torsdag den 26. marts 2009

Pressemeddelelse: Dansk delegation overværer historisk valg i Tyrkiet på søndag

Historisk valg i Tyrkiet på søndag.
Konflikten mellem statsmagten og det kurdiske mindretal bevirker, at folkeafstemningerne ikke altid går retfærdigt til, og det drejer sig især om de kommuner, hvor der er tæt løb mellem regeringspartiet og det pro-kurdiske parti, DTP. Derfor vil en dansk delegation bestående af valgobservatører sammen med observatører fra store dele af Europa stå klar i Tyrkiet for at overvære valgkampen og forsøge at sikre, at den går demokratisk til.

Fra Danmark er repræsentanterne hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli, som selv har kurdiske rødder og Villo Sigurdsson (A), tidligere borgmester i København. Sammen rejser de torsdag til Tyrkiet for at overvære valget.

Valget har en enorm principiel betydning for Tyrkiets demokratiseringsproces. Det er et historisk valg, der foregår i lyset af en indenrigspolitisk dagsorden, hvor landet er midt i selvransagelse. Tidligere militærfolk, journalister, forfattere, universitetsprofessorer m.fl. er blevet anholdt i den såkaldte Ergenekon-sag - fordi man mistænker dem for at have planer om kup og mord på politiske modstandere. Samtidig er det kurdiske spørgsmål højaktuel og en vigtig del af valgkampen.

Det forlyder, at antallet af stemmeberettigede i Tyrkiet er steget med hele 5,6 mio. siden sidste parlamentsvalg i 2007, men hverken de foreliggende valglister eller befolkningsstatistikken indeholder troværdige oplysninger, som kan redegøre for denne stigning. Denne omstændighed giver således næring til mistanken om, at resultatet af det seneste parlamentsvalg var utroværdigt, hvilket skaber en naturlig usikkerhed omkring troværdigheden af det forestående valg.

Valgene i Tyrkiet er en lakmusprøve på det tyrkiske demokrati og landets muligheder for at opnå en tættere tilknytning til EU.


Kontakt info:
Mobil: 27208860
Email: benli@benli.dk
NB: Jeg skriver løbende fra Tyrkiet om valgkampen på min blog: www.benlisreplik.blogspot.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar