Pressemeddelelse: Dansk delegation overværer historisk valg i Tyrkiet på søndag

Historisk valg i Tyrkiet på søndag.
Konflikten mellem statsmagten og det kurdiske mindretal bevirker, at folkeafstemningerne ikke altid går retfærdigt til, og det drejer sig især om de kommuner, hvor der er tæt løb mellem regeringspartiet og det pro-kurdiske parti, DTP. Derfor vil en dansk delegation bestående af valgobservatører sammen med observatører fra store dele af Europa stå klar i Tyrkiet for at overvære valgkampen og forsøge at sikre, at den går demokratisk til.

Fra Danmark er repræsentanterne hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli, som selv har kurdiske rødder og Villo Sigurdsson (A), tidligere borgmester i København. Sammen rejser de torsdag til Tyrkiet for at overvære valget.

Valget har en enorm principiel betydning for Tyrkiets demokratiseringsproces. Det er et historisk valg, der foregår i lyset af en indenrigspolitisk dagsorden, hvor landet er midt i selvransagelse. Tidligere militærfolk, journalister, forfattere, universitetsprofessorer m.fl. er blevet anholdt i den såkaldte Ergenekon-sag - fordi man mistænker dem for at have planer om kup og mord på politiske modstandere. Samtidig er det kurdiske spørgsmål højaktuel og en vigtig del af valgkampen.

Det forlyder, at antallet af stemmeberettigede i Tyrkiet er steget med hele 5,6 mio. siden sidste parlamentsvalg i 2007, men hverken de foreliggende valglister eller befolkningsstatistikken indeholder troværdige oplysninger, som kan redegøre for denne stigning. Denne omstændighed giver således næring til mistanken om, at resultatet af det seneste parlamentsvalg var utroværdigt, hvilket skaber en naturlig usikkerhed omkring troværdigheden af det forestående valg.

Valgene i Tyrkiet er en lakmusprøve på det tyrkiske demokrati og landets muligheder for at opnå en tættere tilknytning til EU.


Kontakt info:
Mobil: 27208860
Email: benli@benli.dk
NB: Jeg skriver løbende fra Tyrkiet om valgkampen på min blog: www.benlisreplik.blogspot.com

Mellemsøstens appel om fred og forsoning bør høres - også her hjemme

Igår blev der for første gang nogensine afholdt en Newroz (nytår) reception på Københavns Rådhus i anledningen af det kurdiske nytår. Receptionen var arrangeret af de kurdiske foreninger i Danmark.

Kanon arrangement. Jeg takker endnu en gang for invitationen.

Her er den tale jeg holdte på dagen:
………
Kære venner

I dag fejrer vi nytårsdagen Newroz. I århundreder har Mesopotamiens folkeslag fejret den 21. marts som nytårets kommen. Dagen fejres i fredens, frihedens og demokratiets ånd. Det kurdiske folk har også fejret denne dag hvert år trods årtiers undertrykkelse og overgreb. Derfor er Newroz symbolet på friheden og kampen for frihed for kurderne. Det er også symbolet på fornyelse, nyt liv og ikke mindst håbet.

Året som gik, var fuld af hændelser på godt og ondt.

Selvom kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyggere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom det kurdiske sprog og identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder og ikke er grundlovssikret.

Senest i dag har Osman Baydemir – overborgmesteren i Diyarbakir - fået en ny anklage på nakken efter han på en lokal tv-station talte kurdisk. Tv-kanalen er nu lukket i 12 dage for at have bragt ud-sendelsen. Argumentet for lukningen og anklagen er – at tyrkisk er det eneste tilladte sprog i officielle sammenhænge. Er dette ikke paradoksalt, når nu staten har tilladt statsstyret kurdisk tv og Erdogan selv i valgkampens rus prøver at snakke kurdisk!

I foråret blev landets eneste kurdiske avis Azadiya Welat lukket og flere af deres medarbejder fængs-let. Og nogenlunde samtidig stod 56 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde skrevet et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de i demokratiets og ytringsfrihedens navn opfordrer ham til, ikke at give efter for Tyrkiet pres i forhold til at lukke den kurdiske tv station ROJ TV.

