstemplingen betyder blandt andet, at utroskab fremover vil blive straffet med stening, og tyveri med at hugge hånden af. Med andre er ord barbarisme tilladt.
Det paradoksale og farefulde i denne sammenhæng er at vestens allierede/ven, atommagten Pakistans regering har lagt sig fladt på maven for Taleban og islamismens hellige kriger. Pakistan har hidtil været anset for at være en af den vestlige verdens nærmeste allierede i kampen mod international terrorisme. Hvad så nu?
Presset fra islamisterne var så stort ifølge AP (Associated Press) at forslaget om at indføre sharia i regionen pressede selv landets præsident Asif Ali Zardari til give samtykke til det omstridte forslag, der opfylder Talebans ønske om islamisk lov i Swat. Hvad bliver det næste i en atomstat, som Pakistan, hvor politisk ustabilitet er hverdag og hvor islamismen er på fremmarch? Det tør jeg ikke at tænke på!
Vi kan være nok så trygge her i vores lille andedam. Men det faktum at Taleban nu ser indførelsen af islamisk i Swat-regionen som en sejr og samtidig erklærer, at Swat-regionen skal være en slags forsøgskanin for den videre udbredelse af sharia-lov i atommagten Pakistan, giver da anledning til al slags bekymring!
Vi kan ikke være på vagt nok overfor denne udvikling og blåstemplingen er ikke alene et knæfald for den spirende ekstremisme i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan, men i lige så høj grad for islamismen i hele den muslimske verden. For denne sejr for islamisterne vil sende en synergi effekt rundt i blandt ekstremistiske kræfter i hele verden.
NB: Det er da også forkasteligt at Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs giver grønt lys for at de religiøse skoler i Afghanistan - madrassaerne – aktivt skal inddrages i det afghanske uddannelsessystem. Ja det er fint at Danmark bruger millioner af kroner på at sikre skolegang til alle Afghanistans børn og det skal vi forsat gøre, men vi skal for guds skyld ikke hjælpe til med at fremme Talebans dagsorden og bruge de danske bistands kroner på mullaher.
Kilde:
Se blandt andet følgende links:
Politiken
Politiken
Kristeligt-Dagblad
Viser opslag med etiketten Fundamentalisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fundamentalisme. Vis alle opslag
tirsdag den 14. april 2009
torsdag den 2. april 2009
Religiøse mørkemænd findes i alle forklædninger
Vi er efterhånden blevet vidner til religiøse mørkemænd i alle skikkelser og farver i dagens Danmark. Rabiate imamer, fanatiske kristne sekter som Faderhuset, der alle dikterer og står for middelalderlige tankegods, som kalder på bekymring og handling. Det er bydende nødvendigt, at vi genoptager religi-onskritikken og fordømmer al slags religiøs dogmatisme. Vi bør én gang for alle tage en diskussion om religionens plads i samfundet og gøre op med værdirelativismen.
For nylig har den katolske biskop i Danmark, Cselay Kozon, meldt sig ind i rækken af religiøse mørkemænd, der har fordømt og forbudt abort af en niårig pige i Brasilien, som igennem en årrække er blevet voldtaget af sin stedfar og gjort gravid. Historien om den niårige er en uhyggelig fortælling om incest og et barns store menneskelige tragedie. Dette menneskelige tab og sorg, som incesthandlin-ger forårsager, kom desværre til at blive overskygget af netop den religiøse dogmatisme i den værste udgave, der gjorde pigens abort til et mareridt for hende selv. Den katolske kirke bandlyste nemlig både moderen, som hjalp sin datter med at få aborten, og lægerne, som udførte den, fra den katolske kirke. At abort - set med katolske øjne - altid er lig med mord, overskyggede selv det faktum, at pigens liv ville være i alvorlig fare, hvis hun havde forsøgt at føde sine tvillinger.
På samme måde overskyggede religiøse dogmer denne menneskelige tragedie, da den danske bi-skop Czelav Kozons rationale gik i sort, og han tilsluttede sig koret af sine brasilianske kolleger. Kozon mente, at kirken havde handlet efter reglerne ved at bandlyse moderen, men ikke stedfaderen, som havde voldtaget pigen.
At religiøse dogmer skal bestemme over liv og død er nonsens og forkasteligt, uanset hvilken religion eller tro, der foreskriver dette. Det kan ikke være rigtigt, at religiøse mørkemænd forsat skal have lov til at lade århundrede gamle tekster bestemme over livet og samfundsindretningen i dag.
Derfor er det igen tid til at huske os selv på, at religionskritik ikke alene er udgangspunktet for al kritik. Efter min mening er den selve forudsætningen for enhver form for kritik. Biskoppens udtalelser demonstrerer med al tydelighed, at mørkemændenes indflydelse må imødegås, selv hvis det kræver kritik af troens fundament, overhoved eller hellige tekster.
For nylig har den katolske biskop i Danmark, Cselay Kozon, meldt sig ind i rækken af religiøse mørkemænd, der har fordømt og forbudt abort af en niårig pige i Brasilien, som igennem en årrække er blevet voldtaget af sin stedfar og gjort gravid. Historien om den niårige er en uhyggelig fortælling om incest og et barns store menneskelige tragedie. Dette menneskelige tab og sorg, som incesthandlin-ger forårsager, kom desværre til at blive overskygget af netop den religiøse dogmatisme i den værste udgave, der gjorde pigens abort til et mareridt for hende selv. Den katolske kirke bandlyste nemlig både moderen, som hjalp sin datter med at få aborten, og lægerne, som udførte den, fra den katolske kirke. At abort - set med katolske øjne - altid er lig med mord, overskyggede selv det faktum, at pigens liv ville være i alvorlig fare, hvis hun havde forsøgt at føde sine tvillinger.
På samme måde overskyggede religiøse dogmer denne menneskelige tragedie, da den danske bi-skop Czelav Kozons rationale gik i sort, og han tilsluttede sig koret af sine brasilianske kolleger. Kozon mente, at kirken havde handlet efter reglerne ved at bandlyse moderen, men ikke stedfaderen, som havde voldtaget pigen.
At religiøse dogmer skal bestemme over liv og død er nonsens og forkasteligt, uanset hvilken religion eller tro, der foreskriver dette. Det kan ikke være rigtigt, at religiøse mørkemænd forsat skal have lov til at lade århundrede gamle tekster bestemme over livet og samfundsindretningen i dag.
Derfor er det igen tid til at huske os selv på, at religionskritik ikke alene er udgangspunktet for al kritik. Efter min mening er den selve forudsætningen for enhver form for kritik. Biskoppens udtalelser demonstrerer med al tydelighed, at mørkemændenes indflydelse må imødegås, selv hvis det kræver kritik af troens fundament, overhoved eller hellige tekster.
torsdag den 11. september 2008
Det er ikke synd for os. Fat det.
Interview med Serdal Benli i Weekendavisen.
Weekendavisen | 05.09.2008 | 1. SEKTION | Side 5 |
Socialistisk Folkeparti: Det er ikke synd for os. Fat det.
Først bad Villy Søvndal Hizb-ut-Tahrir »gå ad helvede til«. Nu angriber Serdal Benli venstrefløjen for dens syn på indvandrere.
Af Anders Boas Barlund
Serdal Benli har kurdiske rødder. Han kom til verden i 1979 i en lastbil på vej til hospitalet, der lå i en forstad til Ankara 40 kilo meter fra den lille landsby i Midt-Anatolien, hvor hans forældre boede sammen med andre fordrevne kurdere. Landsbyen fik først strøm i 1981, og Serdal Benli var seks år gammel, da han så fjernsyn for første gang. Men Serdal Benli er dansker. Det fortæller han mig. Ikke en dansker, som i Morten Korchs folkekomedier, men som danskere ser ud i 2008. Serdal Benli er også socialist og folketingskandidat for SF i København, og det er også fra denne position, han kritiserer venstrefløjen: »Når dele af venstrefløjen og for eksempel Politiken sætter etniske minoriteter i en offerrolle, er de med til at gøre dem til klienter i stedet for medborgere med et ansvar og nogle rettigheder. Vi er ikke en homogen gruppe, men en gruppe som består af alle mulige individer med forskellige potentialer, ressourcer og ideer. Når man skærer os alle over én kam, er man med til at styrke den her ‘dem og os’-opfattelse,« siger Serdal Benli .
Initiativet foræret bort
Folk på venstrefløjen har omvendt kritiseret Serdal Benli og hans ligesindede for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når de kritiserer reaktionære religiøse bevægelser. Men Serdal Benli mener, at det er at forære spillerummet til højrefløjen, når venstrefløjen fortier de problemer, der har med etniske minoriteter at gøre: »Venstrefløjens berøringsangst over for de etniske minoriteter har gjort, at man har holdt sig fra at diskutere og kritisere de reaktionære bevægelser, der findes i nogle etniske miljøer. For eksempel i debatten om tvangsægteskaber og ligestilling imellem kønnene. Venstrefløjen har foræret højrefløjen initiativet i værdidebatten. De har så kunnet beskylde os for ikke at turde se virkeligheden i øjnene, og de har haft frit spil til at fremstille alle etniske minoriteter som ens.« Konsekvensen er, ifølge Serdal Benli , at de etniske minoriteter marginaliseres. Han savner, at venstrefløjen selv er gået aktivt ind i debatten med bud på, hvordan problemerne skal løses, i stedet for kun at kritisere højrefløjens initiativer. Serdal Benli fremhæver debatten om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten. Serdal Benli og andre kritiserede hende for ikke at tilhøre venstrefløjen, fordi de mente, at hun var en konservativ og religiøs politiker, der satte religiøse dogmer over ytringsfriheden. Det fik andre venstrefløjspolitikere til at kritisere dem: »Folk sagde, at vi gik Dansk Folkepartis ærinde, når vi kritiserede Asmaa. De sagde: Hun er jo et offer for en politisk smædekampagne, hun har jo muslimsk baggrund og går med tørklæde. Derfor kan I ikke kritisere hende.« Men er Serdal Benli da slet ikke bange for, at kritikken kan dæmonisere etniske minoriteter: »Det er ikke min hensigt at forfølge nogen bestemte minoritetsgrupper eller en bestemt religion,« siger han og fortsætter: »Jeg siger jo ikke, at vi skal fjerne al religion, men jeg mener, vi skal have lov at diskutere den. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved Muhammed og Aishas forhold, ligesom vi gør det ved Jesus og Maria Magdalenes.« Han mener ikke, at kampen står imellem for eksempel arabere, kurdere eller danskere, eller for den sags skyld imellem muslimer og kristne, men imellem tilhængere og modstandere af demokrati, selvbestemmelse og ytringsfrihed. Selvom han i kampen mod reaktionære religiøse bevægelser kan komme til at støde folk, vil han alligevel fortsætte: »Vi er nødt til at tage med, at vi kan komme til at støde nogle religiøse grupper. Vi skal kunne sætte spørgsmålstegn ved religionen og også kritisere den, hvis den indeholder dogmatiske og reaktionære tendenser.« Serdal Benli anerkender, at det er synd for nogle mennesker, der tilhører de etniske minoriteter: »Økonomisk og socialt er der da folk fra de etniske minoriteter, der har det svært. Man kan jo for eksempel se, at beboerne i ghettoer tjener mindre end folk i almindelighed. Men der er jo også hvide danskere, som det er synd for socialt og økonomisk.« Derfor mener han, at det er vigtigt, at man ikke lader den sociale kamp påvirke værdikampen: »Integration har to sider. På den ene side skal vi skabe nogle sociale og økonomiske rammer for de her mennesker, så de ikke bliver hægtet af udviklingen, så de kan bryde med den sociale arv og så de sociale og økonomiske forhold ikke kan bruges til at avle radikalisme. Men på den anden side er der værdikampen, og her er det et problem, at vi får at vide, at vi ikke må diskutere religion, islam og fundamentalisme, fordi det er synd for ‘dem’.«
Støtte til reformer
Hvis man skal tro Serdal Benli , har naiv tolerance ikke bare givet højrefløjen monopol på at definere billedet af indvandrere. Det har også betydet, at der har manglet støtte til de kræfter, der ønsker at reformere de etniske miljøer: »Der er mange unge mennesker, der har kæmpet imod mere konservative holdninger i det miljø, de kommer fra, men de, man hører, er dogmatikerne og de radikale grupperinger. De har taget initiativet fra sådan nogle som mig. Samtidig giver højrefløjens billede af indvandrere et argument til de unge indvandreres forældre. De kan nu sige: Se de vil ikke have jer.« Serdal Benli har selv prøvet, hvad det vil sige at skulle kæmpe imod et etnisk miljøs normer og traditioner: »Jeg betragter mig selv som ikke-troende, og det har været en hård debat at tage i de miljøer, hvor jeg færdes.« Serdal Benli kommer ikke fra et specielt religiøst miljø, men hans forældre tror på gud, og miljøet er stadig meget præget af traditioner og social kontrol: »Mine forældre og deres netværk kommer ude fra landet i Tyrkiet. Det er ikke ensbetydende med, at de er dummere end andre, men de har ikke haft de samme uddannelsesmuligheder som jeg. De kommer fra nogle meget konservative områder i Midt-Anatolien, hvor alle kender hinanden.« Selvom religion altså ikke fylder lige så meget i Serdal Benlis miljø, som det gør i andre etniske miljøer, så har der alligevel været en del uskrevne regler for, hvordan man skulle opføre sig. Han fortæller for eksempel, at den sociale kontrol var meget dominerende, når man skulle have en kæreste: »Man skulle passe meget på, hvad andre mente. Hele netværket kendte jo hinanden.« Også når det kom til ægteskab var der nogle kampe, der skulle kæmpes: »Mine forældre havde for eksempel forventninger til, at jeg skulle indgå et arrangeret ægteskab. Min mor havde også gjort sig nogle tanker om, hvem det kunne være med. Så det var en kamp at bryde ud af den tradition og overbevise mine forældre om, at det var forkert.« Serdal Benli er dog overbevist om, at det har nyttet at tage kampen op: »Jeg tror ikke min lillebror, der er 12-13 år yngre end jeg, skal tage de samme kampe med vores forældre.« Så selvom Serdal Benli er opmærksom på, at han sikkert har såret nogle mennesker i processen, fortryder han ikke, at han har taget de kampe: »Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort. For ellers overlader vi bare kampene til de næste generationer.«
Weekendavisen | 05.09.2008 | 1. SEKTION | Side 5 |
Socialistisk Folkeparti: Det er ikke synd for os. Fat det.
Først bad Villy Søvndal Hizb-ut-Tahrir »gå ad helvede til«. Nu angriber Serdal Benli venstrefløjen for dens syn på indvandrere.
Af Anders Boas Barlund
Serdal Benli har kurdiske rødder. Han kom til verden i 1979 i en lastbil på vej til hospitalet, der lå i en forstad til Ankara 40 kilo meter fra den lille landsby i Midt-Anatolien, hvor hans forældre boede sammen med andre fordrevne kurdere. Landsbyen fik først strøm i 1981, og Serdal Benli var seks år gammel, da han så fjernsyn for første gang. Men Serdal Benli er dansker. Det fortæller han mig. Ikke en dansker, som i Morten Korchs folkekomedier, men som danskere ser ud i 2008. Serdal Benli er også socialist og folketingskandidat for SF i København, og det er også fra denne position, han kritiserer venstrefløjen: »Når dele af venstrefløjen og for eksempel Politiken sætter etniske minoriteter i en offerrolle, er de med til at gøre dem til klienter i stedet for medborgere med et ansvar og nogle rettigheder. Vi er ikke en homogen gruppe, men en gruppe som består af alle mulige individer med forskellige potentialer, ressourcer og ideer. Når man skærer os alle over én kam, er man med til at styrke den her ‘dem og os’-opfattelse,« siger Serdal Benli .
Initiativet foræret bort
Folk på venstrefløjen har omvendt kritiseret Serdal Benli og hans ligesindede for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når de kritiserer reaktionære religiøse bevægelser. Men Serdal Benli mener, at det er at forære spillerummet til højrefløjen, når venstrefløjen fortier de problemer, der har med etniske minoriteter at gøre: »Venstrefløjens berøringsangst over for de etniske minoriteter har gjort, at man har holdt sig fra at diskutere og kritisere de reaktionære bevægelser, der findes i nogle etniske miljøer. For eksempel i debatten om tvangsægteskaber og ligestilling imellem kønnene. Venstrefløjen har foræret højrefløjen initiativet i værdidebatten. De har så kunnet beskylde os for ikke at turde se virkeligheden i øjnene, og de har haft frit spil til at fremstille alle etniske minoriteter som ens.« Konsekvensen er, ifølge Serdal Benli , at de etniske minoriteter marginaliseres. Han savner, at venstrefløjen selv er gået aktivt ind i debatten med bud på, hvordan problemerne skal løses, i stedet for kun at kritisere højrefløjens initiativer. Serdal Benli fremhæver debatten om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten. Serdal Benli og andre kritiserede hende for ikke at tilhøre venstrefløjen, fordi de mente, at hun var en konservativ og religiøs politiker, der satte religiøse dogmer over ytringsfriheden. Det fik andre venstrefløjspolitikere til at kritisere dem: »Folk sagde, at vi gik Dansk Folkepartis ærinde, når vi kritiserede Asmaa. De sagde: Hun er jo et offer for en politisk smædekampagne, hun har jo muslimsk baggrund og går med tørklæde. Derfor kan I ikke kritisere hende.