BENLIS REPLIK

Uligeløn lever i bedste velgående

2009-09-25T16:39:00.002+02:00

Politiken skrev i 2007, at Danmark er et uland, når det gælder ligeløn. Der er stadig noget om snakken. For nylig udkom en undersøgelse fra EU, der viser, at kvinder i Danmark i gennemsnit tjener 17,7 procent mindre end mænd. Dette faktum runger forhåbentligt i ligestil-lingsministerens og regeringens ligestillingsgen. Lønforskellen i riget er vokset fra 15 til 18 pct. under den nuværende regering. I dag ligger vi nummer 19 i EU. Altså lever det kønsopdelte arbejdsmarked og uligeløn i bedste velgående. Det er da skandaløst, at vi fortsat ligger og roder rundt blandt ulande, når det gælder ligeløn. F.eks. viser World Economic Forums indeks for 2007, at Danmark lå på en 39. plads efter lande som Albanien, Benin og Botswana.

Umiddelbart er ligeløn et ukendt vokabularium hos både ligestillingsministeren og på de danske arbejdspladser. Det viser sig, at det kun er 23 virksomheder, der har downloadet eller fået tilsendt de ligelønsstatistikker, som Danmarks Statistik har skullet indsamle for Beskæftigelsesministeriet siden 2007. Hvis nogle ikke skulle vide det, så har vi ca. 300.000 virksomheder registreret i dette land!

Regeringen må have en grim smag i munden. Det var nemlig dem, som i sin tid fjernede de kønsopdelte statistikker og genindførte dem i 2007 i en noget ændret form. Danmarks Stati-stik har siden 2007 på vegne af Beskæftigelsesministeriet udarbejdet kønsopdelte lønstati-stikker på baggrund af de lønoplysninger, som de 2.000 virksomheder (offentlige såvel priva-te), som er omfattet af den ny lov, skulle indberette. Indtil videre er det kun 23 virksomheder ud af de 2000, der har gjort brug af ligelønsstatistikkerne. Fiasko!

I 2008 nedsatte regeringen en ligelønskommission efter stort offentligt pres, hvor store grup-per af offentligt ansatte strejkede for netop kravet om ligeløn. Kommissionen skal netop se på uligelønsudfordringen. Jeg håber inderligt, at ligelønskommissionen ikke blot er endnu et skuespil for galleriet. For ligestillingsministeren og regeringen må snart forstå, at uligeløn er et samfundsproblem, som de har et ansvar for at løse. Hvis ikke de kan og er deres opgave voksne nok, kan de tage et kig på SF’s forslag til, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked, hvor der er ligestilling og ligeløn.

Læs mere om SF’s forslag til ligelønspolitik her.

http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=76702
http://www.hk.dk/www/forsidenyheder/minister_i_samraad_om_ligeloen
http://www.hk.dk/www/aktuelt/nyhedsarkiv/september_2009/virksomheder_ser_stort_paa_ligeloen
http://politiken.dk/erhverv/article504297.ece

Tag dog ansvar, Enhedslisten!

2009-09-23T12:23:00.000+02:00

Bragt i Bagsværd/Søborg Bladet
Enhedslisten i Gladsaxe er fortørnede over, at SF ikke har valgt at indgå i et valgteknisk valgforbund med dem og bruger samtidig anledningen til at erklære, at de skulle være garanten for, at Gladsaxe kan udvikle sig i en miljørigtig og solidarisk retning. Dette kan man have sine tvivl ved.

For det første er et valgforbund et valgteknisk samarbejde, der indgås mellem politiske partier eller lister for at minimere stemmespild og for at maksimere antallet af mandater, der tilfalder partierne i valgforbundet. SF har vurderet, at et valgteknisk samarbejde med S og R vil give mest mulig politisk indflydelse efter det kommende valg. Men at dette ligefrem skal tolkes som, at Ø skulle være garanten for en miljørigtig og solidarisk retning i Gladsaxe må vurderes som værende en sandhed med modifikationer.

Desuden kan man også have sine tvivl ved intentionerne bag og den måde, frieriet har foregået på fra Ø‘s side. I en mail, som også blev sendt til pressen, blev SF spurgt om, hvorvidt de ville indgå i et valgteknisk samarbejde uden på forhånd at have clearet pressehenvendelsen med SF selv. Man kan fristes til at tro, at dette blot handler om et mediestunt end om reelle politiske hensigter.

Endvidere skriver Enhedslisten i lokalpressen at SF ikke vil være i opposition kritiserer og vores deltagelse i budgettet. SF er i opposition, men SF og Enhedslisten alene er ikke stærke nok som opposition til at sørge for, at alting bliver bedre. Oppositionen i Gladsaxe alene kan ikke ændre det politiske aftalesystem, som prøver at kvæle kommunerne. At holde sig uden for budgetkampene gør ikke tvungne nedskæringer mindre smertefulde for de svageste og kan ikke forbedre velfærd og miljø. Det kan kun fasthed og gode argumenter i de kampe om kompromisser, som er nødvendige i et demokrati.

Der har været ført blokpolitik i Danmark længe nok – Socialdemokraterne er ikke “fjenden” og De Radikale heller ikke. De skal være med for, at “oppositionen “ kan blive stærke nok til at gøre Gladsaxe til en foregangskommune igen. Så venner, kom nu i gang og tag ansvar i stedet for hele tiden at føre signalpolitik.

http://www.dinby.dk/herlev/bagsvaerdsobo…

Den tyrkisk-kurdiske konflikt har to parter

2009-09-22T10:35:00.001+02:00

Bragt i Information:

Det er trist at læse Lasse Ellegaards leder i Information den 7. september om emnet »det kurdiske initiativ«. Hans konklusion er, at AKP-regeringen gør alt for en løsning af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, mens det pro-kurdiske parti, DTP, udgør en barriere for processen ved at stille ultimative krav. Intet kunne være mere unuanceret. Man forventer en dybere indsigt fra en journalist med lang korrespondenterfaring fra Tyrkiet.

I virkeligheden har DTP - som det eneste oppositionsparti i parlamentet - erklæret sig rede til at bidrage positivt til processen. Men de har påpeget, at fredsprocessen er dømt til at lide skibsbrud, hvis ikke konfliktens reelle parter inkluderes i processen. DTP vil blot undgå, at en så vigtig proces ikke løber panden mod en mur. Det er derfor forkert at fremstille DTP som en sten i skoen.

Kemalistisk ånd
AKP har tilsyneladende gode intentioner, men er blevet advaret af militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ‘røde linier’; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning. Disse ildevarslende udmeldinger er langt fra tomme trusler og har ty-deligvis givet AKP kolde fødder.

Man opnår intet ved at udelukke konfliktens parter på forhånd. Tværtimod vil det styrke de tyrkiske nationalister, der ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog. Historien har vist, at konflikter løses med de involverede parter som i Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

Det er udtryk for politisk tonedøvhed, når DTP i ramme alvor betegnes som et nationalistparti. Er det nationalisme at kræve, at ens borgerrettigheder overholdes? Er det nationalistisk at ønske et Tyrkiet, der inkluderer kurderne? DTP har flere gange vist sig som en samlende paraplybevægelse for demokratiske kræfter på venstrefløjen. Mange af DTP’s medlemmer, også i parlamentet, er tyrkiske venstreorienterede.

En erfaren Mellemøstkorrespondent burde som minimum også vide, at farverne rød, gul og grøn ved en demonstration ikke er PKK-farver, men de kurdiske nationalfarver, der i århundreder har været anvendt i hele Kurdistan.

DTP har erklæret sig parate til at løse konflikten straks. Kurderne har i årtier ventet på en reformorienteret regering som AKP og har alt at vinde og intet at miste ved en fred. Det er derfor voldsomt ukonstruktivt, at Lasse Ellegaard anbefaler at holde forhandlingens legitime part PKK væk, fordi det skulle skabe lange udsigter.

Lad os nu være ambitiøse på fredens vegne. Det fortjener både tyrkere og kurdere.

Af: Serdal Benli, regionsrådsmedlem (SF), Xalit Sert, FOKUS-A og Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (A)
21. september 2009

http://www.information.dk/202804
http://www.information.dk/202804

Burkapartiet på slingrevals

2009-09-17T13:29:00.001+02:00

De Konservative er vist blevet klogere på menneskerettigheder og demokrati, nu hvor forslaget om et generelt burkaforbud ifølge Justitsministeriets embedsmænd rejser væsentlige spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven. Burkapartiet dropper altså forslaget. Sikke en slingrekurs, JustitsBrian og hans hellige kriger har begivet sig ud på.

Man kan undre sig over, at et parti, der besidder ministerposten i Justitsministeriet, ikke har gjort brug af muligheden for at vende forslaget med de selvsamme embedsmænd, inden det blev offentliggjort. De samme embedsmænd var der også før, forslaget blev offentliggjort, og mon ikke de i krogene havde advaret Burkapartiet!

Ja, det kan ikke blive mere grotesk og pinligt for JustitsBrian, som nu vil afvente resultatet af regeringens burkaudvalg. Hvad mon de kommer med af spændende forslag?

Er jeg den eneste, der er forvirret? For jeg kan efterhånden ikke rigtig finde ud af, hvad regeringen egentlig mener og vil på en række områder. I går morges ville regeringen forbyde Kirkeasyl, og senere på dagen ville de ikke, og nu vil Burkapartiet ikke have et generelt burkaforbud alligevel. Sikke en slingrevals – det varmer op til hed dans i regeringens gemakker. Whats next?

http://politiken.dk/politik/article790342.ece
http://politiken.dk/politik/article790179.ece
http://politiken.dk/politik/article790179.ece
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1819941.ece
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2009/09/17/101059.htm

Fredsprocessen i Tyrkiet er sat på standby

2009-09-11T22:36:00.001+02:00

Sidste måned lancerede den tyrkiske regering et ”kurdisk initiativ”, som hurtigt fik navneforandring til et ‘demokratisk initiativ’ efter store protester fra de nationalistiske oppositionspartier som MHP (National Aktionsparti) og CHP (Republikanerne – såkaldte socialdemokrater) samt ikke mindst landets stærke militær. Som Lasse Ellegård i Information skriver i Information den 7. september, er selve ordet ‘kurdisk’ et anslag mod Atatürks enhedsstat. Derfor denne navneforandring.

Advarslerne fra militæret og oppositionen mod at gøre anslag mod landets såkaldte ”røde linier”; Atatürks enhedsstat og kravet om en ren tyrkisk forfatning er langt fra tomme trusler og har tydeligvis givet AKP kolde fødder.

For 25 år efter kurderne igen greb til våben, var håbet for fred og en demokratisk løsning af konflikten for alvor kommet på tale i Tyrkiet, men de seneste begivenheder i landet efterlader bristede forventninger til fredsprocessen og viser med al tydelig de reelle intentioner, som der ligger til grund for det såkaldte ”kurdiske initiativ” eller rettere ”demokratiske initiativ”.

Her er nogle eksempler på hvorfor håbet for fred braste:

I dag er 17 ledende medlemmer af det kurdiske parti DTP (Demokratisk Samfundsparti), blev fængslet og flere hundrede blev allerede fængslet før sommerferien og sidder forsat fængslet, hvor af nogle af dem risikerer op til 15 års fængsel.

Mens den tyrkiske offentlighed har diskuteret forsoning og fred har militæret intensiveret deres operationer, der senest i går kostede 7 soldater livet. Dette på trods af at den kurdiske oprørsbevægelse har erklæret våbenhvile siden april 2009 og forlænget frem til efter ramadanen (den muslimske fastemåned).

For tre uger siden blev avisen Günlük lukket, som har dermed delt samme skæbne som mange andre kurdiske aviser i landet. Avisen nåede kun at eksistere i halvt år.

De seneste måneder har en række kurdiske børn, i forskellige kurdiske byer, fået urimelige fængselsdomme på mellem ti og tyve års fængsel for at kaste med sten mod politiet. Hvilket ifølge myndighederne kan sidestilles med propaganda for ” en terrorbevægelse”!

Indtil videre virker det som om, at de tyrkiske nationalister, der forsat insisterer på død og krig og ikke ønsker at ændre den tyrkiske forfatning, der i øvrigt tydeligt bærer præg af enhedsstatens rigide kemalistiske ånd: Ét flag, ét folk og ét sprog, har fået deres vilje for en stund og fredsprocessen sat på stand by. Men historien har vist os at freden lang om længe vil sejre - se blot Nordirland, Sydafrika og Palæstina. Hvorfor så ikke i Tyrkiet?

http://www.information.dk/202804
http://bianet.org/english/minorities/116963-erdogan-conflicts-will-not-block-the-peace-process
http://bianet.org/english/minorities/116876-condemning-police-violence-against-children---a-crime
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/333492:Udland--Tyrkiet-moedes-med-kurdere
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317962:Udland--Opbloedning-paa-vej-over-for-kurdere-i-Tyrkiet

Vi fortjener et andet sundhedsvæsen

2009-09-10T11:37:00.002+02:00

De sidste otte år er uligheden i det danske samfund steget markant, ikke mindst på sundhedsområdet. Mens regeringen med dens ”rødvinsreform” har givet store skattelettelser til de, som i forvejen havde rigeligt, er det offentlige velfærdssystem langsomt, men målrettet blevet udhulet.

Sundhedsvæsenet, som er en af de centrale velfærdsydelser, har været under total afvikling. Tragisk nok var netop dette sundhedsvæsen engang forbillede for selv de højest udviklede lande i verden. Det offentlige sundhedsvæsen er blevet drænet for midler til trods for, at sygehusudgifterne er eksploderet.

Det er gået den forkerte vej: Alt for mange patienter oplever en utilfredsstillende behandling, når de er indlagt, og der er de senere år sket en voldsom stigning i livsstilssygdomme. Andelen af danskere, der er overvægtige, er fordoblet fra 1987 til 2005, så 11,4 procent af danskerne nu er overvægtige. Samtidig koster rygning hvert år 14.000 danskere livet. Alle disse sygdomme kunne forebygges og behandles bedre, hvis vi gør en målrettet indsats for det. Stik imod værdierne i vores velfærdsmodel er befolkningen blevet delt op i A- og B-hold på sundhedsområdet.

Det er muligt at få det danske sundhedssystem på ret køl igen. Men det kræver et andet flertal på Christiansborg end VKO-flertallet. I SF vil vi skabe en fair forandring på sundhedsområdet til gavn for alle danskere. En forandring, som gør det dyrere at leve usundt og som sikrer flere penge til at forebygge og behandle livstruende sygdomme.

I den nye skattepolitik, ”Fair forandring”, som S-SF fremlagde i sidste uge, ønsker vi samlet set at investere godt 3 mia. kr. i bedre sygehuse og 2 mia. kr. i at styrke forebyggelsesområdet. For at finansiere nogle af disse tiltag vil vi hæve afgifterne på tobak, mættet fedt og sukker. En afgiftshævelse på usunde fødevarer og tobak sikrer, at det bliver dyrere at leve usundt, hvorved vi forebygger en række livsstilssygdomme, samtidig med at vi henter 3,9 mia. kr. til bedre sygehuse og forebyggelse.
Derudover vil vi skabe yderligere finansiering ved at afskaffe skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som skaber stor ulighed i adgangen til behandling. Endelig vil vi vedtage en arbejdsskadeafgift på virksomheder med farligt arbejdsmiljø, hvor der sker mange arbejdsulykker.

Bedre sundhed til danskerne kræver handling, og vi kan ikke længere se til, mens så mange danskere rammes og dør af livstruende sygdomme. Derfor er der brug for et nyt flertal, som kan skabe fair forandring på sundhedsområdet til gavn for danskernes sundhed.

http://politiken.dk/politik/article777635.ece
http://www.konservative.dk/nytogdebat/blogifokus/Sider/farligforandring.aspx
http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=72318

Iransk støttet dansk moskeprojektet bliver arnested for ekstremister

2009-09-01T11:51:00.000+02:00

Det er kommet frem at det nye moskeprojekt som Københavns Kommune har givet byggetilladelse, og som forventes at koste op mod 50 millioner kroner, skal ikke alene opføres for penge indsamlet blandt danske muslimer. Dokumenter i sagen viser, at byggeriet støttes af ukendte donorer fra Iran, som moskébyggeriets frontfigur ikke vil oplyse navnene på.

SF’s folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem Serdal Benli er fortørnet over udviklingen i sagen og udtaler:

” En moske i København er i sig selv ikke et problem tværtimod en berigelse for Københavns mangfoldighed. Men at mosken støttes af penge fra diktatoriske regimer og dermed på sigt vil blive brugt som agitationscenter for formørkede tanker og arnested for ekstremisme er forkasteligt og absurd.”

Videre siger Benli:

”Derfor kan vi ikke tillade og tolerere økonomisk støtte fra præstestyret Iran, der senest for to måneder siden nedkæmpede et folkeligt ønske om demokrati og ytringsfrihed og hvor krænkelse af menneskerettigheder og kvindeundertrykkelse er dagligdag.”

Forbuds Danmark

2009-08-17T11:57:00.001+02:00

Forbuds Danmarks repræsentanter har været i gang igen i weekenden:

Nu vil de forbyde burkaen!

Godt nok er burkaen middelalderligt og er symbolet for kvindeundertrykkelse ingen tvivl om det – men at vi ligefrem skal gå ind og forbyde den ved lov er vel at gå mere end en tand for meget. Vi skal selvfølgelig tage den værdipolitiske debat ift. at vi ikke accepterer burka mv, men at denne diskussion skal føre til et ”Forbuds Danmark” – den køber jeg ikke. For hvor går grænsen for den personlige frihed og hvad blev der så af religionsfriheden og vores dan-ske demokratiske værdier?

Så vil jeg også gerne stille et spørgsmål eller dele undren med JER: Hvad er forskellen på at ville tvinge en gruppe kvinder en bestemt klædedragt på og på at ville tvinge den AF? Og i øvrigt hvem tror på at man kan dræbe en ideologi ved at gå efter dens symboler? Jeg har i hvert fald ikke set det endnu. For fanden da det er jo ikke tørklæder og burka’er i sig selv som er problemet - men de dogmer, værdier og mænd der påbyder dem eller i Danmark forbyder dem!

I det hele taget stiller jeg spørgsmålstegn ved om der overhovedet er så mange kvinder, der bærer burka i DK, at det ligefrem udgør et problem. Desuden så fremmer et forbud slet ikke kvindernes kamp for frihed, tværtimod bliver de yderligere stigmatiseret.

Denne debat er i bund og grund ikke andet end engang populistisk pladder fra de konservative og deres hellige kriger. Den skaber overskrifter!

Man undrer noget sig noget over at landets økonomiminister og hendes ordfører vurderer at islamisk fundamentalisme er den største trussel vi står overfor, når vi befinder os midt i en økonomisk nedtur og der snart er klimatopmøde i København, hvor et af klodens mest eksistentielle og væsentligste spørgsmål skal diskuteres. Det dog mere end blot bizart, som Politikens leder skrev i forgårs.

StÃÂ¸ttekreds for irakerne i kirken

2009-06-30T09:26:00.001+02:00

StÃÂ¸ttekreds for irakerne i kirken

Shared via AddThis

Søren Espersen har ikke patent på danskhed

2009-06-19T11:40:00.002+02:00

Højrefløjens åndelige leder Søren Espersen skriver i politiken idag at alle første-, anden-, tredje- og snart fjerdegenerations indvandrere skal være velkomne i DK, men de skal bare assimilere sig. Hmm!

Assimilation: aldrig i livet. Men mon ikke Espersen og co. burde integreres i den danske virkelighed anno 2009 - for jeg er et levende billede på danskhed og integration anno 2009 og deler næppe værdier med Espersen.

Læs kroniken her: http://politiken.dk/debat/kroniker/article733234.ece

Smid ham nu på porten Pia K.

2009-06-17T10:14:00.000+02:00

Rigsrevisionens seneste rapport om overbetalingen af de private sygehuse, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var sundhedsminister, er så tydelig i sine konklusioner, at det er på grænsen til groft embedsmisbrug og sætter spørgsmålstegn ved Løkkes forsatte virke som statsminister.

Derfor har jeg en appel til Pia K., som jeg ikke tror, kan leve med at støtte en statsminister, der har lavet systematisk overbetaling og snydt danskerne i skattekroner for op mod en milliard kroner? For der er ingen tvivl om at ingen andre end Jer kan give ham det røde kort. Kom nu Pia smid ham nu på porten – Det er Danmark bedst tjent med.

Afskaf kongehuset og fri os for pladderdebatten

2009-06-12T13:46:00.003+02:00

Tag jer nu sammen! I en tid hvor finanskrisen og klimakrisen for alvor er over os og uligheden forsat vokser er det andre vigtigere dagsordener der tager fokus i dagens medier. Vores medier og politikere bruger tid på at diskutere om hvorvidt Henrik skal være konge.
Hold nu op! Afskaf så det kongehus og fri os for det pladder nu!

Læs mere her og mange andre steder:
Prins Henrik kan blive konge - Politiken.dk
Kilde: politiken.dk
Politisk flertal er klar til at give prins Henrik lov til at kalde sig konge, som han selv har efterlyst. Regeringsparti stritter imod.

Blodig massakre med statens våben

2009-05-20T12:58:00.000+02:00

Massakren i den sydøstlige del af Tyrkiet, hvor landsbyvagter forleden dræbte 44 mennesker, spøger i vores bevidsthed. Samtidig aktualiserer massakren på ny berettigelsen af landsbyvagtordningen i de kurdiske områder, hvor borgerkrigstilstande har hærget de sidste 25 år. Tragedien nødvendiggør utvivlsomt en politisk løsning af det kurdiske spørgsmål.

Selve hændelsen minder os om absurde scener fra en krigsfilm, som er vores hverdag meget fjern. For hvordan kunne det lykkedes morderne at angribe landsbyen og dræbe i alt 44 mennesker, heraf seks børn og sytten kvinder, mens der blev afholdt en fredelig forlovelsesfest? Tre af de dræbte kvinder var gravide, og en treårig døde af et skudsår i brystet. Angrebet foregik, mens flere af byens borgere sad til bøn, og mange af mændene som sædvanligt holdt vagt ved den nærliggende militærpost. Hvad gik galt, og hvorfor gik disse mordere amok? Hændelsen er kompleks og skal ikke alene betragtes som en flok blodtørstige morderes ønske om at tage liv eller som resultatet af en flok feudale galninges forskruede æresbegreber.

Årsagerne stikker dybere og er en direkte konsekvens af den militarisering af civilbefolkningen i de kurdiske områder af Tyrkiet, der har fundet sted over de sidste 25 år, hvor myndighederne har udliciteret håndhævelsen af sikkerheden i hele regionen til middelalderlige klanledere og deres håndlangere.

Massakren i Mardin har vakt røre i landet og bølgerne går højt. Hvorfor skal ganske almindelige, civile borgere bevæbnes i en sådan grad, at de udgør en trussel for sig og deres omgivelser? Hvorfor har staten ikke indset, at landsbyvagtordningen er en fiasko, der har skadet mere, end det har gavnet? Dette er nogle af de mange spørgsmål, der nu heldigvis diskuteres åbent i offentligheden.

250 nye landsbyvagter i tjeneste
Samme dag som de statsautoriserede landsbyvagter i Mardin begik den uforklarlige massakre, blev 250 nye landsbyvagter taget i ed og påbegyndte deres mission. En af militærets højtplacerede officerer, general Yurdaer Olcay, sendte følgende hilsen til ceremonien, hvor de 250 nye vagter blev taget i ed: “Forræderne, som ser jer som en fare for sig selv, prøvede at true og skræmme jer og jeres familier, men I gav ikke efter. De prøvede at så had, men I troede ikke på dem. De prøvede at starte smædekampagner og løgnehistorier, men I tog dem ikke seriøst og troede ikke på dem. I stedet har I valgt at stole på jeres stat og være tro mod jeres forfædres arv”.

De forfærdelige begivenheder i Mardin har uden tvivl aktualiseret debatten om berettigelsen og nytten af selve landsbyværnssystemet. Da ordningen blev indført i 1985 som et værn mod kurdiske oprører fra guerillabevægelsen PKK, fik nærmest alle, der var i stand til at trykke på en aftrækker, et våben stukket i hånden af sikkerhedsmyndighederne. Mange af dem, der valgte at blive landsbyvagter, var folk, der selv var blevet drevet væk fra deres oprindelige områder og livsformer og tvunget til at gå i statens tjeneste. Ifølge tal fra det tyrkiske indenrigsministerium fra 2006 begik i alt 5.000 landsbyvagter lovovertrædelser og menneskerettighedskrænkelser i perioden 1985-2006. Flere tusinde landsbyvagter var indblandet i forbrydelser som narkotikahandel, voldtægt, organiseret kriminalitet, likvideringer og angreb på ubevæbnede, PKK-venlige landsbyer.

I et svar på en forespørgsel i det tyrkiske parlament stillet i marts af Aysel Tugluk, parlamentsmedlem for det pro-kurdiske DTP, forklarer indenrigsminister Besir Atalay, at man kun har iværksat retsforfølgelse af 975 landsbyvagter, som alle var blevet afskediget. I samme svar oplyser ministeriet, at der i alt er 71.907 landsbyvagter i tjeneste anno marts 2009. Og meget tyder på, at tallet er konservativt sat. De statsbevæbnede klanledere har nemlig våbendepoter nok til selv at hverve nye folk, der måske har brug for penge til at brødføde sin familie. Andre bliver presset til at bevæbne sig under trusler fra klanhøvdingen, hvis magt er uindskrænket med henvisning til støtten fra staten. Og i Tyrkiet kan det være livsfarligt at sætte sig op imod statens vilje.

Selvom landsbyvagternes ugerninger var på sit højeste i 1980’erne og 1990’erne, har der ifølge kritikere været flere hændelser inden for de to sidste år, hvor landsbymilitserne har været involveret. F.eks. blev 12 mennesker likvideret i en bus i en forstad til byen Sirnak i september 2007. Samme år døde et lille barn i en forstad til den kurdiske storby Diyarbakir under en skudveksling mellem to militsfamilier.

Ikke en typisk blodfejde

Blodfejde og hævn er et velkendt fænomen i området. Men hidtil har man ikke set enkeltstående tilfælde af klanfejder af dette omfang. Ifølge Mazhar Bagli, underviser på Dicle Universitet i Diyarbakir, dræber man ikke tilfældigt ved opgør af den slags som forleden i Mardin. Bagli vurderer hændelsen som kompleks og ser det som en stor konsekvens af landsbyvagtordningen. At være landsbyvagt er blevet en magtdemonstration for mange, som har ødelagt mange familiers sociale status. Mange familier prøver via landsbyvagttjenesten at overgå hinanden, og dette skader ifølge Mazhar Bagli magtbalancen og den naturlige ”sociale balance” i disse små landsbysamfund. Dette sker ved, at en af parterne i en klankonflikt pludselig kan udmanøvrere og udslette sine rivaler med staten i ryggen.

Afmilitarisering er vejen frem

Hvis Tyrkiet vil undgå sådanne hændelser i fremtiden er den mest oplagte mulighed at afvæbne de mange titusinder af landsbyvagter og give dem andre muligheder for at tjene deres levebrød. Tiden og udviklingen er for længst løbet fra konceptet om væbnede klaner i statens tjeneste.
Ophævelsen af vagtordningen hænger dog uløseligt sammen med løsningen af landets kurdiske spørgsmål, der har holdt tyrkere og kurdere i en permanent borgerkrigstilstand i årtier. Det er yderst beklageligt, at denne 25 år lange konflikt stadig skal koste menneskeliv, som det har været tilfældet. Den gode side er imidlertid, at konflikten sagtens kan løses politisk.

PKK’s hovedbestyrelsesformand, Murat Karayilan, erklærede sig for to uger siden i et interview med Al Jazeera klar til at indgå fred med Tyrkiet. Og bevægelsen har ensidigt valgt at nedlægge våbnene indtil 1. juni. Samme budskab har han givet til tyrkisk presse i den forgangne uge. Der er med andre ord tale om en enestående chance for at bilægge striden én gang for alle.

Denne unikke mulighed bør gribes her og nu af den tyrkiske regering. Den danske udenrigsminister bør sammen med sine EU-kolleger presse ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan til at bringe en afslutning på denne meningsløse krig, der har kostet titusindvis af mennesker – og altså også statens egne landsbyvagter - livet. En udstrakt hånd bør til hver en tid gengældes i fredens tjeneste.

Camre er udenfor pædagogisk rækkevidde

2009-05-13T13:20:00.002+02:00

Først var det muslimerne og nu er det Østeuropa, der står for skud. DF’s EP-medlem Mogens Camre har nu kastet sig over de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien. Efter Camre’s udsagn er de politiske ulande, og derfor burde de have færre pladser i Europaparlamentet end de øvrige vestlige lande.

Camre mener at de nyeste medlemmer af EU er mindre begavede end skandinaver, og derfor burde de ikke have flere pladser i Europaparlamentet end os. Sikke en intelligens, den mand har.

Camre skal glæde sig over at hans nye parametre for Demokratisk deltagelse ikke gælder for DF. For som Dan Jørgensen (socialdemokraternes EP-kandidat) så korrekt siger:

"Dansk Folkeparti skal være ret glade for, at det ikke er intelligensen, der afgør, hvor mange mandater de får."

Det er skræmmende og bekymrende, at en dansk parlamentariker, der repræsenterer Danmark i Europaparlamentet, kan komme med så stupide udmeldinger. Gad vide hvad de europæiske lande tænker om os? Men at sådan en stupid udtalelse skulle komme fra Camres mund er ikke overraskende i sig selv. Manden er jo i forvejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Lad os antage at vi nu indretter demokratiet sådan, at vi laver vores afstemningsregler efter, hvem der er kloge og ikke kloge. Mon ikke Mogens Camre så var den første, der fik frataget sin stemmeret?

Lads dog få en officiel fattigdomsgrænse

2009-05-07T09:41:00.001+02:00

En ny opgørelse fra AE-rådet viser at der er kommet 40 pct. flere fattige børn til siden 2001, hvor VKO trådte til. Ifølge undersøgelsen lever 50.000 danske børn i dag i fattigdom.

Det er uanstændigt, at vi lever i et verdens rigeste lande og forsat har tusindvis af mennesker, der lever under kummerlige vilkår.

Problemet er at vi i Danmark ikke har en nedre grænse for fattigdom. Den seneste opgørelse er blot en yderligere bekræftelse af at et socialt mareridt er ved at oprulle sig som virkelighed for store dele af den dårligst stillede danske befolkning. Det vi så på tv ske i fattige nationer i Afrika eller andre verdensdele er ved være en realitet i Danmark og konsekvensen er en tabt generation og familier på vej ud i bundløs fattigdom og sat udenfor fællesskabet.

Derfor bør ethvert land have en officiel fattigdomsgrænse med et princip om, at ingen må falde ned under denne. Der må laves en lov, der sikrer, at fattigdomsgrænsen ikke blot skal være tomme ord og statistiske oplysninger.

For få år siden konkluderede daværende finansminister at vi snart kunne købe hele verden. Gad vide om det sviger i hans sjæl, at landet, der snart kunne købe hele verden har så mange fattige på samvittigheden? Endnu mere interessant er det at hans fæller i erhvervslivet nu også kritiserer udviklingen og langer ud efter regeringen.

Således kritiserede Haldor Topsøe, grundlægger af forskningsvirksomheden Haldor Topsøe A/S, regeringen i weekenden i Ber-lingske.

“Hvordan pokker er det muligt, at vi her i dette rige land har børn, der er nødlidende. Vi kan ikke være det bekendt. Sådan var situationen i 20′erne og 30′erne, hvor man oplevede fattig-dom og barskhed i et omfang, man ikke forestiller sig i dag. Sådan skal det ikke være nu.”

Analysen fra AE-rådet viser også, at der er geografiske forskelle i fattigdom. F.eks. er der i København 5.592 børn, der vokser op i familier, der kan betegnes som fattige, hvilket svarer til, at 6,6 pct. af hovedstadens børn.

Disse eksempler er blot få af mange beviser på, at proletariatet i Danmark lever i bedste velgående.

Den stigende ulighed, marginalisering og isolering i samfundet er en bekymrende udvikling og et kæmpeproblem. Udviklingen udgør samlet set en trussel for samfundets sammenhængskraft på sigt. Tænk blot på det vi så i Frankrig for nogle år siden, hvor årtiers økonomiske og sociale marginalisering førte til store uroligheder blandt det franske proletariat bestående af etniske minoritetsgrupper. Dette eksempel illustrerer, at en stigende ulighed i samfundet og en fortsat tendens med polarisering mellem samfundets elite og underklassen ikke skaber dynamik som påstået af tidligere socialminister Eva Kjer, men snarere dynamit!

Paradokset i hele denne debat er dog, at regeringen forsat afviser eksistensen af fattigdom og ulighed selvom utallige undersøgelser har påvist det modsatte. Senest afviser den ny udpegede Karen Ellemann tendensen. I sidste uge lod ministeren i et interview med JP forstå, at hun har meget vanskeligt ved at forestille sig, at der er danske børn, som går sultne i seng. Tag dig nu sammen Karen Ellenman og kom ud af busken.

Én baby blev født i dag, men…!

2009-05-04T13:21:00.001+02:00

I dag blev en baby født - en dreng. Tillykke og velkommen til den lille baby, og tillykke til hans forældre og alle andre der blev født i dag! Du ønskes herfra et langt og fredeligt liv.

Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prins af Danmark. Noget han ikke sådan bare kan fravælge.
Han er livstidssikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største offentlige ydelser man kan få.

Ærgerligt for ham kommer han ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hans fødselsdag!

Han kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.

Han kommer heller ikke til at deltage i en protestdemonstration for ligeløn foran Christians-borg sammen med tusinder af sygeplejersker!

Han kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.

Han behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal han aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse, som så mange gør i disse dage, hvor krisen er over os.

Han skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!

Han kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hans jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgerligt for ham.

Men han har jo ikke noget valg - for han er født til at varetage rollen som prins af Danmark.

Men uanset hvad ønskes han og alle de andre medborgere, der blev født i dag, et fredeligt og lykkeligt liv.

Pressemeddelelse: Bendt Bendtsens udmelding er et farligt signal

2009-04-29T13:03:00.001+02:00

Bendt Bendtsens nye holdning til tyrkisk EU-medlemskab er et farligt signal at sende, advarer SF's folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem med kurdiske rødder fra Tyrkiet

"Tyrkiet er geopolitisk og sikkerhedspolitisk en vigtig allieret, som hører til Europa. Jeg er enig med Bendt Bendtsen i, at der er store problemer i forhold til optagelse, og at Tyrkiet forsat har et stykke vej. Men vi skal holde Tyrkiet fast på kursen mod EU-medlemskab og vi må ikke svigte de mange reformkræfter i landet, der vil EU."

"Det vil være uheldigt at sende et signal til Tyrkiet og den muslimske verden om at EU er en kristen klub, hvor der ikke er plads til det muslimske land Tyrkiet," udtaler Serdal Benli.

Mislykket integration

2009-04-28T17:31:00.000+02:00

DR har fået Capacent til at lave undersøgelsen 'Din muslimske nabo'. Undersøgelsen viser at et klart flertal af muslimerne i Danmark bryder sig ikke om, at religion bliver kritiseret.

Til spørgsmålet om det bør være forbudt at kritisere religion svarer 55 pct. af de adspurgte enig/helt enig. Mens 34 pct. svarer uenig/helt uenig.

Mens de samme tal for resten af befolkningen ligger på henholdsvis 10 pct. og 78 pct. Altså et omvendt mønster end det vi viser blandt vores muslimske medborgere.

Til spørgsmålet om at ytringsfriheden bør indskrænkes i visse tilfælde svarer 66 pct. at de er enige mens det samme tal for resten af befolkningen er 10 pct.

Der kan udledes mange konklusioner på baggrund af denne undersøgelse. Men en central konklusion må vel være at der lang vej igen og at integrationen i dette samfund er mislykkedes på centrale områder. At et så markant flertal af vores muslimske medborgere ikke bryder sig om at religion bliver kritiseret og at ytringsfriheden bør indskrænkes i visse tilfælde, er tankevækkende og bekymrende for integrationen, demokratiet og ikke mindst ytringsfriheden. Vi er nødt til at tage alvorligt fat på denne debat.

Et indspark til debatten. De seneste mange års fokus alene på religion har skabt intolerance, polarisering og en ekskluderende (på begge sider) eller helt fraværende fællesskabsfølelse, der tjener ingen andre end højrefløjen og radikale fundamentalister. Disse har begge interesse i at opretholde religion som reference- og forklaringsramme, fordi de derved kan opstille fjendebilleder og forstærke polariseringen, hvilket i sidste ende styrker deres egen magtposition.

Ikke dermed ment at religionskritik skal udelukkes - nej den er forudsætningen for al samfundskritik.

DR har fattet pointen nu

2009-04-28T17:27:00.001+02:00

Muslimerne i Danmark er for de flestes vedkommende sjældne gæster i moskeerne. Derfor bør Imamerne ikke udtale sig på alle muslimers vegne mener lektor. Sådan står der i en artikel udgivet på DR's hjemmeside. DR konkluderer så allerede i artiklens overskrift at imamerne kun repræsenterer kun en lille gruppe.

Så er der kun at sige, at DR først har fattet pointen nu.
Jamen dog, hvilken ny opfindelse! Vi er flere der i mange år har sagt at imamer ikke repræsenterer herboende muslimer andet end deres supportergrupper som er på størrelse med fansskaren for en dansk fodboldklub i 2. division.

Se artiklen her.
Imamer repræsenterer kun lille gruppe - dr.dk/Nyheder/Indland
Kilde: www.dr.dk

Jakob Axel og co. forsætter med udhulingen af det offentlige sundhedsvæsen

2009-04-23T11:13:00.000+02:00

Der venter de danske skatteydere en milliardregning for behandlinger på privathospitaler, når behandlingsgarantien genindføres den 1. juli. Sådan er udmeldingen fra danske regionernes formand Bent Hansen forud for økonomiforhandlingerne med regering. Ifølge formanden vil regionerne næste år komme til at bruge op imod to mia. kr. på at sende patienter på privathospitaler, når de offentlige hospitaler ikke selv kan nå at behandle dem inden for fristen på én måned.

Ovenstående er sigende for det pres det offentlige danske sundhedsvæsen har været udsat for de sidste otte år. Derfor er ord som 'et sundheds-væsen i verdensklasse' er efterhånden passé i dagens Danmark. Det sundhedsvæsen, som engang dannede et forbillede for selv de højest udviklede lande i verden, har de sidste otte år været under total afvikling. Langsomt, men målrettet, er det offentlige sundhedsvæsen blevet drænet for midler til trods for at sygehusudgifterne er eksploderet.

Og alt dette sker paradoksalt nok under overskriften 'frit valg' og ventetidsgarantier

Dog handler det i virkeligheden om en målrettet og ideologisk gennemtænkt afviklingsmanøvre på den offentlige sektor.

Man må ikke lukke øjnene for, at det frie sygehusvalg og ventetidsgarantien har bidraget til, at den private sundhedsindustri blomstrer i hele landet. Og selv den administrerende direktør i Danske Privat Hospitaler erkender dette.

Men hvad er konsekvensen af alt det her?

Det frie sygehusvalg betyder, at alle patienter har ret til at blive henvist til et privat hospital, hvis der er mere end en måneds ventetid i det offentlige. Og for nyligt meddelte så to af landets regioner, at den stramme økonomiske aftale med regeringen vil gøre det endnu sværere at overholde ventetidsgarantien i 2009. Derfor vil de stramme budgetter og det frie sygehusvalg forsat udsulte det offentlige sygehusvæsen på den mest effektive måde, og dermed fremme det private, hvilket ironisk nok, giver privathospitalerne konkurrencefordele i form af høje takster på operationer.

Derfor står det danske sundhedsvæsen ved en skillevej, og det er på tide, at vi tager ordentligt fat på debatten om, hvad vi vil og også siger, hvad vi mener.

Og hvis man mener, at det offentlige sygehusvæsen skal drænes og det private profitmaksimeres, og ordentlig behandling kun skal være forbeholdt dem med de bedste sundhedsforsikringer i det danske samfund, så er det tid til at springe ud af busken nu. Vi har prioriteret. Og vi mener ikke, at dette er løsningen som Danmark kan være tjent med.

Hetz mod demokratisk valgt kurdisk parti i Tyrkiet

2009-04-17T12:30:00.003+02:00

Det er på høje tide, at den danske regering hæver stemmen over for Tyrkiet, mener regionsrådsmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli.

Her til morgen blev snesevis af partimedlemmer fra Demokratisk Samfundsparti (DTP) anholdt i Tyrkiet. Det er anden bølge af razziaer mod DTPs partikontorer i alle tyrkiske storbyer på mindre end en uge. Ifølge de tyrkiske myndigheder leder de efter beviser på forbindelser mellem DTP og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Razziaerne kommer få uger efter, at DTP fordoblede sin vælgertilslutning ved de vigtige lokalvalg i slutningen af marts. DTP har desuden 22 mandater i det tyrkiske parlament.

”Dette er intet andet end en hetz og politisk chikane mod et demokratisk valgt parti, som man forsøger at mistænkeliggøre i offentligheden. Hvor er den danske udenrigsminister, når demokratiet i Tyrkiet bliver vanrøgtet på denne måde? Regeringen bør påtale det over for Tyrkiet”, siger regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), som var udsendt valgobservatør ved lokalvalgene.

DTP, der arbejder for kurdisk selvstyre, mødtes med den amerikanske præsident Barack Obama ved præsidentens Tyrkiet-besøg for to uger siden. Obama er meget opmærksom på kurdernes situation i Tyrkiet, sagde han ved samme lejlighed.

Bekymrende udvikling i Tyrkiet

2009-04-16T10:24:00.001+02:00

I tirsdags blev en række kurdiske politikere i Tyrkiet anholdt ved en større politiaktion rundt om i hele landet. Tyrkiske aviser skriver at mindst 40 er blevet arresteret, hvoraf flere af de anholdte er højtstående medlemmer af det pro-kurdiske parti, DTP (Demokratisk Samfundsparti).

Se mine kommentarer til den bekymrende udvikling i Tyrkiet på DR2- Deadline igår aftes ved at klikke her.

Så kom dog i gang Lars

2009-04-15T12:54:00.001+02:00

Så holdte den nyligt udklækkede statsminister Lars Løkke Rasmussen sin jomfrutale i går. En skuffende og kedelig tale uden de store visioner for rigets tilstand og fremtid.

I en krisetid, hvor f.eks. arbejdsløsheden stiger fra dag til dag fik vi ingen svar fra statsministeren om hvad han vil gøre. Han var i sin tale derimod mere optaget af at indfinde sig i rollen som statsmanden Løkke end fremtidens udfordringer.

Kære Lars vi savner fortsat svar på, hvordan regeringen vil nedbringe den hastigt stigende arbejdsløshed?

Vores kære statsminister mener ikke, at krisen kan løses med et trylleslag, hvilket jeg må give ham ret i. Men Lars, den løses heller ikke ved at sidde på hænderne og håbe på at stormen tager af og miraklernes tid igen vil infinde sig.

Så kom dog i gang!

Den farlige talebanisering i Pakistan

2009-04-14T13:59:00.002+02:00

Talebaniseringen forsætter i Pakistan efter gårdsdagens vedtagelse i landet. De pakistanske politikere blåstemplede indførelsen af sharia i Swat-regionen, der grænser op til Afghanistan. En ny talibanstat er dermed blevet oprettet med hjælp fra vestens ”allierede” Pakistan og dets regering.

Blåstemplingen betyder blandt andet, at utroskab fremover vil blive straffet med stening, og tyveri med at hugge hånden af. Med andre er ord barbarisme tilladt.

Det paradoksale og farefulde i denne sammenhæng er at vestens allierede/ven, atommagten Pakistans regering har lagt sig fladt på maven for Taleban og islamismens hellige kriger. Pakistan har hidtil været anset for at være en af den vestlige verdens nærmeste allierede i kampen mod international terrorisme. Hvad så nu?

Presset fra islamisterne var så stort ifølge AP (Associated Press) at forslaget om at indføre sharia i regionen pressede selv landets præsident Asif Ali Zardari til give samtykke til det omstridte forslag, der opfylder Talebans ønske om islamisk lov i Swat. Hvad bliver det næste i en atomstat, som Pakistan, hvor politisk ustabilitet er hverdag og hvor islamismen er på fremmarch? Det tør jeg ikke at tænke på!

Vi kan være nok så trygge her i vores lille andedam. Men det faktum at Taleban nu ser indførelsen af islamisk i Swat-regionen som en sejr og samtidig erklærer, at Swat-regionen skal være en slags forsøgskanin for den videre udbredelse af sharia-lov i atommagten Pakistan, giver da anledning til al slags bekymring!

Vi kan ikke være på vagt nok overfor denne udvikling og blåstemplingen er ikke alene et knæfald for den spirende ekstremisme i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan, men i lige så høj grad for islamismen i hele den muslimske verden. For denne sejr for islamisterne vil sende en synergi effekt rundt i blandt ekstremistiske kræfter i hele verden.

NB: Det er da også forkasteligt at Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs giver grønt lys for at de religiøse skoler i Afghanistan - madrassaerne – aktivt skal inddrages i det afghanske uddannelsessystem. Ja det er fint at Danmark bruger millioner af kroner på at sikre skolegang til alle Afghanistans børn og det skal vi forsat gøre, men vi skal for guds skyld ikke hjælpe til med at fremme Talebans dagsorden og bruge de danske bistands kroner på mullaher.

Kilde:
Se blandt andet følgende links:

Politiken
Politiken
Kristeligt-Dagblad

Venstres kunstneriske skræmmekampagner

2009-04-08T11:56:00.002+02:00

I dagens nyhedsmedier kan vi læse at Venstre nu vil angribe SF og advare danskerne om faren ved at stemme SF. Til at udføre dette hellige felttog har Løkke fået en kriger i den nyudnævnte politiske ordfører Peter Christensen. Hans opgave er frem til valget at udstille SF som et ”vattet venstrefløjsparti”, som en central kilde i Venstre udtrykker det.

Billedet er genkendeligt og skræmmekampagner har Venstre altid været ret gode til at orkestrere.

Den største kunstner af dem alle, i skræmmekampagnetaktik, er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

”Nu ser vi så den sædvanlige skræmmekampagne fra socialdemokraterne”, messede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i 2001 i et vellykket offensivt forsøg på at afværge det socialdemokratiske angreb på Venstres politik.

Og Peter Christensen gør kunsten efter sit forbillede:

”Borgerlige vælgere, som har fundet Søvndal sympatisk og humoristisk, skal vide, at det ikke er ufarligt at stemme på SF. Derfor er det slut med at gøre Villy til en humoristisk figur. Han er socialist, og hans politik er socialistisk”, siger Christensen.

Andre MF’er for venstre har allerede været i gang med skræmmekampagnen. Senest læste jeg i Gladsaxe Bladet Gitte Lillelund Bech, advare vælgerne mod SF, ved at gå ud af en tangent der ligger langt fra politisk substans, men mere handler om hendes og mange venstrefolks angst og reelle bekymring for at magten er ved at glide ud af hænder på dem. Man kan kalde det de sidste krampetrækninger før faldet.

Villy udtrykker tingene meget klart:

”Det er bare udtryk for en forfremmelse. Det bliver pragtfuldt med noget rigtig modstand, for det har vi savnet lidt i SF. Jeg er sikker på, at de vil gøre sig umage, men det skyldes jo frygt for at miste magten, at panikken nu breder sig”

Når et såret dyr bliver presset op i et hjørne, så begynder det at blive desperat!

A little peek of the daily life of the Kurds in Turkey. The treatment of Kurds in Turkey is inhumane.

2009-04-07T08:52:00.001+02:00

It is called Turkish Democracy. It shows Turkish violations of human rights. This is a NATO member whose application for joining the European Union has been considered by some hypocrite European Countries.

Please take few minutes watching the following videos from utube.com:

http://www.youtube.com/watch?v=YrAkbSC3OKY
http://www.youtube.com/watch?v=UT9Gk3tkGsk&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=K5HgA7Gd480
http://www.youtube.com/watch?v=s-mkJyGnafw
http://www.youtube.com/watch?v=XvZhzPrR_gc&feature=related

Pressemeddelelse: SF'er: Fogh har solgt ud af principperne

2009-04-06T10:00:00.002+02:00

Danmarks tidligere statsminister har solgt ud af sine principper om ytringsfrihed og demokrati i sin iver efter at blive Nato ´s generalsekretær.

To dage efter hans udnævnelse falder det ud med indicier om, at Anders Fogh har lovet tyrkerne mere, end hvad han havde lov til.

Ikke nok med at Anders Fogh har ofret pressefriheden, har han også ofret ytringsfriheden. I tyrkiske medier fremgår det i dag, at Anders Fogh vil undskylde for Muhammed tegningerne og dermed give køb på vores kamp for ytringsfrihed. Basta.

Endvidere har vores tidligere statsminister Anders Fogh lovet en lukning af den kurdiske tv-station ROJ. Dermed har han taget danske de myndigheder og kurderne som gidsler i sagen om generalsekretærposten. For selvom efterforskerne i København i to tilfælde har lagt sagen mod ROJ død, fordi der ikke var grundlag for en straffe-sag, så har Tyrkiet presset på og afleveret materiale til embedsmænd fra den danske regering. Sagen er derfor blevet genoptaget, og senest har politiet via statsadvokaten for København fået besked på at fortsætte efter-forskningen, oplyser kilder i politiet.

”Det er imod dansk demokratipraksis og forkasteligt, at en statsminister på den måde ligger pres på politiet. Det hører til i Tyrkiet, hvor domstole og politi er politikernes sværd og værn mod anderledestænkende”, siger SF’eren Serdal Benli, der i sidste uge var udsendt til Tyrkiet som valgobservatør i forbindelse med kommunal-valget.

”Jeg vil opfordre Anders Fogh til at dementere alle disse groteske udsagn, der florer i medierne, hvis han forsat skal bevare sin troværdighed som demokratiets og ytringsfrihedens forkæmper. Tilbage i 2005 afviste han netop at sende en journalist fra ROJ-Tv på porten efter ønske fra Erdogan af hensyn til sine principielle, demokratiske principper, som han nægtede at gå på kompromis med.” udtaler Benli.

Religiøse mørkemænd findes i alle forklædninger

2009-04-02T23:20:00.004+02:00

Vi er efterhånden blevet vidner til religiøse mørkemænd i alle skikkelser og farver i dagens Danmark. Rabiate imamer, fanatiske kristne sekter som Faderhuset, der alle dikterer og står for middelalderlige tankegods, som kalder på bekymring og handling. Det er bydende nødvendigt, at vi genoptager religi-onskritikken og fordømmer al slags religiøs dogmatisme. Vi bør én gang for alle tage en diskussion om religionens plads i samfundet og gøre op med værdirelativismen.

For nylig har den katolske biskop i Danmark, Cselay Kozon, meldt sig ind i rækken af religiøse mørkemænd, der har fordømt og forbudt abort af en niårig pige i Brasilien, som igennem en årrække er blevet voldtaget af sin stedfar og gjort gravid. Historien om den niårige er en uhyggelig fortælling om incest og et barns store menneskelige tragedie. Dette menneskelige tab og sorg, som incesthandlin-ger forårsager, kom desværre til at blive overskygget af netop den religiøse dogmatisme i den værste udgave, der gjorde pigens abort til et mareridt for hende selv. Den katolske kirke bandlyste nemlig både moderen, som hjalp sin datter med at få aborten, og lægerne, som udførte den, fra den katolske kirke. At abort - set med katolske øjne - altid er lig med mord, overskyggede selv det faktum, at pigens liv ville være i alvorlig fare, hvis hun havde forsøgt at føde sine tvillinger.

På samme måde overskyggede religiøse dogmer denne menneskelige tragedie, da den danske bi-skop Czelav Kozons rationale gik i sort, og han tilsluttede sig koret af sine brasilianske kolleger. Kozon mente, at kirken havde handlet efter reglerne ved at bandlyse moderen, men ikke stedfaderen, som havde voldtaget pigen.

At religiøse dogmer skal bestemme over liv og død er nonsens og forkasteligt, uanset hvilken religion eller tro, der foreskriver dette. Det kan ikke være rigtigt, at religiøse mørkemænd forsat skal have lov til at lade århundrede gamle tekster bestemme over livet og samfundsindretningen i dag.

Derfor er det igen tid til at huske os selv på, at religionskritik ikke alene er udgangspunktet for al kritik. Efter min mening er den selve forudsætningen for enhver form for kritik. Biskoppens udtalelser demonstrerer med al tydelighed, at mørkemændenes indflydelse må imødegås, selv hvis det kræver kritik af troens fundament, overhoved eller hellige tekster.

Atter mellem to stole?

2009-04-02T12:50:00.000+02:00

Af: Serdal Benli, psykiatriordfører i Region Hovedstaden

Et elendigt liv med misbrug, psykiske lidelser og dårligt helbred - og oven i det - dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, hvor de kan opleve at blive mødt med en nedladende tone og i enkelte tilfælde også en nedværdigende eller manglende behandling fra sundhedspersonalets side. Dette er desværre hverdagen for sindslidende misbrugere i dagens Danmark. Men disse kan hjælpes – hvis vi vil.

Antallet af sindslidende syge misbrugere stiger år efter år, og omkring 50 % af de mennesker, der har behov for langvarig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, har et misbrugsproblem.

Disse svært psykotiske misbrugere, som kaldes dobbeltdiagnosepatienter, er ikke nemme at rumme på en almindelig psykiatrisk afdeling, da de oftest har et kaotisk misbrug og også misbruger under indlæggelsen. De opfører sig ikke efter almindelige normer og regler, er ofte urolige og aggressive og har tunge sociale og helbredsmæssige problemer. Mange har desuden begået kriminalitet eller har stor risiko for at blive kriminelle. De er derfor svingdørspatienter i psykiatrien.

De sindslidende misbrugere er ikke selv i stand til at tale deres egen sag, da de befinder sig nederst på samfundets rangstige og har nok at gøre med at overleve. Gruppen har en markant overdødelighed både på grund af fysiske sygdomme, ulykker og selvmord.

Men de kan hjælpes - de kan få et bedre liv - hvis vi vil.
Det kræver en særlig indsats, særlige kompetencer og særlige behandlingstilbud, som er indrettet efter deres behov. Flere steder i landet er man på baggrund af den viden i fuld gang med at udvikle særlige behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne.

I Region Hovedstaden, hvor den største koncentration af dobbeltdiagnosepatienterne bor, har man på afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans et veludviklet, specialiseret behandlingstilbud til disse mennesker. Dette tilbud har Regionsrådet ønsket at opretholde som specialiseret regionsfunktion med vedtagelsen af psykiatriplanen.

Besynderligt nok afspejler dette sig ikke i Sundhedsstyrelsens plan for den fremtidige psykiatriske behandling i Danmark. Dobbeltdiagnosepatienterne skal fremover ikke have deres egne særlige behandlingstilbud, men behandles i en regionsfunktion sammen med andre patientgrupper uden misbrug såsom gravide psykisk syge.

Det er svært at se logikken eller det fagligt fornuftige i denne plan. Det virker ikke logisk for de psykisk syge gravide, som burde have krav på at blive behandlet af professionelle, der har specialiseret sig i netop deres tilstand og situation.
Sundhedsstyrelsens plan er derfor et voldsomt tilbageskridt for de psykisk syge misbrugere, der risikerer at blive kastebolde mellem psykiatrien og det kommunale misbrugsbehandlingssystem og igen falde mellem to stole. Års arbejde med udvikling af særlige behandlingstilbud til denne patientgruppe risikeres at gå tabt.
Politisk har der gennem mange år været fokus på denne patientgruppe, hvilket fremgår af tidligere aftaler på psykiatriområdet.

Vi må derfor som samfund stille krav om, at Sundhedsstyrelsen igen ser på specialeplanlægningen, således at der fremover er mindst ét specialiseret behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienterne i samtlige regioner.

Vi kan hverken politisk, fagligt eller menneskeligt være andet bekendt.

Demokrati på anatolsk

2009-04-02T03:23:00.000+02:00

Af: Serdal Benli (SF) og Villo Sigurdsson (A) valgobservatør i Tyrkiet

Der hænger en tung sort sky over Istanbul. Det er mørkt og koldt og små regner. Sådan var folkestemningen også midt i det tyrkiske kommunevalg.

Det er de mørke skyer fra tidligere valg, der har præget valgkampen. Uregelmæssigheder og valgsvindel er ikke ukendt begreber i det tyrkiske sprog. Og mange har været bange for, at disse begreber fik nyt liv ved dette valg.

Allerede den kendsgerning, at der var registreret over 5 mio. flere vælgere end ved sidste valg for to år siden, var ikke med til at skabe større tryghed.

En tyrkisk tv-station forsøgte at finde en forklaring. Der var udsendt 180 valgkort ud til en adresse, som viste sig at være en stald med 300 køer.

Tyrkiet er nok det første land i verden, der respekterer køernes demokratiske rettigheder.

Men andre fysiske forhold trækker i den modsatte retning. Mange valgsteder befinder sig på første sal, så over 400.000 handicappede vælgere havde ikke mulighed for at stemme.

Sådan er der mange kuriositeter, der gør det anatolske demokrati mere spændende og mindre forudsigelig.

Gik man rundt i de mørke sidegader i Istanbul kunne man være heldig at blive tilbudt mange lira, hvis man lovede at stemme på regeringspartiet AKP.

Man kunne måske også være heldig at få fingre i et bundt falske stemmesedler. Dog blev cirka seks mio. falske stemmesedler afsløret forleden og de kom ud af cirkulation.

Men midt i mørket lykkedes det alligevel for solens stråler at trænge igennem og skabe lidt lys og varme. Der er ikke mange andre lande i mellemøsten, der tager demokratiet så seriøst, hvor kandidater og aktivister er så engagerede og håbefulde.

Der er lys for enden af den anatolske tunnel.

Mere om valgkampen:

Arbejderen
Politiken
Avisen.dk
Modkraft
DR

Pressemeddelelse: Valgfusk afsløret i Tyrkiet

2009-03-29T16:30:00.000+02:00

Korruption og forsøg på valgfusk afsløret i Tyrkiet

Et forsøg på at få indregistreret 18.000 opdigtede vælgere til fordel for Tyrkiets islamiske regeringsparti er blevet afsløret i landets største by, Istanbul. Fem personer tilbageholdes af politiet.

SF’s valgobservatør på stedet, regionsrådsmedlem Serdal Benli, kræver en undersøgelse.

Kun et døgn inden vælgere i Tyrkiet skal til stemmeurnerne i et meget afgørende lokalvalg er et forsøg på systematisk valgfusk blevet afsløret i en sag, der omfatter den ansvarlige embedsmand på det offentlige valgkontor i det centrale Beyoglu-distrikt i Istanbul.

Regeringspartiet AKP har ifølge Tyrkiets største menneskerettighedsorganisation, IHD, forsøgt at få registreret 18.000 fiktive Istanbul-vælgere i storkredsen.

Et tæt samarbejde mellem den øverste embedsmand i kommunestyret med ansvar for vælgerregistreringer og AK-partiets lokalafdeling havde angiveligt til hensigt at sikre regeringspartiet tusindvis af afgørende stemmer i en uhyre vigtig valgkreds ved morgendagens lokalvalg.

Ifølge menneskeretsadvokat ved IHD, Abdul Bakir Boga, kom politianmeldelsen fra byens forskellige oppositionspartier, der havde afsløret den nu mistænkte embedsmand og fået ham til at tilstå sit ulovlige samarbejde med AKP.

Fem personer, der menes at have tilknytning til de falske vælgerlister, bliver tilbageholdt af politiet.

”Vi har en mistanke om, at denne type af valgfusk kan være foregået andre steder i landet også. Det er i strid med alle demokratiets spilleregler og bør få konsekvenser”, siger menneskeretsadvokat Abdul Bakir Boga fra IHD’s Istanbul-afdeling.

Det er en stærkt bekymrende udvikling, og den danske regering bør gå ind i sagen og påtale det over for Tyrkiet, mener Serdal Benli (SF), medlem af Region Hovedstaden og udsendt valgobservatør på stedet:

”Det er under al kritik. Når der på denne måde er afsløret urent spil, og oven i købet iværksat af landets mest magtfulde parti, lader det til, bør det straks udløse en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af snyderiet”, siger Serdal Benli.

Kontakt:
Serdal Benli, tlf.: +45 27 20 88 60

Pressemeddelelse: TRÆK STATSANKLAGEREN HJEM

2009-03-28T19:15:00.000+01:00

Den danske statsanklager er i Tyrkiet for at følge op på den tyrkiske pres på den danske regering om at lukke den kurdiske satellit TV, ROJ-TV – en sag der nu kører på sit 4. år.

Det uheldige ved besøget lige nu er, at det falder sammen med Tyrkiets modstand mod Anders Fogh Rasmussens chancer for at blive NATO-generalsekretær. Rygterne her i Tyrkiet går ud på, at Fogh får posten, hvis han lukker og slukker for ROJ-TV.

Officielle kilder påstår derimod, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre, men det er der ikke mange tyrkere og kurdere, der tror på, her i Istanbul.

”Hvis de to sager ikke har noget med hinanden at gøre, så ville det være klogest at trække statsanklageren hjem til Danmark, så alle mistanker fjernes”, siger Serdal Benli, SF, der er valgobservatør og befinder sig i Istanbul.

”ROJ-TV er ikke kun et tyrkisk anliggende”, siger Villo Sigurdsson, valgobservatør for Kurdisk Forum. ”ROJ-TV bliver sendt til over 30 mio. kurdere i hele verden, heriblandt Iran, Irak, Europa og Danmark. Hvis Fogh mener noget seriøst med ytringsfrihed, så skal han trække statsanklageren hjem øjeblikkeligt.”

Yderligere oplysninger: 0045 2720 8860

Pressemeddelelse: Udenrigsminister Per Stig Møller bakkes op af tyrkiske NGO’er

2009-03-27T08:26:00.000+01:00

Flere uafhængige tyrkiske organisationer (Fredsforsamlingen, Menneskerettigheds Foreningen IHD m.fl.) sender observatører til at overvåge kommunalvalget i de kurdiske byer d. 29 marts. Observatørerne skal holde øje med valghandlingen og rapportere om eventuelle uregelmæssigheder.

Ifølge disse NGO´er kan der ikke afholdes demokratiske valg i Tyrkiet fordi Tyrkiets forfatning og retssystem ikke er baseret på demokratiske principper som pluralisme, ligeværdighed, åbenhed og retsstatens principper. Tyrkiets holdning til det kurdiske spørgsmål er ét af de vigtigste årsager til NGO´ernes manglende tro på, at der kan holdes demokratiske valg især i kurdiske byer.

NGO´erne gør opmærksom på de anti-demokratiske aktiviteter, som er iværksat af regeringen og som bliver ignoreret af den Tyrkiske Valgmyndighed, YSK. En markant stigning i antallet af stemmeberettigede på over 5 mio. vælgere siden sidste valg i 2007 og misbrug af statslige midler til fordel for regeringens valgkampagne er nogle eksempler, som YSK har overset.
Også pressens ulige dækning af partiernes kampagner og overvejende til fordel for regeringspartiet bliver kritiseret og vil indgå i NGO’ernes observationer.

Denne kritik af manglerne ved det tyrkiske demokrati hænger godt sammen med udenrigsminister Per Stig Møllers lignende kritik i Folketinget d.26.marts 2009. Disse begrundelser bruges også af EU og bidrager til at der forsat er mange sten på Tyrkiets vej til EU-medlemskab.

SF’s folketingskandidat Serdal Benli, der befinder sig i Tyrkiet som valgobservatør, er delvis enig med Per Stig Møller. ”Det er rigtigt at det tyrkiske demokrati er meget mangelfuldt, men EU's lunkne holdning til Tyrkiets optagelse er ikke med til at fremme den demokratiske proces. Hvis EU satte seriøs turbo på Tyrkiets optagelse og støtter reformkræfterne i landet, så er jeg overbevist om, at det bliver muligt at presse demokratiske forbedringer igennem på rekord tid”, siger Serdal Benli fra Istanbul.

Pressemeddelelse: Dansk delegation overværer historisk valg i Tyrkiet på søndag

2009-03-26T17:49:00.000+01:00

Historisk valg i Tyrkiet på søndag.
Konflikten mellem statsmagten og det kurdiske mindretal bevirker, at folkeafstemningerne ikke altid går retfærdigt til, og det drejer sig især om de kommuner, hvor der er tæt løb mellem regeringspartiet og det pro-kurdiske parti, DTP. Derfor vil en dansk delegation bestående af valgobservatører sammen med observatører fra store dele af Europa stå klar i Tyrkiet for at overvære valgkampen og forsøge at sikre, at den går demokratisk til.

Fra Danmark er repræsentanterne hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli, som selv har kurdiske rødder og Villo Sigurdsson (A), tidligere borgmester i København. Sammen rejser de torsdag til Tyrkiet for at overvære valget.

Valget har en enorm principiel betydning for Tyrkiets demokratiseringsproces. Det er et historisk valg, der foregår i lyset af en indenrigspolitisk dagsorden, hvor landet er midt i selvransagelse. Tidligere militærfolk, journalister, forfattere, universitetsprofessorer m.fl. er blevet anholdt i den såkaldte Ergenekon-sag - fordi man mistænker dem for at have planer om kup og mord på politiske modstandere. Samtidig er det kurdiske spørgsmål højaktuel og en vigtig del af valgkampen.

Det forlyder, at antallet af stemmeberettigede i Tyrkiet er steget med hele 5,6 mio. siden sidste parlamentsvalg i 2007, men hverken de foreliggende valglister eller befolkningsstatistikken indeholder troværdige oplysninger, som kan redegøre for denne stigning. Denne omstændighed giver således næring til mistanken om, at resultatet af det seneste parlamentsvalg var utroværdigt, hvilket skaber en naturlig usikkerhed omkring troværdigheden af det forestående valg.

Valgene i Tyrkiet er en lakmusprøve på det tyrkiske demokrati og landets muligheder for at opnå en tættere tilknytning til EU.

Kontakt info:
Mobil: 27208860
Email: benli@benli.dk
NB: Jeg skriver løbende fra Tyrkiet om valgkampen på min blog: www.benlisreplik.blogspot.com

Mellemsøstens appel om fred og forsoning bør høres - også her hjemme

2009-03-19T09:38:00.000+01:00

Igår blev der for første gang nogensine afholdt en Newroz (nytår) reception på Københavns Rådhus i anledningen af det kurdiske nytår. Receptionen var arrangeret af de kurdiske foreninger i Danmark.

Kanon arrangement. Jeg takker endnu en gang for invitationen.

Her er den tale jeg holdte på dagen:
………
Kære venner

I dag fejrer vi nytårsdagen Newroz. I århundreder har Mesopotamiens folkeslag fejret den 21. marts som nytårets kommen. Dagen fejres i fredens, frihedens og demokratiets ånd. Det kurdiske folk har også fejret denne dag hvert år trods årtiers undertrykkelse og overgreb. Derfor er Newroz symbolet på friheden og kampen for frihed for kurderne. Det er også symbolet på fornyelse, nyt liv og ikke mindst håbet.

Året som gik, var fuld af hændelser på godt og ondt.

Selvom kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyggere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom det kurdiske sprog og identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder og ikke er grundlovssikret.

Senest i dag har Osman Baydemir – overborgmesteren i Diyarbakir - fået en ny anklage på nakken efter han på en lokal tv-station talte kurdisk. Tv-kanalen er nu lukket i 12 dage for at have bragt ud-sendelsen. Argumentet for lukningen og anklagen er – at tyrkisk er det eneste tilladte sprog i officielle sammenhænge. Er dette ikke paradoksalt, når nu staten har tilladt statsstyret kurdisk tv og Erdogan selv i valgkampens rus prøver at snakke kurdisk!

I foråret blev landets eneste kurdiske avis Azadiya Welat lukket og flere af deres medarbejder fængs-let. Og nogenlunde samtidig stod 56 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde skrevet et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de i demokratiets og ytringsfrihedens navn opfordrer ham til, ikke at give efter for Tyrkiet pres i forhold til at lukke den kurdiske tv station ROJ TV.

Sidste års Newroz-festligheder, hvor millioner af kurdere over hele Kurdistan fejrede dagen med musik og dans blev mødt med brutal og barbarisk politivold. Både i Syrien og Tyrkiet blev flere personer ofre for politiskud.

I forrige måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsaktivist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt.

Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Amnesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Værst ser det ud i de kurdiske områder.

Og jeg kan blive ved.

Men på trods af alt dette bevarede kurderne håbet. De fortsatte deres politiske kamp og bestræbelser for frihed og demokrati alle vegne.

I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også her hjemme.

Derfor påhviler os alle et stort ansvar for at udbrede denne appel.

En digter sagde en gang.

”Den som ikke tør vælge af hvilken vej han skal gå, Ender som sten i den trappe De store vil træde på.”

Eftertiden skal vel ikke huske os som sten i en trappe, men som dem, der havde modet og tog stilling og fastholdte håbet om et folks frihed og en verden uden fascisme, racisme.

Kampen mod uretfærdighed er en kamp, vi aldrig opgiver og må opgive, for så ville vi jo opgive os selv. Det er derfor er vi samlet her i dag for at markere dette. For som Obama formulerede det: Vi er kommet langt. Vi har set meget. Men der er så meget mere at udrette. Så lad os her i dag forsat beva-re optimismen og håbet.

I håbet om, at den Newroz ild der tændes i år vil bringe bud om en afslutning på vores lange, mørke vinternat, fyldt med forfølgelse og lidelse, og om en begyndelse på et forår af fred, blomstrende i fri-hedssolen til det kurdiske folk som helhed og til alle folkeslag i Mellemøsten.

Newroz piroz be
Her biji azadi û asiti
Zor spas

Kurderne fortjener fred og forsoning (Information)

2009-01-15T10:46:00.000+01:00

Af: Lars Rasmussen (S), medlem af borgerrepræsentationen i København, Serdal Benli, medlem af regionsrådet, Region Hovedstaden, SF og Necati Harmankaya, formand for Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere

2008 var på alle måder et forfærdeligt år for den kurdiske del af befolkningen i Tyr-kiet. Selv om kurderne udgør næsten en tredjedel af Tyrkiets 70 millioner indbyg-gere, så er det forsat ikke tilladt at modtage undervisning på kurdisk. Ligesom den kurdiske identitet forsat knægtes på alle tænkelige måder.

I foråret blev landets eneste kurdiske avis lukket. Og nogenlunde samtidig stod 25 kurdiske borgmestre til 15 års fængsel, fordi de havde formastet sig til at skrive et brev til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham om ikke at lukke den kurdiske tv station ROJ TV, som bliver sendt fra København. Kun ved hjælp af et stærkt internationalt pres lykkes det i sidste øjeblik at få ændret dommene til et par måneders betinget fængsel og bødestraf.

Demokratisk løsning
I sidste måned blev den kurdiske nobelprisnominerede menneskerettighedsakti-vist, og modtager af Sakharov-prisen i 1995, Leyla Zana, idømt 10 års fængsel, for at tale for en fredelig løsning af den kurdiske konflikt. Netop nu føres der også en politisk retssag mod det pro-kurdiske parti DTP, som både sidder i parlamentet og har adskillige borgmesterposter. Formålet med retssagen er at få partiet lukket in-den de vigtige lokalvalg til marts. Og for nylig udkom der to rapporter fra hhv. Am-nesty International og Human Rights Watch, som klart dokumenterer, at torturen i Tyrkiet er stigende både på landets politistationer og i fængslerne. Noget der især er slemt i de kurdiske områder.

Det er os dybt uforståeligt, at hverken den danske regering eller EU gør mere for at få Tyrkiet til at overholde de mest basale menneskerettigheder. Vi må kræve, at alle demokratiske kræfter går sammen om at få Tyrkiet til at stoppe brugen af tor-tur, anerkende sine etniske mindretalsrettigheder og søge en fredelig løsning på den kurdiske konflikt.

Den kurdiske befolkning har gang på gang peget på en fredelig løsning og klarlagt sit ønske om en demokratisk løsning af den kurdiske befolkning inden for eksiste-rende grænser.
Svaret på de fredelige tiltag - også i 2008 - var barbarisk undertrykkelse og for-nægtelse; senest ved Newroz-festlighederne, hvor millioner af kurdere over hele Tyrkiet fejrede den kulturelle dag med musik og dans, men desværre blev de mødt med brutal politivold, hvor mindst en ung person blev for offer politiskud.
I denne tid hvor Mellemøsten er hærget af oprør og krig, bør den kurdiske appel om fred og forsoning høres - også i Danmark.

Lads dog få et offentligt redningskorps

2009-01-14T10:48:00.000+01:00

De seneste dage har der været en del debat om ambulancekørsler rundt om i landet. Det svenske firma Samaritten har pakket deres blå blink og med et trukket sig ud af de aftaler de havde indgået med flere regioner i Danmark. Så langt så godt.

I Region Hovedstaden havde vi tildelt ambulancekørslen på Bispebjerg til Samaritten efter en udbudsrunde sidste år. I udbudsrunden viste det sig at vores kontrolbud (et konsulent firma havde regnet hvad det ville koste, hvis regionen selv drev ambulancerne) flere steder i regionen var billigere end de private aktørs tilbud. Dog valgte man i regionen, med undtagelse af os i SF og Enhedslisten, alligevel at tage den model, hvor Falck fik store dele af regionens ambulancekørsel mens Samaritten fik ét område og Frederiksberg Brand bibeholdte deres område. Hverken ideologisk og principielt kunne vi gå ind for sagen. Derfor stemte vi imod den i regionsrådet da det endeligt blev besluttet i december 2008.

Vi vil have ambulance kørslen hjem og gøre den offentlig. Selvfølgelig der hvor det giver mening, og hvor kvaliteten og sikkerheden forsat kan sikres og ikke mindst der hvor det er billigst at drive ambulancekørslen offentligt.

Bekymringerne om Samarittens økonomi og kapacitet har været kendt fra start i alle regio-ner, men alligevel fik de flere steder i landet tildelt ambulancekørslen. Og i går smed de så endeligt håndklædet i ringen efter at vi i Region Hovedstaden også træk vores aftale tilbage. Forløbet her har desværre vist at der i Danmark ikke findes noget troværdigt privat alternativ til Falck indenfor redningskørsel på nuværende tidspunkt. Derfor foreslår jeg, også som vi gjorde i Region Hovedstaden, at det offentlige nu må gå offensivt ind på dette område og etablere et offentligt ejet redningskorps, som er i stand til at løfte opgaven over alt i landet og skabe sikkerhed for alle borgere.

Det er da uacceptabelt at Falck reelt har monopol på ambulancekørsel i Danmark eller at private firmaer, som ikke kan garantere en stabil og sikker drift, får tildelt licenser af den slags. Vi skal have styrket det offentlige engagement på dette område for konsekvenserne af det modsatte vil være katastrofale.

Festfyrværkeri i København og dødens missiler i Gaza

2008-12-31T21:27:00.000+01:00

Rygestop, slankekur, bedre form, ny bil og drømmekæresten er nogle af alle de nytårsforsæt og ønsker, mange af os har sat for det nye år, som vi træder ind i om få øjeblikke. Dette nærmest hellige ritual med skift fra det ene år til det andet markeres med et brag af en fest i næsten alle danske hjem. Og ved midnat affyres glædens fyrværkeri i vejret med besked til det kommende år om alle de nytårsforsæt, vi ønsker at indfri i 2009. Således bevarer vi hvert år håbet om en bedre fremtid og markerer således dette håb.

Men ikke alle er så heldige som vi. Ikke alle fejrer håbet i dag eller har et håb for fremtiden. For mens vi i vores overflod og håbefulde del af verden forbereder os på at træde ind i det nye år, er der rundt om i verden millioner af mennesker, der tænker på, om de overhovedet eksisterer i morgen. Mens vi tænder festfyrværkeriet i København og lever i et rus af lykke, falder håbet for fremtiden for mennesker i Gaza ned i hovedet på dem som bomber.

Derfor må man spørge sig selv her ved udgangen af 2008 om mennesker i Gaza, Burma, Congo, Kurdistan og alle steder i verden, hvor håbet falder ned som bomber ikke også har ret til en fremtid med lykke og menneskelig værdighed? Gad vide hvad deres nytårsforsæt er, hvis de da har kræfter og håb tilbage til at have nogle?

Med håb om fred og festfyrværkeri ønsker jeg et godt og lykkebringende nytår til alle mennesker på denne klode.

Serdal Benli

Leyla Zana dommen - endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!

