Af: Serdal Benli, HB-medlem og folketingskandidat for SF
Regeringens argumentation for at gå i krig i Irak har hele tiden været en farce. Men nu er både kulisser og kostumer efterhånden blevet revet væk under stykket. Tilbage på scenen står en bar dansk statsminister, som fortsat insisterer på at lire sine fortærskede replikker af i spørgsmålet om, hvorfor det var bydende nødvendigt for Danmark at deltage i invasionen af Irak tilbage i 2003. Men nu må tålmodigheden være opbrugt. Selv Venstres egen Jens Rohde har nu tilsyneladende behov for at lette sit hjerte: ”Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der står i lovteksten bagefter, det er juristeri”, er han citeret for at sige i en ny bog om beslutningsprocessen bag Irak-krigen. Som politisk ordfører for regeringspartiet dengang var Jens Rohde centralt placeret både før, under og efter krigens udbud, og det er kun glædeligt, at hans nyvundne samvittighed nu byder ham at gå til bekendelse. Bedre sent end aldrig.
Dette vigtige bidrag til debatten bør nu give nyt liv til et massivt folkeligt krav om, at Folketinget nedsætter et udvalg med formålet at granske i bund, hvordan Irak-dagsordenen blev skabt i Stats- og udenrigsministeriet. Vi skal en gang for alle have svar på, om Fogh-regeringen bandt den danske befolkning en masseødelæggelseshistorie på ærmet. Vi skal have svar på, om regeringen bevidst vildledte vælgerne og overdrev sin egen efterretningstjenestes vurdering af truslen fra Saddam Hussein, sådan som tidligere major i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, hævder. Vi har krav på denne viden. Det er magtarrogance af værste skuffe, når kravet fra oppositionen om en Irak-undersøgelse gang på gang bliver skudt ned af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og senest af Liberal Alliance. Man kan ikke undlade at spørge sig selv, om regeringen føler, den har noget at skjule. Er regeringen mon bange for vælgernes dom i denne sag? For sandheden er, at det ikke, som regeringen fastholder, var Saddam Husseins gentagne brud på FN-resolutioner, der udgjorde det tungeste skyts, når krigen skulle sælges til en kritisk vælgerbefolkning. Én ting er, hvilke juridiske argumenter for en krigsdeltagelse, man nedfældede på papir i regeringskontorerne, men en helt anden ting er de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben, som VK-politikerne med statsministeren selv i spidsen råbte op om fra Folketingets talerstol og i medierne. Statsministerens ynkelige forsøg på at skjule sandheden, klæder ikke voksne mennesker, endsige regeringschefer.
søndag den 19. oktober 2008
mandag den 13. oktober 2008
Per Stig, træd i karakter!
Af: Serdal Benli, hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat SF
Det er altid usmageligt, når politikere afviger fra demokratiske principper af politiske hensyn. Og udenrigsminister Per Stig Møllers debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 24. september er beklageligvis et eksempel på netop dette. Ministerens indlæg er en respons på en lederartikel fra 16. august i samme avis, hvori lederskribenten kritiserer den danske regering for ikke at ville presse Tyrkiet til selvransagelse i spørgsmålet om folkemordet på halvanden million kristne armeniere under og efter første verdenskrig. En blodig begivenhed, som er komplet tabubelagt i Tyrkiet, hvor det oven i købet er strafbart at omtale massakren mod armenierne som et folkemord. Snesevis af journalister og forfattere, som for eksempel den tyrkiske nobelprismodtager, Orhan Pamuk, er blevet retsforfulgt for at skrive og sige, at Tyrkiet stod bag folkemordet, som der i øvrigt hersker bred konsensus om i internationale historikerkredse: Der var tale om en systematisk udryddelseskampagne med den osmannisk-tyrkiske stat som både arkitekt og bøddel.
Alt imens har Per Stig Møller travlt med at modsige sig selv i ét væk i sit eget debatindlæg. Han afviser at lægge pres på Tyrkiet med en begrundelse om, at ”det ikke er en politisk opgave at vedtage en officiel, statslig udlægning af historiens gang”. Men det er jo netop det, Tyrkiet selv gør i denne sag, og tilmed så lidenskabeligt, at myndighederne straffer mennesker, som mener noget andet end staten. Debatklimaet i Tyrkiet er så betændt og fjendsk mod anderledestænkende, at systemkritikere i offentligheden bliver stemplet som landsforrædere. Det sidste og tragiske eksempel på dette er drabet sidste år på den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink begået af en gruppe radikale nationalister med forbindelser til tyrkisk politi.
Det er pinligt, at den danske regering ikke tør kalde en spade for en spade over for et land, som så utilsløret og demonstrativt knægter retten til fri ytring og fængsler folk for at sige deres mening. Men selv om Tyrkiets igangværende optagelsesforhandlinger med EU ville være en oplagt mulighed for at rokke lidt ved tyrkiske tabuer, insisterer vores udenrigsminister på at fralægge sig ethvert moralsk ansvar. Det økonomiske og politiske samarbejde med Tyrkiet står over demokratiske principper, synes Per Stig Møller næsten at mene.
”Enhver regering har pligt til at sikre ytringsfriheden”, skriver udenrigsministeren henvendt til Tyrkiet. Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at følge sine egne anbefalinger og gøre det klart over for den tyrkiske regering, at man i EU sætter handling bag begrebet ytringsfrihed. Danmark kan gøre en forskel.
Det er altid usmageligt, når politikere afviger fra demokratiske principper af politiske hensyn. Og udenrigsminister Per Stig Møllers debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 24. september er beklageligvis et eksempel på netop dette. Ministerens indlæg er en respons på en lederartikel fra 16. august i samme avis, hvori lederskribenten kritiserer den danske regering for ikke at ville presse Tyrkiet til selvransagelse i spørgsmålet om folkemordet på halvanden million kristne armeniere under og efter første verdenskrig. En blodig begivenhed, som er komplet tabubelagt i Tyrkiet, hvor det oven i købet er strafbart at omtale massakren mod armenierne som et folkemord. Snesevis af journalister og forfattere, som for eksempel den tyrkiske nobelprismodtager, Orhan Pamuk, er blevet retsforfulgt for at skrive og sige, at Tyrkiet stod bag folkemordet, som der i øvrigt hersker bred konsensus om i internationale historikerkredse: Der var tale om en systematisk udryddelseskampagne med den osmannisk-tyrkiske stat som både arkitekt og bøddel.
Alt imens har Per Stig Møller travlt med at modsige sig selv i ét væk i sit eget debatindlæg. Han afviser at lægge pres på Tyrkiet med en begrundelse om, at ”det ikke er en politisk opgave at vedtage en officiel, statslig udlægning af historiens gang”. Men det er jo netop det, Tyrkiet selv gør i denne sag, og tilmed så lidenskabeligt, at myndighederne straffer mennesker, som mener noget andet end staten. Debatklimaet i Tyrkiet er så betændt og fjendsk mod anderledestænkende, at systemkritikere i offentligheden bliver stemplet som landsforrædere. Det sidste og tragiske eksempel på dette er drabet sidste år på den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink begået af en gruppe radikale nationalister med forbindelser til tyrkisk politi.
Det er pinligt, at den danske regering ikke tør kalde en spade for en spade over for et land, som så utilsløret og demonstrativt knægter retten til fri ytring og fængsler folk for at sige deres mening. Men selv om Tyrkiets igangværende optagelsesforhandlinger med EU ville være en oplagt mulighed for at rokke lidt ved tyrkiske tabuer, insisterer vores udenrigsminister på at fralægge sig ethvert moralsk ansvar. Det økonomiske og politiske samarbejde med Tyrkiet står over demokratiske principper, synes Per Stig Møller næsten at mene.
”Enhver regering har pligt til at sikre ytringsfriheden”, skriver udenrigsministeren henvendt til Tyrkiet. Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at følge sine egne anbefalinger og gøre det klart over for den tyrkiske regering, at man i EU sætter handling bag begrebet ytringsfrihed. Danmark kan gøre en forskel.
torsdag den 11. september 2008
Det er ikke synd for os. Fat det.
Interview med Serdal Benli i Weekendavisen.
Weekendavisen | 05.09.2008 | 1. SEKTION | Side 5 |
Socialistisk Folkeparti: Det er ikke synd for os. Fat det.
Først bad Villy Søvndal Hizb-ut-Tahrir »gå ad helvede til«. Nu angriber Serdal Benli venstrefløjen for dens syn på indvandrere.
Af Anders Boas Barlund
Serdal Benli har kurdiske rødder. Han kom til verden i 1979 i en lastbil på vej til hospitalet, der lå i en forstad til Ankara 40 kilo meter fra den lille landsby i Midt-Anatolien, hvor hans forældre boede sammen med andre fordrevne kurdere. Landsbyen fik først strøm i 1981, og Serdal Benli var seks år gammel, da han så fjernsyn for første gang. Men Serdal Benli er dansker. Det fortæller han mig. Ikke en dansker, som i Morten Korchs folkekomedier, men som danskere ser ud i 2008. Serdal Benli er også socialist og folketingskandidat for SF i København, og det er også fra denne position, han kritiserer venstrefløjen: »Når dele af venstrefløjen og for eksempel Politiken sætter etniske minoriteter i en offerrolle, er de med til at gøre dem til klienter i stedet for medborgere med et ansvar og nogle rettigheder. Vi er ikke en homogen gruppe, men en gruppe som består af alle mulige individer med forskellige potentialer, ressourcer og ideer. Når man skærer os alle over én kam, er man med til at styrke den her ‘dem og os’-opfattelse,« siger Serdal Benli .
