Blodig massakre med statens våben

Massakren i den sydøstlige del af Tyrkiet, hvor landsbyvagter forleden dræbte 44 mennesker, spøger i vores bevidsthed. Samtidig aktualiserer massakren på ny berettigelsen af landsbyvagtordningen i de kurdiske områder, hvor borgerkrigstilstande har hærget de sidste 25 år. Tragedien nødvendiggør utvivlsomt en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål.

Selve hændelsen minder os om absurde scener fra en krigsfilm, som er vores hverdag meget fjern. For hvordan kunne det lykkedes morderne at angribe landsbyen og dræbe i alt 44 mennesker, heraf seks børn og sytten kvinder, mens der blev afholdt en fredelig forlovelsesfest? Tre af de dræbte kvinder var gravide, og en treårig døde af et skudsår i brystet. Angrebet foregik, mens flere af byens borgere sad til bøn, og mange af mændene som sædvanligt holdt vagt ved den nærliggende militærpost. Hvad gik galt, og hvorfor gik disse mordere amok? Hændelsen er kompleks og skal ikke alene betragtes som en flok blodtørstige morderes ønske om at tage liv eller som resultatet af en flok feudale galninges forskruede æresbegreber.

Årsagerne stikker dybere og er en direkte konsekvens af den militarisering af civilbefolkningen i de kurdiske områder af Tyrkiet, der har fundet sted over de sidste 25 år, hvor myndighederne har udliciteret håndhævelsen af sikkerheden i hele regionen til middelalderlige klanledere og deres håndlangere.

Massakren i Mardin har vakt røre i landet og bølgerne går højt. Hvorfor skal ganske almindelige, civile borgere bevæbnes i en sådan grad, at de udgør en trussel for sig og deres omgivelser? Hvorfor har staten ikke indset, at landsbyvagtordningen er en fiasko, der har skadet mere, end det har gavnet? Dette er nogle af de mange spørgsmål, der nu heldigvis diskuteres åbent i offentligheden.

250 nye landsbyvagter i tjeneste
Samme dag som de statsautoriserede landsbyvagter i Mardin begik den uforklarlige massakre, blev 250 nye landsbyvagter taget i ed og påbegyndte deres mission. En af militærets højtplacerede officerer, general Yurdaer Olcay, sendte følgende hilsen til ceremonien, hvor de 250 nye vagter blev taget i ed: “Forræderne, som ser jer som en fare for sig selv, prøvede at true og skræmme jer og jeres familier, men I gav ikke efter. De prøvede at så had, men I troede ikke på dem. De prøvede at starte smædekampagner og løgnehistorier, men I tog dem ikke seriøst og troede ikke på dem. I stedet har I valgt at stole på jeres stat og være tro mod jeres forfædres arv”.

De forfærdelige begivenheder i Mardin har uden tvivl aktualiseret debatten om berettigelsen og nytten af selve landsbyværnssystemet. Da ordningen blev indført i 1985 som et værn mod kurdiske oprører fra guerillabevægelsen PKK, fik nærmest alle, der var i stand til at trykke på en aftrækker, et våben stukket i hånden af sikkerhedsmyndighederne. Mange af dem, der valgte at blive landsbyvagter, var folk, der selv var blevet drevet væk fra deres oprindelige områder og livsformer og tvunget til at gå i statens tjeneste. Ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium fra 2006 begik i alt 5.000 landsbyvagter lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i perioden 1985-2006. Flere tusinde landsbyvagter var indblandet i forbrydelser som narkotikahandel, voldtægt, organiseret kriminalitet, likvideringer og angreb på ubevæbnede, PKK-venlige landsbyer.

I et svar på en forespørgsel i det tyrkiske parlament stillet i marts af Aysel Tugluk, parlamentsmedlem for det pro-kurdiske DTP, forklarer indenrigsminister Besir Atalay, at man kun har iværksat retsforfølgelse af 975 landsbyvagter, som alle var blevet afskediget. I samme svar oplyser ministeriet, at der i alt er 71.907 landsbyvagter i tjeneste anno marts 2009. Og meget tyder på, at tallet er konservativt sat. De statsbevæbnede klanledere har nemlig våbendepoter nok til selv at hverve nye folk, der måske har brug for penge til at brødføde sin familie. Andre bliver presset til at bevæbne sig under trusler fra klanhøvdingen, hvis magt er uindskrænket med henvisning til støtten fra staten. Og i Tyrkiet kan det være livsfarligt at sætte sig op imod statens vilje.

Selvom landsbyvagternes ugerninger var på sit højeste i 1980’erne og 1990’erne, har der ifølge kritikere været flere hændelser inden for de to sidste år, hvor landsbymilitserne har været involveret. F.eks. blev 12 mennesker likvideret i en bus i en forstad til byen Sirnak i september 2007. Samme år døde et lille barn i en forstad til den kurdiske storby Diyarbakir under en skudveksling mellem to militsfamilier.

Ikke en typisk blodfejde

Blodfejde og hævn er et velkendt fænomen i området. Men hidtil har man ikke set enkeltstående tilfælde af klanfejder af dette omfang. Ifølge Mazhar Bagli, underviser på Dicle Universitet i Diyarbakir, dræber man ikke tilfældigt ved opgør af den slags som forleden i Mardin. Bagli vurderer hændelsen som kompleks og ser det som en stor konsekvens af landsbyvagtordningen. At være landsbyvagt er blevet en magtdemonstration for mange, som har ødelagt mange familiers sociale status. Mange familier prøver via landsbyvagttjenesten at overgå hinanden, og dette skader ifølge Mazhar Bagli magtbalancen og den naturlige ”sociale balance” i disse små landsbysamfund. Dette sker ved, at en af parterne i en klankonflikt pludselig kan udmanøvrere og udslette sine rivaler med staten i ryggen.

Afmilitarisering er vejen frem

Hvis Tyrkiet vil undgå sådanne hændelser i fremtiden er den mest oplagte mulighed at afvæbne de mange titusinder af landsbyvagter og give dem andre muligheder for at tjene deres levebrød. Tiden og udviklingen er for længst løbet fra konceptet om væbnede klaner i statens tjeneste.
Ophævelsen af vagtordningen hænger dog uløseligt sammen med løsningen af landets kurdiske spørgsmål, der har holdt tyrkere og kurdere i en permanent borgerkrigstilstand i årtier. Det er yderst beklageligt, at denne 25 år lange konflikt stadig skal koste menneskeliv, som det har været tilfældet. Den gode side er imidlertid, at konflikten sagtens kan løses politisk.

PKK’s hovedbestyrelsesformand, Murat Karayilan, erklærede sig for to uger siden i et interview med Al Jazeera klar til at indgå fred med Tyrkiet. Og bevægelsen har ensidigt valgt at nedlægge våbnene indtil 1. juni. Samme budskab har han givet til tyrkisk presse i den forgangne uge. Der er med andre ord tale om en enestående chance for at bilægge striden én gang for alle.

Denne unikke mulighed bør gribes her og nu af den tyrkiske regering. Den danske udenrigsminister bør sammen med sine EU-kolleger presse ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan til at bringe en afslutning på denne meningsløse krig, der har kostet titusindvis af mennesker – og altså også statens egne landsbyvagter - livet. En udstrakt hånd bør til hver en tid gengældes i fredens tjeneste.

Camre er udenfor pædagogisk rækkevidde

Først var det muslimerne og nu er det Østeuropa, der står for skud. DF’s EP-medlem Mogens Camre har nu kastet sig over de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien. Efter Camre’s udsagn er de politiske ulande, og derfor burde de have færre pladser i Europaparlamentet end de øvrige vestlige lande.

Camre mener at de nyeste medlemmer af EU er mindre begavede end skandinaver, og derfor burde de ikke have flere pladser i Europaparlamentet end os. Sikke en intelligens, den mand har.

Camre skal glæde sig over at hans nye parametre for Demokratisk deltagelse ikke gælder for DF. For som Dan Jørgensen (socialdemokraternes EP-kandidat) så korrekt siger:

"Dansk Folkeparti skal være ret glade for, at det ikke er intelligensen, der afgør, hvor mange mandater de får."

Det er skræmmende og bekymrende, at en dansk parlamentariker, der repræsenterer Danmark i Europaparlamentet, kan komme med så stupide udmeldinger. Gad vide hvad de europæiske lande tænker om os? Men at sådan en stupid udtalelse skulle komme fra Camres mund er ikke overraskende i sig selv. Manden er jo i forvejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Lad os antage at vi nu indretter demokratiet sådan, at vi laver vores afstemningsregler efter, hvem der er kloge og ikke kloge. Mon ikke Mogens Camre så var den første, der fik frataget sin stemmeret?

Lads dog få en officiel fattigdomsgrænse

En ny opgørelse fra AE-rådet viser at der er kommet 40 pct. flere fattige børn til siden 2001, hvor VKO trådte til. Ifølge undersøgelsen lever 50.000 danske børn i dag i fattigdom.

Det er uanstændigt, at vi lever i et verdens rigeste lande og forsat har tusindvis af mennesker, der lever under kummerlige vilkår.

Problemet er at vi i Danmark ikke har en nedre grænse for fattigdom. Den seneste opgørelse er blot en yderligere bekræftelse af at et socialt mareridt er ved at oprulle sig som virkelighed for store dele af den dårligst stillede danske befolkning. Det vi så på tv ske i fattige nationer i Afrika eller andre verdensdele er ved være en realitet i Danmark og konsekvensen er en tabt generation og familier på vej ud i bundløs fattigdom og sat udenfor fællesskabet.

Derfor bør ethvert land have en officiel fattigdomsgrænse med et princip om, at ingen må falde ned under denne. Der må laves en lov, der sikrer, at fattigdomsgrænsen ikke blot skal være tomme ord og statistiske oplysninger.

For få år siden konkluderede daværende finansminister at vi snart kunne købe hele verden. Gad vide om det sviger i hans sjæl, at landet, der snart kunne købe hele verden har så mange fattige på samvittigheden? Endnu mere interessant er det at hans fæller i erhvervslivet nu også kritiserer udviklingen og langer ud efter regeringen.

Således kritiserede Haldor Topsøe, grundlægger af forskningsvirksomheden Haldor Topsøe A/S, regeringen i weekenden i Ber-lingske.

“Hvordan pokker er det muligt, at vi her i dette rige land har børn, der er nødlidende. Vi kan ikke være det bekendt. Sådan var situationen i 20′erne og 30′erne, hvor man oplevede fattig-dom og barskhed i et omfang, man ikke forestiller sig i dag. Sådan skal det ikke være nu.”

Analysen fra AE-rådet viser også, at der er geografiske forskelle i fattigdom. F.eks. er der i København 5.592 børn, der vokser op i familier, der kan betegnes som fattige, hvilket svarer til, at 6,6 pct. af hovedstadens børn.

Disse eksempler er blot få af mange beviser på, at proletariatet i Danmark lever i bedste velgående.

Den stigende ulighed, marginalisering og isolering i samfundet er en bekymrende udvikling og et kæmpeproblem. Udviklingen udgør samlet set en trussel for samfundets sammenhængskraft på sigt. Tænk blot på det vi så i Frankrig for nogle år siden, hvor årtiers økonomiske og sociale marginalisering førte til store uroligheder blandt det franske proletariat bestående af etniske minoritetsgrupper. Dette eksempel illustrerer, at en stigende ulighed i samfundet og en fortsat tendens med polarisering mellem samfundets elite og underklassen ikke skaber dynamik som påstået af tidligere socialminister Eva Kjer, men snarere dynamit!

Paradokset i hele denne debat er dog, at regeringen forsat afviser eksistensen af fattigdom og ulighed selvom utallige undersøgelser har påvist det modsatte. Senest afviser den ny udpegede Karen Ellemann tendensen. I sidste uge lod ministeren i et interview med JP forstå, at hun har meget vanskeligt ved at forestille sig, at der er danske børn, som går sultne i seng. Tag dig nu sammen Karen Ellenman og kom ud af busken.

Én baby blev født i dag, men…!

I dag blev en baby født - en dreng. Tillykke og velkommen til den lille baby, og tillykke til hans forældre og alle andre der blev født i dag! Du ønskes herfra et langt og fredeligt liv.

Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prins af Danmark. Noget han ikke sådan bare kan fravælge.
Han er livstidssikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største offentlige ydelser man kan få.

Ærgerligt for ham kommer han ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hans fødselsdag!

Han kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.

Han kommer heller ikke til at deltage i en protestdemonstration for ligeløn foran Christians-borg sammen med tusinder af sygeplejersker!

Han kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.

Han behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal han aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse, som så mange gør i disse dage, hvor krisen er over os.

Han skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!

Han kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hans jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgerligt for ham.

Men han har jo ikke noget valg - for han er født til at varetage rollen som prins af Danmark.

Men uanset hvad ønskes han og alle de andre medborgere, der blev født i dag, et fredeligt og lykkeligt liv.