2008-12-05T22:31:00.000+01:00

I går blev den kurdiske politiker og aktivist Leyla Zana, der tidligere har været nomineret til Nobels fredspris, idømt 10 års fængsel for igen at have ytret sig til fordel for det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati. Zana, som har viet sit liv til det kurdiske folks kamp mod Tyrkiets racistiske myndigheder er blevet dømt for at ytre sig og ifølge myndighederne sprede propaganda for det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det er sket i form af ni taler, hun har holdt ved protestmøder og pressekonferen-cer, her iblandt en tale afholdt i det engelske parlament.

Hun blev i 2004 løsladt efter at have siddet fængslet i ti år, og i 1996, mens hun afsonede sin dom, blev hun tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris som anerkendelse for sin kamp for det kurdiske folks rettigheder i Tyrkiet. Desuden modtog Zana i 1995 den danske Rose-pris som Arbejdernes Inter-nationale Forum uddelte.

Denne seneste dom vækker bekymring for demokratiets tilstand i Tyrkiet og får mig til at tænke på, om Tyrkiet er på vej tilbage til tilstande i start 1990’erne? I hvert fald leder dommen mine tanker hen på lignende tendenser i 1994. Lige før kommunalvalget i landet den 2. marts 1994 blev Leyla Zana og hendes venner anholdt i parlamentsbygningen under brutale omstændigheder og smidt i fængsel. Den dag i dag er der sket megen skade i landet. Tusinder og atter tusinder af mennesker er blevet dræbt, og der er forsat ikke kommet nogen løsning på det kurdiske spørgsmål. Domsafsigelsen i går, som i øvrigt efter forsvarernes egne udsagn er forgået under juridisk set dybt kritisable forhold, sker præcis som i 1994 lige før en kommunalvalgkamp, hvor Zana’s navn har været i spil som mulig kandidat til overborgmesterposten i den kurdiske hovedby Diyarbakir.

Så må man stille sig selv dette spørgsmål: Handler dette for regeringen og det tyrkiske regimes side ikke om at eliminere en stærk kandidat og dermed fjerne en trussel, der til stadighed er et stærk sym-bol på det kurdiske folks kamp for frihed og demokrati? Det er værd at bemærke, at regeringspartiet og dets nærmeste allierede, militæret, har haft det som erklæret mål at fratage det pro-kurdiske parti DTP lokalstyret i de kurdiske byer. Ved enhver lejlighed har premierministeren erklæret dette som et af deres politiske mål! Desuden er det da tankevækkende, at dommen mod Zana falder kort forinden, at lukningssagen mod DTP (Demokratisk Samfundsparti) er ved at blive afgjort. Mon ikke de også bliver lukket, som der er tradition for i Tyrkiet!

Alle disse forhold taget i betragtning kan man konkludere, at det tyrkiske demokrati er vendt tilbage til 1990’erne. Dette viser også, at Tyrkiets bestræbelser for et EU-medlemskab blot var en vrangforestil-ling på papir og i praksis langt fra EU’s krav om demokratisering. Hvordan vi end vender og drejer den, er dommen mod Zana et tydeligt bevis på, at Tyrkiet er gået 14 år tilbage, og at det tyrkiske de-mokrati og ytringsfriheden endnu engang har lidt nederlag.
Der vel kun én ting at sige: At idømme Zana 10 års fængsel, fordi hun har brugt sin ytringsfrihed, må da være endnu en skamplet på det tyrkiske regimes synderegister!

Historien om Zana
Leyla Zana var den første kurdiske kvinde, som blev valgt ind i parlamentet i Ankara. Da hun insiste-rede på at bringe det kurdiske spørgsmål ind i parlamentet, blev hun af Tyrkiets statssikkerhedsdom-stol idømt 15 års fængsel.

Hun blev valgt ind i det tyrkiske parlament i 1991 som repræsentant for den kurdiske befolkning. Det vakte forfærdelse, da hun under edsaflæggelsen i parlamentet på kurdisk sagde: ”Jeg er kurder og forbliver kurder indtil min dødsdag”. Det var første gang i den tyrkiske republiks historie, at nogen vo-vede at tale kurdisk i parlamentet. Og hvad ‘værre’ er: Hun aflagde sin erklæring iklædt et pandebånd i de kurdiske farver, rød, grøn og gul, mens hendes mandlige partikammerater bar lommetørklæder i jakkelommerne i samme farver. Derved demonstrerede Leyla Zana og hendes kammerater, at deres formål med at blive valgt var at bringe ‘det kurdiske spørgsmål’ ind i parlamentet. Det skulle vise sig at være sværere end antaget.

Læs mere om Zana´s historie ved at klikke her.

Her er et kort uddrag af Leyla Zanas forsvarstale i forbindelse med retssagen mod hende i 1994:

“Jeg og syv andre kurdiske medlemmer af Tyrkiets parlament risikerer i dag at blive idømt dødsstraf (…) Hvilke forbrydelser har vi begået, som kan berettige en så hård straf fra en retsinstans, der blev etableret af militærdiktaturet i 1980?

Kun den ene, at vi kan bevidne det kurdiske folks tragedie i Tyrkiet. Gennem 70 år har kurdernes ek-sistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske kulturelle folkemord i de seneste år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdi-ske landsbyer, skove og traditionelle samfund.

Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordre-vet, et dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrud i økonomien, der skyldes 11 års krig (…) At tale frit i et land med en antidemokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktaturet, er en risikabel affære - selv for folkevalgte. Dødspatruljer har dræbt flere end 2000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpe-re, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister i vores demokratiske parti og 34 jour-nalister og avisudgivere.

Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne. 106 journalister, aka-demikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Min mand Mehdi Zana, tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselsstraf for at have vidnet for EU parlamentet. Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for “forbrydelser”, for det at have vidnet for den amerikanske kongres’ Helsinkikomité og Carnegie-fonden for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og for at have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd (…)

Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar band-lyst Amnesty International.

Myndighederne er fanget i en håbløs gammeldags nationalisme og er paranoide med hensyn til “kur-disk separatisme”. Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget al-vorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise. Denne absurde krig har kostet flere end 15000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet (…)
Jeg er 33 år gammel, gennem 14 år er jeg blevet forfulgt. Jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den ene-ste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet, men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har livet i trældom, ydmygelse og hvor andre viser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet. Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition.”

Zana’s historiske tale bevarer forsat sin aktualitet og legitimitet. I slutningen af talen, som ikke er gen-givet her, sagde hun, at det var på tide, at Vesten holdt op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kun etableres militære baser og opstilles elektroniske aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle!

Pres på sygehuse: Regeringen svigter patienter

2008-12-05T20:39:00.000+01:00

Af Jonas Dahl og Serdal Benli , Sundhedsordfører (SF) Og Medl. Af Regionsråd Hovedstaden Og Folketingskandidat (SF) (Politiken)

I sidste uge fik mange tv-seere aftenkaffen galt i halsen, da de i DR Dokumentar så billeder af, hvordan der sløses med rengøringen på landets hospitaler.

Siden har vi fået serveret historier om manglen på sengepladser, der har betydet, at alvorligt syge patienter transporteres flere hundrede kilometer rundt på landevejene.

Problemerne i det danske sundhedsvæsen melder sig på stribe, mens sundhedsministeren sidder på sine hænder.

Det er tragisk, at landets sundhedsministers eneste svar på de mange problemer er, at det er regionernes ansvar. Hver år smittes 100.000 patienter med farlige bakterier under deres indlæggelse - mange af dem skyldes den katastrofalt dårlige rengøring. Alligevel fastholder sundhedsministeren, at ansvaret udelukkende er regionernes.

Der skal tilsyneladende mere end hårrejsende tv-billeder og undersøgelser til for at få ministeren ned i borgerhøjde. Også Sundhedsudvalgets formand, Venstres Preben Rudiengaard, sender aben videre til regionerne. Denne arrogante afvisning er desværre endnu et eksempel på regeringens ansvarsforflygtigelse.

Da vi havde en socialdemokratiskledet regering var Venstre og Konservative de første til at råbe op om ministeransvar, når problemerne meldte sig. Men spillereglerne har tilsyneladende ændret sig siden.

På den ene side konstaterer ministeren, at det står sløjt til med rengøringen på landets sygehuse, og på den anden side nægter han at gribe ind og sørge for, at problemerne bliver løst.

Ofrene er patienterne, som fuldstændig lades i stikken. Det er pinagtigt, at danske borgere skal være vidner til barnlige skænderier om, hvem der bærer skylden, når der snarere er brug for en handlekraftig minister, der tager hånd om patienternes problemer.

Kan sundhedsministeren ikke selv komme med bud på løsninger, er der masser af inspiration at hente andre steder. I Skotland har regeringen erkendt, at udlicitering af rengøring var en dårlig løsning, og nu overladt sygehusrengøringen til hospitalerne selv. Sundheds- og rengøringspersonalet bliver dermed en del af samme hold, og dialogen strander ikke i kontrakt- og pengediskussioner.

Men i stedet for at erkende, at den hovedløse tro på privatisering og udlicitering har vist sig at have meget store omkostninger for det danske sundhedsvæsen, har regeringen valgt strudsemetoden. For vi må desværre konstatere, at de seneste eksempler blot føjer sig til en længere liste af alvorlige problemer. Tilbage sidder vi med et forstærket indtryk af, at det fælles offentlige sygehusvæsen langsomt udsultes til fordel for privathospitalerne, der blomstrer som aldrig før. Men det er jo også en slags strategi.

Regeringen er bange for sin egen befolkning i Irak-spørgsmålet

2008-10-19T18:38:00.000+02:00

Af: Serdal Benli, HB-medlem og folketingskandidat for SF

Regeringens argumentation for at gå i krig i Irak har hele tiden været en farce. Men nu er både kulisser og kostumer efterhånden blevet revet væk under stykket. Tilbage på scenen står en bar dansk statsminister, som fortsat insisterer på at lire sine fortærskede replikker af i spørgsmålet om, hvorfor det var bydende nødvendigt for Danmark at deltage i invasionen af Irak tilbage i 2003. Men nu må tålmodigheden være opbrugt. Selv Venstres egen Jens Rohde har nu tilsyneladende behov for at lette sit hjerte: ”Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der står i lovteksten bagefter, det er juristeri”, er han citeret for at sige i en ny bog om beslutningsprocessen bag Irak-krigen. Som politisk ordfører for regeringspartiet dengang var Jens Rohde centralt placeret både før, under og efter krigens udbud, og det er kun glædeligt, at hans nyvundne samvittighed nu byder ham at gå til bekendelse. Bedre sent end aldrig.

Dette vigtige bidrag til debatten bør nu give nyt liv til et massivt folkeligt krav om, at Folketinget nedsætter et udvalg med formålet at granske i bund, hvordan Irak-dagsordenen blev skabt i Stats- og udenrigsministeriet. Vi skal en gang for alle have svar på, om Fogh-regeringen bandt den danske befolkning en masseødelæggelseshistorie på ærmet. Vi skal have svar på, om regeringen bevidst vildledte vælgerne og overdrev sin egen efterretningstjenestes vurdering af truslen fra Saddam Hussein, sådan som tidligere major i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, hævder. Vi har krav på denne viden. Det er magtarrogance af værste skuffe, når kravet fra oppositionen om en Irak-undersøgelse gang på gang bliver skudt ned af regeringspartierne, Dansk Folkeparti og senest af Liberal Alliance. Man kan ikke undlade at spørge sig selv, om regeringen føler, den har noget at skjule. Er regeringen mon bange for vælgernes dom i denne sag? For sandheden er, at det ikke, som regeringen fastholder, var Saddam Husseins gentagne brud på FN-resolutioner, der udgjorde det tungeste skyts, når krigen skulle sælges til en kritisk vælgerbefolkning. Én ting er, hvilke juridiske argumenter for en krigsdeltagelse, man nedfældede på papir i regeringskontorerne, men en helt anden ting er de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben, som VK-politikerne med statsministeren selv i spidsen råbte op om fra Folketingets talerstol og i medierne. Statsministerens ynkelige forsøg på at skjule sandheden, klæder ikke voksne mennesker, endsige regeringschefer.

Per Stig, træd i karakter!

2008-10-13T18:41:00.000+02:00

Af: Serdal Benli, hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat SF

Det er altid usmageligt, når politikere afviger fra demokratiske principper af politiske hensyn. Og udenrigsminister Per Stig Møllers debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 24. september er beklageligvis et eksempel på netop dette. Ministerens indlæg er en respons på en lederartikel fra 16. august i samme avis, hvori lederskribenten kritiserer den danske regering for ikke at ville presse Tyrkiet til selvransagelse i spørgsmålet om folkemordet på halvanden million kristne armeniere under og efter første verdenskrig. En blodig begivenhed, som er komplet tabubelagt i Tyrkiet, hvor det oven i købet er strafbart at omtale massakren mod armenierne som et folkemord. Snesevis af journalister og forfattere, som for eksempel den tyrkiske nobelprismodtager, Orhan Pamuk, er blevet retsforfulgt for at skrive og sige, at Tyrkiet stod bag folkemordet, som der i øvrigt hersker bred konsensus om i internationale historikerkredse: Der var tale om en systematisk udryddelseskampagne med den osmannisk-tyrkiske stat som både arkitekt og bøddel.

Alt imens har Per Stig Møller travlt med at modsige sig selv i ét væk i sit eget debatindlæg. Han afviser at lægge pres på Tyrkiet med en begrundelse om, at ”det ikke er en politisk opgave at vedtage en officiel, statslig udlægning af historiens gang”. Men det er jo netop det, Tyrkiet selv gør i denne sag, og tilmed så lidenskabeligt, at myndighederne straffer mennesker, som mener noget andet end staten. Debatklimaet i Tyrkiet er så betændt og fjendsk mod anderledestænkende, at systemkritikere i offentligheden bliver stemplet som landsforrædere. Det sidste og tragiske eksempel på dette er drabet sidste år på den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink begået af en gruppe radikale nationalister med forbindelser til tyrkisk politi.

Det er pinligt, at den danske regering ikke tør kalde en spade for en spade over for et land, som så utilsløret og demonstrativt knægter retten til fri ytring og fængsler folk for at sige deres mening. Men selv om Tyrkiets igangværende optagelsesforhandlinger med EU ville være en oplagt mulighed for at rokke lidt ved tyrkiske tabuer, insisterer vores udenrigsminister på at fralægge sig ethvert moralsk ansvar. Det økonomiske og politiske samarbejde med Tyrkiet står over demokratiske principper, synes Per Stig Møller næsten at mene.

”Enhver regering har pligt til at sikre ytringsfriheden”, skriver udenrigsministeren henvendt til Tyrkiet. Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at følge sine egne anbefalinger og gøre det klart over for den tyrkiske regering, at man i EU sætter handling bag begrebet ytringsfrihed. Danmark kan gøre en forskel.

Det er ikke synd for os. Fat det.

2008-09-11T18:44:00.000+02:00

Interview med Serdal Benli i Weekendavisen.

Weekendavisen | 05.09.2008 | 1. SEKTION | Side 5 |
Socialistisk Folkeparti: Det er ikke synd for os. Fat det.
Først bad Villy Søvndal Hizb-ut-Tahrir »gå ad helvede til«. Nu angriber Serdal Benli venstrefløjen for dens syn på indvandrere.

Af Anders Boas Barlund

Serdal Benli har kurdiske rødder. Han kom til verden i 1979 i en lastbil på vej til hospitalet, der lå i en forstad til Ankara 40 kilo meter fra den lille landsby i Midt-Anatolien, hvor hans forældre boede sammen med andre fordrevne kurdere. Landsbyen fik først strøm i 1981, og Serdal Benli var seks år gammel, da han så fjernsyn for første gang. Men Serdal Benli er dansker. Det fortæller han mig. Ikke en dansker, som i Morten Korchs folkekomedier, men som danskere ser ud i 2008. Serdal Benli er også socialist og folketingskandidat for SF i København, og det er også fra denne position, han kritiserer venstrefløjen: »Når dele af venstrefløjen og for eksempel Politiken sætter etniske minoriteter i en offerrolle, er de med til at gøre dem til klienter i stedet for medborgere med et ansvar og nogle rettigheder. Vi er ikke en homogen gruppe, men en gruppe som består af alle mulige individer med forskellige potentialer, ressourcer og ideer. Når man skærer os alle over én kam, er man med til at styrke den her ‘dem og os’-opfattelse,« siger Serdal Benli .

Initiativet foræret bort

Folk på venstrefløjen har omvendt kritiseret Serdal Benli og hans ligesindede for at gå Dansk Folkepartis ærinde, når de kritiserer reaktionære religiøse bevægelser. Men Serdal Benli mener, at det er at forære spillerummet til højrefløjen, når venstrefløjen fortier de problemer, der har med etniske minoriteter at gøre: »Venstrefløjens berøringsangst over for de etniske minoriteter har gjort, at man har holdt sig fra at diskutere og kritisere de reaktionære bevægelser, der findes i nogle etniske miljøer. For eksempel i debatten om tvangsægteskaber og ligestilling imellem kønnene. Venstrefløjen har foræret højrefløjen initiativet i værdidebatten. De har så kunnet beskylde os for ikke at turde se virkeligheden i øjnene, og de har haft frit spil til at fremstille alle etniske minoriteter som ens.« Konsekvensen er, ifølge Serdal Benli , at de etniske minoriteter marginaliseres. Han savner, at venstrefløjen selv er gået aktivt ind i debatten med bud på, hvordan problemerne skal løses, i stedet for kun at kritisere højrefløjens initiativer. Serdal Benli fremhæver debatten om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten. Serdal Benli og andre kritiserede hende for ikke at tilhøre venstrefløjen, fordi de mente, at hun var en konservativ og religiøs politiker, der satte religiøse dogmer over ytringsfriheden. Det fik andre venstrefløjspolitikere til at kritisere dem: »Folk sagde, at vi gik Dansk Folkepartis ærinde, når vi kritiserede Asmaa. De sagde: Hun er jo et offer for en politisk smædekampagne, hun har jo muslimsk baggrund og går med tørklæde. Derfor kan I ikke kritisere hende.« Men er Serdal Benli da slet ikke bange for, at kritikken kan dæmonisere etniske minoriteter: »Det er ikke min hensigt at forfølge nogen bestemte minoritetsgrupper eller en bestemt religion,« siger han og fortsætter: »Jeg siger jo ikke, at vi skal fjerne al religion, men jeg mener, vi skal have lov at diskutere den. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved Muhammed og Aishas forhold, ligesom vi gør det ved Jesus og Maria Magdalenes.« Han mener ikke, at kampen står imellem for eksempel arabere, kurdere eller danskere, eller for den sags skyld imellem muslimer og kristne, men imellem tilhængere og modstandere af demokrati, selvbestemmelse og ytringsfrihed. Selvom han i kampen mod reaktionære religiøse bevægelser kan komme til at støde folk, vil han alligevel fortsætte: »Vi er nødt til at tage med, at vi kan komme til at støde nogle religiøse grupper. Vi skal kunne sætte spørgsmålstegn ved religionen og også kritisere den, hvis den indeholder dogmatiske og reaktionære tendenser.« Serdal Benli anerkender, at det er synd for nogle mennesker, der tilhører de etniske minoriteter: »Økonomisk og socialt er der da folk fra de etniske minoriteter, der har det svært. Man kan jo for eksempel se, at beboerne i ghettoer tjener mindre end folk i almindelighed. Men der er jo også hvide danskere, som det er synd for socialt og økonomisk.« Derfor mener han, at det er vigtigt, at man ikke lader den sociale kamp påvirke værdikampen: »Integration har to sider. På den ene side skal vi skabe nogle sociale og økonomiske rammer for de her mennesker, så de ikke bliver hægtet af udviklingen, så de kan bryde med den sociale arv og så de sociale og økonomiske forhold ikke kan bruges til at avle radikalisme. Men på den anden side er der værdikampen, og her er det et problem, at vi får at vide, at vi ikke må diskutere religion, islam og fundamentalisme, fordi det er synd for ‘dem’.«