Initiativet foræret bort
Folk på venstrefløjen har omvendt kritiseret Serdal Benli og hans ligesindede for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når de kritiserer reaktionære religiøse bevægelser. Men Serdal Benli mener, at det er at forære spillerummet til højrefløjen, når venstrefløjen fortier de problemer, der har med etniske minoriteter at gøre: »Venstrefløjens berøringsangst over for de etniske minoriteter har gjort, at man har holdt sig fra at diskutere og kritisere de reaktionære bevægelser, der findes i nogle etniske miljøer. For eksempel i debatten om tvangsægteskaber og ligestilling imellem kønnene. Venstrefløjen har foræret højrefløjen initiativet i værdidebatten. De har så kunnet beskylde os for ikke at turde se virkeligheden i øjnene, og de har haft frit spil til at fremstille alle etniske minoriteter som ens.« Konsekvensen er, ifølge Serdal Benli , at de etniske minoriteter marginaliseres. Han savner, at venstrefløjen selv er gået aktivt ind i debatten med bud på, hvordan problemerne skal løses, i stedet for kun at kritisere højrefløjens initiativer. Serdal Benli fremhæver debatten om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten. Serdal Benli og andre kritiserede hende for ikke at tilhøre venstrefløjen, fordi de mente, at hun var en konservativ og religiøs politiker, der satte religiøse dogmer over ytringsfriheden. Det fik andre venstrefløjspolitikere til at kritisere dem: »Folk sagde, at vi gik Dansk Folkepartis ærinde, når vi kritiserede Asmaa. De sagde: Hun er jo et offer for en politisk smædekampagne, hun har jo muslimsk baggrund og går med tørklæde. Derfor kan I ikke kritisere hende.« Men er Serdal Benli da slet ikke bange for, at kritikken kan dæmonisere etniske minoriteter: »Det er ikke min hensigt at forfølge nogen bestemte minoritetsgrupper eller en bestemt religion,« siger han og fortsætter: »Jeg siger jo ikke, at vi skal fjerne al religion, men jeg mener, vi skal have lov at diskutere den. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved Muhammed og Aishas forhold, ligesom vi gør det ved Jesus og Maria Magdalenes.« Han mener ikke, at kampen står imellem for eksempel arabere, kurdere eller danskere, eller for den sags skyld imellem muslimer og kristne, men imellem tilhængere og modstandere af demokrati, selvbestemmelse og ytringsfrihed. Selvom han i kampen mod reaktionære religiøse bevægelser kan komme til at støde folk, vil han alligevel fortsætte: »Vi er nødt til at tage med, at vi kan komme til at støde nogle religiøse grupper. Vi skal kunne sætte spørgsmålstegn ved religionen og også kritisere den, hvis den indeholder dogmatiske og reaktionære tendenser.« Serdal Benli anerkender, at det er synd for nogle mennesker, der tilhører de etniske minoriteter: »Økonomisk og socialt er der da folk fra de etniske minoriteter, der har det svært. Man kan jo for eksempel se, at beboerne i ghettoer tjener mindre end folk i almindelighed. Men der er jo også hvide danskere, som det er synd for socialt og økonomisk.« Derfor mener han, at det er vigtigt, at man ikke lader den sociale kamp påvirke værdikampen: »Integration har to sider. På den ene side skal vi skabe nogle sociale og økonomiske rammer for de her mennesker, så de ikke bliver hægtet af udviklingen, så de kan bryde med den sociale arv og så de sociale og økonomiske forhold ikke kan bruges til at avle radikalisme. Men på den anden side er der værdikampen, og her er det et problem, at vi får at vide, at vi ikke må diskutere religion, islam og fundamentalisme, fordi det er synd for ‘dem’.«
Støtte til reformer
Hvis man skal tro Serdal Benli , har naiv tolerance ikke bare givet højrefløjen monopol på at definere billedet af indvandrere. Det har også betydet, at der har manglet støtte til de kræfter, der ønsker at reformere de etniske miljøer: »Der er mange unge mennesker, der har kæmpet imod mere konservative holdninger i det miljø, de kommer fra, men de, man hører, er dogmatikerne og de radikale grupperinger. De har taget initiativet fra sådan nogle som mig. Samtidig giver højrefløjens billede af indvandrere et argument til de unge indvandreres forældre. De kan nu sige: Se de vil ikke have jer.« Serdal Benli har selv prøvet, hvad det vil sige at skulle kæmpe imod et etnisk miljøs normer og traditioner: »Jeg betragter mig selv som ikke-troende, og det har været en hård debat at tage i de miljøer, hvor jeg færdes.« Serdal Benli kommer ikke fra et specielt religiøst miljø, men hans forældre tror på gud, og miljøet er stadig meget præget af traditioner og social kontrol: »Mine forældre og deres netværk kommer ude fra landet i Tyrkiet. Det er ikke ensbetydende med, at de er dummere end andre, men de har ikke haft de samme uddannelsesmuligheder som jeg. De kommer fra nogle meget konservative områder i Midt-Anatolien, hvor alle kender hinanden.« Selvom religion altså ikke fylder lige så meget i Serdal Benlis miljø, som det gør i andre etniske miljøer, så har der alligevel været en del uskrevne regler for, hvordan man skulle opføre sig. Han fortæller for eksempel, at den sociale kontrol var meget dominerende, når man skulle have en kæreste: »Man skulle passe meget på, hvad andre mente. Hele netværket kendte jo hinanden.« Også når det kom til ægteskab var der nogle kampe, der skulle kæmpes: »Mine forældre havde for eksempel forventninger til, at jeg skulle indgå et arrangeret ægteskab. Min mor havde også gjort sig nogle tanker om, hvem det kunne være med. Så det var en kamp at bryde ud af den tradition og overbevise mine forældre om, at det var forkert.« Serdal Benli er dog overbevist om, at det har nyttet at tage kampen op: »Jeg tror ikke min lillebror, der er 12-13 år yngre end jeg, skal tage de samme kampe med vores forældre.« Så selvom Serdal Benli er opmærksom på, at han sikkert har såret nogle mennesker i processen, fortryder han ikke, at han har taget de kampe: »Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort. For ellers overlader vi bare kampene til de næste generationer.«
Weekendavisen | 05.09.2008 | 1. SEKTION | Side 5 |
Socialistisk Folkeparti: Det er ikke synd for os. Fat det.
Først bad Villy Søvndal Hizb-ut-Tahrir »gå ad helvede til«. Nu angriber Serdal Benli venstrefløjen for dens syn på indvandrere.
Af Anders Boas Barlund
Serdal Benli har kurdiske rødder. Han kom til verden i 1979 i en lastbil på vej til hospitalet, der lå i en forstad til Ankara 40 kilo meter fra den lille landsby i Midt-Anatolien, hvor hans forældre boede sammen med andre fordrevne kurdere. Landsbyen fik først strøm i 1981, og Serdal Benli var seks år gammel, da han så fjernsyn for første gang. Men Serdal Benli er dansker. Det fortæller han mig. Ikke en dansker, som i Morten Korchs folkekomedier, men som danskere ser ud i 2008. Serdal Benli er også socialist og folketingskandidat for SF i København, og det er også fra denne position, han kritiserer venstrefløjen: »Når dele af venstrefløjen og for eksempel Politiken sætter etniske minoriteter i en offerrolle, er de med til at gøre dem til klienter i stedet for medborgere med et ansvar og nogle rettigheder. Vi er ikke en homogen gruppe, men en gruppe som består af alle mulige individer med forskellige potentialer, ressourcer og ideer. Når man skærer os alle over én kam, er man med til at styrke den her ‘dem og os’-opfattelse,« siger Serdal Benli .
Initiativet foræret bort
Folk på venstrefløjen har omvendt kritiseret Serdal Benli og hans ligesindede for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når de kritiserer reaktionære religiøse bevægelser. Men Serdal Benli mener, at det er at forære spillerummet til højrefløjen, når venstrefløjen fortier de problemer, der har med etniske minoriteter at gøre: »Venstrefløjens berøringsangst over for de etniske minoriteter har gjort, at man har holdt sig fra at diskutere og kritisere de reaktionære bevægelser, der findes i nogle etniske miljøer. For eksempel i debatten om tvangsægteskaber og ligestilling imellem kønnene. Venstrefløjen har foræret højrefløjen initiativet i værdidebatten. De har så kunnet beskylde os for ikke at turde se virkeligheden i øjnene, og de har haft frit spil til at fremstille alle etniske minoriteter som ens.« Konsekvensen er, ifølge Serdal Benli , at de etniske minoriteter marginaliseres. Han savner, at venstrefløjen selv er gået aktivt ind i debatten med bud på, hvordan problemerne skal løses, i stedet for kun at kritisere højrefløjens initiativer. Serdal Benli fremhæver debatten om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten. Serdal Benli og andre kritiserede hende for ikke at tilhøre venstrefløjen, fordi de mente, at hun var en konservativ og religiøs politiker, der satte religiøse dogmer over ytringsfriheden. Det fik andre venstrefløjspolitikere til at kritisere dem: »Folk sagde, at vi gik Dansk Folkepartis ærinde, når vi kritiserede Asmaa. De sagde: Hun er jo et offer for en politisk smædekampagne, hun har jo muslimsk baggrund og går med tørklæde. Derfor kan I ikke kritisere hende.« Men er Serdal Benli da slet ikke bange for, at kritikken kan dæmonisere etniske minoriteter: »Det er ikke min hensigt at forfølge nogen bestemte minoritetsgrupper eller en bestemt religion,« siger han og fortsætter: »Jeg siger jo ikke, at vi skal fjerne al religion, men jeg mener, vi skal have lov at diskutere den. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved Muhammed og Aishas forhold, ligesom vi gør det ved Jesus og Maria Magdalenes.« Han mener ikke, at kampen står imellem for eksempel arabere, kurdere eller danskere, eller for den sags skyld imellem muslimer og kristne, men imellem tilhængere og modstandere af demokrati, selvbestemmelse og ytringsfrihed. Selvom han i kampen mod reaktionære religiøse bevægelser kan komme til at støde folk, vil han alligevel fortsætte: »Vi er nødt til at tage med, at vi kan komme til at støde nogle religiøse grupper. Vi skal kunne sætte spørgsmålstegn ved religionen og også kritisere den, hvis den indeholder dogmatiske og reaktionære tendenser.« Serdal Benli anerkender, at det er synd for nogle mennesker, der tilhører de etniske minoriteter: »Økonomisk og socialt er der da folk fra de etniske minoriteter, der har det svært. Man kan jo for eksempel se, at beboerne i ghettoer tjener mindre end folk i almindelighed. Men der er jo også hvide danskere, som det er synd for socialt og økonomisk.« Derfor mener han, at det er vigtigt, at man ikke lader den sociale kamp påvirke værdikampen: »Integration har to sider. På den ene side skal vi skabe nogle sociale og økonomiske rammer for de her mennesker, så de ikke bliver hægtet af udviklingen, så de kan bryde med den sociale arv og så de sociale og økonomiske forhold ikke kan bruges til at avle radikalisme. Men på den anden side er der værdikampen, og her er det et problem, at vi får at vide, at vi ikke må diskutere religion, islam og fundamentalisme, fordi det er synd for ‘dem’.«
Støtte til reformer
Hvis man skal tro Serdal Benli , har naiv tolerance ikke bare givet højrefløjen monopol på at definere billedet af indvandrere. Det har også betydet, at der har manglet støtte til de kræfter, der ønsker at reformere de etniske miljøer: »Der er mange unge mennesker, der har kæmpet imod mere konservative holdninger i det miljø, de kommer fra, men de, man hører, er dogmatikerne og de radikale grupperinger. De har taget initiativet fra sådan nogle som mig. Samtidig giver højrefløjens billede af indvandrere et argument til de unge indvandreres forældre. De kan nu sige: Se de vil ikke have jer.« Serdal Benli har selv prøvet, hvad det vil sige at skulle kæmpe imod et etnisk miljøs normer og traditioner: »Jeg betragter mig selv som ikke-troende, og det har været en hård debat at tage i de miljøer, hvor jeg færdes.« Serdal Benli kommer ikke fra et specielt religiøst miljø, men hans forældre tror på gud, og miljøet er stadig meget præget af traditioner og social kontrol: »Mine forældre og deres netværk kommer ude fra landet i Tyrkiet. Det er ikke ensbetydende med, at de er dummere end andre, men de har ikke haft de samme uddannelsesmuligheder som jeg. De kommer fra nogle meget konservative områder i Midt-Anatolien, hvor alle kender hinanden.« Selvom religion altså ikke fylder lige så meget i Serdal Benlis miljø, som det gør i andre etniske miljøer, så har der alligevel været en del uskrevne regler for, hvordan man skulle opføre sig. Han fortæller for eksempel, at den sociale kontrol var meget dominerende, når man skulle have en kæreste: »Man skulle passe meget på, hvad andre mente. Hele netværket kendte jo hinanden.« Også når det kom til ægteskab var der nogle kampe, der skulle kæmpes: »Mine forældre havde for eksempel forventninger til, at jeg skulle indgå et arrangeret ægteskab. Min mor havde også gjort sig nogle tanker om, hvem det kunne være med. Så det var en kamp at bryde ud af den tradition og overbevise mine forældre om, at det var forkert.« Serdal Benli er dog overbevist om, at det har nyttet at tage kampen op: »Jeg tror ikke min lillebror, der er 12-13 år yngre end jeg, skal tage de samme kampe med vores forældre.« Så selvom Serdal Benli er opmærksom på, at han sikkert har såret nogle mennesker i processen, fortryder han ikke, at han har taget de kampe: »Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort. For ellers overlader vi bare kampene til de næste generationer.«
mandag den 1. september 2008
Foghs opgør med ligheden
Sammen med SF’s formand Villy Søvndal har jeg skrevet et debatindlæg om opgøret med ligheden i vores sundhedsvæsen, som blev bragt i Information d.d - den 01. september. Du kan læse mere ved at klikke her.
lørdag den 30. august 2008
Et andet Danmark kræver en stærk opposition
I sidste uge fremlagde SF og Socialdemokraterne sammen et bud på en reform af den danske integrationsindsats, der alt for længe har været holdt som gidsel i partipolitiske slagsmål og polemikker. Derfor er integrationsreformen et gennembrud for det andet Danmark og et vigtigt skridt på vejen til, at SF og S nu aktivt nærmer sig hinanden og i fællesskab forsøger at løse ét af de centrale samfundsproblemer: Nemlig dårlig integration.
