Kurderne fortjener fred og forsoning (Information)

Af: Lars Rasmussen (S), medlem af borgerrepræsentationen i København, Serdal Benli, medlem af regionsrådet, Region Hovedstaden, SF og Necati Harmankaya, formand for Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere

2008 var på alle måder et forfærdeligt år for den kurdiske del af befolkningen i Tyr-kiet. Selv om kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyg-gere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom den kurdiske identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder.

I foråret blev landets eneste kurdiske avis lukket. Og nogenlunde samtidig stod 25 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde formastet sig til at skrive et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske tv station ROJ TV, som bliver sendt fra København. Kun ved hjælp af et stærkt internationalt pres lykkes det i sidste øjeblik at få ændret dommene til et par måneders betinget fængsel og bødestraf.

Demokratisk løsning
I sidste måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsakti-vist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Netop nu føres der også en politisk retssag mod det pro-kurdiske parti DTP, som både sidder i parlamentet og har adskillige borgmesterposter. Formålet med retssagen er at få partiet lukket in-den de vigtige lokalvalg til marts. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Am-nesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Noget der især er slemt i de kurdiske områder.

Det er os dybt uforståeligt, at hverken den danske regering eller EU gør mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder. Vi må kræve, at alle demokratiske kræfter går sammen om at få Tyrkiet til at stoppe brugen af tor-tur, anerkende sine etniske mindretalsrettigheder og søge en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.

Den kurdiske befolkning har gang på gang peget på en fredelig løsning og klarlagt sit ønske om en demokratisk løsning af den kurdiske befolkning inden for eksiste-rende grænser.
Svaret på de fredelige tiltag - også i 2008 - var barbarisk undertrykkelse og for-nægtelse; senest ved Newroz-festlighederne, hvor millioner af kurdere over hele Tyrkiet fejrede den kulturelle dag med musik og dans, men desværre blev de mødt med brutal politivold, hvor mindst en ung person blev for offer politiskud.
I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af oprør og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også i Danmark.

Lads dog få et offentligt redningskorps

De seneste dage har der været en del debat om ambulancekørsler rundt om i landet. Det svenske firma Samaritten har pakket deres blå blink og med et trukket sig ud af de aftaler de havde indgået med flere regioner i Danmark. Så langt så godt.

I Region Hovedstaden havde vi tildelt ambulancekørslen på Bispebjerg til Samaritten efter en udbudsrunde sidste år. I udbudsrunden viste det sig at vores kontrolbud (et konsulent firma havde regnet hvad det ville koste, hvis regionen selv drev ambulancerne) flere steder i regionen var billigere end de private aktørs tilbud. Dog valgte man i regionen, med undtagelse af os i SF og Enhedslisten, alligevel at tage den model, hvor Falck fik store dele af regionens ambulancekørsel mens Samaritten fik ét område og Frederiksberg Brand bibeholdte deres område. Hverken ideologisk og principielt kunne vi gå ind for sagen. Derfor stemte vi imod den i regionsrådet da det endeligt blev besluttet i december 2008.

Vi vil have ambulance kørslen hjem og gøre den offentlig. Selvfølgelig der hvor det giver mening, og hvor kvaliteten og sikkerheden forsat kan sikres og ikke mindst der hvor det er billigst at drive ambulancekørslen offentligt.

Bekymringerne om Samarittens økonomi og kapacitet har været kendt fra start i alle regio-ner, men alligevel fik de flere steder i landet tildelt ambulancekørslen. Og i går smed de så endeligt håndklædet i ringen efter at vi i Region Hovedstaden også træk vores aftale tilbage. Forløbet her har desværre vist at der i Danmark ikke findes noget troværdigt privat alternativ til Falck indenfor redningskørsel på nuværende tidspunkt. Derfor foreslår jeg, også som vi gjorde i Region Hovedstaden, at det offentlige nu må gå offensivt ind på dette område og etablere et offentligt ejet redningskorps, som er i stand til at løfte opgaven over alt i landet og skabe sikkerhed for alle borgere.

Det er da uacceptabelt at Falck reelt har monopol på ambulancekørsel i Danmark eller at private firmaer, som ikke kan garantere en stabil og sikker drift, får tildelt licenser af den slags. Vi skal have styrket det offentlige engagement på dette område for konsekvenserne af det modsatte vil være katastrofale.