Sidste års Newroz-festligheder, hvor millioner af kurdere over hele Kurdistan fejrede dagen med musik og dans blev mødt med brutal og barbarisk politivold. Både i Syrien og Tyrkiet blev flere personer ofre for politiskud.

I forrige måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsaktivist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt.

Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Amnesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Værst ser det ud i de kurdiske områder.

Og jeg kan blive ved.

Men på trods af alt dette bevarede kurderne håbet. De fortsatte deres politiske kamp og bestræbelser for frihed og demokrati alle vegne.

I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også her hjemme.

Derfor påhviler os alle et stort ansvar for at udbrede denne appel.

En digter sagde en gang.

”Den som ikke tør vælge af hvilken vej han skal gå, Ender som sten i den trappe De store vil træde på.”

Eftertiden skal vel ikke huske os som sten i en trappe, men som dem, der havde modet og tog stilling og fastholdte håbet om et folks frihed og en verden uden fascisme, racisme.

Kampen mod uretfærdighed er en kamp, vi aldrig opgiver og må opgive, for så ville vi jo opgive os selv. Det er derfor er vi samlet her i dag for at markere dette. For som Obama formulerede det: Vi er kommet langt. Vi har set meget. Men der er så meget mere at udrette. Så lad os her i dag forsat beva-re optimismen og håbet.

I håbet om, at den Newroz ild der tændes i år vil bringe bud om en afslutning på vores lange, mørke vinternat, fyldt med forfølgelse og lidelse, og om en begyndelse på et forår af fred, blomstrende i fri-hedssolen til det kurdiske folk som helhed og til alle folkeslag i Mellemøsten.

Newroz piroz be
Her biji azadi û asiti
Zor spas

Kurderne fortjener fred og forsoning (Information)

Af: Lars Rasmussen (S), medlem af borgerrepræsentationen i København, Serdal Benli, medlem af regionsrådet, Region Hovedstaden, SF og Necati Harmankaya, formand for Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere

2008 var på alle måder et forfærdeligt år for den kurdiske del af befolkningen i Tyr-kiet. Selv om kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyg-gere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom den kurdiske identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder.

I foråret blev landets eneste kurdiske avis lukket. Og nogenlunde samtidig stod 25 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde formastet sig til at skrive et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske tv station ROJ TV, som bliver sendt fra København. Kun ved hjælp af et stærkt internationalt pres lykkes det i sidste øjeblik at få ændret dommene til et par måneders betinget fængsel og bødestraf.

Demokratisk løsning
I sidste måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsakti-vist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Netop nu føres der også en politisk retssag mod det pro-kurdiske parti DTP, som både sidder i parlamentet og har adskillige borgmesterposter. Formålet med retssagen er at få partiet lukket in-den de vigtige lokalvalg til marts. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Am-nesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Noget der især er slemt i de kurdiske områder.

Det er os dybt uforståeligt, at hverken den danske regering eller EU gør mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder. Vi må kræve, at alle demokratiske kræfter går sammen om at få Tyrkiet til at stoppe brugen af tor-tur, anerkende sine etniske mindretalsrettigheder og søge en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.

Den kurdiske befolkning har gang på gang peget på en fredelig løsning og klarlagt sit ønske om en demokratisk løsning af den kurdiske befolkning inden for eksiste-rende grænser.
Svaret på de fredelige tiltag - også i 2008 - var barbarisk undertrykkelse og for-nægtelse; senest ved Newroz-festlighederne, hvor millioner af kurdere over hele Tyrkiet fejrede den kulturelle dag med musik og dans, men desværre blev de mødt med brutal politivold, hvor mindst en ung person blev for offer politiskud.
I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af oprør og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også i Danmark.

Lads dog få et offentligt redningskorps

De seneste dage har der været en del debat om ambulancekørsler rundt om i landet. Det svenske firma Samaritten har pakket deres blå blink og med et trukket sig ud af de aftaler de havde indgået med flere regioner i Danmark. Så langt så godt.

