Regeringen er bange for sin egen befolkning i Irak-spørgsmålet

Af: Serdal Benli, HB-medlem og folketingskandidat for SF

Regeringens argumentation for at gå i krig i Irak har hele tiden været en farce. Men nu er både kulisser og kostumer efterhånden blevet revet væk under stykket. Tilbage på scenen står en bar dansk statsminister, som fortsat insisterer på at lire sine fortærskede replikker af i spørgsmålet om, hvorfor det var bydende nødvendigt for Danmark at deltage i invasionen af Irak tilbage i 2003. Men nu må tålmodigheden være opbrugt. Selv Venstres egen Jens Rohde har nu tilsyneladende behov for at lette sit hjerte: ”Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der står i lovteksten bagefter, det er juristeri”, er han citeret for at sige i en ny bog om beslutningsprocessen bag Irak-krigen. Som politisk ordfører for regeringspartiet dengang var Jens Rohde centralt placeret både før, under og efter krigens udbud, og det er kun glædeligt, at hans nyvundne samvittighed nu byder ham at gå til bekendelse. Bedre sent end aldrig.

Dette vigtige bidrag til debatten bør nu give nyt liv til et massivt folkeligt krav om, at Folketinget nedsætter et udvalg med formålet at granske i bund, hvordan Irak-dagsordenen blev skabt i Stats- og udenrigsministeriet. Vi skal en gang for alle have svar på, om Fogh-regeringen bandt den danske befolkning en masseødelæggelseshistorie på ærmet. Vi skal have svar på, om regeringen bevidst vildledte vælgerne og overdrev sin egen efterretningstjenestes vurdering af truslen fra Saddam Hussein, sådan som tidligere major i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, hævder. Vi har krav på denne viden. Det er magtarrogance af værste skuffe, når kravet fra oppositionen om en Irak-undersøgelse gang på gang bliver skudt ned af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og senest af Liberal Alliance. Man kan ikke undlade at spørge sig selv, om regeringen føler, den har noget at skjule. Er regeringen mon bange for vælgernes dom i denne sag? For sandheden er, at det ikke, som regeringen fastholder, var Saddam Husseins gentagne brud på FN-resolutioner, der udgjorde det tungeste skyts, når krigen skulle sælges til en kritisk vælgerbefolkning. Én ting er, hvilke juridiske argumenter for en krigsdeltagelse, man nedfældede på papir i regeringskontorerne, men en helt anden ting er de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben, som VK-politikerne med statsministeren selv i spidsen råbte op om fra Folketingets talerstol og i medierne. Statsministerens ynkelige forsøg på at skjule sandheden, klæder ikke voksne mennesker, endsige regeringschefer.