Da USA og England valgte at gå i krig mod Irak, blev Danmark, takket være Fogh-regeringen, pludselig aktør i en beskidt krig. Fra statens side var begrundelsen for krigen at fjerne masseødelæggelsesvåben i Irak, fordi diktatoren Saddam Hussein når som helst kunne finde på at anvende dem. Denne begrundelse har siden hen vist sig at være én kæmpe løgn, som man har narret verden med. Man har henrettet Saddam Hussein, men man har ikke fundet masseødelæggelsesvåben. I realiteten har Irak-krigen fra start været en oliekrig, da det for USA har handlet om at have kontrol med olien i landet.
Fogh-regeringen fik trukket Danmark ind i Irak-krigen, som den danske befolkning ikke ønskede at deltage i, og som der ikke var FN-mandat til. Fogh-regeringen har på denne måde udsat den danske befolkning for en sikkerhedsmæssig ustabilitet, og meddelelser fra PET om vurderingen af sikkerhedssituationen i Danmark er blevet helt almindeligt. Herudover er danske soldater blevet sendt i døden til fordel for en beskidt krig med forfærdelige konsekvenser.
I Foghs regeringstid er det desværre blevet mere usikkert at leve i Danmark.
Vi burde ikke være gået ind i Irak-krigen. Nu må vi kræve, at de danske soldater bliver trukket hjem straks. Hvis du vil sikre, at Danmark ikke går ind i en beskidt krig igen, vil jeg anbefale dig at stemme på mig under folketingsvalget den 13. november 2007.
Mange hilsener, Serdal Benli
tirsdag den 13. november 2007
Afskaf starthjælpen
Starthjælpen er officielt vedtaget for at tilskynde de ressourcesvage grupper til at finde sig et arbejde.
Problemet er, at starthjælpen er diskriminerende, da langt de fleste på starthjælp er flygtninge og familiesammenførte. En undersøgelse fra Rockwoolfonden viser, at starthjælpen ikke virker, i det kun fem procent af flygtninge på starthjælp er i arbejde 16 mdr. efter, de er kommet til Danmark. To tredjedele af starthjælpsmodtagerne er på grund af traumer og lignende ikke er i stand til at arbejde.
Tværtimod er starthjælpen med til at skabe fattigdom og marginalisere. Vi bør naturligvis give flygtninge og indvandrere et anstændigt levestandard også i integrationsperioden. Regeringen og Dansk Folkeparti har stædigt forsvaret starthjælpen ud fra en logik om, at hvis de nye danskere ingen penge har, så tager de sig vel et arbejde. En logik som i høj grad har vist sig at fejle, eftersom starthjælpen i sig selv hverken tilfører modtagerne kompetencer eller skaber arbejdspladser.
Konsekvensen af at disse mennesker kommer til at leve meget længe på den lave ydelse, bliver, at der skabes en ny fattig underklasse i Danmark, hvilket jeg er stor modstander af. Flygtninge- og indvandrerfamilier på starthjælp har sjældent et netværk i Danmark eller en god bankforbindelse, der kan bidrage til, at familierne kan bruge starthjælpen til meget andet end de faste udgifter.
De skræmmende konsekvenser kan læses i statistikkerne over etniske minoriteters andel af de mest udsatte grupper i samfundet. Blandt hjemløse, på kvindekrisecentrene, i arbejdsløshedskøen, i kriminalitetsstatistikkerne, og på landets herberger og forsorgshjem. Tredive procent af de kvinder, der i 2004 opholdt sig på et kvindekrisecenter, var ikke danske statsborgere. Udover det manglende økonomiske råderum til at deltage i forbrugsfesten afskæres starthjælpsmodtagerne også fra at deltage i samfundsaktiviteterne i øvrigt, og det er katastrofalt for integrationen.
Jeg mener, at der er brug for, at vi blander os med hinanden, hvis der skal blive tale om integration.
Mange hilsener, Serdal Benli (SF)
Problemet er, at starthjælpen er diskriminerende, da langt de fleste på starthjælp er flygtninge og familiesammenførte. En undersøgelse fra Rockwoolfonden viser, at starthjælpen ikke virker, i det kun fem procent af flygtninge på starthjælp er i arbejde 16 mdr. efter, de er kommet til Danmark. To tredjedele af starthjælpsmodtagerne er på grund af traumer og lignende ikke er i stand til at arbejde.
Tværtimod er starthjælpen med til at skabe fattigdom og marginalisere. Vi bør naturligvis give flygtninge og indvandrere et anstændigt levestandard også i integrationsperioden. Regeringen og Dansk Folkeparti har stædigt forsvaret starthjælpen ud fra en logik om, at hvis de nye danskere ingen penge har, så tager de sig vel et arbejde. En logik som i høj grad har vist sig at fejle, eftersom starthjælpen i sig selv hverken tilfører modtagerne kompetencer eller skaber arbejdspladser.
Konsekvensen af at disse mennesker kommer til at leve meget længe på den lave ydelse, bliver, at der skabes en ny fattig underklasse i Danmark, hvilket jeg er stor modstander af. Flygtninge- og indvandrerfamilier på starthjælp har sjældent et netværk i Danmark eller en god bankforbindelse, der kan bidrage til, at familierne kan bruge starthjælpen til meget andet end de faste udgifter.
De skræmmende konsekvenser kan læses i statistikkerne over etniske minoriteters andel af de mest udsatte grupper i samfundet. Blandt hjemløse, på kvindekrisecentrene, i arbejdsløshedskøen, i kriminalitetsstatistikkerne, og på landets herberger og forsorgshjem. Tredive procent af de kvinder, der i 2004 opholdt sig på et kvindekrisecenter, var ikke danske statsborgere. Udover det manglende økonomiske råderum til at deltage i forbrugsfesten afskæres starthjælpsmodtagerne også fra at deltage i samfundsaktiviteterne i øvrigt, og det er katastrofalt for integrationen.
Jeg mener, at der er brug for, at vi blander os med hinanden, hvis der skal blive tale om integration.
Mange hilsener, Serdal Benli (SF)
Støt demokratiet
For mig at se er demokratiet ikke noget naturgivent. Demokratiet skal passes, plejes og udvikles. Demokrati er noget, som man i sin tid har givet store ofre for, og som vi i dag kan nyde.
I dag er det vel sådan, at vi tager demokratiet for givet og ikke kan forestille os en anden styreform. Demokratiet indebærer, at vi har frihedsrettigheder som ytrings- og religionsfrihed, som vi i Danmark sætter stor pris på.
På den anden side har vi i samfundet grupper, som vil demokratiet og menneskerettighederne til livs. Her tænker jeg blandt andet på Hizbut-Tahrir, som for tiden deler pjecer ud med opfordringer, der går på, at man ikke skal gøre brug af sin ret til at stemme. Logikken er, at det er Gud og Guds love, der hersker verden, og vi mennesker kan ikke lave vores egne love, da vi herved vil underkende Gud.
Disse tanker er utrolig farlige og undergravende for demokratiet. Tankerne skal bekæmpes fuldstændig kompromisløst. Jeg vil derfor opfordre dig til at gøre brug af din stemme til fordel for demokratiet og til fordel for den person eller det parti, som du mener, repræsenterer dig bedst.
Hvis du mener, at tanker, som Hizbut-Tahrir står for, bør bekæmpes, vil jeg opfordre dig til at stemme på mig, Serdal Benli.
I dag er det vel sådan, at vi tager demokratiet for givet og ikke kan forestille os en anden styreform. Demokratiet indebærer, at vi har frihedsrettigheder som ytrings- og religionsfrihed, som vi i Danmark sætter stor pris på.
På den anden side har vi i samfundet grupper, som vil demokratiet og menneskerettighederne til livs. Her tænker jeg blandt andet på Hizbut-Tahrir, som for tiden deler pjecer ud med opfordringer, der går på, at man ikke skal gøre brug af sin ret til at stemme. Logikken er, at det er Gud og Guds love, der hersker verden, og vi mennesker kan ikke lave vores egne love, da vi herved vil underkende Gud.
Disse tanker er utrolig farlige og undergravende for demokratiet. Tankerne skal bekæmpes fuldstændig kompromisløst. Jeg vil derfor opfordre dig til at gøre brug af din stemme til fordel for demokratiet og til fordel for den person eller det parti, som du mener, repræsenterer dig bedst.
Hvis du mener, at tanker, som Hizbut-Tahrir står for, bør bekæmpes, vil jeg opfordre dig til at stemme på mig, Serdal Benli.
fredag den 9. november 2007
Kvalitetsreformen er deform!
Af Serdal Benli.
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland.
Bedre velfærd og større arbejdsglæde . Det er titlen på regeringens stort anlagte kvalitetsreform, som Regeringen vil have forhandlet på plads efter det nyligt udskrevne folketingsvalg.
Det er svært at være uenig i en overskrift som denne. Problemet er bare, at der ikke må ansættes én eneste ekstra offentlig ansat i denne tid, hvor både ældre- og sundhedssektoren skriger på flere hænder. Regeringen vil minsandten også fastholde både udgiftsloftet i forbindelse med Kvalitetsreformen. Det betyder, at den nuværende snævre vækstramme på 0,5 % årligt for velfærdsservice vil blive videreført. Det gør det alt andet lige svært at se, hvor meget kvalitetsløft der vil kunne skabes med så lille en årlig vækstramme.
Ja, kvalitet behøver ikke koste ekstra penge, pointerer Regeringen igen og igen. Men det er et faktum, at Kvalitetsreformen kun rummer få forslag til forbedring af de borgerrettede ydelser og kun i mindre omfang forslag til forbedring af offentligt ansattes vilkår.
Et eksempel er, at afbureaukratiseringen, som skulle fjerne unødigt administrativt arbejde (LÆS: effektivisere) fra plejepersonalet, i stedet ender med at stjæle tiden fra det rigtige omsorgsarbejde pga. centrale kvalitetskontrakter samt dokumentationskrav. Konsekvensen er på fx skoleområdet, at de nye regler om brug af kvalitetsrapporter i folkeskolen giver omkring 1.900 timers ekstra administrativ belastning pr. år i en gennemsnitlig kommune med 16 folkeskoler.
Da regeringen bevilgede 500 millioner ekstra til ældreplejen som led i frit valgs-ordningen, gik de fleste af pengene netop til bureaukrati og administration. Da medførte ekstra penge altså ikke bedre kvalitet!
Kvalitet i fx sundheds- og uddannelsessektoren betyder først og fremmest mere tid til den enkelte, flere hænder med de rette kompetencer og flere ressourcer. Derfor er mere tid også et spørgsmål om økonomi. Om en anerkendelse af de offentligt ansatte og et kollektivt lønløft, der kan være med at tiltrække og fastholde medarbejdere.
Kvalitetsreformen giver altså hverken bedre velfærd eller større arbejdsglæde. Derfor skal VKO-regeringen skiftes ud!
Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland.
Bedre velfærd og større arbejdsglæde . Det er titlen på regeringens stort anlagte kvalitetsreform, som Regeringen vil have forhandlet på plads efter det nyligt udskrevne folketingsvalg.
Det er svært at være uenig i en overskrift som denne. Problemet er bare, at der ikke må ansættes én eneste ekstra offentlig ansat i denne tid, hvor både ældre- og sundhedssektoren skriger på flere hænder. Regeringen vil minsandten også fastholde både udgiftsloftet i forbindelse med Kvalitetsreformen. Det betyder, at den nuværende snævre vækstramme på 0,5 % årligt for velfærdsservice vil blive videreført. Det gør det alt andet lige svært at se, hvor meget kvalitetsløft der vil kunne skabes med så lille en årlig vækstramme.
Ja, kvalitet behøver ikke koste ekstra penge, pointerer Regeringen igen og igen. Men det er et faktum, at Kvalitetsreformen kun rummer få forslag til forbedring af de borgerrettede ydelser og kun i mindre omfang forslag til forbedring af offentligt ansattes vilkår.
Et eksempel er, at afbureaukratiseringen, som skulle fjerne unødigt administrativt arbejde (LÆS: effektivisere) fra plejepersonalet, i stedet ender med at stjæle tiden fra det rigtige omsorgsarbejde pga. centrale kvalitetskontrakter samt dokumentationskrav. Konsekvensen er på fx skoleområdet, at de nye regler om brug af kvalitetsrapporter i folkeskolen giver omkring 1.900 timers ekstra administrativ belastning pr. år i en gennemsnitlig kommune med 16 folkeskoler.
Da regeringen bevilgede 500 millioner ekstra til ældreplejen som led i frit valgs-ordningen, gik de fleste af pengene netop til bureaukrati og administration. Da medførte ekstra penge altså ikke bedre kvalitet!
Kvalitet i fx sundheds- og uddannelsessektoren betyder først og fremmest mere tid til den enkelte, flere hænder med de rette kompetencer og flere ressourcer. Derfor er mere tid også et spørgsmål om økonomi. Om en anerkendelse af de offentligt ansatte og et kollektivt lønløft, der kan være med at tiltrække og fastholde medarbejdere.
Kvalitetsreformen giver altså hverken bedre velfærd eller større arbejdsglæde. Derfor skal VKO-regeringen skiftes ud!
Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk
Klimapolitikken sejler
Regeringen har fået grønne fingre. Efter at have været fraværende de sidste seks år har regeringen erkendt, at der skal gøres noget ved miljøet og det globale klima. Derfor vil regeringen i sin nye plan reducere CO2-udslippet fra den danske energisektor med 15% over 20 år. Men det er alt for uambitiøst. SF mener udslippet skal halveres i samme periode. Det er ambitiøst - men også helt realistisk.
Hvis vi investerer nu, har Danmark samtidig muligheden for igen at klæde sig i klima-førertrøjen ved at investere kraftigt i vedvarende energi. SF vil bygge en ny hav-vindmøllepark hvert 2. år og investere i både sol, brint og bølgeteknologi. Derudover vil SF sikre, at 25% af energiforsyningen i 2025 kommer fra vind, biogas samt biomasse. Vi kan vinde en masse hvis vi handler nu - vi taber alle stort, hvis vi endnu et valg læner os tilbage og overlader klimapolitikken til Fogh.
Af Serdal Benli
Folketingskandidat i
Nordsjælland (SF)
Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk
Hvis vi investerer nu, har Danmark samtidig muligheden for igen at klæde sig i klima-førertrøjen ved at investere kraftigt i vedvarende energi. SF vil bygge en ny hav-vindmøllepark hvert 2. år og investere i både sol, brint og bølgeteknologi. Derudover vil SF sikre, at 25% af energiforsyningen i 2025 kommer fra vind, biogas samt biomasse. Vi kan vinde en masse hvis vi handler nu - vi taber alle stort, hvis vi endnu et valg læner os tilbage og overlader klimapolitikken til Fogh.
Af Serdal Benli
Folketingskandidat i
Nordsjælland (SF)
Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk
torsdag den 8. november 2007
DF s vanvittige forslag
går var det den 7. november 2007. Nåh vil du sikkert sige, hvad er pointen?
Jo det jeg vil frem til er, at denne dato igen udmyntede sig i en sørgelig og kontroversiel udatalelse fra DF s side!
- Nemlig at alle kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk, skal sendes på en øde ø. Hvorfor er det kun dem der har en anden etnisk baggrund end dansk der skal behandles således?
Er jeg den eneste der synes det er så ærgeligt at Danmark gang på gang skal udstilles i de globale medier som det lille fremmedfjendske land? For det er desværre resultatet af Dansk folkepartis hovedløse udtalelser!
For at konkretisere det, vil jeg illustrere med et godt eksempel. Ahmed og Anders bor begge i København - ikke nok med dette, er de også begge født i Danmark. Den eneste forskel er, Ahmeds forældre er født i Libanon, medens Anders forældre er født i Glostrup. Begge har de overtrådt loven, men Anders får lov til at blive på fastlandet, hvorimod Ahmed skal ud på en øde ø, sammen med alle de andre med et ikke dansk navn.
Er det rimeligt? Er det humant at forskelsbehandle på den måde? I så fald det sker, hvad har vi så til forskel med alle de konfliktområder, hvor der er samfundskel på tværs af etnicitet!
Jeg mener og synes vi alle burde tænke os godt og grundigt om, især i forhold til hvad vi siger og hvad vores belæg for vores udtalelser er! Det er skræmmende at se et dansk parti - ytre sig så radikalt med så meget had i år 2007!
Serdal Benli
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland
Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk
Jo det jeg vil frem til er, at denne dato igen udmyntede sig i en sørgelig og kontroversiel udatalelse fra DF s side!
- Nemlig at alle kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk, skal sendes på en øde ø. Hvorfor er det kun dem der har en anden etnisk baggrund end dansk der skal behandles således?
Er jeg den eneste der synes det er så ærgeligt at Danmark gang på gang skal udstilles i de globale medier som det lille fremmedfjendske land? For det er desværre resultatet af Dansk folkepartis hovedløse udtalelser!
For at konkretisere det, vil jeg illustrere med et godt eksempel. Ahmed og Anders bor begge i København - ikke nok med dette, er de også begge født i Danmark. Den eneste forskel er, Ahmeds forældre er født i Libanon, medens Anders forældre er født i Glostrup. Begge har de overtrådt loven, men Anders får lov til at blive på fastlandet, hvorimod Ahmed skal ud på en øde ø, sammen med alle de andre med et ikke dansk navn.
Er det rimeligt? Er det humant at forskelsbehandle på den måde? I så fald det sker, hvad har vi så til forskel med alle de konfliktområder, hvor der er samfundskel på tværs af etnicitet!
Jeg mener og synes vi alle burde tænke os godt og grundigt om, især i forhold til hvad vi siger og hvad vores belæg for vores udtalelser er! Det er skræmmende at se et dansk parti - ytre sig så radikalt med så meget had i år 2007!
Serdal Benli
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland
Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk
mandag den 22. oktober 2007
Ytringsfrihed på tyrkisk – 229 års fængsel på seks måneder
I forrige uge publicerede den tyrkiske menneskerettighedsorganisation Human Rights Association (IHD) dens halvårlige rapport om menneskerettigheder i Tyrkiet. IHD’s konklusioner viser med al tydelighed, at udviklingen i forhold til menneskerettighedssituationen i landet ikke har haft de ønskelige fremskridt i de seneste år. Alene i det første halve år af 2007 står 451 personer anklaget fordi de har gjort brug af deres ret til at ytre sig.
Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.
I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.
Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.
Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.
Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.
I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.
Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.
Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.
onsdag den 20. juni 2007
Militarismen i Tyrkiet!
Følgende er en analyse som blev bragt i Politiken igår om tyrkisk militarisme.
Tryk på linket for at se den i en læsevenlig version.
Halvmåne. Tyrkernes eneste venner tyrkerne.pdf
tyrkiet_2.gif
Læs i øvrigt også følgende nyhed
http://politiken.dk/udland/article327413.ece
Tryk på linket for at se den i en læsevenlig version.
Halvmåne. Tyrkernes eneste venner tyrkerne.pdf
tyrkiet_2.gif
Læs i øvrigt også følgende nyhed
http://politiken.dk/udland/article327413.ece
mandag den 18. juni 2007
Pressemeddelelse - Kurdisk borgmester og bystyre afsat af tyrkiske myndigheder
Borgmesteren for kommunen Sur i den kurdiske storby Diyarbakir er i weekenden blevet afsat af de tyrkiske myndigheder sammen med det øvrige byrådsstyre.
Det skyldes, at bystyret for nylig vedtog, at formidling og service til byens borgere skal foregå på tyrkisk såvel som på kurdisk, engelsk og assyrisk.
“Det er et grotesk brud på ytringsfriheden, og desuden endnu et eksempel på den manglende tyrkiske vilje til at følge EU-reformprocessen i praksis og at løse det kurdiske spørgsmål”, udtaler folketingskandidat, HB-bestyrelsesmedlem og regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), der desuden påpeger at krænkelse af kurderne de seneste sidste par måneder er eskaleret yderligere.
For nylig blev en række kendte kurdiske politikere, blandt andre menneskerettighedsaktivisten Leyla Zana, nægtet opstilling til det tyrkiske parlamentsvalg den 22. juli for det pro-kurdiske parti DTP, Demokratisk Samfundsparti. Den afsatte Sur-borgmester er fra samme parti.
“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der i øjeblikket står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen. Disse beslutninger fører hverken til tyrkisk medlemskab af EU eller bidrager til politisk stabilitet i landet. Tværtimod fører dette til politisk kaos og tiltagende etniske konflikter,” siger Serdal Benli, der håber, at Danmark vil sætte fokus på den politiske ustabilitet i Tyrkiet:
“Jeg vil opfordre det danske Folketing til at sende en delegation til Tyrkiet for at følge parlamentsvalget den 22. juni, som kan føre til sorte tider i tyrkisk politik og i hele regionen”.
Fakta
* DTP – Demokratiske Samfundsparti er Tyrkiets eneste prokurdiske parti, der stiller op til det tyrkiske parlamentsvalg gennem uafhængige kandidater. Partiet viderefører arven fra rækken af tidligere kurdiske partier, der alle er blevet forbudt og lukket af de tyrkiske myndigheder.
* Der kører i øjeblikket flere sager modcentrale DTP medlemmer.
* 53 DTP borgmestre sidder på anklagebænken for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori de støtter den kurdiske tv-kanal RojTV. Sagen genoptages til september.
Der kan læses mere om sagen på følgende side:
Det skyldes, at bystyret for nylig vedtog, at formidling og service til byens borgere skal foregå på tyrkisk såvel som på kurdisk, engelsk og assyrisk.
“Det er et grotesk brud på ytringsfriheden, og desuden endnu et eksempel på den manglende tyrkiske vilje til at følge EU-reformprocessen i praksis og at løse det kurdiske spørgsmål”, udtaler folketingskandidat, HB-bestyrelsesmedlem og regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), der desuden påpeger at krænkelse af kurderne de seneste sidste par måneder er eskaleret yderligere.
For nylig blev en række kendte kurdiske politikere, blandt andre menneskerettighedsaktivisten Leyla Zana, nægtet opstilling til det tyrkiske parlamentsvalg den 22. juli for det pro-kurdiske parti DTP, Demokratisk Samfundsparti. Den afsatte Sur-borgmester er fra samme parti.
“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der i øjeblikket står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen. Disse beslutninger fører hverken til tyrkisk medlemskab af EU eller bidrager til politisk stabilitet i landet. Tværtimod fører dette til politisk kaos og tiltagende etniske konflikter,” siger Serdal Benli, der håber, at Danmark vil sætte fokus på den politiske ustabilitet i Tyrkiet:
“Jeg vil opfordre det danske Folketing til at sende en delegation til Tyrkiet for at følge parlamentsvalget den 22. juni, som kan føre til sorte tider i tyrkisk politik og i hele regionen”.
Fakta
* DTP – Demokratiske Samfundsparti er Tyrkiets eneste prokurdiske parti, der stiller op til det tyrkiske parlamentsvalg gennem uafhængige kandidater. Partiet viderefører arven fra rækken af tidligere kurdiske partier, der alle er blevet forbudt og lukket af de tyrkiske myndigheder.
* Der kører i øjeblikket flere sager modcentrale DTP medlemmer.
* 53 DTP borgmestre sidder på anklagebænken for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori de støtter den kurdiske tv-kanal RojTV. Sagen genoptages til september.
Der kan læses mere om sagen på følgende side:
onsdag den 6. juni 2007
Træt af naiviteten
Af: Erik Holstein
Interview: Imam Akkaris optræden på Roskilde Festivalen er bare det seneste eksempel på den naive danske kulturrelativisme, siger SFs regionsrådsmedlem Serdal Benli.
“Man har ment, det var synd for dem, men på den måde gør man minoriteter til klienter i stedet for ligeværdige medborgere.”
Sådan opsummerer SF´s medlem af regionsrådet i Hovedstaden, Serdal Benli, den holdning til etniske minoriteter, han ofte har mødt på venstrefløjen. En holdning, der ifølge Benli har fået store dele af venstrefløjen til at holde igen med at stille krav og kritisere reaktionære religiøse strømninger:
“Venstrefløjen har set minoriteterne som undertrykte, og mange har derefter konkluderet, at man så skulle holde igen med kritik af de reaktionære tendenser blandt minoriteterne. Men dermed har man foræret højrefløjen initiativet i værdikampen,” siger Serdal Benli.
Islam skal tilpasses moderniteten
Benli er af kurdisk afstamning og er ud af en meget politisk familie, der kæmpede for kurdernes rettigheder og gik op imod de lokale klanstrukturer. Han stiftede i en tidlig alder bekendtskab med marxisme, men selvom den sociale indignation har placeret ham i et socialistisk parti, er han alt andet end tilfreds med den danske venstrefløjs tilgang til integrationsproblematikken:
“Man har svigtet minoriteterne ved ikke i tide at tage skarpt afstand fra forhold som arrangerede ægteskaber og religiøs dogmatisme. Det var været utrolig skadeligt for integrationen, at vi har været berøringsangste på venstrefløjen,” siger Benli, der især er utilfreds med, at så mange har været eftergivende over for reaktionære religiøse normer:
“Hvis islam skal forandres og tilpasses moderniteten, så er oprøret nødt til at komme indefra med hjælp fra den progressive venstrefløj. Hvis venstrefløjen ikke tager det opgør, vil højrefløjen stadig have mulighed for at påstå, at minoriteterne ikke er i stand til at tilpasse sig livet i et moderne samfund.”
Plads til alle men ikke til alt
Det manglende opgør med reaktionære positioner i etniske miljøer hænger ifølge Benli sammen med en patroniserende holdning, hvor mange på venstrefløjen har set de etniske minoriteter, som nogen det er “synd for”:
“Men man skal ikke have ondt af minoriteterne eller se dem som folk, man ikke kan kræve noget af. På den måde stigmatiserer man snarere de etniske minoriteter. Man skal i stedet se dem som ligeværdige borgere med pligter og rettigheder som alle andre,” siger Serdal Benli og fortsætter:
“Der ligger en historisk berøringsangst på venstrefløjen, en holdning om, at der skal være plads til alt og alle. Og ja, der skal være plads til alle, men der skal ikke være plads til alt.
Hvis man går og siger, at alt er lige godt, giver man i virkeligheden køb på nogle grundlæggende værdier. Hvis venstrefløjen er eftergivende i forhold til minoriteterne på et område som ligestilling mellem kønnene, kan vi lige så godt opgive vores eget projekt med de progressive idéer, vi har kæmpet for i årtier.”
Rigid praksis
Som kurder kommer Serdal Benli fra et område, der er næsten 100 pct. muslimsk. Selv beskriver Serdal Benli sig i dag som ateist, og selvom han ikke er anti-religiøs, er han stærk modstander af en dogmatisk religionsopfattelse. For det påvirker ikke mindst ligestillingen i negativ retning, fremhæver han:
“Historisk set udspringer religionerne af nogle patriarkalske samfund. Det gælder såvel inden for islam som inden for andre religioner. men islam kan være særlig rigid og ortodoks, når det gælder manglende ligestilling mellem kønnene,” siger Benli og fortsætter:
“Nogle islam-intellektuelle påstår, at man kan læse ligestilling mellem kønnene ud af koranen, men jeg ved ikke, hvor de har det fra. For den praksis, jeg har set både i Danmark og rundt omkring i verden, er noget helt andet. Praksis i islam bygger på et samfund, hvor kvinden altid skal gå bag sin mand.”
Serdal Benli er nu opstillet til Folketinget for SF i Nordsjælland, og på partiets landsmøde for en måned siden tog han klart afstand fra de holdninger, som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid står for. Ikke mindst hendes forhold til ligestilling mellem kønnene finder han klart problematisk:
“Når kvinden skal gå tildækket og ikke må røre andre, krænker det både mænd og kvinder. Det fastholder kvinderne i en begrænset rolle, og det krænker mig som mand, fordi mændene bliver set som nogle, der ikke kan styre deres seksuelle drifter. Og så må man jo spørge en som Asmaa: “Hvad med alle de kvinder, der ikke er tildækkede, og som giver hånd, er de så urene?” - For det må jo være konsekvensen.”
Akkari på Roskilde Festivalen
Men det er ikke kun Enhedslisten, der ifølge Serdal Benli har problemer. Senest rystede han opgivende på hovedet, da han så, at Roskilde Festivalen har besluttet at lade den islamistiske imam Ahmed Akkari optræde på festivalen:
“Akkari hører slet ikke hjemme på en Roskilde-festival. Han mener dybest set, at festivalen er et umoralsk galehus. Hvorfor inviterer man så ikke også Jonni Hansen fra Greve til Roskilde Festivalen? Hvis man endelig vil samle på absurde synspunkter!
Når man laver sådan nogle stunts som at invitere Akkari, er man med til at fastholde religionen i den offentlige debat. Man er med til at styrke de reaktionære holdninger.”
Efter sin kritik af Asmaa på SF´s landsmøde modtog Serdal Benli en del positive tilkendegivelser fra andre deltagere, og han mener selv, at SF er på vej i den rigtige retning, når det gælder værdikampen:
“Der var rigtige takter under Muhammed-krisen, og vi er blevet meget bedre i forhold til Asmaa-sagen. Vi fik slået fast, at det her ikke handler om at gøre minoriteter til syndebukke. Det handler om værdier. Og de, der repræsenterer reaktionære værdier er vores modstandere, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Vi skal føre kulturkamp mod såvel Søren Krarup som Asmaa Abdol-Hamid,” siger Serdal Benli.
Artiklen er offentliggjort på altinget.dk og skrevet af journalist Erik Holstein.
Interview: Imam Akkaris optræden på Roskilde Festivalen er bare det seneste eksempel på den naive danske kulturrelativisme, siger SFs regionsrådsmedlem Serdal Benli.
“Man har ment, det var synd for dem, men på den måde gør man minoriteter til klienter i stedet for ligeværdige medborgere.”
Sådan opsummerer SF´s medlem af regionsrådet i Hovedstaden, Serdal Benli, den holdning til etniske minoriteter, han ofte har mødt på venstrefløjen. En holdning, der ifølge Benli har fået store dele af venstrefløjen til at holde igen med at stille krav og kritisere reaktionære religiøse strømninger:
“Venstrefløjen har set minoriteterne som undertrykte, og mange har derefter konkluderet, at man så skulle holde igen med kritik af de reaktionære tendenser blandt minoriteterne. Men dermed har man foræret højrefløjen initiativet i værdikampen,” siger Serdal Benli.
Islam skal tilpasses moderniteten
Benli er af kurdisk afstamning og er ud af en meget politisk familie, der kæmpede for kurdernes rettigheder og gik op imod de lokale klanstrukturer. Han stiftede i en tidlig alder bekendtskab med marxisme, men selvom den sociale indignation har placeret ham i et socialistisk parti, er han alt andet end tilfreds med den danske venstrefløjs tilgang til integrationsproblematikken:
“Man har svigtet minoriteterne ved ikke i tide at tage skarpt afstand fra forhold som arrangerede ægteskaber og religiøs dogmatisme. Det var været utrolig skadeligt for integrationen, at vi har været berøringsangste på venstrefløjen,” siger Benli, der især er utilfreds med, at så mange har været eftergivende over for reaktionære religiøse normer:
“Hvis islam skal forandres og tilpasses moderniteten, så er oprøret nødt til at komme indefra med hjælp fra den progressive venstrefløj. Hvis venstrefløjen ikke tager det opgør, vil højrefløjen stadig have mulighed for at påstå, at minoriteterne ikke er i stand til at tilpasse sig livet i et moderne samfund.”
Plads til alle men ikke til alt
Det manglende opgør med reaktionære positioner i etniske miljøer hænger ifølge Benli sammen med en patroniserende holdning, hvor mange på venstrefløjen har set de etniske minoriteter, som nogen det er “synd for”:
“Men man skal ikke have ondt af minoriteterne eller se dem som folk, man ikke kan kræve noget af. På den måde stigmatiserer man snarere de etniske minoriteter. Man skal i stedet se dem som ligeværdige borgere med pligter og rettigheder som alle andre,” siger Serdal Benli og fortsætter:
“Der ligger en historisk berøringsangst på venstrefløjen, en holdning om, at der skal være plads til alt og alle. Og ja, der skal være plads til alle, men der skal ikke være plads til alt.
Hvis man går og siger, at alt er lige godt, giver man i virkeligheden køb på nogle grundlæggende værdier. Hvis venstrefløjen er eftergivende i forhold til minoriteterne på et område som ligestilling mellem kønnene, kan vi lige så godt opgive vores eget projekt med de progressive idéer, vi har kæmpet for i årtier.”
Rigid praksis
Som kurder kommer Serdal Benli fra et område, der er næsten 100 pct. muslimsk. Selv beskriver Serdal Benli sig i dag som ateist, og selvom han ikke er anti-religiøs, er han stærk modstander af en dogmatisk religionsopfattelse. For det påvirker ikke mindst ligestillingen i negativ retning, fremhæver han:
“Historisk set udspringer religionerne af nogle patriarkalske samfund. Det gælder såvel inden for islam som inden for andre religioner. men islam kan være særlig rigid og ortodoks, når det gælder manglende ligestilling mellem kønnene,” siger Benli og fortsætter:
“Nogle islam-intellektuelle påstår, at man kan læse ligestilling mellem kønnene ud af koranen, men jeg ved ikke, hvor de har det fra. For den praksis, jeg har set både i Danmark og rundt omkring i verden, er noget helt andet. Praksis i islam bygger på et samfund, hvor kvinden altid skal gå bag sin mand.”
Serdal Benli er nu opstillet til Folketinget for SF i Nordsjælland, og på partiets landsmøde for en måned siden tog han klart afstand fra de holdninger, som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid står for. Ikke mindst hendes forhold til ligestilling mellem kønnene finder han klart problematisk:
“Når kvinden skal gå tildækket og ikke må røre andre, krænker det både mænd og kvinder. Det fastholder kvinderne i en begrænset rolle, og det krænker mig som mand, fordi mændene bliver set som nogle, der ikke kan styre deres seksuelle drifter. Og så må man jo spørge en som Asmaa: “Hvad med alle de kvinder, der ikke er tildækkede, og som giver hånd, er de så urene?” - For det må jo være konsekvensen.”
Akkari på Roskilde Festivalen
Men det er ikke kun Enhedslisten, der ifølge Serdal Benli har problemer. Senest rystede han opgivende på hovedet, da han så, at Roskilde Festivalen har besluttet at lade den islamistiske imam Ahmed Akkari optræde på festivalen:
“Akkari hører slet ikke hjemme på en Roskilde-festival. Han mener dybest set, at festivalen er et umoralsk galehus. Hvorfor inviterer man så ikke også Jonni Hansen fra Greve til Roskilde Festivalen? Hvis man endelig vil samle på absurde synspunkter!
Når man laver sådan nogle stunts som at invitere Akkari, er man med til at fastholde religionen i den offentlige debat. Man er med til at styrke de reaktionære holdninger.”
Efter sin kritik af Asmaa på SF´s landsmøde modtog Serdal Benli en del positive tilkendegivelser fra andre deltagere, og han mener selv, at SF er på vej i den rigtige retning, når det gælder værdikampen:
“Der var rigtige takter under Muhammed-krisen, og vi er blevet meget bedre i forhold til Asmaa-sagen. Vi fik slået fast, at det her ikke handler om at gøre minoriteter til syndebukke. Det handler om værdier. Og de, der repræsenterer reaktionære værdier er vores modstandere, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Vi skal føre kulturkamp mod såvel Søren Krarup som Asmaa Abdol-Hamid,” siger Serdal Benli.
Artiklen er offentliggjort på altinget.dk og skrevet af journalist Erik Holstein.
fredag den 18. maj 2007
The Ethnic State Of Turkey asks Kurdish party to end membership of former lawmakers, others
The Associated Press
Thursday, May 17, 2007ANKARA, Turkey: A prosecutor’s office on Thursday ordered a Kurdish political party to end the membership of lawmakers imprisoned for ties to separatist Kurdish guerrillas, and several others, ahead of elections in July.
The Democratic Society Party is seeking to circumvent a rule that parties must gain a minimum of 10 percent of votes before they can enter parliament by fielding independent candidates who would then regroup as a party after winning seats. The party won 6.22 percent of the votes in the previous elections in 2002.
The prosecutor’s office of the country’s Appeals Court ordered the party to end the membership of 116 people, including prominent politician Leyla Zana, for having criminal records, or risk being shut down. It also said that they cannot assume other positions in the party’s structure.
A day earlier, a separate prosecutor asked a court to sentence Zana to five years in prison for speaking respectfully of the imprisoned Kurdish rebel leader Abdullah Ocalan.
Zana and three other former lawmakers have spent 10 years in prison for links to separatist Kurdish guerrillas. They were ejected from Parliament in 1994 at the zenith of an insurgency by Kurdish separatists.
The return of Kurdish lawmakers to Parliament could stir fresh tensions with nationalists who view them as a threat to the Turkish state.
It was not clear if Zana or her friends would be able to run for Parliament again. The prosecutor’s office on Thursday said the country’s electorate board would have the final say on the issue.
Also on Thursday, President Ahmet Necdet Sezer approved a decision by Parliament that makes it harder for the Kurdish party to organize politically.
Parliament amended the electoral law earlier this month and scrapped the right of independent candidates to have separate ballot papers from those used to choose candidates running for elections under party lists.
Previously, the independent candidates could stand outside polling stations and hand over ballot papers with their names already inscribed to voters, giving them a slight advantage over the political parties’ candidates.
Literacy is low and some people don’t speak Turkish in the relatively poor, Kurdish-dominated southeast. Voters in the past had found it easier to pop an independent candidate’s ballot paper into the envelope than to select a candidate from a long, complicated ballot paper listing all of the parties.
Still, the party says it hopes to win around 30 seats if independent candidates are elected to the Parliament.
Kurdish politicians elected to the Parliament would have a higher political profile to push for cultural, social and economic rights for the country’s Kurds, who are not recognized as an official minority.
Kurdish parties in Turkey are often accused of ties to the separatist Kurdistan Workers Party, or PKK, which has recently escalated hit-and-run attacks from bases in northern Iraq and inside Turkey.
DEHAP, the predecessor of today’s Kurdish party dissolved itself in 2005 as prosecutors tried to close it on charges of being a focal point for separatist activities and having ties to Kurdish guerrillas. The constitutional court has closed down four previous pro-Kurdish parties, including DEHAP’s predecessor, in 2003.
The conflict between autonomy-seeking Kurdish guerrillas and the government has claimed the lives of tens of thousands of people since the guerrillas took up arms in 1984.
Under EU pressure, Turkey recently granted Kurds limited rights for broadcasts and education in the Kurdish language, but critics say the measures do not go far enough.
Thursday, May 17, 2007ANKARA, Turkey: A prosecutor’s office on Thursday ordered a Kurdish political party to end the membership of lawmakers imprisoned for ties to separatist Kurdish guerrillas, and several others, ahead of elections in July.
The Democratic Society Party is seeking to circumvent a rule that parties must gain a minimum of 10 percent of votes before they can enter parliament by fielding independent candidates who would then regroup as a party after winning seats. The party won 6.22 percent of the votes in the previous elections in 2002.
The prosecutor’s office of the country’s Appeals Court ordered the party to end the membership of 116 people, including prominent politician Leyla Zana, for having criminal records, or risk being shut down. It also said that they cannot assume other positions in the party’s structure.
A day earlier, a separate prosecutor asked a court to sentence Zana to five years in prison for speaking respectfully of the imprisoned Kurdish rebel leader Abdullah Ocalan.
Zana and three other former lawmakers have spent 10 years in prison for links to separatist Kurdish guerrillas. They were ejected from Parliament in 1994 at the zenith of an insurgency by Kurdish separatists.
The return of Kurdish lawmakers to Parliament could stir fresh tensions with nationalists who view them as a threat to the Turkish state.
It was not clear if Zana or her friends would be able to run for Parliament again. The prosecutor’s office on Thursday said the country’s electorate board would have the final say on the issue.
Also on Thursday, President Ahmet Necdet Sezer approved a decision by Parliament that makes it harder for the Kurdish party to organize politically.
Parliament amended the electoral law earlier this month and scrapped the right of independent candidates to have separate ballot papers from those used to choose candidates running for elections under party lists.
Previously, the independent candidates could stand outside polling stations and hand over ballot papers with their names already inscribed to voters, giving them a slight advantage over the political parties’ candidates.
Literacy is low and some people don’t speak Turkish in the relatively poor, Kurdish-dominated southeast. Voters in the past had found it easier to pop an independent candidate’s ballot paper into the envelope than to select a candidate from a long, complicated ballot paper listing all of the parties.
Still, the party says it hopes to win around 30 seats if independent candidates are elected to the Parliament.
Kurdish politicians elected to the Parliament would have a higher political profile to push for cultural, social and economic rights for the country’s Kurds, who are not recognized as an official minority.
Kurdish parties in Turkey are often accused of ties to the separatist Kurdistan Workers Party, or PKK, which has recently escalated hit-and-run attacks from bases in northern Iraq and inside Turkey.
DEHAP, the predecessor of today’s Kurdish party dissolved itself in 2005 as prosecutors tried to close it on charges of being a focal point for separatist activities and having ties to Kurdish guerrillas. The constitutional court has closed down four previous pro-Kurdish parties, including DEHAP’s predecessor, in 2003.
The conflict between autonomy-seeking Kurdish guerrillas and the government has claimed the lives of tens of thousands of people since the guerrillas took up arms in 1984.
Under EU pressure, Turkey recently granted Kurds limited rights for broadcasts and education in the Kurdish language, but critics say the measures do not go far enough.
Tyrkisk ironi eller islamistisk alvor!
I medierne kan man læse at de tyrkiske myndigheder har bedt butikker, som sælger badetøj fra fabrikanten Nelson, om at søge om tilladelse til at placere billederne af badetøjsklædte kvinder i butiksvinduerne. Argumentet er at billederne forårsager trafikuheld. Noget kan der være om snakken, men det er nu alligevel interessant at det lige er et land som Tyrkiet, der nu vil indføre en sådan praksis. For hvad mon intentionen er med en sådan praksis?
Det er da tankevækkende ikke mindst i kølvandet på de seneste ugers politiske debat i landet om islamisering og sekularisering. Men alligevel ikke. For se vi må ikke glemme at byens overborgmester jo er valgt for det regerende parti i landet AKP, der i udgangspunktet er et islamistisk parti.
Det er da bekymrende. For spørgsmålet er om Tyrkiet er på vej til iranske tilstande? Aller mest bekymrende er det at sker i en by som Istanbul, som jo er Tyrkiets bro og udstillingsvindue til Europa. Gad hvad det næste bliver?
Det er da tankevækkende ikke mindst i kølvandet på de seneste ugers politiske debat i landet om islamisering og sekularisering. Men alligevel ikke. For se vi må ikke glemme at byens overborgmester jo er valgt for det regerende parti i landet AKP, der i udgangspunktet er et islamistisk parti.
Det er da bekymrende. For spørgsmålet er om Tyrkiet er på vej til iranske tilstande? Aller mest bekymrende er det at sker i en by som Istanbul, som jo er Tyrkiets bro og udstillingsvindue til Europa. Gad hvad det næste bliver?
torsdag den 17. maj 2007
Pressemeddelelse - Kendte kurdiske politikere nægtet opstilling til tyrkisk parlamentsvalg
De tyrkiske myndigheder har forbudt Leyla Zana, menneskerettighedsforkæmper og første kurdiske kvinde i det tyrkiske parlament, at stille op til det tyrkiske parlamentsvalg den 22. juli for det pro-kurdiske parti DTP, Demokratisk Samfundsparti.
Udover Leyla Zana, der i 1995 modtog Europa-Parlamentets menneskerettighedsudmærkelse, Sakharov-prisen, er også kendte navne som Hatip Dicle, Orhan Doğan og Selim Sadak blevet forment adgang til valglisterne. De er alle tidligere medlemmer af det tyrkiske parlament. Med Zana i spidsen blev de i 1994 idømt 15 års fængsel af Sikkerhedsdomstolen i Ankara for at “rue nationens sikkerhed”, som der dengang stod i begrundelsen.
“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Dette beklagelige indgreb i et parlamentsvalg er en krænkelse mod det kurdiske folks demokratiske ret til at stille op og lade sig repræsentere i landets folkeforsamling,” siger herboende kurder, HB-bestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli
“Valget den 22. juni er en enestående chance for Tyrkiet til at tage yderligere skridt mod et kommende EU-medlemskab, men forbuddet mod Zana og hendes fæller er en uheldig udvikling, der sætter alt over styr i landet, og det er en direkte provokation mod og underkendelse af det kurdiske folk i Tyrkiet,” udtaler Serdal Benli.
Fakta:
I 1995 blev den kurdiske menneskerettighedsforkæmper Leyla Zana tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris. Men hun var ikke i stand til at møde op i Strasbourg i december 1995, da hun var fængslet i Tyrkiet. Men den 14. oktober 2004 mødte Leyla Zana op i Europa-parlamentet i Bruxelles for at holde en tale til EP.
Leyla Zana var den første kurdiske kvinde i det tyrkiske parlament. Hendes forbrydelse bestod i at hun havde talt kurdisk i det tyrkiske parlament og båret et kurdisk partis farver.
Udover Leyla Zana, der i 1995 modtog Europa-Parlamentets menneskerettighedsudmærkelse, Sakharov-prisen, er også kendte navne som Hatip Dicle, Orhan Doğan og Selim Sadak blevet forment adgang til valglisterne. De er alle tidligere medlemmer af det tyrkiske parlament. Med Zana i spidsen blev de i 1994 idømt 15 års fængsel af Sikkerhedsdomstolen i Ankara for at “rue nationens sikkerhed”, som der dengang stod i begrundelsen.