I Region Hovedstaden havde vi tildelt ambulancekørslen på Bispebjerg til Samaritten efter en udbudsrunde sidste år. I udbudsrunden viste det sig at vores kontrolbud (et konsulent firma havde regnet hvad det ville koste, hvis regionen selv drev ambulancerne) flere steder i regionen var billigere end de private aktørs tilbud. Dog valgte man i regionen, med undtagelse af os i SF og Enhedslisten, alligevel at tage den model, hvor Falck fik store dele af regionens ambulancekørsel mens Samaritten fik ét område og Frederiksberg Brand bibeholdte deres område. Hverken ideologisk og principielt kunne vi gå ind for sagen. Derfor stemte vi imod den i regionsrådet da det endeligt blev besluttet i december 2008.

Vi vil have ambulance kørslen hjem og gøre den offentlig. Selvfølgelig der hvor det giver mening, og hvor kvaliteten og sikkerheden forsat kan sikres og ikke mindst der hvor det er billigst at drive ambulancekørslen offentligt.

Bekymringerne om Samarittens økonomi og kapacitet har været kendt fra start i alle regio-ner, men alligevel fik de flere steder i landet tildelt ambulancekørslen. Og i går smed de så endeligt håndklædet i ringen efter at vi i Region Hovedstaden også træk vores aftale tilbage. Forløbet her har desværre vist at der i Danmark ikke findes noget troværdigt privat alternativ til Falck indenfor redningskørsel på nuværende tidspunkt. Derfor foreslår jeg, også som vi gjorde i Region Hovedstaden, at det offentlige nu må gå offensivt ind på dette område og etablere et offentligt ejet redningskorps, som er i stand til at løfte opgaven over alt i landet og skabe sikkerhed for alle borgere.

Det er da uacceptabelt at Falck reelt har monopol på ambulancekørsel i Danmark eller at private firmaer, som ikke kan garantere en stabil og sikker drift, får tildelt licenser af den slags. Vi skal have styrket det offentlige engagement på dette område for konsekvenserne af det modsatte vil være katastrofale.

Festfyrværkeri i København og dødens missiler i Gaza

Rygestop, slankekur, bedre form, ny bil og drømmekæresten er nogle af alle de nytårsforsæt og ønsker, mange af os har sat for det nye år, som vi træder ind i om få øjeblikke. Dette nærmest hellige ritual med skift fra det ene år til det andet markeres med et brag af en fest i næsten alle danske hjem. Og ved midnat affyres glædens fyrværkeri i vejret med besked til det kommende år om alle de nytårsforsæt, vi ønsker at indfri i 2009. Således bevarer vi hvert år håbet om en bedre fremtid og markerer således dette håb.

Men ikke alle er så heldige som vi. Ikke alle fejrer håbet i dag eller har et håb for fremtiden. For mens vi i vores overflod og håbefulde del af verden forbereder os på at træde ind i det nye år, er der rundt om i verden millioner af mennesker, der tænker på, om de overhovedet eksisterer i morgen. Mens vi tænder festfyrværkeriet i København og lever i et rus af lykke, falder håbet for fremtiden for mennesker i Gaza ned i hovedet på dem som bomber.

Derfor må man spørge sig selv her ved udgangen af 2008 om mennesker i Gaza, Burma, Congo, Kurdistan og alle steder i verden, hvor håbet falder ned som bomber ikke også har ret til en fremtid med lykke og menneskelig værdighed? Gad vide hvad deres nytårsforsæt er, hvis de da har kræfter og håb tilbage til at have nogle?

Med håb om fred og festfyrværkeri ønsker jeg et godt og lykkebringende nytår til alle mennesker på denne klode.

Serdal Benli

Leyla Zana dommen - endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!

I går blev den kurdiske politiker og aktivist Leyla Zana, der tidligere har været nomineret til Nobels fredspris, idømt 10 års fængsel for igen at have ytret sig til fordel for det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati. Zana, som har viet sit liv til det kurdiske folks kamp mod Tyrkiets racistiske myndigheder er blevet dømt for at ytre sig og ifølge myndighederne sprede propaganda for det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det er sket i form af ni taler, hun har holdt ved protestmøder og pressekonferen-cer, her iblandt en tale afholdt i det engelske parlament.

Hun blev i 2004 løsladt efter at have siddet fængslet i ti år, og i 1996, mens hun afsonede sin dom, blev hun tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris som anerkendelse for sin kamp for det kurdiske folks rettigheder i Tyrkiet. Desuden modtog Zana i 1995 den danske Rose-pris som Arbejdernes Inter-nationale Forum uddelte.

Denne seneste dom vækker bekymring for demokratiets tilstand i Tyrkiet og får mig til at tænke på, om Tyrkiet er på vej tilbage til tilstande i start 1990’erne? I hvert fald leder dommen mine tanker hen på lignende tendenser i 1994. Lige før kommunalvalget i landet den 2. marts 1994 blev Leyla Zana og hendes venner anholdt i parlamentsbygningen under brutale omstændigheder og smidt i fængsel. Den dag i dag er der sket megen skade i landet. Tusinder og atter tusinder af mennesker er blevet dræbt, og der er forsat ikke kommet nogen løsning på det kurdiske spørgsmål. Domsafsigelsen i går, som i øvrigt efter forsvarernes egne udsagn er forgået under juridisk set dybt kritisable forhold, sker præcis som i 1994 lige før en kommunalvalgkamp, hvor Zana’s navn har været i spil som mulig kandidat til overborgmesterposten i den kurdiske hovedby Diyarbakir.

Så må man stille sig selv dette spørgsmål: Handler dette for regeringen og det tyrkiske regimes side ikke om at eliminere en stærk kandidat og dermed fjerne en trussel, der til stadighed er et stærk sym-bol på det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati? Det er værd at bemærke, at regeringspartiet og dets nærmeste allierede, militæret, har haft det som erklæret mål at fratage det pro-kurdiske parti DTP lokalstyret i de kurdiske byer. Ved enhver lejlighed har premierministeren erklæret dette som et af deres politiske mål! Desuden er det da tankevækkende, at dommen mod Zana falder kort forinden, at lukningssagen mod DTP (Demokratisk Samfundsparti) er ved at blive afgjort. Mon ikke de også bliver lukket, som der er tradition for i Tyrkiet!

Alle disse forhold taget i betragtning kan man konkludere, at det tyrkiske demokrati er vendt tilbage til 1990’erne. Dette viser også, at Tyrkiets bestræbelser for et EU-medlemskab blot var en vrangforestil-ling på papir og i praksis langt fra EU’s krav om demokratisering. Hvordan vi end vender og drejer den, er dommen mod Zana et tydeligt bevis på, at Tyrkiet er gået 14 år tilbage, og at det tyrkiske de-mokrati og ytringsfriheden endnu engang har lidt nederlag.
Der vel kun én ting at sige: At idømme Zana 10 års fængsel, fordi hun har brugt sin ytringsfrihed, må da være endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!

Historien om Zana
Leyla Zana var den første kurdiske kvinde, som blev valgt ind i parlamentet i Ankara. Da hun insiste-rede på at bringe det kurdiske spørgsmål ind i parlamentet, blev hun af Tyrkiets statssikkerhedsdom-stol idømt 15 års fængsel.

Hun blev valgt ind i det tyrkiske parlament i 1991 som repræsentant for den kurdiske befolkning. Det vakte forfærdelse, da hun under edsaflæggelsen i parlamentet på kurdisk sagde: ”Jeg er kurder og forbliver kurder indtil min dødsdag”. Det var første gang i den tyrkiske republiks historie, at nogen vo-vede at tale kurdisk i parlamentet. Og hvad ‘værre’ er: Hun aflagde sin erklæring iklædt et pandebånd i de kurdiske farver, rød, grøn og gul, mens hendes mandlige partikammerater bar lommetørklæder i jakkelommerne i samme farver. Derved demonstrerede Leyla Zana og hendes kammerater, at deres formål med at blive valgt var at bringe ‘det kurdiske spørgsmål’ ind i parlamentet. Det skulle vise sig at være sværere end antaget.

Læs mere om Zana´s historie ved at klikke her.

Her er et kort uddrag af Leyla Zanas forsvarstale i forbindelse med retssagen mod hende i 1994:

“Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (…) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980?

Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes ek-sistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdi-ske landsbyer, skove og traditionelle samfund.

Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordre-vet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (…) At tale frit i et land med en antidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære - selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpe-re, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 jour-nalister og avisudgivere.

Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, aka-demikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for “forbrydelser”, for det at have vidnet for den amerikanske kongres’ Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (…)

Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar band-lyst Amnesty International.

Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til “kur-disk separatisme”. Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget al-vorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (…)
Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den ene-ste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition.”

Zana’s historiske tale bevarer forsat sin aktualitet og legitimitet. I slutningen af talen, som ikke er gen-givet her, sagde hun, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kun etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle!

Pres på sygehuse: Regeringen svigter patienter

Af Jonas Dahl og Serdal Benli , Sundhedsordfører (SF) Og Medl. Af Regionsråd Hovedstaden Og Folketingskandidat (SF) (Politiken)

I sidste uge fik mange tv-seere aftenkaffen galt i halsen, da de i DR Dokumentar så billeder af, hvordan der sløses med rengøringen på landets hospitaler.

Siden har vi fået serveret historier om manglen på sengepladser, der har betydet, at alvorligt syge patienter transporteres flere hundrede kilometer rundt på landevejene.

Problemerne i det danske sundhedsvæsen melder sig på stribe, mens sundhedsministeren sidder på sine hænder.

Det er tragisk, at landets sundhedsministers eneste svar på de mange problemer er, at det er regionernes ansvar. Hver år smittes 100.000 patienter med farlige bakterier under deres indlæggelse - mange af dem skyldes den katastrofalt dårlige rengøring. Alligevel fastholder sundhedsministeren, at ansvaret udelukkende er regionernes.

Der skal tilsyneladende mere end hårrejsende tv-billeder og undersøgelser til for at få ministeren ned i borgerhøjde. Også Sundhedsudvalgets formand, Venstres Preben Rudiengaard, sender aben videre til regionerne. Denne arrogante afvisning er desværre endnu et eksempel på regeringens ansvarsforflygtigelse.

Da vi havde en socialdemokratiskledet regering var Venstre og Konservative de første til at råbe op om ministeransvar, når problemerne meldte sig. Men spillereglerne har tilsyneladende ændret sig siden.

På den ene side konstaterer ministeren, at det står sløjt til med rengøringen på landets sygehuse, og på den anden side nægter han at gribe ind og sørge for, at problemerne bliver løst.

Ofrene er patienterne, som fuldstændig lades i stikken. Det er pinagtigt, at danske borgere skal være vidner til barnlige skænderier om, hvem der bærer skylden, når der snarere er brug for en handlekraftig minister, der tager hånd om patienternes problemer.

Kan sundhedsministeren ikke selv komme med bud på løsninger, er der masser af inspiration at hente andre steder. I Skotland har regeringen erkendt, at udlicitering af rengøring var en dårlig løsning, og nu overladt sygehusrengøringen til hospitalerne selv. Sundheds- og rengøringspersonalet bliver dermed en del af samme hold, og dialogen strander ikke i kontrakt- og pengediskussioner.

Men i stedet for at erkende, at den hovedløse tro på privatisering og udlicitering har vist sig at have meget store omkostninger for det danske sundhedsvæsen, har regeringen valgt strudsemetoden. For vi må desværre konstatere, at de seneste eksempler blot føjer sig til en længere liste af alvorlige problemer. Tilbage sidder vi med et forstærket indtryk af, at det fælles offentlige sygehusvæsen langsomt udsultes til fordel for privathospitalerne, der blomstrer som aldrig før. Men det er jo også en slags strategi.