« Men er Serdal Benli da slet ikke bange for, at kritikken kan dæmonisere etniske minoriteter: »Det er ikke min hensigt at forfølge nogen bestemte minoritetsgrupper eller en bestemt religion,« siger han og fortsætter: »Jeg siger jo ikke, at vi skal fjerne al religion, men jeg mener, vi skal have lov at diskutere den. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved Muhammed og Aishas forhold, ligesom vi gør det ved Jesus og Maria Magdalenes.« Han mener ikke, at kampen står imellem for eksempel arabere, kurdere eller danskere, eller for den sags skyld imellem muslimer og kristne, men imellem tilhængere og modstandere af demokrati, selvbestemmelse og ytringsfrihed. Selvom han i kampen mod reaktionære religiøse bevægelser kan komme til at støde folk, vil han alligevel fortsætte: »Vi er nødt til at tage med, at vi kan komme til at støde nogle religiøse grupper. Vi skal kunne sætte spørgsmålstegn ved religionen og også kritisere den, hvis den indeholder dogmatiske og reaktionære tendenser.« Serdal Benli anerkender, at det er synd for nogle mennesker, der tilhører de etniske minoriteter: »Økonomisk og socialt er der da folk fra de etniske minoriteter, der har det svært. Man kan jo for eksempel se, at beboerne i ghettoer tjener mindre end folk i almindelighed. Men der er jo også hvide danskere, som det er synd for socialt og økonomisk.« Derfor mener han, at det er vigtigt, at man ikke lader den sociale kamp påvirke værdikampen: »Integration har to sider. På den ene side skal vi skabe nogle sociale og økonomiske rammer for de her mennesker, så de ikke bliver hægtet af udviklingen, så de kan bryde med den sociale arv og så de sociale og økonomiske forhold ikke kan bruges til at avle radikalisme. Men på den anden side er der værdikampen, og her er det et problem, at vi får at vide, at vi ikke må diskutere religion, islam og fundamentalisme, fordi det er synd for ‘dem’.«
Støtte til reformer
Hvis man skal tro Serdal Benli , har naiv tolerance ikke bare givet højrefløjen monopol på at definere billedet af indvandrere. Det har også betydet, at der har manglet støtte til de kræfter, der ønsker at reformere de etniske miljøer: »Der er mange unge mennesker, der har kæmpet imod mere konservative holdninger i det miljø, de kommer fra, men de, man hører, er dogmatikerne og de radikale grupperinger. De har taget initiativet fra sådan nogle som mig. Samtidig giver højrefløjens billede af indvandrere et argument til de unge indvandreres forældre. De kan nu sige: Se de vil ikke have jer.« Serdal Benli har selv prøvet, hvad det vil sige at skulle kæmpe imod et etnisk miljøs normer og traditioner: »Jeg betragter mig selv som ikke-troende, og det har været en hård debat at tage i de miljøer, hvor jeg færdes.« Serdal Benli kommer ikke fra et specielt religiøst miljø, men hans forældre tror på gud, og miljøet er stadig meget præget af traditioner og social kontrol: »Mine forældre og deres netværk kommer ude fra landet i Tyrkiet. Det er ikke ensbetydende med, at de er dummere end andre, men de har ikke haft de samme uddannelsesmuligheder som jeg. De kommer fra nogle meget konservative områder i Midt-Anatolien, hvor alle kender hinanden.« Selvom religion altså ikke fylder lige så meget i Serdal Benlis miljø, som det gør i andre etniske miljøer, så har der alligevel været en del uskrevne regler for, hvordan man skulle opføre sig. Han fortæller for eksempel, at den sociale kontrol var meget dominerende, når man skulle have en kæreste: »Man skulle passe meget på, hvad andre mente. Hele netværket kendte jo hinanden.« Også når det kom til ægteskab var der nogle kampe, der skulle kæmpes: »Mine forældre havde for eksempel forventninger til, at jeg skulle indgå et arrangeret ægteskab. Min mor havde også gjort sig nogle tanker om, hvem det kunne være med. Så det var en kamp at bryde ud af den tradition og overbevise mine forældre om, at det var forkert.« Serdal Benli er dog overbevist om, at det har nyttet at tage kampen op: »Jeg tror ikke min lillebror, der er 12-13 år yngre end jeg, skal tage de samme kampe med vores forældre.« Så selvom Serdal Benli er opmærksom på, at han sikkert har såret nogle mennesker i processen, fortryder han ikke, at han har taget de kampe: »Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort. For ellers overlader vi bare kampene til de næste generationer.«
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
