Jakob Axel og co. forsætter med udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen

Der venter de danske skatteydere en milliardregning for behandlinger på privathospitaler, når behandlingsgarantien genindføres den 1. juli. Sådan er udmeldingen fra danske regionernes formand Bent Hansen forud for økonomiforhandlingerne med regering. Ifølge formanden vil regionerne næste år komme til at bruge op imod to mia. kr. på at sende patienter på privathospitaler, når de offentlige hospitaler ikke selv kan nå at behandle dem inden for fristen på én måned.

Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.

Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier

Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.

Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.

Men hvad er konsekvensen af alt det her?

Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.

Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.

Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.