Regeringen og dens støtteparti har i snart 8 år skubbet integrationsproblemerne foran sig med en sneplov. Det har banet vejen til magten for VKO - og væltet problemerne op langs hele strækket. Samtidig har der med Dansk Folkepartis mellemkomst været så isnende koldt et klima, at det aldrig er blevet forår, og intet har kunnet tø op. Men nu skal det være slut.
Det er vigtigt at fastslå, at problemerne skal løses, og denne reform lægger vægt på, at der skal være plads til alle, der vil. Gevinsten er selvsagt, at den nuværende ophobning af uløste problemer og stivnede modsætningsforhold kan erstattes af fællesskab, målrettethed, effektivitet og engagement i både integrationsindsatsen og hele indvandrerdebatten. Samtidig skal det påpeges, at reformen ingen umiddelbar betydning har for de titusindvis af herboende danskere med anden etnisk baggrund, som klarer sig godt og er velfungerende i det danske samfund. Derimod retter reformen sig mod de grupper, hvor der er problemer i kulturmødet, hvad enten de er af social, kulturel, religiøs eller psykisk karakter. Det drejer sig altså om indvandrere, der har så fremmed en baggrund, at de forståeligt nok kan have svært ved at orientere sig i det danske samfund, eller hvor de fastholdes i udelukkelse pga. massive økonomiske og sociale problemer. Det kan være mennesker, der er psykisk traumatiserede af oplevelser i deres hjemland eller pga. misrøgt i vores asylcentre. Derudover er der mennesker for hvem, religiøse dogmer fylder så meget, at forbindelsen til det danske samfund bliver vanskelig. De problemer må og skal løses. For hvis ikke de bliver løst, ender vi med et opdelt Danmark og et fællesskab, som ingen kan være bekendt. Derfor er denne reform en milepæl i oppositionens bestræbelse på at få udskiftet flertallet i dansk politik, og vi har hermed taget de første skridt hen imod dette fælles S-SF integrationsudspil.
I den seneste tid har der været nogle fantaster og elfenbenstårnsbeboere, der meget gerne vil have det til at se ud som om, at SF nu har ændret politik og ædt 24-årsreglen og tilknytningskravet og dermed legitimeret VKO-flertallets politik. Men det er ikke korrekt og i øvrigt noget vrøvl. Til gengæld er det rigtigt, at SF er et pragmatisk, realistisk og venstreorienteret indflydelsesparti. 24-årsreglen er ikke vores opfindelse, og det er ikke vores politik. Men vi må være realistiske og kan godt tælle til 90. Og vi gider ærlig talt ikke slås med en ren symbolsk kamp mod vejrmøller. Når så massivt et flertal i befolkningen og et massivt flertal i Folketinget vil håndhæve de regler, så stiller SF ikke ultimative krav om deres afskaffelse, hvis det dermed betyder, at der er en stribe af gode og fornuftige tiltag, vi dermed ikke kan realisere.
Med reformen vil vores legale asylansøgere og deres børn slippe for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at få et almindeligt liv sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi vil tage anderledes fat om de socialt belastede byområder, om bandekriminalitet og radikalisering. Og vi vil gøre op med diskrimination og racisme. Denne reform vil løse de mange problemer og sætte spot på den integrationspolitik, som regeringens sneplov har dynget op langs vejen og ladet ligge.
Regeringen og dens støtteparti har i snart 8 år skubbet integrationsproblemerne foran sig med en sneplov. Det har banet vejen til magten for VKO - og væltet problemerne op langs hele strækket. Samtidig har der med Dansk Folkepartis mellemkomst været så isnende koldt et klima, at det aldrig er blevet forår, og intet har kunnet tø op. Men nu skal det være slut.
Det er vigtigt at fastslå, at problemerne skal løses, og denne reform lægger vægt på, at der skal være plads til alle, der vil. Gevinsten er selvsagt, at den nuværende ophobning af uløste problemer og stivnede modsætningsforhold kan erstattes af fællesskab, målrettethed, effektivitet og engagement i både integrationsindsatsen og hele indvandrerdebatten. Samtidig skal det påpeges, at reformen ingen umiddelbar betydning har for de titusindvis af herboende danskere med anden etnisk baggrund, som klarer sig godt og er velfungerende i det danske samfund. Derimod retter reformen sig mod de grupper, hvor der er problemer i kulturmødet, hvad enten de er af social, kulturel, religiøs eller psykisk karakter. Det drejer sig altså om indvandrere, der har så fremmed en baggrund, at de forståeligt nok kan have svært ved at orientere sig i det danske samfund, eller hvor de fastholdes i udelukkelse pga. massive økonomiske og sociale problemer. Det kan være mennesker, der er psykisk traumatiserede af oplevelser i deres hjemland eller pga. misrøgt i vores asylcentre. Derudover er der mennesker for hvem, religiøse dogmer fylder så meget, at forbindelsen til det danske samfund bliver vanskelig. De problemer må og skal løses. For hvis ikke de bliver løst, ender vi med et opdelt Danmark og et fællesskab, som ingen kan være bekendt. Derfor er denne reform en milepæl i oppositionens bestræbelse på at få udskiftet flertallet i dansk politik, og vi har hermed taget de første skridt hen imod dette fælles S-SF integrationsudspil.
I den seneste tid har der været nogle fantaster og elfenbenstårnsbeboere, der meget gerne vil have det til at se ud som om, at SF nu har ændret politik og ædt 24-årsreglen og tilknytningskravet og dermed legitimeret VKO-flertallets politik. Men det er ikke korrekt og i øvrigt noget vrøvl. Til gengæld er det rigtigt, at SF er et pragmatisk, realistisk og venstreorienteret indflydelsesparti. 24-årsreglen er ikke vores opfindelse, og det er ikke vores politik. Men vi må være realistiske og kan godt tælle til 90. Og vi gider ærlig talt ikke slås med en ren symbolsk kamp mod vejrmøller. Når så massivt et flertal i befolkningen og et massivt flertal i Folketinget vil håndhæve de regler, så stiller SF ikke ultimative krav om deres afskaffelse, hvis det dermed betyder, at der er en stribe af gode og fornuftige tiltag, vi dermed ikke kan realisere.
Med reformen vil vores legale asylansøgere og deres børn slippe for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at få et almindeligt liv sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi vil tage anderledes fat om de socialt belastede byområder, om bandekriminalitet og radikalisering. Og vi vil gøre op med diskrimination og racisme. Denne reform vil løse de mange problemer og sætte spot på den integrationspolitik, som regeringens sneplov har dynget op langs vejen og ladet ligge.
torsdag den 28. august 2008
Politiken går i selvsving
Det er efterhånden en syret oplevelse at læse Politiken og politiken.dk, hvor bl.a. Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen giver udtryk for deres evindelige kritik af ‘dem og os’.Politiken går i selvsving
(Bragt i Politiken)
Af SerdalBenli , Folketingskandidat og Hb-Medlem For SF
Det er efterhånden en syret oplevelse at læse Politiken og politiken.dk, hvor bl.a. Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen giver udtryk for deres evindelige kritik af ‘dem og os’.
Sandheden er, at ingen efterhånden er mere dogmatiske i deres ‘dem og os’-tænkning end netop Politiken.
Som dansker med anden etnisk baggrund er jeg efterhånden ved at være temmelig træt af, at mine holdninger og mit parti - SF - hele tiden forsøges udstillet som nogle, der hæmmer integrationen og sammenholdet i Danmark.
Jeg kan i alt fald konstatere, at Politikens holdninger ikke vinder gehør i mit bagland - hverken blandt danskere med frikadellebaggrund eller halalbaggrund. For de er dødtrætte af de åh, så rigtige meninger, som mangler bud på reelle løsninger.
Mest af alt er de trætte af, at der ikke er meningsdannere på f.eks. Politiken, der tør tage afstand fra f.eks. Det Muslimske Broderskab, Hizb-ut-Tahrir, Mellemøstens og Pakistans hysteriske reaktion på Muhammedtegningerne osv.
Til gengæld kender jeg rigtig mange - mørkhudede som småblege - der har sukket efter SF’s stemme i debatten.
En position i dansk debat, som holder fast i nogle klassiske venstreorienterede værdier, insisterer på demokrati og frihedsrettigheder - og tør stille krav til både den enkelte og til samfundet.
Så kunne vi ikke snart blive fri for Politikens moraliseren, som hele tiden gør indvandrere til ofre? Som konstant vil fratage danskere med anden etnisk baggrund deres medansvar og sætte dem i bås?
Politiken gør sig klog på, at alle herboende muslimer føler sig stødt over tegningerne eller ikke vil hele den demokratiske pakke.
Det er noget sludder, for vi er mange, der er lykkelige for ytringsfriheden, og for at det religiøse bliver trængt bagud.
Der bør altså sættes maksimalt pres på totalitære organisationer.
Det er utroværdigt og grænsende til det groteske, når man fra visse Politikenskribenters side - formentlig som en vennetjeneste til det radikale bagland - forsøger at slå SF og DF i hartkorn og i det spil gør alle katte grå.
Det er noget pjat, og både Politikens ledelse og bladets læsere ved bedre.
Aftalen mellem S og SF på integrationsområdet er et massivt gennembrud.
Både på indholdet, den dag vi kan omsætte det i praksis, og som forudsætning for at kunne omsætte det i praksis. Vågn dog op!
Citat
Kunne vi ikke snart blive fri for Politikens moraliseren, som hele tiden gør indvandrere til ofre?
(Bragt i Politiken)
Af SerdalBenli , Folketingskandidat og Hb-Medlem For SF
Det er efterhånden en syret oplevelse at læse Politiken og politiken.dk, hvor bl.a. Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen giver udtryk for deres evindelige kritik af ‘dem og os’.
Sandheden er, at ingen efterhånden er mere dogmatiske i deres ‘dem og os’-tænkning end netop Politiken.
Som dansker med anden etnisk baggrund er jeg efterhånden ved at være temmelig træt af, at mine holdninger og mit parti - SF - hele tiden forsøges udstillet som nogle, der hæmmer integrationen og sammenholdet i Danmark.
Jeg kan i alt fald konstatere, at Politikens holdninger ikke vinder gehør i mit bagland - hverken blandt danskere med frikadellebaggrund eller halalbaggrund. For de er dødtrætte af de åh, så rigtige meninger, som mangler bud på reelle løsninger.
Mest af alt er de trætte af, at der ikke er meningsdannere på f.eks. Politiken, der tør tage afstand fra f.eks. Det Muslimske Broderskab, Hizb-ut-Tahrir, Mellemøstens og Pakistans hysteriske reaktion på Muhammedtegningerne osv.
Til gengæld kender jeg rigtig mange - mørkhudede som småblege - der har sukket efter SF’s stemme i debatten.
En position i dansk debat, som holder fast i nogle klassiske venstreorienterede værdier, insisterer på demokrati og frihedsrettigheder - og tør stille krav til både den enkelte og til samfundet.
Så kunne vi ikke snart blive fri for Politikens moraliseren, som hele tiden gør indvandrere til ofre? Som konstant vil fratage danskere med anden etnisk baggrund deres medansvar og sætte dem i bås?
Politiken gør sig klog på, at alle herboende muslimer føler sig stødt over tegningerne eller ikke vil hele den demokratiske pakke.
Det er noget sludder, for vi er mange, der er lykkelige for ytringsfriheden, og for at det religiøse bliver trængt bagud.
Der bør altså sættes maksimalt pres på totalitære organisationer.
Det er utroværdigt og grænsende til det groteske, når man fra visse Politikenskribenters side - formentlig som en vennetjeneste til det radikale bagland - forsøger at slå SF og DF i hartkorn og i det spil gør alle katte grå.
Det er noget pjat, og både Politikens ledelse og bladets læsere ved bedre.
Aftalen mellem S og SF på integrationsområdet er et massivt gennembrud.
Både på indholdet, den dag vi kan omsætte det i praksis, og som forudsætning for at kunne omsætte det i praksis. Vågn dog op!
Citat
Kunne vi ikke snart blive fri for Politikens moraliseren, som hele tiden gør indvandrere til ofre?
tirsdag den 13. november 2007
Danmark ud af Irak
Da USA og England valgte at gå i krig mod Irak, blev Danmark, takket være Fogh-regeringen, pludselig aktør i en beskidt krig. Fra statens side var begrundelsen for krigen at fjerne masseødelæggelsesvåben i Irak, fordi diktatoren Saddam Hussein når som helst kunne finde på at anvende dem. Denne begrundelse har siden hen vist sig at være én kæmpe løgn, som man har narret verden med. Man har henrettet Saddam Hussein, men man har ikke fundet masseødelæggelsesvåben. I realiteten har Irak-krigen fra start været en oliekrig, da det for USA har handlet om at have kontrol med olien i landet.
Fogh-regeringen fik trukket Danmark ind i Irak-krigen, som den danske befolkning ikke ønskede at deltage i, og som der ikke var FN-mandat til. Fogh-regeringen har på denne måde udsat den danske befolkning for en sikkerhedsmæssig ustabilitet, og meddelelser fra PET om vurderingen af sikkerhedssituationen i Danmark er blevet helt almindeligt. Herudover er danske soldater blevet sendt i døden til fordel for en beskidt krig med forfærdelige konsekvenser.
I Foghs regeringstid er det desværre blevet mere usikkert at leve i Danmark.
Vi burde ikke være gået ind i Irak-krigen. Nu må vi kræve, at de danske soldater bliver trukket hjem straks. Hvis du vil sikre, at Danmark ikke går ind i en beskidt krig igen, vil jeg anbefale dig at stemme på mig under folketingsvalget den 13. november 2007.
Mange hilsener, Serdal Benli
Fogh-regeringen fik trukket Danmark ind i Irak-krigen, som den danske befolkning ikke ønskede at deltage i, og som der ikke var FN-mandat til. Fogh-regeringen har på denne måde udsat den danske befolkning for en sikkerhedsmæssig ustabilitet, og meddelelser fra PET om vurderingen af sikkerhedssituationen i Danmark er blevet helt almindeligt. Herudover er danske soldater blevet sendt i døden til fordel for en beskidt krig med forfærdelige konsekvenser.
I Foghs regeringstid er det desværre blevet mere usikkert at leve i Danmark.
Vi burde ikke være gået ind i Irak-krigen. Nu må vi kræve, at de danske soldater bliver trukket hjem straks. Hvis du vil sikre, at Danmark ikke går ind i en beskidt krig igen, vil jeg anbefale dig at stemme på mig under folketingsvalget den 13. november 2007.
Mange hilsener, Serdal Benli
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