“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Dette beklagelige indgreb i et parlamentsvalg er en krænkelse mod det kurdiske folks demokratiske ret til at stille op og lade sig repræsentere i landets folkeforsamling,” siger herboende kurder, HB-bestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli
“Valget den 22. juni er en enestående chance for Tyrkiet til at tage yderligere skridt mod et kommende EU-medlemskab, men forbuddet mod Zana og hendes fæller er en uheldig udvikling, der sætter alt over styr i landet, og det er en direkte provokation mod og underkendelse af det kurdiske folk i Tyrkiet,” udtaler Serdal Benli.
Fakta:
I 1995 blev den kurdiske menneskerettighedsforkæmper Leyla Zana tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris. Men hun var ikke i stand til at møde op i Strasbourg i december 1995, da hun var fængslet i Tyrkiet. Men den 14. oktober 2004 mødte Leyla Zana op i Europa-parlamentet i Bruxelles for at holde en tale til EP.
Leyla Zana var den første kurdiske kvinde i det tyrkiske parlament. Hendes forbrydelse bestod i at hun havde talt kurdisk i det tyrkiske parlament og båret et kurdisk partis farver.
søndag den 6. maj 2007
Enhedslistens historiske forblindelse
I weekenden afholdte Enhedslisten deres landsmøde. Forud for landsmødet fyldte debatten om religion og tørklæders plads på venstrefløjen en del i medierne. Spørgsmålet om den religiøs dogmatiske Asmaa kunne blive folketingskandidat for et venstreorienteret blevet stillet alle vegne.
Resultatet efter weekendens landsmøde er klar. Asmaa Abdol Hamid opstilles i en sikker kreds, hvilket betyder at hun højst sandsynligt kommer i Folketinget.
Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke har noget imod hendes kandidatur og ej heller ser hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os endelig få dem frem i lyset. Og jeg vil også fastslå at dette heller ikke handler om en personsag - men for mig om værdikamp.
Nej, min anke går på den historiske forblindelse, Enhedslisten med deres valg af Asmaa har skrevet under på. De har i den hellige mangfoldigheds navn givet køb på grundlæggende værdier, som vi står for på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.
Flere af Enhedslistens folk og andre kulturrelativister på venstrefløjen har retfærdigjort Asmaas dogmatiske religiøsitet. Man har f.eks. retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance. For i tolerancens hellige navn har vi nu legitimeret og retfærdiggjort en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.
Enhedslistens historiske forblindelse og legitimering af religiøs dogmatisme er en hån mod venstrefløjens historie, ikke alene i Danmark, men i hele verden. For overalt i verden kæmper og kæmpede venstrefløjen gennem hele deres historie imod religiøs dogmatisme og reaktionære kræfter i deres samfund. En kamp, der til stadighed fortsætter og endda har haft store tab til følge.
Det er som om, at man har glemt den kamp i Enhedslisten. Den kamp der handlede om menneskelig frigørelse, som den moderne venstrefløj er et resultat af.
Resultatet efter weekendens landsmøde er klar. Asmaa Abdol Hamid opstilles i en sikker kreds, hvilket betyder at hun højst sandsynligt kommer i Folketinget.
Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke har noget imod hendes kandidatur og ej heller ser hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os endelig få dem frem i lyset. Og jeg vil også fastslå at dette heller ikke handler om en personsag - men for mig om værdikamp.
Nej, min anke går på den historiske forblindelse, Enhedslisten med deres valg af Asmaa har skrevet under på. De har i den hellige mangfoldigheds navn givet køb på grundlæggende værdier, som vi står for på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.
Flere af Enhedslistens folk og andre kulturrelativister på venstrefløjen har retfærdigjort Asmaas dogmatiske religiøsitet. Man har f.eks. retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance. For i tolerancens hellige navn har vi nu legitimeret og retfærdiggjort en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.
Enhedslistens historiske forblindelse og legitimering af religiøs dogmatisme er en hån mod venstrefløjens historie, ikke alene i Danmark, men i hele verden. For overalt i verden kæmper og kæmpede venstrefløjen gennem hele deres historie imod religiøs dogmatisme og reaktionære kræfter i deres samfund. En kamp, der til stadighed fortsætter og endda har haft store tab til følge.
Det er som om, at man har glemt den kamp i Enhedslisten. Den kamp der handlede om menneskelig frigørelse, som den moderne venstrefløj er et resultat af.
lørdag den 5. maj 2007
Flygtninge udsættes for umenneskelig lange ventetider på behandling af traumer
I lørdagens udgave af JP, hvor undertegnede også er citeret, kan man læse at ventetiderne for stærkt traumatiserede flygtninge er op til to et halvt år overalt i landet.
Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente så længe på behandling.
Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001 og vi står 6 år efter og resultatet er fatal.
Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år han har siddet i regering, men intet gjort.
Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge.
Svære traumer
Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Konservativt anslået er mellem 20 og 30 % af flygtningene i Danmark ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer, fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familie.
Mange mennesker med svære traumer i Danmark lever i bestemte kvarterer, så som Gjellerup, Voldsmose, Mjølner-parken m.fl., hvorfor udfordringerne med traumer i skole og daginstitutioner mv. kan være meget ujævnt geografisk fordelt. Mange flygtninge må leve med disse traumer livet ud.
Populationsundersøgelser på Kolding Sygehus’ Psykiatriske afdeling (Christian Simonsen 2004) viser, at flere end 80 % af henviste flygtninge med traumer, har 2 yderligere psykiatriske diagnoser, foruden PTSD (post traumatisk belastningsreaktion).
Familieliv
De ofte meget alvorlige og invaliderende tilstande hos mennesker med svære traumer har stor betydning for dynamikken i det nære familieliv. Ofte vil ægtefællen og især børnene være i stor fare for at blive ”smittet”, dvs. sekundært traumatiseret. Hertil kommer, at børnene omsorgssvigtes som følge af forældrenes ringe forældreevne. De holdes ofte udenfor og bliver ikke inddraget i familiens problemer, da traumer for mange mennesker er meget tabubelagt. Dertil kommer, at mange forældre mener, at deres oplevelser er alt for belastende for børnene at bære, så de forsøger at skåne børnene ved ikke at inddrage dem. Børnene forstår derfor ofte ikke, hvad der sker i deres familie. Vi ser derfor mange børn udvikle sig for selvstændigt, for tidligt. De påtager sig voksenansvar, typisk for yngre søskende og for husholdningen mm. Børnene kan endvidere blive udadreagerende, aggressive og vrede eller indadvendte og selvskadende. Ligesom vi ser det i nogle familier med psykiske lidelser og/eller misbrug.
Mangel på viden og handlemuligheder
Nogle gange bliver børnenes problemer og symptomer udlagt som produkt af en anden kulturel norm for opdragelse af børn. Mest af alt fordi fagprofessionelle i det danske samfund ikke i tilstrækkeligt omfang har viden om traumer og eksiltilværelse. Der er behov for viden og uddannelse på de faglige grunduddannelser, og der er behov for efteruddannelse.
Mangel på evidens
Traditionen for specialiseret behandling i Danmark af mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur er relativ ny. Det er først for nylig, at området overhovedet er nævnt i lovgivningen som en opgave, det danske samfund skal påtage sig. Det var først den 1. januar 2005, området blev omfattet af den daværende sygehuslov. Det skete ved at blive skrevet ind i bemærkningerne til et ændringsforslag til sygehuslovgivningen i sommeren 2004. Af disse grunde mangler der rehabliteringsfaglig og klinisk forskning i indsatser over for denne gruppe. Denne forskning findes ikke i Danmark i dag i videre omfang. Derfor er gode grunde til - både faglige og økonomiske - at samtænke sammenhængen mellem fokus i målgruppen (opprioritering af børn og familier), niveau af viden blandt fag-personer, opprioritering af forskning og viden om den behandling vi allerede tilbyder samt antallet af specialiserede behandlingspladser. Der er behov for politisk drøftelse af, hvordan det danske samfund skal indrette sig i forhold til, at der lever titusindvis af flygtninge i landet med svære traumer. Særligt er det vigtigt at have fokus på den opvoksende generation.
Du kan se mere om problemstillingen på siden traume.dk
Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente så længe på behandling.
Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001 og vi står 6 år efter og resultatet er fatal.
Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år han har siddet i regering, men intet gjort.
Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge.
Svære traumer
Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Konservativt anslået er mellem 20 og 30 % af flygtningene i Danmark ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer, fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familie.
Mange mennesker med svære traumer i Danmark lever i bestemte kvarterer, så som Gjellerup, Voldsmose, Mjølner-parken m.fl., hvorfor udfordringerne med traumer i skole og daginstitutioner mv. kan være meget ujævnt geografisk fordelt. Mange flygtninge må leve med disse traumer livet ud.
Populationsundersøgelser på Kolding Sygehus’ Psykiatriske afdeling (Christian Simonsen 2004) viser, at flere end 80 % af henviste flygtninge med traumer, har 2 yderligere psykiatriske diagnoser, foruden PTSD (post traumatisk belastningsreaktion).
Familieliv
De ofte meget alvorlige og invaliderende tilstande hos mennesker med svære traumer har stor betydning for dynamikken i det nære familieliv. Ofte vil ægtefællen og især børnene være i stor fare for at blive ”smittet”, dvs. sekundært traumatiseret. Hertil kommer, at børnene omsorgssvigtes som følge af forældrenes ringe forældreevne. De holdes ofte udenfor og bliver ikke inddraget i familiens problemer, da traumer for mange mennesker er meget tabubelagt. Dertil kommer, at mange forældre mener, at deres oplevelser er alt for belastende for børnene at bære, så de forsøger at skåne børnene ved ikke at inddrage dem. Børnene forstår derfor ofte ikke, hvad der sker i deres familie. Vi ser derfor mange børn udvikle sig for selvstændigt, for tidligt. De påtager sig voksenansvar, typisk for yngre søskende og for husholdningen mm. Børnene kan endvidere blive udadreagerende, aggressive og vrede eller indadvendte og selvskadende. Ligesom vi ser det i nogle familier med psykiske lidelser og/eller misbrug.
Mangel på viden og handlemuligheder
Nogle gange bliver børnenes problemer og symptomer udlagt som produkt af en anden kulturel norm for opdragelse af børn. Mest af alt fordi fagprofessionelle i det danske samfund ikke i tilstrækkeligt omfang har viden om traumer og eksiltilværelse. Der er behov for viden og uddannelse på de faglige grunduddannelser, og der er behov for efteruddannelse.
Mangel på evidens
Traditionen for specialiseret behandling i Danmark af mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur er relativ ny. Det er først for nylig, at området overhovedet er nævnt i lovgivningen som en opgave, det danske samfund skal påtage sig. Det var først den 1. januar 2005, området blev omfattet af den daværende sygehuslov. Det skete ved at blive skrevet ind i bemærkningerne til et ændringsforslag til sygehuslovgivningen i sommeren 2004. Af disse grunde mangler der rehabliteringsfaglig og klinisk forskning i indsatser over for denne gruppe. Denne forskning findes ikke i Danmark i dag i videre omfang. Derfor er gode grunde til - både faglige og økonomiske - at samtænke sammenhængen mellem fokus i målgruppen (opprioritering af børn og familier), niveau af viden blandt fag-personer, opprioritering af forskning og viden om den behandling vi allerede tilbyder samt antallet af specialiserede behandlingspladser. Der er behov for politisk drøftelse af, hvordan det danske samfund skal indrette sig i forhold til, at der lever titusindvis af flygtninge i landet med svære traumer. Særligt er det vigtigt at have fokus på den opvoksende generation.
Du kan se mere om problemstillingen på siden traume.dk
Pressemeddelelse - Katastrofale ventetider på behandling for traumatiserede flygtninge
Af: Serdal Benli (SF), psykiatriordfører i Region Hovedstaden og folketingskandidat
“Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente op til to et halvt år på behandling,” udtaler regionsrådsmedlem og folketingskandidat Serdal Benli (SF).
I Jyllandsposten lørdag den 5. maj kan man læse at ventetiderne for stærkt traumatiserede flygtninge er op til to et halvt år overalt i landet.
“Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001, og vi står 6 år efter, og resultatet er fatalt. Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år, han har siddet i regering, men intet gjort.” siger Serdal Benli og vil bede sit partis folketingsgruppe følge op på sagen og tage konkreter initiativer til at sikre en egentlig behandlingsgaranti på området.
“Ministeren undsiger let og elegant problemet ved at henvise til mangel på psykiatere. Dette handler om politisk prioritering, og det er så katastrofalt for de traumatiserede mennesker, at alt bør undersøges. Det burde være muligt at bruge psykologer - det kan man i Norge, så hvorfor ikke her i Danmark.”
Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge.
Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Det anslås at mellem 20 % og 30 % af flygtningene i Danmark er ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familier.
Fakta:
- 25-30 pct. af alle flygtninge, der kommer til Danmark, er traumatiserede
- 1095 flygtninge fik asyl i 2006
- Der bor 78.000 personer fra flygtninge lande i Danmark
“Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente op til to et halvt år på behandling,” udtaler regionsrådsmedlem og folketingskandidat Serdal Benli (SF).
I Jyllandsposten lørdag den 5. maj kan man læse at ventetiderne for stærkt traumatiserede flygtninge er op til to et halvt år overalt i landet.
“Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001, og vi står 6 år efter, og resultatet er fatalt. Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år, han har siddet i regering, men intet gjort.” siger Serdal Benli og vil bede sit partis folketingsgruppe følge op på sagen og tage konkreter initiativer til at sikre en egentlig behandlingsgaranti på området.
“Ministeren undsiger let og elegant problemet ved at henvise til mangel på psykiatere. Dette handler om politisk prioritering, og det er så katastrofalt for de traumatiserede mennesker, at alt bør undersøges. Det burde være muligt at bruge psykologer - det kan man i Norge, så hvorfor ikke her i Danmark.”
Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge.
Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Det anslås at mellem 20 % og 30 % af flygtningene i Danmark er ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familier.
Fakta:
- 25-30 pct. af alle flygtninge, der kommer til Danmark, er traumatiserede
- 1095 flygtninge fik asyl i 2006
- Der bor 78.000 personer fra flygtninge lande i Danmark
søndag den 29. april 2007
Faresignaler i Tyrkiet
Præsidentvalget i Tyrkiet har de senste dage udviklet sig i en faretruende retning for det skrøbelige tyrkiske demokrati. Militæret har fremsat trusler mod den islamiske regering og deres præsidentkandidat Abdullah Gül. Argumentet er at valget af ham til præsidentembedet er en trussel mod landets sekulære system. De frygter, at Gül vil forsøge at få tyrkernes grundlovsfæstede adskillelse mellem religion og politik til at smuldre, hvis han bliver valgt.
Situtationen er dermed alarmerende. Hvad der her er på spil, er demokratiet og landets reformproces og betingelserne for medlemskab af EU.
Samtidig illusterer dette endnu gang det tyrkiske militærs forsøg på magtudøvelse over landets politik.
De næste dages udvikling er derfor essentiel for demokatiet i landet.
Det skal lige siges at regeringspartiet og dermed præsidentkandidaten ikke er helt stuerene. Partiet har islamistiske rødder og tidligere ytret meget religiøse og reaktionære holdninger.
Dog er det alligevel vigtigt, at militæret overlader varetagelsen af demokratiet til den demokratisk valgte regering. For dette skal ses, som en prøvesten for, om det tyrkiske militær respekterer demokratiet og den demokratisk valgte regering.
Dog frygter jeg at militæret vil gribe ind, som vi har jo set flere gange tidligere i den tyrkiske republiks korte historie. Og en sådan indgriben vil sætte den opnåede udvikling i landet mange år tilbage og gøre et kommende EU-medlemskab umulig.
Situtationen er dermed alarmerende. Hvad der her er på spil, er demokratiet og landets reformproces og betingelserne for medlemskab af EU.
Samtidig illusterer dette endnu gang det tyrkiske militærs forsøg på magtudøvelse over landets politik.
De næste dages udvikling er derfor essentiel for demokatiet i landet.
Det skal lige siges at regeringspartiet og dermed præsidentkandidaten ikke er helt stuerene. Partiet har islamistiske rødder og tidligere ytret meget religiøse og reaktionære holdninger.
Dog er det alligevel vigtigt, at militæret overlader varetagelsen af demokratiet til den demokratisk valgte regering. For dette skal ses, som en prøvesten for, om det tyrkiske militær respekterer demokratiet og den demokratisk valgte regering.
Dog frygter jeg at militæret vil gribe ind, som vi har jo set flere gange tidligere i den tyrkiske republiks korte historie. Og en sådan indgriben vil sætte den opnåede udvikling i landet mange år tilbage og gøre et kommende EU-medlemskab umulig.
lørdag den 28. april 2007
Religionskritik - på SF’s landsmøde (tale)
Kære kammerater, kære landsmøde.
Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.
Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.
Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.
Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.
Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.
Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.
Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.
Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.
I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.
Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.
TAK FOR ORDET
Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.
Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.
Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.
Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.
Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.
Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.
Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.
Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.
I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.
Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.
TAK FOR ORDET
torsdag den 26. april 2007
Religionskritik er værdikamp!
Religion er mere end bare en individuel tro. Det er, og har været, et redskab til fremme og legitimering af den ene eller anden form for politik. I vor moderne samfund er religionen (ikke bare islam) med dens kvindeundertrykkende principper begyndt at blive accepteret af et socialistisk parti for at partiet kan fremstille sig selv som tolerant. Lad mig her praktisere min demokratiske rettighed til at kritisere og argumentere for at tolerance ikke er det samme som stiltiende accept.
Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.
Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.
Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.
Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.
Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.
Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.
Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.
Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.
Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.
Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.
Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.
Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.
onsdag den 25. april 2007
Demokratiske Muslimers kovending!
I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse at foreningen Demokratiske Muslimer (DM) støtter Asmaa Abdol Hamid. Jamen dog tænker man så - har de glemt deres egen korte fortid!
Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer.
Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag?
Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det.
Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det.
For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?
Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.
Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending - de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive - men hvor bliver det progressive af.
Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?
Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer.
Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag?
Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det.
Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det.
For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?
Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.
Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending - de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive - men hvor bliver det progressive af.
Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?
tirsdag den 24. april 2007
Ingen træer vokser ind i himlen
I nyhedsmedierne har vi den seneste været vidne til en større skandale
i kræftbehandlingen og flere eksempler på uacceptable dårlige forhold
i plejesektoren og overbelægning på de medicinske afdelinger på
hospitalerne . Forhold der bestemt kræver stor opmærksomhed og hurtig
indsats. Men der er også succeshistorier i hospitalsverdenen.
På Sct . Hans Hospital afdeling M behandler man psykisk syge
misbrugere i et moderne behandlingskoncept med kognitiv adfærdterapi.
Støttet med et større pengebeløb fra Sundhedsministeriet har det taget
en årrække at implementere behandlingen.Samtlige i behandlergruppen
(fra plejere til læger) er blevet uddannede indenfor den kognitive
adfærdsterapi. De forskellige behandlingselementer som bla. er
patientundervisning, gruppeterapi og fysisk træning er blevet
indarbejdet i afsnittenes faste rutiner.
Og det virker. Faktisk med særdeles gode resultater. Behandlingen er
evalueret i et forskningsprojekt og resultaterne viser at patienternes
psykiske symptomer reduceres, deres funktionsniveau stiger, flertallet
bliver misbrugsfri under behandlingen og antallet af tvangsindgreb
falder markant. En rigtig succeshistorie, men tilbuddet har desværre
ikke kunnet dække behovet. Som det eneste specialiserede døgntilbud i
hovedstadsområdet til denne tunge patientkategori har der konstant
været lange ventelister.
Men ingen træer vokser ind i himlen. I det nye forslag til en
psykiatriplan for Region Hovedstaden ser det ud til at afdelingen
bliver nedlagt og man kan ikke umiddelbart gennemskue hvor og hvordan
behandlingen af disse svært syge og for samfundet problematiske
patienter skal foregå.
De psykisk syge misbrugere er i befolkningen en ugleset gruppe, mest
opmærksomhed får de når de er hovedpersoner i formiddagsbladenes
sensationshistorier. Som enkeltpersoner er de ensomme, fattige,
boligløse, har mange fysiske skavanker og sygdomme og dør en tidlig
død. Og så er de ofte kriminelle. Der er rigtig meget at vinde ved at
behandle de psykisk syge misbrugere. SF er imod nedlæggelse af
afdelingen. Nedlægges afdeling M vokser problemerne i gruppen af
psykisk syge misbrugere og spidskompetancer i en engageret
personalegruppe går tabt.
i kræftbehandlingen og flere eksempler på uacceptable dårlige forhold
i plejesektoren og overbelægning på de medicinske afdelinger på
hospitalerne . Forhold der bestemt kræver stor opmærksomhed og hurtig
indsats. Men der er også succeshistorier i hospitalsverdenen.
På Sct . Hans Hospital afdeling M behandler man psykisk syge
misbrugere i et moderne behandlingskoncept med kognitiv adfærdterapi.
Støttet med et større pengebeløb fra Sundhedsministeriet har det taget
en årrække at implementere behandlingen.Samtlige i behandlergruppen
(fra plejere til læger) er blevet uddannede indenfor den kognitive
adfærdsterapi. De forskellige behandlingselementer som bla. er
patientundervisning, gruppeterapi og fysisk træning er blevet
indarbejdet i afsnittenes faste rutiner.
Og det virker. Faktisk med særdeles gode resultater. Behandlingen er
evalueret i et forskningsprojekt og resultaterne viser at patienternes
psykiske symptomer reduceres, deres funktionsniveau stiger, flertallet
bliver misbrugsfri under behandlingen og antallet af tvangsindgreb
falder markant. En rigtig succeshistorie, men tilbuddet har desværre
ikke kunnet dække behovet. Som det eneste specialiserede døgntilbud i
hovedstadsområdet til denne tunge patientkategori har der konstant
været lange ventelister.
Men ingen træer vokser ind i himlen. I det nye forslag til en
psykiatriplan for Region Hovedstaden ser det ud til at afdelingen
bliver nedlagt og man kan ikke umiddelbart gennemskue hvor og hvordan
behandlingen af disse svært syge og for samfundet problematiske
patienter skal foregå.
De psykisk syge misbrugere er i befolkningen en ugleset gruppe, mest
opmærksomhed får de når de er hovedpersoner i formiddagsbladenes
sensationshistorier. Som enkeltpersoner er de ensomme, fattige,
boligløse, har mange fysiske skavanker og sygdomme og dør en tidlig
død. Og så er de ofte kriminelle. Der er rigtig meget at vinde ved at
behandle de psykisk syge misbrugere. SF er imod nedlæggelse af
afdelingen. Nedlægges afdeling M vokser problemerne i gruppen af
psykisk syge misbrugere og spidskompetancer i en engageret
personalegruppe går tabt.
Venstrefløjen må tage fat på religionskritikken
Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.
Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.
Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.
Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.
Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.
Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.
Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.
Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?
Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.
Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.
Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.
Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.
mandag den 23. april 2007
Behandling af dobbeltdiagnoser truet!
Af Anne Baastrup, (SF), psykiatriordfører og Serdal Benli, (SF), medlem af psykiatriudvalget i Region Hovedstaden (Bragt i JP den 23. april 2007)
»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.
dobbeltdiagnose.jpg
Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.
Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.
Naboernes skræk
Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.
Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.
Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.
Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.
Kun ét tilbud
I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.
Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.
Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.
Behandling virker
Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.
Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!
Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.
Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.
Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.
Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.
»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.
dobbeltdiagnose.jpg
Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.
Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.
Naboernes skræk
Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.
Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.
Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.
Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.
Kun ét tilbud
I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.
Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.
Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.
Behandling virker
Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.
Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!
Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.
Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.
Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.
Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.
søndag den 22. april 2007
Én baby blev født i går, men…!
Igår blev en baby født - en pige. Tillykke og velkommen til den lille baby, og tillykke til hendes forældre og alle andre der blev født i går! Du ønskes herfra et langt og fredeligt liv.
Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prinsesse. Noget hun ikke sådan bare kan fravælge.
Hun er livtidsikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største ydelser man kan få.
Ærgerligt for hende kommer hun ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hendes fødselsdag!
Hun kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.
Hun kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.
Hun behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal hun aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse.
Hun skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!
Hun kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hendes jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgeligt for hende.
Men hun har jo ikke noget valg - for hun er født til at varetage rollen som prinsesse af Danmark.
Men uanset hvad ønskes hun og alle de andre medborgere, der blev født igår, et fredeligt og lykkeligt liv.
Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prinsesse. Noget hun ikke sådan bare kan fravælge.
Hun er livtidsikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største ydelser man kan få.
Ærgerligt for hende kommer hun ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hendes fødselsdag!
Hun kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.
Hun kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.
Hun behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal hun aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse.
Hun skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!
Hun kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hendes jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgeligt for hende.
Men hun har jo ikke noget valg - for hun er født til at varetage rollen som prinsesse af Danmark.
Men uanset hvad ønskes hun og alle de andre medborgere, der blev født igår, et fredeligt og lykkeligt liv.
lørdag den 21. april 2007
En grim hæmsko
Overbelægning er hverdag på landets medicinske afdelinger. Mange afdelinger må døje med konstant overbelægning, og det er svært for afdelingerne selv at gøre noget ved problemet, idet størstedelen af patienterne er akutte og dermed kan ankomme på alle døgnets tidspunkter året rundt.
Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.
Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.
Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.
Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.
Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.
Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.
Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.
Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.
fredag den 20. april 2007
Hvor er Tyrkiet på vej hen?
Januar i år blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink koldblodigt skudt ned på åben gade i Istanbul. Mordet, der mest af alt minder om en politisk likvidering, rystede hele det tyrkiske samfund og er det seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.
I denne uge blev et bibelforlag angrebet og tre kristne missionærer koldblodigt dræbt i det sydøstlige Tyrkiet. Ofrene – heriblandt en tysker – blev fundet med deres hænder og fødder bundet og skåret i halspulsåren.
En episiode i rækken af flere angreb på de kristne mindretal i Tyrkiet vi har oplevet de seneste år.
Mordene på Dink og de tre missionærer skal ses i lyset af den for tiden ekspanderende og sprængfarlige tyrkiske nationalisme, der er stærkt provokeret af dele af den politiske elitiske og militæret og som har gjort systemkritiker, religiøse mindretal og andre minoriteter til skydeskiver.
Med med mordet på Dink og de tre missionærer fik disse nationalistiske tendenser både hævn over landsforrædere og ønsker sig større international modvilje mod tyrkisk EU-medlemskab.
Desværre kan vi med disse hændelser til stadighed konstatere, at Tyrkiet har store vanskeligheder ved at håndtere ytringsfriheden og respekten for menneskerettighederne m.v. Derfor håber jeg, der ønsker Tyrkiet i EU, at disse hændelser kan give anledning til selvransagelse i det tyrkiske samfund og på sigt sikre vejen til EU.
I denne uge blev et bibelforlag angrebet og tre kristne missionærer koldblodigt dræbt i det sydøstlige Tyrkiet. Ofrene – heriblandt en tysker – blev fundet med deres hænder og fødder bundet og skåret i halspulsåren.
En episiode i rækken af flere angreb på de kristne mindretal i Tyrkiet vi har oplevet de seneste år.
Mordene på Dink og de tre missionærer skal ses i lyset af den for tiden ekspanderende og sprængfarlige tyrkiske nationalisme, der er stærkt provokeret af dele af den politiske elitiske og militæret og som har gjort systemkritiker, religiøse mindretal og andre minoriteter til skydeskiver.
Med med mordet på Dink og de tre missionærer fik disse nationalistiske tendenser både hævn over landsforrædere og ønsker sig større international modvilje mod tyrkisk EU-medlemskab.
Desværre kan vi med disse hændelser til stadighed konstatere, at Tyrkiet har store vanskeligheder ved at håndtere ytringsfriheden og respekten for menneskerettighederne m.v. Derfor håber jeg, der ønsker Tyrkiet i EU, at disse hændelser kan give anledning til selvransagelse i det tyrkiske samfund og på sigt sikre vejen til EU.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
