I forrige uge publicerede den tyrkiske menneskerettighedsorganisation Human Rights Association (IHD) dens halvårlige rapport om menneskerettigheder i Tyrkiet. IHD’s konklusioner viser med al tydelighed, at udviklingen i forhold til menneskerettighedssituationen i landet ikke har haft de ønskelige fremskridt i de seneste år. Alene i det første halve år af 2007 står 451 personer anklaget fordi de har gjort brug af deres ret til at ytre sig.
Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.
I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.
Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.
Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar