fredag den 17. april 2009
Hetz mod demokratisk valgt kurdisk parti i Tyrkiet
Det er på høje tide, at den danske regering hæver stemmen over for Tyrkiet, mener regionsrådsmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli.
Her til morgen blev snesevis af partimedlemmer fra Demokratisk Samfundsparti (DTP) anholdt i Tyrkiet. Det er anden bølge af razziaer mod DTPs partikontorer i alle tyrkiske storbyer på mindre end en uge. Ifølge de tyrkiske myndigheder leder de efter beviser på forbindelser mellem DTP og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).
Razziaerne kommer få uger efter, at DTP fordoblede sin vælgertilslutning ved de vigtige lokalvalg i slutningen af marts. DTP har desuden 22 mandater i det tyrkiske parlament.
”Dette er intet andet end en hetz og politisk chikane mod et demokratisk valgt parti, som man forsøger at mistænkeliggøre i offentligheden. Hvor er den danske udenrigsminister, når demokratiet i Tyrkiet bliver vanrøgtet på denne måde? Regeringen bør påtale det over for Tyrkiet”, siger regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), som var udsendt valgobservatør ved lokalvalgene.
DTP, der arbejder for kurdisk selvstyre, mødtes med den amerikanske præsident Barack Obama ved præsidentens Tyrkiet-besøg for to uger siden. Obama er meget opmærksom på kurdernes situation i Tyrkiet, sagde han ved samme lejlighed.
Etiketter:
Demokrati,
EU,
Kurdistan,
Mellemøsten,
Menneskerettigheder,
Tyrkiet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar