Viser opslag med etiketten EU. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten EU. Vis alle opslag

tirsdag den 22. september 2009

Den tyrkisk-kurdiske konflikt har to parter

Bragt i Information:

Det er trist at læse Lasse Ellegaards leder i Information den 7. september om emnet »det kurdiske initiativ«. Hans konklusion er, at AKP-regeringen gør alt for en løsning af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, mens det pro-kurdiske parti, DTP, udgør en barriere for processen ved at stille ultimative krav. Intet kunne være mere unuanceret. Man forventer en dybere indsigt fra en journalist med lang korrespondenterfaring fra Tyrkiet.

I virkeligheden har DTP - som det eneste oppositionsparti i parlamentet - erklæret sig rede til at bidrage positivt til processen. Men de har påpeget, at fredsprocessen er dømt til at lide skibsbrud, hvis ikke konfliktens reelle parter inkluderes i processen. DTP vil blot undgå, at en så vigtig proces ikke løber panden mod en mur. Det er derfor forkert at fremstille DTP som en sten i skoen.

Kemalistisk ånd
AKP har tilsyneladende gode intentioner, men er blevet advaret af militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ‘røde linier’; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning. Disse ildevarslende udmeldinger er langt fra tomme trusler og har ty-deligvis givet AKP kolde fødder.

Man opnår intet ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog. Historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

Det er udtryk for politisk tonedøvhed, når DTP i ramme alvor betegnes som et nationalistparti. Er det nationalisme at kræve, at ens borgerrettigheder overholdes? Er det nationalistisk at ønske et Tyrkiet, der inkluderer kurderne? DTP har flere gange vist sig som en samlende paraplybevægelse for demokratiske kræfter på venstrefløjen. Mange af DTP’s medlemmer, også i parlamentet, er tyrkiske venstreorienterede.

En erfaren Mellemøstkorrespondent burde som minimum også vide, at farverne rød, gul og grøn ved en demonstration ikke er PKK-farver, men de kurdiske nationalfarver, der i århundreder har været anvendt i hele Kurdistan.

DTP har erklæret sig parate til at løse konflikten straks. Kurderne har i årtier ventet på en reformorienteret regering som AKP og har alt at vinde og intet at miste ved en fred. Det er derfor voldsomt ukonstruktivt, at Lasse Ellegaard anbefaler at holde forhandlingens legitime part PKK væk, fordi det skulle skabe lange udsigter.

Lad os nu være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere.

Af: Serdal Benli, regionsrådsmedlem (SF), Xalit Sert, FOKUS-A og Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (A)
21. september 2009

http://www.information.dk/202804
http://www.information.dk/202804

fredag den 11. september 2009

Fredsprocessen i Tyrkiet er sat på standby

Sidste måned lancerede den tyrkiske regering et ”kurdisk initiativ”, som hurtigt fik navneforandring til et ‘demokratisk initiativ’ efter store protester fra de nationalistiske oppositionspartier som MHP (National Aktionsparti) og CHP (Republikanerne – såkaldte socialdemokrater) samt ikke mindst landets stærke militær. Som Lasse Ellegård i Information skriver i Information den 7. september, er selve ordet ‘kurdisk’ et anslag mod Atatürks enhedsstat. Derfor denne navneforandring.

Advarslerne fra militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ”røde linier”; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning er langt fra tomme trusler og har tydeligvis givet AKP kolde fødder.

For 25 år efter kurderne igen greb til våben, var håbet for fred og en demokratisk løsning af konflikten for alvor kommet på tale i Tyrkiet, men de seneste begivenheder i landet efterlader bristede forventninger til fredsprocessen og viser med al tydelig de reelle intentioner, som der ligger til grund for det såkaldte ”kurdiske initiativ” eller rettere ”demokratiske initiativ”.

Her er nogle eksempler på hvorfor håbet for fred braste:

I dag er 17 ledende medlemmer af det kurdiske parti DTP (Demokratisk Samfundsparti), blev fængslet og flere hundrede blev allerede fængslet før sommerferien og sidder forsat fængslet, hvor af nogle af dem risikerer op til 15 års fængsel.

Mens den tyrkiske offentlighed har diskuteret forsoning og fred har militæret intensiveret deres operationer, der senest i går kostede 7 soldater livet. Dette på trods af at den kurdiske oprørsbevægelse har erklæret våbenhvile siden april 2009 og forlænget frem til efter ramadanen (den muslimske fastemåned).

