Faresignaler i Tyrkiet

Præsidentvalget i Tyrkiet har de senste dage udviklet sig i en faretruende retning for det skrøbelige tyrkiske demokrati. Militæret har fremsat trusler mod den islamiske regering og deres præsidentkandidat Abdullah Gül. Argumentet er at valget af ham til præsidentembedet er en trussel mod landets sekulære system. De frygter, at Gül vil forsøge at få tyrkernes grundlovsfæstede adskillelse mellem religion og politik til at smuldre, hvis han bliver valgt.

Situtationen er dermed alarmerende. Hvad der her er på spil, er demokratiet og landets reformproces og betingelserne for medlemskab af EU.

Samtidig illusterer dette endnu gang det tyrkiske militærs forsøg på magtudøvelse over landets politik.

De næste dages udvikling er derfor essentiel for demokatiet i landet.

Det skal lige siges at regeringspartiet og dermed præsidentkandidaten ikke er helt stuerene. Partiet har islamistiske rødder og tidligere ytret meget religiøse og reaktionære holdninger.

Dog er det alligevel vigtigt, at militæret overlader varetagelsen af demokratiet til den demokratisk valgte regering. For dette skal ses, som en prøvesten for, om det tyrkiske militær respekterer demokratiet og den demokratisk valgte regering.

Dog frygter jeg at militæret vil gribe ind, som vi har jo set flere gange tidligere i den tyrkiske republiks korte historie. Og en sådan indgriben vil sætte den opnåede udvikling i landet mange år tilbage og gøre et kommende EU-medlemskab umulig.

Religionskritik - på SF’s landsmøde (tale)

Kære kammerater, kære landsmøde.

Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.

Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.

Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.

Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.

Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.

Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.

Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.

Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.

Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.

TAK FOR ORDET

Religionskritik er værdikamp!

Religion er mere end bare en individuel tro. Det er, og har været, et redskab til fremme og legitimering af den ene eller anden form for politik. I vor moderne samfund er religionen (ikke bare islam) med dens kvindeundertrykkende principper begyndt at blive accepteret af et socialistisk parti for at partiet kan fremstille sig selv som tolerant. Lad mig her praktisere min demokratiske rettighed til at kritisere og argumentere for at tolerance ikke er det samme som stiltiende accept.

Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.

Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.

Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.

Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.

Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.

Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.

Demokratiske Muslimers kovending!

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse at foreningen Demokratiske Muslimer (DM) støtter Asmaa Abdol Hamid. Jamen dog tænker man så - har de glemt deres egen korte fortid!

Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer.

Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag?

Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det.

Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det.

For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?

Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending - de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive - men hvor bliver det progressive af.

Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?

Ingen træer vokser ind i himlen

I nyhedsmedierne har vi den seneste været vidne til en større skandale
i kræftbehandlingen og flere eksempler på uacceptable dårlige forhold
i plejesektoren og overbelægning på de medicinske afdelinger på
hospitalerne . Forhold der bestemt kræver stor opmærksomhed og hurtig
indsats. Men der er også succeshistorier i hospitalsverdenen.
På Sct . Hans Hospital afdeling M behandler man psykisk syge
misbrugere i et moderne behandlingskoncept med kognitiv adfærdterapi.
Støttet med et større pengebeløb fra Sundhedsministeriet har det taget
en årrække at implementere behandlingen.Samtlige i behandlergruppen
(fra plejere til læger) er blevet uddannede indenfor den kognitive
adfærdsterapi. De forskellige behandlingselementer som bla. er
patientundervisning, gruppeterapi og fysisk træning er blevet
indarbejdet i afsnittenes faste rutiner.
Og det virker. Faktisk med særdeles gode resultater. Behandlingen er
evalueret i et forskningsprojekt og resultaterne viser at patienternes
psykiske symptomer reduceres, deres funktionsniveau stiger, flertallet
bliver misbrugsfri under behandlingen og antallet af tvangsindgreb
falder markant. En rigtig succeshistorie, men tilbuddet har desværre
ikke kunnet dække behovet. Som det eneste specialiserede døgntilbud i
hovedstadsområdet til denne tunge patientkategori har der konstant
været lange ventelister.
Men ingen træer vokser ind i himlen. I det nye forslag til en
psykiatriplan for Region Hovedstaden ser det ud til at afdelingen
bliver nedlagt og man kan ikke umiddelbart gennemskue hvor og hvordan
behandlingen af disse svært syge og for samfundet problematiske
patienter skal foregå.
De psykisk syge misbrugere er i befolkningen en ugleset gruppe, mest
opmærksomhed får de når de er hovedpersoner i formiddagsbladenes
sensationshistorier. Som enkeltpersoner er de ensomme, fattige,
boligløse, har mange fysiske skavanker og sygdomme og dør en tidlig
død. Og så er de ofte kriminelle. Der er rigtig meget at vinde ved at
behandle de psykisk syge misbrugere. SF er imod nedlæggelse af
afdelingen. Nedlægges afdeling M vokser problemerne i gruppen af
psykisk syge misbrugere og spidskompetancer i en engageret
personalegruppe går tabt.

Venstrefløjen må tage fat på religionskritikken

Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.

Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.

Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.

Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.

Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.

Behandling af dobbeltdiagnoser truet!

Af Anne Baastrup, (SF), psykiatriordfører og Serdal Benli, (SF), medlem af psykiatriudvalget i Region Hovedstaden (Bragt i JP den 23. april 2007)

»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.

dobbeltdiagnose.jpg

Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.

Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.

Naboernes skræk


Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.

Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.

Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.

Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.

Kun ét tilbud


I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.

Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.

Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.

Behandling virker


Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.

Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!

Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.

Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.

Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.

Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.

Én baby blev født i går, men…!

Igår blev en baby født - en pige. Tillykke og velkommen til den lille baby, og tillykke til hendes forældre og alle andre der blev født i går! Du ønskes herfra et langt og fredeligt liv.

Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prinsesse. Noget hun ikke sådan bare kan fravælge.

Hun er livtidsikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største ydelser man kan få.

Ærgerligt for hende kommer hun ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hendes fødselsdag!

Hun kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.

Hun kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.

Hun behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal hun aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse.

Hun skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!

Hun kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hendes jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgeligt for hende.

Men hun har jo ikke noget valg - for hun er født til at varetage rollen som prinsesse af Danmark.

Men uanset hvad ønskes hun og alle de andre medborgere, der blev født igår, et fredeligt og lykkeligt liv.

En grim hæmsko

Overbelægning er hverdag på landets medicinske afdelinger. Mange afdelinger må døje med konstant overbelægning, og det er svært for afdelingerne selv at gøre noget ved problemet, idet størstedelen af patienterne er akutte og dermed kan ankomme på alle døgnets tidspunkter året rundt.

Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.

Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.

Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.

Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.

Hvor er Tyrkiet på vej hen?

Januar i år blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink koldblodigt skudt ned på åben gade i Istanbul. Mordet, der mest af alt minder om en politisk likvidering, rystede hele det tyrkiske samfund og er det seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.

I denne uge blev et bibelforlag angrebet og tre kristne missionærer koldblodigt dræbt i det sydøstlige Tyrkiet. Ofrene – heriblandt en tysker – blev fundet med deres hænder og fødder bundet og skåret i halspulsåren.

En episiode i rækken af flere angreb på de kristne mindretal i Tyrkiet vi har oplevet de seneste år.

Mordene på Dink og de tre missionærer skal ses i lyset af den for tiden ekspanderende og sprængfarlige tyrkiske nationalisme, der er stærkt provokeret af dele af den politiske elitiske og militæret og som har gjort systemkritiker, religiøse mindretal og andre minoriteter til skydeskiver.

Med med mordet på Dink og de tre missionærer fik disse nationalistiske tendenser både hævn over landsforrædere og ønsker sig større international modvilje mod tyrkisk EU-medlemskab.

Desværre kan vi med disse hændelser til stadighed konstatere, at Tyrkiet har store vanskeligheder ved at håndtere ytringsfriheden og respekten for menneskerettighederne m.v. Derfor håber jeg, der ønsker Tyrkiet i EU, at disse hændelser kan give anledning til selvransagelse i det tyrkiske samfund og på sigt sikre vejen til EU.