Regeringen er bange for sin egen befolkning i Irak-spørgsmålet

Af: Serdal Benli, HB-medlem og folketingskandidat for SF

Regeringens argumentation for at gå i krig i Irak har hele tiden været en farce. Men nu er både kulisser og kostumer efterhånden blevet revet væk under stykket. Tilbage på scenen står en bar dansk statsminister, som fortsat insisterer på at lire sine fortærskede replikker af i spørgsmålet om, hvorfor det var bydende nødvendigt for Danmark at deltage i invasionen af Irak tilbage i 2003. Men nu må tålmodigheden være opbrugt. Selv Venstres egen Jens Rohde har nu tilsyneladende behov for at lette sit hjerte: ”Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der står i lovteksten bagefter, det er juristeri”, er han citeret for at sige i en ny bog om beslutningsprocessen bag Irak-krigen. Som politisk ordfører for regeringspartiet dengang var Jens Rohde centralt placeret både før, under og efter krigens udbud, og det er kun glædeligt, at hans nyvundne samvittighed nu byder ham at gå til bekendelse. Bedre sent end aldrig.

Dette vigtige bidrag til debatten bør nu give nyt liv til et massivt folkeligt krav om, at Folketinget nedsætter et udvalg med formålet at granske i bund, hvordan Irak-dagsordenen blev skabt i Stats- og udenrigsministeriet. Vi skal en gang for alle have svar på, om Fogh-regeringen bandt den danske befolkning en masseødelæggelseshistorie på ærmet. Vi skal have svar på, om regeringen bevidst vildledte vælgerne og overdrev sin egen efterretningstjenestes vurdering af truslen fra Saddam Hussein, sådan som tidligere major i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, hævder. Vi har krav på denne viden. Det er magtarrogance af værste skuffe, når kravet fra oppositionen om en Irak-undersøgelse gang på gang bliver skudt ned af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og senest af Liberal Alliance. Man kan ikke undlade at spørge sig selv, om regeringen føler, den har noget at skjule. Er regeringen mon bange for vælgernes dom i denne sag? For sandheden er, at det ikke, som regeringen fastholder, var Saddam Husseins gentagne brud på FN-resolutioner, der udgjorde det tungeste skyts, når krigen skulle sælges til en kritisk vælgerbefolkning. Én ting er, hvilke juridiske argumenter for en krigsdeltagelse, man nedfældede på papir i regeringskontorerne, men en helt anden ting er de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben, som VK-politikerne med statsministeren selv i spidsen råbte op om fra Folketingets talerstol og i medierne. Statsministerens ynkelige forsøg på at skjule sandheden, klæder ikke voksne mennesker, endsige regeringschefer.

Per Stig, træd i karakter!

Af: Serdal Benli, hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat SF

Det er altid usmageligt, når politikere afviger fra demokratiske principper af politiske hensyn. Og udenrigsminister Per Stig Møllers debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 24. september er beklageligvis et eksempel på netop dette. Ministerens indlæg er en respons på en lederartikel fra 16. august i samme avis, hvori lederskribenten kritiserer den danske regering for ikke at ville presse Tyrkiet til selvransagelse i spørgsmålet om folkemordet på halvanden million kristne armeniere under og efter første verdenskrig. En blodig begivenhed, som er komplet tabubelagt i Tyrkiet, hvor det oven i købet er strafbart at omtale massakren mod armenierne som et folkemord. Snesevis af journalister og forfattere, som for eksempel den tyrkiske nobelprismodtager, Orhan Pamuk, er blevet retsforfulgt for at skrive og sige, at Tyrkiet stod bag folkemordet, som der i øvrigt hersker bred konsensus om i internationale historikerkredse: Der var tale om en systematisk udryddelseskampagne med den osmannisk-tyrkiske stat som både arkitekt og bøddel.

Alt imens har Per Stig Møller travlt med at modsige sig selv i ét væk i sit eget debatindlæg. Han afviser at lægge pres på Tyrkiet med en begrundelse om, at ”det ikke er en politisk opgave at vedtage en officiel, statslig udlægning af historiens gang”. Men det er jo netop det, Tyrkiet selv gør i denne sag, og tilmed så lidenskabeligt, at myndighederne straffer mennesker, som mener noget andet end staten. Debatklimaet i Tyrkiet er så betændt og fjendsk mod anderledestænkende, at systemkritikere i offentligheden bliver stemplet som landsforrædere. Det sidste og tragiske eksempel på dette er drabet sidste år på den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink begået af en gruppe radikale nationalister med forbindelser til tyrkisk politi.

Det er pinligt, at den danske regering ikke tør kalde en spade for en spade over for et land, som så utilsløret og demonstrativt knægter retten til fri ytring og fængsler folk for at sige deres mening. Men selv om Tyrkiets igangværende optagelsesforhandlinger med EU ville være en oplagt mulighed for at rokke lidt ved tyrkiske tabuer, insisterer vores udenrigsminister på at fralægge sig ethvert moralsk ansvar. Det økonomiske og politiske samarbejde med Tyrkiet står over demokratiske principper, synes Per Stig Møller næsten at mene.

”Enhver regering har pligt til at sikre ytringsfriheden”, skriver udenrigsministeren henvendt til Tyrkiet. Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at følge sine egne anbefalinger og gøre det klart over for den tyrkiske regering, at man i EU sætter handling bag begrebet ytringsfrihed. Danmark kan gøre en forskel.