For tre uger siden blev avisen Günlük lukket, som har dermed delt samme skæbne som mange andre kurdiske aviser i landet. Avisen nåede kun at eksistere i halvt år.

De seneste måneder har en række kurdiske børn, i forskellige kurdiske byer, fået urimelige fængselsdomme på mellem ti og tyve års fængsel for at kaste med sten mod politiet. Hvilket ifølge myndighederne kan sidestilles med propaganda for ” en terrorbevægelse”!

Indtil videre virker det som om, at de tyrkiske nationalister, der forsat insisterer på død og krig og ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der i øvrigt tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog, har fået deres vilje for en stund og fredsprocessen sat på stand by. Men historien har vist os at freden lang om længe vil sejre - se blot Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

http://www.information.dk/202804
http://bianet.org/english/minorities/116963-erdogan-conflicts-will-not-block-the-peace-process
http://bianet.org/english/minorities/116876-condemning-police-violence-against-children---a-crime
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/333492:Udland--Tyrkiet-moedes-med-kurdere
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317962:Udland--Opbloedning-paa-vej-over-for-kurdere-i-Tyrkiet

onsdag den 20. maj 2009

Blodig massakre med statens våben

Massakren i den sydøstlige del af Tyrkiet, hvor landsbyvagter forleden dræbte 44 mennesker, spøger i vores bevidsthed. Samtidig aktualiserer massakren på ny berettigelsen af landsbyvagtordningen i de kurdiske områder, hvor borgerkrigstilstande har hærget de sidste 25 år. Tragedien nødvendiggør utvivlsomt en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål.

Selve hændelsen minder os om absurde scener fra en krigsfilm, som er vores hverdag meget fjern. For hvordan kunne det lykkedes morderne at angribe landsbyen og dræbe i alt 44 mennesker, heraf seks børn og sytten kvinder, mens der blev afholdt en fredelig forlovelsesfest? Tre af de dræbte kvinder var gravide, og en treårig døde af et skudsår i brystet. Angrebet foregik, mens flere af byens borgere sad til bøn, og mange af mændene som sædvanligt holdt vagt ved den nærliggende militærpost. Hvad gik galt, og hvorfor gik disse mordere amok? Hændelsen er kompleks og skal ikke alene betragtes som en flok blodtørstige morderes ønske om at tage liv eller som resultatet af en flok feudale galninges forskruede æresbegreber.

Årsagerne stikker dybere og er en direkte konsekvens af den militarisering af civilbefolkningen i de kurdiske områder af Tyrkiet, der har fundet sted over de sidste 25 år, hvor myndighederne har udliciteret håndhævelsen af sikkerheden i hele regionen til middelalderlige klanledere og deres håndlangere.

Massakren i Mardin har vakt røre i landet og bølgerne går højt. Hvorfor skal ganske almindelige, civile borgere bevæbnes i en sådan grad, at de udgør en trussel for sig og deres omgivelser? Hvorfor har staten ikke indset, at landsbyvagtordningen er en fiasko, der har skadet mere, end det har gavnet? Dette er nogle af de mange spørgsmål, der nu heldigvis diskuteres åbent i offentligheden.

250 nye landsbyvagter i tjeneste
Samme dag som de statsautoriserede landsbyvagter i Mardin begik den uforklarlige massakre, blev 250 nye landsbyvagter taget i ed og påbegyndte deres mission. En af militærets højtplacerede officerer, general Yurdaer Olcay, sendte følgende hilsen til ceremonien, hvor de 250 nye vagter blev taget i ed: “Forræderne, som ser jer som en fare for sig selv, prøvede at true og skræmme jer og jeres familier, men I gav ikke efter. De prøvede at så had, men I troede ikke på dem. De prøvede at starte smædekampagner og løgnehistorier, men I tog dem ikke seriøst og troede ikke på dem. I stedet har I valgt at stole på jeres stat og være tro mod jeres forfædres arv”.

De forfærdelige begivenheder i Mardin har uden tvivl aktualiseret debatten om berettigelsen og nytten af selve landsbyværnssystemet. Da ordningen blev indført i 1985 som et værn mod kurdiske oprører fra guerillabevægelsen PKK, fik nærmest alle, der var i stand til at trykke på en aftrækker, et våben stukket i hånden af sikkerhedsmyndighederne. Mange af dem, der valgte at blive landsbyvagter, var folk, der selv var blevet drevet væk fra deres oprindelige områder og livsformer og tvunget til at gå i statens tjeneste. Ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium fra 2006 begik i alt 5.000 landsbyvagter lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i perioden 1985-2006. Flere tusinde landsbyvagter var indblandet i forbrydelser som narkotikahandel, voldtægt, organiseret kriminalitet, likvideringer og angreb på ubevæbnede, PKK-venlige landsbyer.

I et svar på en forespørgsel i det tyrkiske parlament stillet i marts af Aysel Tugluk, parlamentsmedlem for det pro-kurdiske DTP, forklarer indenrigsminister Besir Atalay, at man kun har iværksat retsforfølgelse af 975 landsbyvagter, som alle var blevet afskediget. I samme svar oplyser ministeriet, at der i alt er 71.907 landsbyvagter i tjeneste anno marts 2009. Og meget tyder på, at tallet er konservativt sat. De statsbevæbnede klanledere har nemlig våbendepoter nok til selv at hverve nye folk, der måske har brug for penge til at brødføde sin familie. Andre bliver presset til at bevæbne sig under trusler fra klanhøvdingen, hvis magt er uindskrænket med henvisning til støtten fra staten. Og i Tyrkiet kan det være livsfarligt at sætte sig op imod statens vilje.

Selvom landsbyvagternes ugerninger var på sit højeste i 1980’erne og 1990’erne, har der ifølge kritikere været flere hændelser inden for de to sidste år, hvor landsbymilitserne har været involveret. F.eks. blev 12 mennesker likvideret i en bus i en forstad til byen Sirnak i september 2007. Samme år døde et lille barn i en forstad til den kurdiske storby Diyarbakir under en skudveksling mellem to militsfamilier.

Ikke en typisk blodfejde

Blodfejde og hævn er et velkendt fænomen i området. Men hidtil har man ikke set enkeltstående tilfælde af klanfejder af dette omfang. Ifølge Mazhar Bagli, underviser på Dicle Universitet i Diyarbakir, dræber man ikke tilfældigt ved opgør af den slags som forleden i Mardin. Bagli vurderer hændelsen som kompleks og ser det som en stor konsekvens af landsbyvagtordningen. At være landsbyvagt er blevet en magtdemonstration for mange, som har ødelagt mange familiers sociale status. Mange familier prøver via landsbyvagttjenesten at overgå hinanden, og dette skader ifølge Mazhar Bagli magtbalancen og den naturlige ”sociale balance” i disse små landsbysamfund. Dette sker ved, at en af parterne i en klankonflikt pludselig kan udmanøvrere og udslette sine rivaler med staten i ryggen.

Afmilitarisering er vejen frem

Hvis Tyrkiet vil undgå sådanne hændelser i fremtiden er den mest oplagte mulighed at afvæbne de mange titusinder af landsbyvagter og give dem andre muligheder for at tjene deres levebrød. Tiden og udviklingen er for længst løbet fra konceptet om væbnede klaner i statens tjeneste.
Ophævelsen af vagtordningen hænger dog uløseligt sammen med løsningen af landets kurdiske spørgsmål, der har holdt tyrkere og kurdere i en permanent borgerkrigstilstand i årtier. Det er yderst beklageligt, at denne 25 år lange konflikt stadig skal koste menneskeliv, som det har været tilfældet. Den gode side er imidlertid, at konflikten sagtens kan løses politisk.

PKK’s hovedbestyrelsesformand, Murat Karayilan, erklærede sig for to uger siden i et interview med Al Jazeera klar til at indgå fred med Tyrkiet. Og bevægelsen har ensidigt valgt at nedlægge våbnene indtil 1. juni. Samme budskab har han givet til tyrkisk presse i den forgangne uge. Der er med andre ord tale om en enestående chance for at bilægge striden én gang for alle.

Denne unikke mulighed bør gribes her og nu af den tyrkiske regering. Den danske udenrigsminister bør sammen med sine EU-kolleger presse ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan til at bringe en afslutning på denne meningsløse krig, der har kostet titusindvis af mennesker – og altså også statens egne landsbyvagter - livet. En udstrakt hånd bør til hver en tid gengældes i fredens tjeneste.

onsdag den 13. maj 2009

Camre er udenfor pædagogisk rækkevidde

Først var det muslimerne og nu er det Østeuropa, der står for skud. DF’s EP-medlem Mogens Camre har nu kastet sig over de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien. Efter Camre’s udsagn er de politiske ulande, og derfor burde de have færre pladser i Europaparlamentet end de øvrige vestlige lande.

Camre mener at de nyeste medlemmer af EU er mindre begavede end skandinaver, og derfor burde de ikke have flere pladser i Europaparlamentet end os. Sikke en intelligens, den mand har.

Camre skal glæde sig over at hans nye parametre for Demokratisk deltagelse ikke gælder for DF. For som Dan Jørgensen (socialdemokraternes EP-kandidat) så korrekt siger:

"Dansk Folkeparti skal være ret glade for, at det ikke er intelligensen, der afgør, hvor mange mandater de får."

Det er skræmmende og bekymrende, at en dansk parlamentariker, der repræsenterer Danmark i Europaparlamentet, kan komme med så stupide udmeldinger. Gad vide hvad de europæiske lande tænker om os? Men at sådan en stupid udtalelse skulle komme fra Camres mund er ikke overraskende i sig selv. Manden er jo i forvejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Lad os antage at vi nu indretter demokratiet sådan, at vi laver vores afstemningsregler efter, hvem der er kloge og ikke kloge. Mon ikke Mogens Camre så var den første, der fik frataget sin stemmeret?

onsdag den 29. april 2009

Pressemeddelelse: Bendt Bendtsens udmelding er et farligt signal

Bendt Bendtsens nye holdning til tyrkisk EU-medlemskab er et farligt signal at sende, advarer SF's folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem med kurdiske rødder fra Tyrkiet

"Tyrkiet er geopolitisk og sikkerhedspolitisk en vigtig allieret, som hører til Europa. Jeg er enig med Bendt Bendtsen i, at der er store problemer i forhold til optagelse, og at Tyrkiet forsat har et stykke vej. Men vi skal holde Tyrkiet fast på kursen mod EU-medlemskab og vi må ikke svigte de mange reformkræfter i landet, der vil EU."

"Det vil være uheldigt at sende et signal til Tyrkiet og den muslimske verden om at EU er en kristen klub, hvor der ikke er plads til det muslimske land Tyrkiet," udtaler Serdal Benli.

fredag den 17. april 2009

Hetz mod demokratisk valgt kurdisk parti i Tyrkiet


Det er på høje tide, at den danske regering hæver stemmen over for Tyrkiet, mener regionsrådsmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli.

Her til morgen blev snesevis af partimedlemmer fra Demokratisk Samfundsparti (DTP) anholdt i Tyrkiet. Det er anden bølge af razziaer mod DTPs partikontorer i alle tyrkiske storbyer på mindre end en uge. Ifølge de tyrkiske myndigheder leder de efter beviser på forbindelser mellem DTP og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Razziaerne kommer få uger efter, at DTP fordoblede sin vælgertilslutning ved de vigtige lokalvalg i slutningen af marts. DTP har desuden 22 mandater i det tyrkiske parlament.

”Dette er intet andet end en hetz og politisk chikane mod et demokratisk valgt parti, som man forsøger at mistænkeliggøre i offentligheden. Hvor er den danske udenrigsminister, når demokratiet i Tyrkiet bliver vanrøgtet på denne måde? Regeringen bør påtale det over for Tyrkiet”, siger regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), som var udsendt valgobservatør ved lokalvalgene.

DTP, der arbejder for kurdisk selvstyre, mødtes med den amerikanske præsident Barack Obama ved præsidentens Tyrkiet-besøg for to uger siden. Obama er meget opmærksom på kurdernes situation i Tyrkiet, sagde han ved samme lejlighed.

torsdag den 16. april 2009

Bekymrende udvikling i Tyrkiet

I tirsdags blev en række kurdiske politikere i Tyrkiet anholdt ved en større politiaktion rundt om i hele landet. Tyrkiske aviser skriver at mindst 40 er blevet arresteret, hvoraf flere af de anholdte er højtstående medlemmer af det pro-kurdiske parti, DTP (Demokratisk Samfundsparti).

Se mine kommentarer til den bekymrende udvikling i Tyrkiet på DR2- Deadline igår aftes ved at klikke her.

tirsdag den 7. april 2009

A little peek of the daily life of the Kurds in Turkey. The treatment of Kurds in Turkey is inhumane.

It is called Turkish Democracy. It shows Turkish violations of human rights. This is a NATO member whose application for joining the European Union has been considered by some hypocrite European Countries.

Please take few minutes watching the following videos from utube.com:

http://www.youtube.com/watch?v=YrAkbSC3OKY
http://www.youtube.com/watch?v=UT9Gk3tkGsk&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=K5HgA7Gd480
http://www.youtube.com/watch?v=s-mkJyGnafw
http://www.youtube.com/watch?v=XvZhzPrR_gc&feature=related

torsdag den 2. april 2009

Demokrati på anatolsk

Af: Serdal Benli (SF) og Villo Sigurdsson (A) valgobservatør i Tyrkiet

Der hænger en tung sort sky over Istanbul. Det er mørkt og koldt og små regner. Sådan var folkestemningen også midt i det tyrkiske kommunevalg.

Det er de mørke skyer fra tidligere valg, der har præget valgkampen. Uregelmæssigheder og valgsvindel er ikke ukendt begreber i det tyrkiske sprog. Og mange har været bange for, at disse begreber fik nyt liv ved dette valg.

Allerede den kendsgerning, at der var registreret over 5 mio. flere vælgere end ved sidste valg for to år siden, var ikke med til at skabe større tryghed.

En tyrkisk tv-station forsøgte at finde en forklaring. Der var udsendt 180 valgkort ud til en adresse, som viste sig at være en stald med 300 køer.

Tyrkiet er nok det første land i verden, der respekterer køernes demokratiske rettigheder.

Men andre fysiske forhold trækker i den modsatte retning. Mange valgsteder befinder sig på første sal, så over 400.000 handicappede vælgere havde ikke mulighed for at stemme.

Sådan er der mange kuriositeter, der gør det anatolske demokrati mere spændende og mindre forudsigelig.

Gik man rundt i de mørke sidegader i Istanbul kunne man være heldig at blive tilbudt mange lira, hvis man lovede at stemme på regeringspartiet AKP.

Man kunne måske også være heldig at få fingre i et bundt falske stemmesedler. Dog blev cirka seks mio. falske stemmesedler afsløret forleden og de kom ud af cirkulation.

Men midt i mørket lykkedes det alligevel for solens stråler at trænge igennem og skabe lidt lys og varme. Der er ikke mange andre lande i mellemøsten, der tager demokratiet så seriøst, hvor kandidater og aktivister er så engagerede og håbefulde.

Der er lys for enden af den anatolske tunnel.

Mere om valgkampen:

Arbejderen
Politiken
Avisen.dk
Modkraft
DR

torsdag den 26. marts 2009

Pressemeddelelse: Dansk delegation overværer historisk valg i Tyrkiet på søndag

Historisk valg i Tyrkiet på søndag.
Konflikten mellem statsmagten og det kurdiske mindretal bevirker, at folkeafstemningerne ikke altid går retfærdigt til, og det drejer sig især om de kommuner, hvor der er tæt løb mellem regeringspartiet og det pro-kurdiske parti, DTP. Derfor vil en dansk delegation bestående af valgobservatører sammen med observatører fra store dele af Europa stå klar i Tyrkiet for at overvære valgkampen og forsøge at sikre, at den går demokratisk til.

Fra Danmark er repræsentanterne hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli, som selv har kurdiske rødder og Villo Sigurdsson (A), tidligere borgmester i København. Sammen rejser de torsdag til Tyrkiet for at overvære valget.

Valget har en enorm principiel betydning for Tyrkiets demokratiseringsproces. Det er et historisk valg, der foregår i lyset af en indenrigspolitisk dagsorden, hvor landet er midt i selvransagelse. Tidligere militærfolk, journalister, forfattere, universitetsprofessorer m.fl. er blevet anholdt i den såkaldte Ergenekon-sag - fordi man mistænker dem for at have planer om kup og mord på politiske modstandere. Samtidig er det kurdiske spørgsmål højaktuel og en vigtig del af valgkampen.

Det forlyder, at antallet af stemmeberettigede i Tyrkiet er steget med hele 5,6 mio. siden sidste parlamentsvalg i 2007, men hverken de foreliggende valglister eller befolkningsstatistikken indeholder troværdige oplysninger, som kan redegøre for denne stigning. Denne omstændighed giver således næring til mistanken om, at resultatet af det seneste parlamentsvalg var utroværdigt, hvilket skaber en naturlig usikkerhed omkring troværdigheden af det forestående valg.

Valgene i Tyrkiet er en lakmusprøve på det tyrkiske demokrati og landets muligheder for at opnå en tættere tilknytning til EU.


Kontakt info:
Mobil: 27208860
Email: benli@benli.dk
NB: Jeg skriver løbende fra Tyrkiet om valgkampen på min blog: www.benlisreplik.blogspot.com