Massakren i den sydøstlige del af Tyrkiet, hvor landsbyvagter forleden dræbte 44 mennesker, spøger i vores bevidsthed. Samtidig aktualiserer massakren på ny berettigelsen af landsbyvagtordningen i de kurdiske områder, hvor borgerkrigstilstande har hærget de sidste 25 år. Tragedien nødvendiggør utvivlsomt en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål.
Selve hændelsen minder os om absurde scener fra en krigsfilm, som er vores hverdag meget fjern. For hvordan kunne det lykkedes morderne at angribe landsbyen og dræbe i alt 44 mennesker, heraf seks børn og sytten kvinder, mens der blev afholdt en fredelig forlovelsesfest? Tre af de dræbte kvinder var gravide, og en treårig døde af et skudsår i brystet. Angrebet foregik, mens flere af byens borgere sad til bøn, og mange af mændene som sædvanligt holdt vagt ved den nærliggende militærpost. Hvad gik galt, og hvorfor gik disse mordere amok? Hændelsen er kompleks og skal ikke alene betragtes som en flok blodtørstige morderes ønske om at tage liv eller som resultatet af en flok feudale galninges forskruede æresbegreber.
Årsagerne stikker dybere og er en direkte konsekvens af den militarisering af civilbefolkningen i de kurdiske områder af Tyrkiet, der har fundet sted over de sidste 25 år, hvor myndighederne har udliciteret håndhævelsen af sikkerheden i hele regionen til middelalderlige klanledere og deres håndlangere.
Massakren i Mardin har vakt røre i landet og bølgerne går højt. Hvorfor skal ganske almindelige, civile borgere bevæbnes i en sådan grad, at de udgør en trussel for sig og deres omgivelser? Hvorfor har staten ikke indset, at landsbyvagtordningen er en fiasko, der har skadet mere, end det har gavnet? Dette er nogle af de mange spørgsmål, der nu heldigvis diskuteres åbent i offentligheden.
250 nye landsbyvagter i tjenesteSamme dag som de statsautoriserede landsbyvagter i Mardin begik den uforklarlige massakre, blev 250 nye landsbyvagter taget i ed og påbegyndte deres mission. En af militærets højtplacerede officerer, general Yurdaer Olcay, sendte følgende hilsen til ceremonien, hvor de 250 nye vagter blev taget i ed: “Forræderne, som ser jer som en fare for sig selv, prøvede at true og skræmme jer og jeres familier, men I gav ikke efter. De prøvede at så had, men I troede ikke på dem. De prøvede at starte smædekampagner og løgnehistorier, men I tog dem ikke seriøst og troede ikke på dem. I stedet har I valgt at stole på jeres stat og være tro mod jeres forfædres arv”.
De forfærdelige begivenheder i Mardin har uden tvivl aktualiseret debatten om berettigelsen og nytten af selve landsbyværnssystemet. Da ordningen blev indført i 1985 som et værn mod kurdiske oprører fra guerillabevægelsen PKK, fik nærmest alle, der var i stand til at trykke på en aftrækker, et våben stukket i hånden af sikkerhedsmyndighederne. Mange af dem, der valgte at blive landsbyvagter, var folk, der selv var blevet drevet væk fra deres oprindelige områder og livsformer og tvunget til at gå i statens tjeneste. Ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium fra 2006 begik i alt 5.000 landsbyvagter lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i perioden 1985-2006. Flere tusinde landsbyvagter var indblandet i forbrydelser som narkotikahandel, voldtægt, organiseret kriminalitet, likvideringer og angreb på ubevæbnede, PKK-venlige landsbyer.
I et svar på en forespørgsel i det tyrkiske parlament stillet i marts af Aysel Tugluk, parlamentsmedlem for det pro-kurdiske DTP, forklarer indenrigsminister Besir Atalay, at man kun har iværksat retsforfølgelse af 975 landsbyvagter, som alle var blevet afskediget. I samme svar oplyser ministeriet, at der i alt er 71.907 landsbyvagter i tjeneste anno marts 2009. Og meget tyder på, at tallet er konservativt sat. De statsbevæbnede klanledere har nemlig våbendepoter nok til selv at hverve nye folk, der måske har brug for penge til at brødføde sin familie. Andre bliver presset til at bevæbne sig under trusler fra klanhøvdingen, hvis magt er uindskrænket med henvisning til støtten fra staten. Og i Tyrkiet kan det være livsfarligt at sætte sig op imod statens vilje.
Selvom landsbyvagternes ugerninger var på sit højeste i 1980’erne og 1990’erne, har der ifølge kritikere været flere hændelser inden for de to sidste år, hvor landsbymilitserne har været involveret. F.eks. blev 12 mennesker likvideret i en bus i en forstad til byen Sirnak i september 2007. Samme år døde et lille barn i en forstad til den kurdiske storby Diyarbakir under en skudveksling mellem to militsfamilier.
Ikke en typisk blodfejdeBlodfejde og hævn er et velkendt fænomen i området. Men hidtil har man ikke set enkeltstående tilfælde af klanfejder af dette omfang. Ifølge Mazhar Bagli, underviser på Dicle Universitet i Diyarbakir, dræber man ikke tilfældigt ved opgør af den slags som forleden i Mardin. Bagli vurderer hændelsen som kompleks og ser det som en stor konsekvens af landsbyvagtordningen. At være landsbyvagt er blevet en magtdemonstration for mange, som har ødelagt mange familiers sociale status. Mange familier prøver via landsbyvagttjenesten at overgå hinanden, og dette skader ifølge Mazhar Bagli magtbalancen og den naturlige ”sociale balance” i disse små landsbysamfund. Dette sker ved, at en af parterne i en klankonflikt pludselig kan udmanøvrere og udslette sine rivaler med staten i ryggen.
Afmilitarisering er vejen fremHvis Tyrkiet vil undgå sådanne hændelser i fremtiden er den mest oplagte mulighed at afvæbne de mange titusinder af landsbyvagter og give dem andre muligheder for at tjene deres levebrød. Tiden og udviklingen er for længst løbet fra konceptet om væbnede klaner i statens tjeneste.
Ophævelsen af vagtordningen hænger dog uløseligt sammen med løsningen af landets kurdiske spørgsmål, der har holdt tyrkere og kurdere i en permanent borgerkrigstilstand i årtier. Det er yderst beklageligt, at denne 25 år lange konflikt stadig skal koste menneskeliv, som det har været tilfældet. Den gode side er imidlertid, at konflikten sagtens kan løses politisk.
PKK’s hovedbestyrelsesformand, Murat Karayilan, erklærede sig for to uger siden i et interview med Al Jazeera klar til at indgå fred med Tyrkiet. Og bevægelsen har ensidigt valgt at nedlægge våbnene indtil 1. juni. Samme budskab har han givet til tyrkisk presse i den forgangne uge. Der er med andre ord tale om en enestående chance for at bilægge striden én gang for alle.
Denne unikke mulighed bør gribes her og nu af den tyrkiske regering. Den danske udenrigsminister bør sammen med sine EU-kolleger presse ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan til at bringe en afslutning på denne meningsløse krig, der har kostet titusindvis af mennesker – og altså også statens egne landsbyvagter - livet. En udstrakt hånd bør til hver en tid gengældes i fredens tjeneste.
Opslag
