Iransk støttet dansk moskeprojektet bliver arnested for ekstremister

Det er kommet frem at det nye moskeprojekt som Københavns Kommune har givet byggetilladelse, og som forventes at koste op mod 50 millioner kroner, skal ikke alene opføres for penge indsamlet blandt danske muslimer. Dokumenter i sagen viser, at byggeriet støttes af ukendte donorer fra Iran, som moskébyggeriets frontfigur ikke vil oplyse navnene på.

SF’s folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem Serdal Benli er fortørnet over udviklingen i sagen og udtaler:

” En moske i København er i sig selv ikke et problem tværtimod en berigelse for Københavns mangfoldighed. Men at mosken støttes af penge fra diktatoriske regimer og dermed på sigt vil blive brugt som agitationscenter for formørkede tanker og arnested for ekstremisme er forkasteligt og absurd.”

Videre siger Benli:

”Derfor kan vi ikke tillade og tolerere økonomisk støtte fra præstestyret Iran, der senest for to måneder siden nedkæmpede et folkeligt ønske om demokrati og ytringsfrihed og hvor krænkelse af menneskerettigheder og kvindeundertrykkelse er dagligdag.”

Søren Espersen har ikke patent på danskhed

Højrefløjens åndelige leder Søren Espersen skriver i politiken idag at alle første-, anden-, tredje- og snart fjerdegenerations indvandrere skal være velkomne i DK, men de skal bare assimilere sig. Hmm!

Assimilation: aldrig i livet. Men mon ikke Espersen og co. burde integreres i den danske virkelighed anno 2009 - for jeg er et levende billede på danskhed og integration anno 2009 og deler næppe værdier med Espersen.

Læs kroniken her: http://politiken.dk/debat/kroniker/article733234.ece

Mislykket integration

DR har fået Capacent til at lave undersøgelsen 'Din muslimske nabo'. Undersøgelsen viser at et klart flertal af muslimerne i Danmark bryder sig ikke om, at religion bliver kritiseret.

Til spørgsmålet om det bør være forbudt at kritisere religion svarer 55 pct. af de adspurgte enig/helt enig. Mens 34 pct. svarer uenig/helt uenig.

Mens de samme tal for resten af befolkningen ligger på henholdsvis 10 pct. og 78 pct. Altså et omvendt mønster end det vi viser blandt vores muslimske medborgere.

Til spørgsmålet om at ytringsfriheden bør indskrænkes i visse tilfælde svarer 66 pct. at de er enige mens det samme tal for resten af befolkningen er 10 pct.

Der kan udledes mange konklusioner på baggrund af denne undersøgelse. Men en central konklusion må vel være at der lang vej igen og at integrationen i dette samfund er mislykkedes på centrale områder. At et så markant flertal af vores muslimske medborgere ikke bryder sig om at religion bliver kritiseret og at ytringsfriheden bør indskrænkes i visse tilfælde, er tankevækkende og bekymrende for integrationen, demokratiet og ikke mindst ytringsfriheden. Vi er nødt til at tage alvorligt fat på denne debat.

Et indspark til debatten. De seneste mange års fokus alene på religion har skabt intolerance, polarisering og en ekskluderende (på begge sider) eller helt fraværende fællesskabsfølelse, der tjener ingen andre end højrefløjen og radikale fundamentalister. Disse har begge interesse i at opretholde religion som reference- og forklaringsramme, fordi de derved kan opstille fjendebilleder og forstærke polariseringen, hvilket i sidste ende styrker deres egen magtposition.

Ikke dermed ment at religionskritik skal udelukkes - nej den er forudsætningen for al samfundskritik.

Et andet Danmark kræver en stærk opposition

I sidste uge fremlagde SF og Socialdemokraterne sammen et bud på en reform af den danske integrationsindsats, der alt for længe har været holdt som gidsel i partipolitiske slagsmål og polemikker. Derfor er integrationsreformen et gennembrud for det andet Danmark og et vigtigt skridt på vejen til, at SF og S nu aktivt nærmer sig hinanden og i fællesskab forsøger at løse ét af de centrale samfundsproblemer: Nemlig dårlig integration.

Regeringen og dens støtteparti har i snart 8 år skubbet integrationsproblemerne foran sig med en sneplov. Det har banet vejen til magten for VKO - og væltet problemerne op langs hele strækket. Samtidig har der med Dansk Folkepartis mellemkomst været så isnende koldt et klima, at det aldrig er blevet forår, og intet har kunnet tø op. Men nu skal det være slut.

Det er vigtigt at fastslå, at problemerne skal løses, og denne reform lægger vægt på, at der skal være plads til alle, der vil. Gevinsten er selvsagt, at den nuværende ophobning af uløste problemer og stivnede modsætningsforhold kan erstattes af fællesskab, målrettethed, effektivitet og engagement i både integrationsindsatsen og hele indvandrerdebatten. Samtidig skal det påpeges, at reformen ingen umiddelbar betydning har for de titusindvis af herboende danskere med anden etnisk baggrund, som klarer sig godt og er velfungerende i det danske samfund. Derimod retter reformen sig mod de grupper, hvor der er problemer i kulturmødet, hvad enten de er af social, kulturel, religiøs eller psykisk karakter. Det drejer sig altså om indvandrere, der har så fremmed en baggrund, at de forståeligt nok kan have svært ved at orientere sig i det danske samfund, eller hvor de fastholdes i udelukkelse pga. massive økonomiske og sociale problemer. Det kan være mennesker, der er psykisk traumatiserede af oplevelser i deres hjemland eller pga. misrøgt i vores asylcentre. Derudover er der mennesker for hvem, religiøse dogmer fylder så meget, at forbindelsen til det danske samfund bliver vanskelig. De problemer må og skal løses. For hvis ikke de bliver løst, ender vi med et opdelt Danmark og et fællesskab, som ingen kan være bekendt. Derfor er denne reform en milepæl i oppositionens bestræbelse på at få udskiftet flertallet i dansk politik, og vi har hermed taget de første skridt hen imod dette fælles S-SF integrationsudspil.
I den seneste tid har der været nogle fantaster og elfenbenstårnsbeboere, der meget gerne vil have det til at se ud som om, at SF nu har ændret politik og ædt 24-årsreglen og tilknytningskravet og dermed legitimeret VKO-flertallets politik. Men det er ikke korrekt og i øvrigt noget vrøvl. Til gengæld er det rigtigt, at SF er et pragmatisk, realistisk og venstreorienteret indflydelsesparti. 24-årsreglen er ikke vores opfindelse, og det er ikke vores politik. Men vi må være realistiske og kan godt tælle til 90. Og vi gider ærlig talt ikke slås med en ren symbolsk kamp mod vejrmøller. Når så massivt et flertal i befolkningen og et massivt flertal i Folketinget vil håndhæve de regler, så stiller SF ikke ultimative krav om deres afskaffelse, hvis det dermed betyder, at der er en stribe af gode og fornuftige tiltag, vi dermed ikke kan realisere.

Med reformen vil vores legale asylansøgere og deres børn slippe for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at få et almindeligt liv sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi vil tage anderledes fat om de socialt belastede byområder, om bandekriminalitet og radikalisering. Og vi vil gøre op med diskrimination og racisme. Denne reform vil løse de mange problemer og sætte spot på den integrationspolitik, som regeringens sneplov har dynget op langs vejen og ladet ligge.