Støtte til reformer

Hvis man skal tro Serdal Benli , har naiv tolerance ikke bare givet højrefløjen monopol på at definere billedet af indvandrere. Det har også betydet, at der har manglet støtte til de kræfter, der ønsker at reformere de etniske miljøer: »Der er mange unge mennesker, der har kæmpet imod mere konservative holdninger i det miljø, de kommer fra, men de, man hører, er dogmatikerne og de radikale grupperinger. De har taget initiativet fra sådan nogle som mig. Samtidig giver højrefløjens billede af indvandrere et argument til de unge indvandreres forældre. De kan nu sige: Se de vil ikke have jer.« Serdal Benli har selv prøvet, hvad det vil sige at skulle kæmpe imod et etnisk miljøs normer og traditioner: »Jeg betragter mig selv som ikke-troende, og det har været en hård debat at tage i de miljøer, hvor jeg færdes.« Serdal Benli kommer ikke fra et specielt religiøst miljø, men hans forældre tror på gud, og miljøet er stadig meget præget af traditioner og social kontrol: »Mine forældre og deres netværk kommer ude fra landet i Tyrkiet. Det er ikke ensbetydende med, at de er dummere end andre, men de har ikke haft de samme uddannelsesmuligheder som jeg. De kommer fra nogle meget konservative områder i Midt-Anatolien, hvor alle kender hinanden.« Selvom religion altså ikke fylder lige så meget i Serdal Benlis miljø, som det gør i andre etniske miljøer, så har der alligevel været en del uskrevne regler for, hvordan man skulle opføre sig. Han fortæller for eksempel, at den sociale kontrol var meget dominerende, når man skulle have en kæreste: »Man skulle passe meget på, hvad andre mente. Hele netværket kendte jo hinanden.« Også når det kom til ægteskab var der nogle kampe, der skulle kæmpes: »Mine forældre havde for eksempel forventninger til, at jeg skulle indgå et arrangeret ægteskab. Min mor havde også gjort sig nogle tanker om, hvem det kunne være med. Så det var en kamp at bryde ud af den tradition og overbevise mine forældre om, at det var forkert.« Serdal Benli er dog overbevist om, at det har nyttet at tage kampen op: »Jeg tror ikke min lillebror, der er 12-13 år yngre end jeg, skal tage de samme kampe med vores forældre.« Så selvom Serdal Benli er opmærksom på, at han sikkert har såret nogle mennesker i processen, fortryder han ikke, at han har taget de kampe: »Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort. For ellers overlader vi bare kampene til de næste generationer.«

Foghs opgør med ligheden

2008-09-01T16:31:00.000+02:00

Sammen med SF’s formand Villy Søvndal har jeg skrevet et debatindlæg om opgøret med ligheden i vores sundhedsvæsen, som blev bragt i Information d.d - den 01. september. Du kan læse mere ved at klikke her.

Et andet Danmark kræver en stærk opposition

2008-08-30T03:33:00.000+02:00

I sidste uge fremlagde SF og Socialdemokraterne sammen et bud på en reform af den danske integrationsindsats, der alt for længe har været holdt som gidsel i partipolitiske slagsmål og polemikker. Derfor er integrationsreformen et gennembrud for det andet Danmark og et vigtigt skridt på vejen til, at SF og S nu aktivt nærmer sig hinanden og i fællesskab forsøger at løse ét af de centrale samfundsproblemer: Nemlig dårlig integration.

Regeringen og dens støtteparti har i snart 8 år skubbet integrationsproblemerne foran sig med en sneplov. Det har banet vejen til magten for VKO - og væltet problemerne op langs hele strækket. Samtidig har der med Dansk Folkepartis mellemkomst været så isnende koldt et klima, at det aldrig er blevet forår, og intet har kunnet tø op. Men nu skal det være slut.

Det er vigtigt at fastslå, at problemerne skal løses, og denne reform lægger vægt på, at der skal være plads til alle, der vil. Gevinsten er selvsagt, at den nuværende ophobning af uløste problemer og stivnede modsætningsforhold kan erstattes af fællesskab, målrettethed, effektivitet og engagement i både integrationsindsatsen og hele indvandrerdebatten. Samtidig skal det påpeges, at reformen ingen umiddelbar betydning har for de titusindvis af herboende danskere med anden etnisk baggrund, som klarer sig godt og er velfungerende i det danske samfund. Derimod retter reformen sig mod de grupper, hvor der er problemer i kulturmødet, hvad enten de er af social, kulturel, religiøs eller psykisk karakter. Det drejer sig altså om indvandrere, der har så fremmed en baggrund, at de forståeligt nok kan have svært ved at orientere sig i det danske samfund, eller hvor de fastholdes i udelukkelse pga. massive økonomiske og sociale problemer. Det kan være mennesker, der er psykisk traumatiserede af oplevelser i deres hjemland eller pga. misrøgt i vores asylcentre. Derudover er der mennesker for hvem, religiøse dogmer fylder så meget, at forbindelsen til det danske samfund bliver vanskelig. De problemer må og skal løses. For hvis ikke de bliver løst, ender vi med et opdelt Danmark og et fællesskab, som ingen kan være bekendt. Derfor er denne reform en milepæl i oppositionens bestræbelse på at få udskiftet flertallet i dansk politik, og vi har hermed taget de første skridt hen imod dette fælles S-SF integrationsudspil.
I den seneste tid har der været nogle fantaster og elfenbenstårnsbeboere, der meget gerne vil have det til at se ud som om, at SF nu har ændret politik og ædt 24-årsreglen og tilknytningskravet og dermed legitimeret VKO-flertallets politik. Men det er ikke korrekt og i øvrigt noget vrøvl. Til gengæld er det rigtigt, at SF er et pragmatisk, realistisk og venstreorienteret indflydelsesparti. 24-årsreglen er ikke vores opfindelse, og det er ikke vores politik. Men vi må være realistiske og kan godt tælle til 90. Og vi gider ærlig talt ikke slås med en ren symbolsk kamp mod vejrmøller. Når så massivt et flertal i befolkningen og et massivt flertal i Folketinget vil håndhæve de regler, så stiller SF ikke ultimative krav om deres afskaffelse, hvis det dermed betyder, at der er en stribe af gode og fornuftige tiltag, vi dermed ikke kan realisere.

Med reformen vil vores legale asylansøgere og deres børn slippe for at rådne op i asylcentrene. De fattigste familier slipper af med den starthjælp og det loft over kontanthjælpen, som ødelægger især børnenes chancer for at få et almindeligt liv sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi vil tage anderledes fat om de socialt belastede byområder, om bandekriminalitet og radikalisering. Og vi vil gøre op med diskrimination og racisme. Denne reform vil løse de mange problemer og sætte spot på den integrationspolitik, som regeringens sneplov har dynget op langs vejen og ladet ligge.

Politiken går i selvsving

2008-08-28T18:47:00.000+02:00

Det er efterhånden en syret oplevelse at læse Politiken og politiken.dk, hvor bl.a. Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen giver udtryk for deres evindelige kritik af ‘dem og os’.Politiken går i selvsving

(Bragt i Politiken)

Af SerdalBenli , Folketingskandidat og Hb-Medlem For SF

Det er efterhånden en syret oplevelse at læse Politiken og politiken.dk, hvor bl.a. Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen giver udtryk for deres evindelige kritik af ‘dem og os’.

Sandheden er, at ingen efterhånden er mere dogmatiske i deres ‘dem og os’-tænkning end netop Politiken.

Som dansker med anden etnisk baggrund er jeg efterhånden ved at være temmelig træt af, at mine holdninger og mit parti - SF - hele tiden forsøges udstillet som nogle, der hæmmer integrationen og sammenholdet i Danmark.

Jeg kan i alt fald konstatere, at Politikens holdninger ikke vinder gehør i mit bagland - hverken blandt danskere med frikadellebaggrund eller halalbaggrund. For de er dødtrætte af de åh, så rigtige meninger, som mangler bud på reelle løsninger.

Mest af alt er de trætte af, at der ikke er meningsdannere på f.eks. Politiken, der tør tage afstand fra f.eks. Det Muslimske Broderskab, Hizb-ut-Tahrir, Mellemøstens og Pakistans hysteriske reaktion på Muhammedtegningerne osv.

Til gengæld kender jeg rigtig mange - mørkhudede som småblege - der har sukket efter SF’s stemme i debatten.

En position i dansk debat, som holder fast i nogle klassiske venstreorienterede værdier, insisterer på demokrati og frihedsrettigheder - og tør stille krav til både den enkelte og til samfundet.

Så kunne vi ikke snart blive fri for Politikens moraliseren, som hele tiden gør indvandrere til ofre? Som konstant vil fratage danskere med anden etnisk baggrund deres medansvar og sætte dem i bås?

Politiken gør sig klog på, at alle herboende muslimer føler sig stødt over tegningerne eller ikke vil hele den demokratiske pakke.

Det er noget sludder, for vi er mange, der er lykkelige for ytringsfriheden, og for at det religiøse bliver trængt bagud.

Der bør altså sættes maksimalt pres på totalitære organisationer.

Det er utroværdigt og grænsende til det groteske, når man fra visse Politikenskribenters side - formentlig som en vennetjeneste til det radikale bagland - forsøger at slå SF og DF i hartkorn og i det spil gør alle katte grå.

Det er noget pjat, og både Politikens ledelse og bladets læsere ved bedre.

Aftalen mellem S og SF på integrationsområdet er et massivt gennembrud.

Både på indholdet, den dag vi kan omsætte det i praksis, og som forudsætning for at kunne omsætte det i praksis. Vågn dog op!

Citat

Kunne vi ikke snart blive fri for Politikens moraliseren, som hele tiden gør indvandrere til ofre?

Danmark ud af Irak

2007-11-13T02:32:00.000+01:00

Da USA og England valgte at gå i krig mod Irak, blev Danmark, takket være Fogh-regeringen, pludselig aktør i en beskidt krig. Fra statens side var begrundelsen for krigen at fjerne masseødelæggelsesvåben i Irak, fordi diktatoren Saddam Hussein når som helst kunne finde på at anvende dem. Denne begrundelse har siden hen vist sig at være én kæmpe løgn, som man har narret verden med. Man har henrettet Saddam Hussein, men man har ikke fundet masseødelæggelsesvåben. I realiteten har Irak-krigen fra start været en oliekrig, da det for USA har handlet om at have kontrol med olien i landet.

Fogh-regeringen fik trukket Danmark ind i Irak-krigen, som den danske befolkning ikke ønskede at deltage i, og som der ikke var FN-mandat til. Fogh-regeringen har på denne måde udsat den danske befolkning for en sikkerhedsmæssig ustabilitet, og meddelelser fra PET om vurderingen af sikkerhedssituationen i Danmark er blevet helt almindeligt. Herudover er danske soldater blevet sendt i døden til fordel for en beskidt krig med forfærdelige konsekvenser.

I Foghs regeringstid er det desværre blevet mere usikkert at leve i Danmark.

Vi burde ikke være gået ind i Irak-krigen. Nu må vi kræve, at de danske soldater bliver trukket hjem straks. Hvis du vil sikre, at Danmark ikke går ind i en beskidt krig igen, vil jeg anbefale dig at stemme på mig under folketingsvalget den 13. november 2007.

Mange hilsener, Serdal Benli

Afskaf starthjælpen

2007-11-13T01:38:00.000+01:00

Starthjælpen er officielt vedtaget for at tilskynde de ressourcesvage grupper til at finde sig et arbejde.

Problemet er, at starthjælpen er diskriminerende, da langt de fleste på starthjælp er flygtninge og familiesammenførte. En undersøgelse fra Rockwoolfonden viser, at starthjælpen ikke virker, i det kun fem procent af flygtninge på starthjælp er i arbejde 16 mdr. efter, de er kommet til Danmark. To tredjedele af starthjælpsmodtagerne er på grund af traumer og lignende ikke er i stand til at arbejde.

Tværtimod er starthjælpen med til at skabe fattigdom og marginalisere. Vi bør naturligvis give flygtninge og indvandrere et anstændigt levestandard også i integrationsperioden. Regeringen og Dansk Folkeparti har stædigt forsvaret starthjælpen ud fra en logik om, at hvis de nye danskere ingen penge har, så tager de sig vel et arbejde. En logik som i høj grad har vist sig at fejle, eftersom starthjælpen i sig selv hverken tilfører modtagerne kompetencer eller skaber arbejdspladser.

Konsekvensen af at disse mennesker kommer til at leve meget længe på den lave ydelse, bliver, at der skabes en ny fattig underklasse i Danmark, hvilket jeg er stor modstander af. Flygtninge- og indvandrerfamilier på starthjælp har sjældent et netværk i Danmark eller en god bankforbindelse, der kan bidrage til, at familierne kan bruge starthjælpen til meget andet end de faste udgifter.

De skræmmende konsekvenser kan læses i statistikkerne over etniske minoriteters andel af de mest udsatte grupper i samfundet. Blandt hjemløse, på kvindekrisecentrene, i arbejdsløshedskøen, i kriminalitetsstatistikkerne, og på landets herberger og forsorgshjem. Tredive procent af de kvinder, der i 2004 opholdt sig på et kvindekrisecenter, var ikke danske statsborgere. Udover det manglende økonomiske råderum til at deltage i forbrugsfesten afskæres starthjælpsmodtagerne også fra at deltage i samfundsaktiviteterne i øvrigt, og det er katastrofalt for integrationen.

Jeg mener, at der er brug for, at vi blander os med hinanden, hvis der skal blive tale om integration.

Mange hilsener, Serdal Benli (SF)

Støt demokratiet

2007-11-13T01:30:00.000+01:00

For mig at se er demokratiet ikke noget naturgivent. Demokratiet skal passes, plejes og udvikles. Demokrati er noget, som man i sin tid har givet store ofre for, og som vi i dag kan nyde.

I dag er det vel sådan, at vi tager demokratiet for givet og ikke kan forestille os en anden styreform. Demokratiet indebærer, at vi har frihedsrettigheder som ytrings- og religionsfrihed, som vi i Danmark sætter stor pris på.

På den anden side har vi i samfundet grupper, som vil demokratiet og menneskerettighederne til livs. Her tænker jeg blandt andet på Hizbut-Tahrir, som for tiden deler pjecer ud med opfordringer, der går på, at man ikke skal gøre brug af sin ret til at stemme. Logikken er, at det er Gud og Guds love, der hersker verden, og vi mennesker kan ikke lave vores egne love, da vi herved vil underkende Gud.

Disse tanker er utrolig farlige og undergravende for demokratiet. Tankerne skal bekæmpes fuldstændig kompromisløst. Jeg vil derfor opfordre dig til at gøre brug af din stemme til fordel for demokratiet og til fordel for den person eller det parti, som du mener, repræsenterer dig bedst.

Hvis du mener, at tanker, som Hizbut-Tahrir står for, bør bekæmpes, vil jeg opfordre dig til at stemme på mig, Serdal Benli.

Kvalitetsreformen er deform!

2007-11-09T04:41:00.000+01:00

Af Serdal Benli.
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland.

Bedre velfærd og større arbejdsglæde . Det er titlen på regeringens stort anlagte kvalitetsreform, som Regeringen vil have forhandlet på plads efter det nyligt udskrevne folketingsvalg.

Det er svært at være uenig i en overskrift som denne. Problemet er bare, at der ikke må ansættes én eneste ekstra offentlig ansat i denne tid, hvor både ældre- og sundhedssektoren skriger på flere hænder. Regeringen vil minsandten også fastholde både udgiftsloftet i forbindelse med Kvalitetsreformen. Det betyder, at den nuværende snævre vækstramme på 0,5 % årligt for velfærdsservice vil blive videreført. Det gør det alt andet lige svært at se, hvor meget kvalitetsløft der vil kunne skabes med så lille en årlig vækstramme.
Ja, kvalitet behøver ikke koste ekstra penge, pointerer Regeringen igen og igen. Men det er et faktum, at Kvalitetsreformen kun rummer få forslag til forbedring af de borgerrettede ydelser og kun i mindre omfang forslag til forbedring af offentligt ansattes vilkår.

Et eksempel er, at afbureaukratiseringen, som skulle fjerne unødigt administrativt arbejde (LÆS: effektivisere) fra plejepersonalet, i stedet ender med at stjæle tiden fra det rigtige omsorgsarbejde pga. centrale kvalitetskontrakter samt dokumentationskrav. Konsekvensen er på fx skoleområdet, at de nye regler om brug af kvalitetsrapporter i folkeskolen giver omkring 1.900 timers ekstra administrativ belastning pr. år i en gennemsnitlig kommune med 16 folkeskoler.
Da regeringen bevilgede 500 millioner ekstra til ældreplejen som led i frit valgs-ordningen, gik de fleste af pengene netop til bureaukrati og administration. Da medførte ekstra penge altså ikke bedre kvalitet!
Kvalitet i fx sundheds- og uddannelsessektoren betyder først og fremmest mere tid til den enkelte, flere hænder med de rette kompetencer og flere ressourcer. Derfor er mere tid også et spørgsmål om økonomi. Om en anerkendelse af de offentligt ansatte og et kollektivt lønløft, der kan være med at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Kvalitetsreformen giver altså hverken bedre velfærd eller større arbejdsglæde. Derfor skal VKO-regeringen skiftes ud!

Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk

Klimapolitikken sejler

2007-11-09T02:40:00.000+01:00

Regeringen har fået grønne fingre. Efter at have været fraværende de sidste seks år har regeringen erkendt, at der skal gøres noget ved miljøet og det globale klima. Derfor vil regeringen i sin nye plan reducere CO2-udslippet fra den danske energisektor med 15% over 20 år. Men det er alt for uambitiøst. SF mener udslippet skal halveres i samme periode. Det er ambitiøst - men også helt realistisk.

Hvis vi investerer nu, har Danmark samtidig muligheden for igen at klæde sig i klima-førertrøjen ved at investere kraftigt i vedvarende energi. SF vil bygge en ny hav-vindmøllepark hvert 2. år og investere i både sol, brint og bølgeteknologi. Derudover vil SF sikre, at 25% af energiforsyningen i 2025 kommer fra vind, biogas samt biomasse. Vi kan vinde en masse hvis vi handler nu - vi taber alle stort, hvis vi endnu et valg læner os tilbage og overlader klimapolitikken til Fogh.

Af Serdal Benli

Folketingskandidat i

Nordsjælland (SF)

Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk

DF s vanvittige forslag

2007-11-08T22:42:00.000+01:00

går var det den 7. november 2007. Nåh vil du sikkert sige, hvad er pointen?

Jo det jeg vil frem til er, at denne dato igen udmyntede sig i en sørgelig og kontroversiel udatalelse fra DF s side!
- Nemlig at alle kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk, skal sendes på en øde ø. Hvorfor er det kun dem der har en anden etnisk baggrund end dansk der skal behandles således?
Er jeg den eneste der synes det er så ærgeligt at Danmark gang på gang skal udstilles i de globale medier som det lille fremmedfjendske land? For det er desværre resultatet af Dansk folkepartis hovedløse udtalelser!

For at konkretisere det, vil jeg illustrere med et godt eksempel. Ahmed og Anders bor begge i København - ikke nok med dette, er de også begge født i Danmark. Den eneste forskel er, Ahmeds forældre er født i Libanon, medens Anders forældre er født i Glostrup. Begge har de overtrådt loven, men Anders får lov til at blive på fastlandet, hvorimod Ahmed skal ud på en øde ø, sammen med alle de andre med et ikke dansk navn.
Er det rimeligt? Er det humant at forskelsbehandle på den måde? I så fald det sker, hvad har vi så til forskel med alle de konfliktområder, hvor der er samfundskel på tværs af etnicitet!

Jeg mener og synes vi alle burde tænke os godt og grundigt om, især i forhold til hvad vi siger og hvad vores belæg for vores udtalelser er! Det er skræmmende at se et dansk parti - ytre sig så radikalt med så meget had i år 2007!

Serdal Benli
Folketingskandidat for SF i Nordsjælland

Læs mere her: http://www.altinget.dk/kandidater/kandidat.asp?id=1907 og www.benli.dk

Ytringsfrihed på tyrkisk – 229 års fængsel på seks måneder

2007-10-22T10:28:00.000+02:00

I forrige uge publicerede den tyrkiske menneskerettighedsorganisation Human Rights Association (IHD) dens halvårlige rapport om menneskerettigheder i Tyrkiet. IHD’s konklusioner viser med al tydelighed, at udviklingen i forhold til menneskerettighedssituationen i landet ikke har haft de ønskelige fremskridt i de seneste år. Alene i det første halve år af 2007 står 451 personer anklaget fordi de har gjort brug af deres ret til at ytre sig.

Ifølge rapporten har 103 af de retssager, hvor 368 personer er anklaget, resulteret i fængelsstraffe på samlet set 229 år, 3 måneder og 15 dage.

I 17 af retsagerne har man brugt den omstridte paragraf 301 i den tyrkiske straffelov, hvor man anklages for antityrkisk virksomhed. Denne paragraf er tidligere anvendt mod folk, som nobelprismodtageren Orhan Pamuk og den myrdede tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink, der i øvrigt i foråret mistede livet som den seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.

Udover de mange tiltaler af personer er den kurdiske avis Özgür Gündem også blevet lukket fire gange på bare et halvt år.

Alle disse retssager og hændelser på blot et halvt år taler sit sande sprog. Demokratiet og menneskerettighederne i Tyrkiet er under pres og landet bevæger sig længere og længere væk fra EU og de krav vi stiller for et kommende EU-medlemskab. Men man kan da håbe at det seneste initiativ fra regeringen i form af en civil grundlov kan være første spadestik til og sikre bedre vilkår for demokratiet og ikke mindst menneskerettighederne.

Militarismen i Tyrkiet!

2007-06-20T18:49:00.000+02:00

Følgende er en analyse som blev bragt i Politiken igår om tyrkisk militarisme.

Tryk på linket for at se den i en læsevenlig version.

Halvmåne. Tyrkernes eneste venner tyrkerne.pdf

tyrkiet_2.gif

Læs i øvrigt også følgende nyhed

http://politiken.dk/udland/article327413.ece

Pressemeddelelse - Kurdisk borgmester og bystyre afsat af tyrkiske myndigheder

2007-06-18T18:54:00.000+02:00

Borgmesteren for kommunen Sur i den kurdiske storby Diyarbakir er i weekenden blevet afsat af de tyrkiske myndigheder sammen med det øvrige byrådsstyre.
Det skyldes, at bystyret for nylig vedtog, at formidling og service til byens borgere skal foregå på tyrkisk såvel som på kurdisk, engelsk og assyrisk.

“Det er et grotesk brud på ytringsfriheden, og desuden endnu et eksempel på den manglende tyrkiske vilje til at følge EU-reformprocessen i praksis og at løse det kurdiske spørgsmål”, udtaler folketingskandidat, HB-bestyrelsesmedlem og regionsrådsmedlem Serdal Benli (SF), der desuden påpeger at krænkelse af kurderne de seneste sidste par måneder er eskaleret yderligere.

For nylig blev en række kendte kurdiske politikere, blandt andre menneskerettighedsaktivisten Leyla Zana, nægtet opstilling til det tyrkiske parlamentsvalg den 22. juli for det pro-kurdiske parti DTP, Demokratisk Samfundsparti. Den afsatte Sur-borgmester er fra samme parti.

“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der i øjeblikket står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen. Disse beslutninger fører hverken til tyrkisk medlemskab af EU eller bidrager til politisk stabilitet i landet. Tværtimod fører dette til politisk kaos og tiltagende etniske konflikter,” siger Serdal Benli, der håber, at Danmark vil sætte fokus på den politiske ustabilitet i Tyrkiet:

“Jeg vil opfordre det danske Folketing til at sende en delegation til Tyrkiet for at følge parlamentsvalget den 22. juni, som kan føre til sorte tider i tyrkisk politik og i hele regionen”.

Fakta

* DTP – Demokratiske Samfundsparti er Tyrkiets eneste prokurdiske parti, der stiller op til det tyrkiske parlamentsvalg gennem uafhængige kandidater. Partiet viderefører arven fra rækken af tidligere kurdiske partier, der alle er blevet forbudt og lukket af de tyrkiske myndigheder.
* Der kører i øjeblikket flere sager modcentrale DTP medlemmer.
* 53 DTP borgmestre sidder på anklagebænken for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori de støtter den kurdiske tv-kanal RojTV. Sagen genoptages til september.

Der kan læses mere om sagen på følgende side:

Træt af naiviteten

2007-06-06T18:57:00.000+02:00

Af: Erik Holstein

Interview: Imam Akkaris optræden på Roskilde Festivalen er bare det seneste eksempel på den naive danske kulturrelativisme, siger SFs regionsrådsmedlem Serdal Benli.

“Man har ment, det var synd for dem, men på den måde gør man minoriteter til klienter i stedet for ligeværdige medborgere.”

Sådan opsummerer SF´s medlem af regionsrådet i Hovedstaden, Serdal Benli, den holdning til etniske minoriteter, han ofte har mødt på venstrefløjen. En holdning, der ifølge Benli har fået store dele af venstrefløjen til at holde igen med at stille krav og kritisere reaktionære religiøse strømninger:

“Venstrefløjen har set minoriteterne som undertrykte, og mange har derefter konkluderet, at man så skulle holde igen med kritik af de reaktionære tendenser blandt minoriteterne. Men dermed har man foræret højrefløjen initiativet i værdikampen,” siger Serdal Benli.

Islam skal tilpasses moderniteten
Benli er af kurdisk afstamning og er ud af en meget politisk familie, der kæmpede for kurdernes rettigheder og gik op imod de lokale klanstrukturer. Han stiftede i en tidlig alder bekendtskab med marxisme, men selvom den sociale indignation har placeret ham i et socialistisk parti, er han alt andet end tilfreds med den danske venstrefløjs tilgang til integrationsproblematikken:

“Man har svigtet minoriteterne ved ikke i tide at tage skarpt afstand fra forhold som arrangerede ægteskaber og religiøs dogmatisme. Det var været utrolig skadeligt for integrationen, at vi har været berøringsangste på venstrefløjen,” siger Benli, der især er utilfreds med, at så mange har været eftergivende over for reaktionære religiøse normer:

“Hvis islam skal forandres og tilpasses moderniteten, så er oprøret nødt til at komme indefra med hjælp fra den progressive venstrefløj. Hvis venstrefløjen ikke tager det opgør, vil højrefløjen stadig have mulighed for at påstå, at minoriteterne ikke er i stand til at tilpasse sig livet i et moderne samfund.”

Plads til alle men ikke til alt
Det manglende opgør med reaktionære positioner i etniske miljøer hænger ifølge Benli sammen med en patroniserende holdning, hvor mange på venstrefløjen har set de etniske minoriteter, som nogen det er “synd for”:

“Men man skal ikke have ondt af minoriteterne eller se dem som folk, man ikke kan kræve noget af. På den måde stigmatiserer man snarere de etniske minoriteter. Man skal i stedet se dem som ligeværdige borgere med pligter og rettigheder som alle andre,” siger Serdal Benli og fortsætter:

“Der ligger en historisk berøringsangst på venstrefløjen, en holdning om, at der skal være plads til alt og alle. Og ja, der skal være plads til alle, men der skal ikke være plads til alt.

Hvis man går og siger, at alt er lige godt, giver man i virkeligheden køb på nogle grundlæggende værdier. Hvis venstrefløjen er eftergivende i forhold til minoriteterne på et område som ligestilling mellem kønnene, kan vi lige så godt opgive vores eget projekt med de progressive idéer, vi har kæmpet for i årtier.”

Rigid praksis
Som kurder kommer Serdal Benli fra et område, der er næsten 100 pct. muslimsk. Selv beskriver Serdal Benli sig i dag som ateist, og selvom han ikke er anti-religiøs, er han stærk modstander af en dogmatisk religionsopfattelse. For det påvirker ikke mindst ligestillingen i negativ retning, fremhæver han:

“Historisk set udspringer religionerne af nogle patriarkalske samfund. Det gælder såvel inden for islam som inden for andre religioner. men islam kan være særlig rigid og ortodoks, når det gælder manglende ligestilling mellem kønnene,” siger Benli og fortsætter:

“Nogle islam-intellektuelle påstår, at man kan læse ligestilling mellem kønnene ud af koranen, men jeg ved ikke, hvor de har det fra. For den praksis, jeg har set både i Danmark og rundt omkring i verden, er noget helt andet. Praksis i islam bygger på et samfund, hvor kvinden altid skal gå bag sin mand.”

Serdal Benli er nu opstillet til Folketinget for SF i Nordsjælland, og på partiets landsmøde for en måned siden tog han klart afstand fra de holdninger, som Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid står for. Ikke mindst hendes forhold til ligestilling mellem kønnene finder han klart problematisk:

“Når kvinden skal gå tildækket og ikke må røre andre, krænker det både mænd og kvinder. Det fastholder kvinderne i en begrænset rolle, og det krænker mig som mand, fordi mændene bliver set som nogle, der ikke kan styre deres seksuelle drifter. Og så må man jo spørge en som Asmaa: “Hvad med alle de kvinder, der ikke er tildækkede, og som giver hånd, er de så urene?” - For det må jo være konsekvensen.”

Akkari på Roskilde Festivalen
Men det er ikke kun Enhedslisten, der ifølge Serdal Benli har problemer. Senest rystede han opgivende på hovedet, da han så, at Roskilde Festivalen har besluttet at lade den islamistiske imam Ahmed Akkari optræde på festivalen:

“Akkari hører slet ikke hjemme på en Roskilde-festival. Han mener dybest set, at festivalen er et umoralsk galehus. Hvorfor inviterer man så ikke også Jonni Hansen fra Greve til Roskilde Festivalen? Hvis man endelig vil samle på absurde synspunkter!

Når man laver sådan nogle stunts som at invitere Akkari, er man med til at fastholde religionen i den offentlige debat. Man er med til at styrke de reaktionære holdninger.”

Efter sin kritik af Asmaa på SF´s landsmøde modtog Serdal Benli en del positive tilkendegivelser fra andre deltagere, og han mener selv, at SF er på vej i den rigtige retning, når det gælder værdikampen:

“Der var rigtige takter under Muhammed-krisen, og vi er blevet meget bedre i forhold til Asmaa-sagen. Vi fik slået fast, at det her ikke handler om at gøre minoriteter til syndebukke. Det handler om værdier. Og de, der repræsenterer reaktionære værdier er vores modstandere, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Vi skal føre kulturkamp mod såvel Søren Krarup som Asmaa Abdol-Hamid,” siger Serdal Benli.

Artiklen er offentliggjort på altinget.dk og skrevet af journalist Erik Holstein.

The Ethnic State Of Turkey asks Kurdish party to end membership of former lawmakers, others

2007-05-18T19:02:00.000+02:00

The Associated Press
Thursday, May 17, 2007ANKARA, Turkey: A prosecutor’s office on Thursday ordered a Kurdish political party to end the membership of lawmakers imprisoned for ties to separatist Kurdish guerrillas, and several others, ahead of elections in July.

The Democratic Society Party is seeking to circumvent a rule that parties must gain a minimum of 10 percent of votes before they can enter parliament by fielding independent candidates who would then regroup as a party after winning seats. The party won 6.22 percent of the votes in the previous elections in 2002.

The prosecutor’s office of the country’s Appeals Court ordered the party to end the membership of 116 people, including prominent politician Leyla Zana, for having criminal records, or risk being shut down. It also said that they cannot assume other positions in the party’s structure.

A day earlier, a separate prosecutor asked a court to sentence Zana to five years in prison for speaking respectfully of the imprisoned Kurdish rebel leader Abdullah Ocalan.

Zana and three other former lawmakers have spent 10 years in prison for links to separatist Kurdish guerrillas. They were ejected from Parliament in 1994 at the zenith of an insurgency by Kurdish separatists.

The return of Kurdish lawmakers to Parliament could stir fresh tensions with nationalists who view them as a threat to the Turkish state.

It was not clear if Zana or her friends would be able to run for Parliament again. The prosecutor’s office on Thursday said the country’s electorate board would have the final say on the issue.

Also on Thursday, President Ahmet Necdet Sezer approved a decision by Parliament that makes it harder for the Kurdish party to organize politically.

Parliament amended the electoral law earlier this month and scrapped the right of independent candidates to have separate ballot papers from those used to choose candidates running for elections under party lists.

Previously, the independent candidates could stand outside polling stations and hand over ballot papers with their names already inscribed to voters, giving them a slight advantage over the political parties’ candidates.

Literacy is low and some people don’t speak Turkish in the relatively poor, Kurdish-dominated southeast. Voters in the past had found it easier to pop an independent candidate’s ballot paper into the envelope than to select a candidate from a long, complicated ballot paper listing all of the parties.

Still, the party says it hopes to win around 30 seats if independent candidates are elected to the Parliament.

Kurdish politicians elected to the Parliament would have a higher political profile to push for cultural, social and economic rights for the country’s Kurds, who are not recognized as an official minority.

Kurdish parties in Turkey are often accused of ties to the separatist Kurdistan Workers Party, or PKK, which has recently escalated hit-and-run attacks from bases in northern Iraq and inside Turkey.

DEHAP, the predecessor of today’s Kurdish party dissolved itself in 2005 as prosecutors tried to close it on charges of being a focal point for separatist activities and having ties to Kurdish guerrillas. The constitutional court has closed down four previous pro-Kurdish parties, including DEHAP’s predecessor, in 2003.

The conflict between autonomy-seeking Kurdish guerrillas and the government has claimed the lives of tens of thousands of people since the guerrillas took up arms in 1984.

Under EU pressure, Turkey recently granted Kurds limited rights for broadcasts and education in the Kurdish language, but critics say the measures do not go far enough.

Tyrkisk ironi eller islamistisk alvor!

2007-05-18T19:00:00.000+02:00

I medierne kan man læse at de tyrkiske myndigheder har bedt butikker, som sælger badetøj fra fabrikanten Nelson, om at søge om tilladelse til at placere billederne af badetøjsklædte kvinder i butiksvinduerne. Argumentet er at billederne forårsager trafikuheld. Noget kan der være om snakken, men det er nu alligevel interessant at det lige er et land som Tyrkiet, der nu vil indføre en sådan praksis. For hvad mon intentionen er med en sådan praksis?

Det er da tankevækkende ikke mindst i kølvandet på de seneste ugers politiske debat i landet om islamisering og sekularisering. Men alligevel ikke. For se vi må ikke glemme at byens overborgmester jo er valgt for det regerende parti i landet AKP, der i udgangspunktet er et islamistisk parti.

Det er da bekymrende. For spørgsmålet er om Tyrkiet er på vej til iranske tilstande? Aller mest bekymrende er det at sker i en by som Istanbul, som jo er Tyrkiets bro og udstillingsvindue til Europa. Gad hvad det næste bliver?

Pressemeddelelse - Kendte kurdiske politikere nægtet opstilling til tyrkisk parlamentsvalg

2007-05-17T19:03:00.000+02:00

De tyrkiske myndigheder har forbudt Leyla Zana, menneskerettighedsforkæmper og første kurdiske kvinde i det tyrkiske parlament, at stille op til det tyrkiske parlamentsvalg den 22. juli for det pro-kurdiske parti DTP, Demokratisk Samfundsparti.

Udover Leyla Zana, der i 1995 modtog Europa-Parlamentets menneskerettighedsudmærkelse, Sakharov-prisen, er også kendte navne som Hatip Dicle, Orhan Doğan og Selim Sadak blevet forment adgang til valglisterne. De er alle tidligere medlemmer af det tyrkiske parlament. Med Zana i spidsen blev de i 1994 idømt 15 års fængsel af Sikkerhedsdomstolen i Ankara for at “rue nationens sikkerhed”, som der dengang stod i begrundelsen.

“Tyrkiet bør genoverveje denne beslutning sammen med retssagen mod de 53 borgmestre, der står anklaget for at have skrevet et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Dette beklagelige indgreb i et parlamentsvalg er en krænkelse mod det kurdiske folks demokratiske ret til at stille op og lade sig repræsentere i landets folkeforsamling,” siger herboende kurder, HB-bestyrelsesmedlem og folketingskandidat for SF, Serdal Benli

“Valget den 22. juni er en enestående chance for Tyrkiet til at tage yderligere skridt mod et kommende EU-medlemskab, men forbuddet mod Zana og hendes fæller er en uheldig udvikling, der sætter alt over styr i landet, og det er en direkte provokation mod og underkendelse af det kurdiske folk i Tyrkiet,” udtaler Serdal Benli.

Fakta:

I 1995 blev den kurdiske menneskerettighedsforkæmper Leyla Zana tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris. Men hun var ikke i stand til at møde op i Strasbourg i december 1995, da hun var fængslet i Tyrkiet. Men den 14. oktober 2004 mødte Leyla Zana op i Europa-parlamentet i Bruxelles for at holde en tale til EP.

Leyla Zana var den første kurdiske kvinde i det tyrkiske parlament. Hendes forbrydelse bestod i at hun havde talt kurdisk i det tyrkiske parlament og båret et kurdisk partis farver.

Enhedslistens historiske forblindelse

2007-05-06T19:05:00.000+02:00

I weekenden afholdte Enhedslisten deres landsmøde. Forud for landsmødet fyldte debatten om religion og tørklæders plads på venstrefløjen en del i medierne. Spørgsmålet om den religiøs dogmatiske Asmaa kunne blive folketingskandidat for et venstreorienteret blevet stillet alle vegne.

Resultatet efter weekendens landsmøde er klar. Asmaa Abdol Hamid opstilles i en sikker kreds, hvilket betyder at hun højst sandsynligt kommer i Folketinget.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke har noget imod hendes kandidatur og ej heller ser hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os endelig få dem frem i lyset. Og jeg vil også fastslå at dette heller ikke handler om en personsag - men for mig om værdikamp.

Nej, min anke går på den historiske forblindelse, Enhedslisten med deres valg af Asmaa har skrevet under på. De har i den hellige mangfoldigheds navn givet køb på grundlæggende værdier, som vi står for på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.

Flere af Enhedslistens folk og andre kulturrelativister på venstrefløjen har retfærdigjort Asmaas dogmatiske religiøsitet. Man har f.eks. retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance. For i tolerancens hellige navn har vi nu legitimeret og retfærdiggjort en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.

Enhedslistens historiske forblindelse og legitimering af religiøs dogmatisme er en hån mod venstrefløjens historie, ikke alene i Danmark, men i hele verden. For overalt i verden kæmper og kæmpede venstrefløjen gennem hele deres historie imod religiøs dogmatisme og reaktionære kræfter i deres samfund. En kamp, der til stadighed fortsætter og endda har haft store tab til følge.

Det er som om, at man har glemt den kamp i Enhedslisten. Den kamp der handlede om menneskelig frigørelse, som den moderne venstrefløj er et resultat af.

Flygtninge udsættes for umenneskelig lange ventetider på behandling af traumer

2007-05-05T19:11:00.000+02:00

I lørdagens udgave af JP, hvor undertegnede også er citeret, kan man læse at ventetiderne for stærkt traumatiserede flygtninge er op til to et halvt år overalt i landet.

Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente så længe på behandling.

Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001 og vi står 6 år efter og resultatet er fatal.

Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år han har siddet i regering, men intet gjort.

Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge.

Svære traumer

Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Konservativt anslået er mellem 20 og 30 % af flygtningene i Danmark ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer, fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familie.

Mange mennesker med svære traumer i Danmark lever i bestemte kvarterer, så som Gjellerup, Voldsmose, Mjølner-parken m.fl., hvorfor udfordringerne med traumer i skole og daginstitutioner mv. kan være meget ujævnt geografisk fordelt. Mange flygtninge må leve med disse traumer livet ud.

Populationsundersøgelser på Kolding Sygehus’ Psykiatriske afdeling (Christian Simonsen 2004) viser, at flere end 80 % af henviste flygtninge med traumer, har 2 yderligere psykiatriske diagnoser, foruden PTSD (post traumatisk belastningsreaktion).

Familieliv

De ofte meget alvorlige og invaliderende tilstande hos mennesker med svære traumer har stor betydning for dynamikken i det nære familieliv. Ofte vil ægtefællen og især børnene være i stor fare for at blive ”smittet”, dvs. sekundært traumatiseret. Hertil kommer, at børnene omsorgssvigtes som følge af forældrenes ringe forældreevne. De holdes ofte udenfor og bliver ikke inddraget i familiens problemer, da traumer for mange mennesker er meget tabubelagt. Dertil kommer, at mange forældre mener, at deres oplevelser er alt for belastende for børnene at bære, så de forsøger at skåne børnene ved ikke at inddrage dem. Børnene forstår derfor ofte ikke, hvad der sker i deres familie. Vi ser derfor mange børn udvikle sig for selvstændigt, for tidligt. De påtager sig voksenansvar, typisk for yngre søskende og for husholdningen mm. Børnene kan endvidere blive udadreagerende, aggressive og vrede eller indadvendte og selvskadende. Ligesom vi ser det i nogle familier med psykiske lidelser og/eller misbrug.

Mangel på viden og handlemuligheder

Nogle gange bliver børnenes problemer og symptomer udlagt som produkt af en anden kulturel norm for opdragelse af børn. Mest af alt fordi fagprofessionelle i det danske samfund ikke i tilstrækkeligt omfang har viden om traumer og eksiltilværelse. Der er behov for viden og uddannelse på de faglige grunduddannelser, og der er behov for efteruddannelse.

Mangel på evidens

Traditionen for specialiseret behandling i Danmark af mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur er relativ ny. Det er først for nylig, at området overhovedet er nævnt i lovgivningen som en opgave, det danske samfund skal påtage sig. Det var først den 1. januar 2005, området blev omfattet af den daværende sygehuslov. Det skete ved at blive skrevet ind i bemærkningerne til et ændringsforslag til sygehuslovgivningen i sommeren 2004. Af disse grunde mangler der rehabliteringsfaglig og klinisk forskning i indsatser over for denne gruppe. Denne forskning findes ikke i Danmark i dag i videre omfang. Derfor er gode grunde til - både faglige og økonomiske - at samtænke sammenhængen mellem fokus i målgruppen (opprioritering af børn og familier), niveau af viden blandt fag-personer, opprioritering af forskning og viden om den behandling vi allerede tilbyder samt antallet af specialiserede behandlingspladser. Der er behov for politisk drøftelse af, hvordan det danske samfund skal indrette sig i forhold til, at der lever titusindvis af flygtninge i landet med svære traumer. Særligt er det vigtigt at have fokus på den opvoksende generation.

Du kan se mere om problemstillingen på siden traume.dk

Pressemeddelelse - Katastrofale ventetider på behandling for traumatiserede flygtninge

2007-05-05T19:07:00.000+02:00

Af: Serdal Benli (SF), psykiatriordfører i Region Hovedstaden og folketingskandidat

“Det er tragisk og umenneskeligt at mennesker, der har så store lidelser skal vente op til to et halvt år på behandling,” udtaler regionsrådsmedlem og folketingskandidat Serdal Benli (SF).

I Jyllandsposten lørdag den 5. maj kan man læse at ventetiderne for stærkt traumatiserede flygtninge er op til to et halvt år overalt i landet.

“Vi kan ikke være det bekendt. De gamle amter lovede behandling allerede tilbage i 2001, og vi står 6 år efter, og resultatet er fatalt. Sundhedsministeren erkender problemet og har kendt til det i alle disse år, han har siddet i regering, men intet gjort.” siger Serdal Benli og vil bede sit partis folketingsgruppe følge op på sagen og tage konkreter initiativer til at sikre en egentlig behandlingsgaranti på området.

“Ministeren undsiger let og elegant problemet ved at henvise til mangel på psykiatere. Dette handler om politisk prioritering, og det er så katastrofalt for de traumatiserede mennesker, at alt bør undersøges. Det burde være muligt at bruge psykologer - det kan man i Norge, så hvorfor ikke her i Danmark.”

Ventetiden til behandling på alle behandlingscentre er alle steder cirka op til to et halvt. Der er derfor umiddelbart ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Det er kendt, at ventetid fra henvisning til behandlingsopstart potentielt kan have stor betydning for prognosen, hvis ventetiden bliver for lang. For mange er det kulminationen på lang tids lidelse, at de endelig opsøger en læge.

Det danske samfund er nu et samfund, hvor der lever mennesker med traumer efter krig, flugt og tortur. Det anslås at mellem 20 % og 30 % af flygtningene i Danmark er ramt af svære traumer. Dette beskrives bl.a. i Sundhedsministeriets rapport om rehabilitering af flygtninge med traumer fra april 2001. Dertil kommer familiesammenførte og de traumatiseredes familier.

Fakta:
- 25-30 pct. af alle flygtninge, der kommer til Danmark, er traumatiserede

- 1095 flygtninge fik asyl i 2006

- Der bor 78.000 personer fra flygtninge lande i Danmark

Faresignaler i Tyrkiet

2007-04-29T19:12:00.000+02:00

Præsidentvalget i Tyrkiet har de senste dage udviklet sig i en faretruende retning for det skrøbelige tyrkiske demokrati. Militæret har fremsat trusler mod den islamiske regering og deres præsidentkandidat Abdullah Gül. Argumentet er at valget af ham til præsidentembedet er en trussel mod landets sekulære system. De frygter, at Gül vil forsøge at få tyrkernes grundlovsfæstede adskillelse mellem religion og politik til at smuldre, hvis han bliver valgt.

Situtationen er dermed alarmerende. Hvad der her er på spil, er demokratiet og landets reformproces og betingelserne for medlemskab af EU.

Samtidig illusterer dette endnu gang det tyrkiske militærs forsøg på magtudøvelse over landets politik.

De næste dages udvikling er derfor essentiel for demokatiet i landet.

Det skal lige siges at regeringspartiet og dermed præsidentkandidaten ikke er helt stuerene. Partiet har islamistiske rødder og tidligere ytret meget religiøse og reaktionære holdninger.

Dog er det alligevel vigtigt, at militæret overlader varetagelsen af demokratiet til den demokratisk valgte regering. For dette skal ses, som en prøvesten for, om det tyrkiske militær respekterer demokratiet og den demokratisk valgte regering.

Dog frygter jeg at militæret vil gribe ind, som vi har jo set flere gange tidligere i den tyrkiske republiks korte historie. Og en sådan indgriben vil sætte den opnåede udvikling i landet mange år tilbage og gøre et kommende EU-medlemskab umulig.

Religionskritik - på SF’s landsmøde (tale)

2007-04-28T19:14:00.000+02:00

Kære kammerater, kære landsmøde.

Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om religionens plads på venstrefløjen og gør op med værdirelativismen.

Og siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for kandidater, der snakker pænt med om social omsorg og ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene, mænd og kvinder osv.

Derfor er det hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme. Lad dog højrefløjen om det.

Det er vigtigt at slå fast at debatten om Asmaas kandidatur til Folketinget ikke er en personsag, som nogen har prøvet at reducere den til.

Den handler heller ikke om forfølgelse af en religion og absolut ikke om forfølgelse af bestemte minoritetsgrupper i dette samfund.

Den handler om noget grundlæggende. Den handler om vores værdier på venstrefløjen. Værdier som vi har kæmpet for i generationer.

Jeg ser ikke hendes kandidatur som et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset.

Mange har retfærdiggjort, at hun ikke ville give hånd til mænd. Jeg kalder denne retfærdiggørelse misforstået tolerance.

I tolerancens navn må vi ikke legitimere og retfærdiggøre en reaktionær og nedværdigende kønsmoral.

Vi må huske på at den moderne venstrefløj er et resultat af generationers kamp for menneskets frigørelse. Denne kamp må vi ikke give køn på.

TAK FOR ORDET

Religionskritik er værdikamp!

2007-04-26T19:16:00.000+02:00

Religion er mere end bare en individuel tro. Det er, og har været, et redskab til fremme og legitimering af den ene eller anden form for politik. I vor moderne samfund er religionen (ikke bare islam) med dens kvindeundertrykkende principper begyndt at blive accepteret af et socialistisk parti for at partiet kan fremstille sig selv som tolerant. Lad mig her praktisere min demokratiske rettighed til at kritisere og argumentere for at tolerance ikke er det samme som stiltiende accept.

Under den kolde krig blev islamisme bevidst fremmet for at bekæmpe kommunismen. USA’s indblanding i Afghanistan er et kendt eksempel, den Tyrkiske regerings undertrykkelse af fremme af religiøse skoler efter militær kuppet i 1980 et andet, men knap så kendt, eksempel. Den Iranske regerings undertrykkelse af politiske partier, hovedsageligt på den Iranske venstrefløj, er vist blevet glemt eller overses frem for smålige politiske hensyn.

Religionen har som regel støttet og søgt magten frem for ret eller demokrati for at sikre religionens institutioner. Den rene magt respekterer ikke kritikere, den udpeger dem som fjender og udrydder dem. Denne adfærd er ikke undtagelsen men reglen gennem vores historie uanset statens eller religionens navn. For at sikre magten har de religiøse institutioner og staterne ikke fjernet ulighederne men fastholdt dem og tilmed skabt nye.

Kvindeundertrykkelsen som en bestanddel af vor kulturelle arv var ikke noget religionen lavede om på, den var med til at skabe den. Dertil skal huskes at opfattelsen af lighed og ret har ændret sig gennem tiderne, men islamisterne synes ikke at forstå dette når de hævder at islam indeholder det moderne samfunds principper om lighed og velfærd. Hovedtørklædet kan ikke forbindes med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller velfærd og slet ikke med socialisme.

Enhedslistens manglende vilje til at diskutere hovedtørklædet og Dansk Folkepartis blinde fiksering på at fordømme det er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsætninger og paradokser når vi ser dem. Man behøver ikke at være islam ekspert for at udtale sig dette tilfælde.

Men for god ordens skyld vil jeg beskrive mentaliteten bag tørklæde-påbuddet, for der ligger en bestemt seksualmoral bag påbuddet: Kvinders hår skal skjules fra mænd da det frister mændene til utroskab. Der ligger en dobbelt diskrimination i dette: Mod kvinden fordi hun skal tvinges til at indrette sig mandens lyst, og manden fordi han regnes med at være et væsen uden selvkontrol. Der er en lysende klar modsætning mellem underkastelse for denne mentalitet og kampen for kvinde-rettigheder.

Asmaa Abdol-Hamid har ret til at følge hendes tro og deltage i politik, men jeg har også ret til at kritisere det. Betingelsesløs tro mod en religion eller institution påkræves som regel for at undertvinge, ikke for at inkludere. Det er en tanke jeg som demokrat og socialist ikke kan acceptere.

Demokratiske Muslimers kovending!

2007-04-25T19:17:00.000+02:00

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse at foreningen Demokratiske Muslimer (DM) støtter Asmaa Abdol Hamid. Jamen dog tænker man så - har de glemt deres egen korte fortid!

Var det ikke selv samme forening, der i sin tid afholdte sig fra og kritiserede, de 11 muslimske organisationer, som meldte Morgenavisen Jyllands-Posten til politiet for at have krænket muslimer ved at bringe satiriske tegninger af profeten Muhammed? Og så vidt jeg husker var det også den person de støtter i dagens avis, der var en af frontfigurerne for de 11 organisationer.

Det var også daværende formand for foreningen Demokratiske Muslimer, der ikke ville i samme tv-program med Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ikke ville give en mand hånden. Så hvad mon han tænker om denne sag?

Foreningen udtaler, at der ikke er nogen særlig dresscode, der forbyder folk i at bære tørklæde på Folketingets talerstol” og at de derfor ingen problemer har med det.

Jeg kan kun være enig i, at der ikke bør være en dresscode for at på stå Folketingets talerstol, men det problematiske er heller ikke det.

For det handler ikke om dresscode, som DM udtrykker det. Det handler om hvorvidt Asmaas tørklæde og dets symbolværdi overhovedet er foreneligt med venstrefløjens værdier?

Som jeg også har skrevet tidligere er Asmaas kandidatur ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt, at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Men det mest paradoksale er DM’s groteske kovending - de har siden deres dannelse udstillet sig selv som progressive - men hvor bliver det progressive af.

Og er det ikke at slå politisk plat på en så grundlæggende debat om værdier ved at reducere det til kun at omhandle dresscode?

Ingen træer vokser ind i himlen

2007-04-24T19:19:00.000+02:00

I nyhedsmedierne har vi den seneste været vidne til en større skandale
i kræftbehandlingen og flere eksempler på uacceptable dårlige forhold
i plejesektoren og overbelægning på de medicinske afdelinger på
hospitalerne . Forhold der bestemt kræver stor opmærksomhed og hurtig
indsats. Men der er også succeshistorier i hospitalsverdenen.
På Sct . Hans Hospital afdeling M behandler man psykisk syge
misbrugere i et moderne behandlingskoncept med kognitiv adfærdterapi.
Støttet med et større pengebeløb fra Sundhedsministeriet har det taget
en årrække at implementere behandlingen.Samtlige i behandlergruppen
(fra plejere til læger) er blevet uddannede indenfor den kognitive
adfærdsterapi. De forskellige behandlingselementer som bla. er
patientundervisning, gruppeterapi og fysisk træning er blevet
indarbejdet i afsnittenes faste rutiner.
Og det virker. Faktisk med særdeles gode resultater. Behandlingen er
evalueret i et forskningsprojekt og resultaterne viser at patienternes
psykiske symptomer reduceres, deres funktionsniveau stiger, flertallet
bliver misbrugsfri under behandlingen og antallet af tvangsindgreb
falder markant. En rigtig succeshistorie, men tilbuddet har desværre
ikke kunnet dække behovet. Som det eneste specialiserede døgntilbud i
hovedstadsområdet til denne tunge patientkategori har der konstant
været lange ventelister.
Men ingen træer vokser ind i himlen. I det nye forslag til en
psykiatriplan for Region Hovedstaden ser det ud til at afdelingen
bliver nedlagt og man kan ikke umiddelbart gennemskue hvor og hvordan
behandlingen af disse svært syge og for samfundet problematiske
patienter skal foregå.
De psykisk syge misbrugere er i befolkningen en ugleset gruppe, mest
opmærksomhed får de når de er hovedpersoner i formiddagsbladenes
sensationshistorier. Som enkeltpersoner er de ensomme, fattige,
boligløse, har mange fysiske skavanker og sygdomme og dør en tidlig
død. Og så er de ofte kriminelle. Der er rigtig meget at vinde ved at
behandle de psykisk syge misbrugere. SF er imod nedlæggelse af
afdelingen. Nedlægges afdeling M vokser problemerne i gruppen af
psykisk syge misbrugere og spidskompetancer i en engageret
personalegruppe går tabt.

Venstrefløjen må tage fat på religionskritikken

2007-04-24T19:18:00.000+02:00

Den seneste uge er det blevet klart, at Enhedslisten formentlig
opstiller den stærkt ortodokse muslim Asmaa Abdol-Hamid til
Folketinget. Sagen har vakt postyr og foruroliget mange, og endnu en
gang konfronteret os med spørgsmålet om religionens plads i politik.
Men vigtigst af alt har den konfronteret venstrefløjen med sig selv.

Asmaas kandidatur er ikke et problem i sig selv - det er faktisk endda
udmærket, at synspunkter som hendes også inkluderes i det
parlamentariske liv. De trives jo ude i samfundet. Nede på
Nørrebrogade. Så lad os få dem frem i lyset. Asmaa har f.eks. udtalt,
at man »overklistrer hinanden rent seksuelt, når man sidder så tæt på
hinanden i bussen«, at »islam er ligestilling mellem kønnene«, at hun
ikke ønsker at give mænd hånden, og at ægteskab med en ikke-muslim
aldrig kunne komme på tale. Og det er helt i orden.

Det er bare udtalelser, der er helt uforenelige med en
venstreorienteret tankegang og indstilling. Med alt, hvad vi kæmper
for. Så hvad tænker de på i Enhedslisten? På hvilken side står de?

Den moderne venstrefløj er et resultat af århundreders kamp for
menneskets frigørelse. En stræben med udgangspunkt i f.eks. en
Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme, og en Wilhelm
Reichs analyse af fascismens forudsætninger i den patriarkalske
familiestruktur og seksualundertrykkelse. Men det grundlag er under
pres i disse år. Nogle hjertesager er på spil for venstrefløjen:
ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og
bekæmpelse af økonomiske magt- og statusforhold, der virker
ødelæggende på mennesker - særligt dem nederst i hakkeordenen.

Udfordringen kommer så især fra den såkaldt multikulturelle udvikling.
En udvikling, der netop har været hilst velkommen og også er blevet
romantiseret af venstrefløjen. Den har udløst en kamp, hvor vi skal
forsvare grundlæggende værdier i samfundet. Det er derfor bydende
nødvendigt, at venstrefløjen genoptager religionskritikken.
Tilbageerobrer den. Ja, at vi én gang for alle tager en diskussion om
religionens plads på venstrefløjen.

Og så siger det så tydeligt, så ingen går fejl, når de vil ind i
politik. Vi står for det her, og partiet er ikke et tagselvbord for
kandidaterne, hvor man snakker pænt med om social omsorg og
ulandshjælp og så samtidig går ind for adskillelse af rene og urene,
mænd og kvinder osv.

Det er hul i hovedet, når et parti, der forstår sig selv som
venstreorienteret, opstiller en person drevet af religiøs dogmatisme.
Lad dog højrefløjen om det.

Behandling af dobbeltdiagnoser truet!

2007-04-23T19:21:00.000+02:00

Af Anne Baastrup, (SF), psykiatriordfører og Serdal Benli, (SF), medlem af psykiatriudvalget i Region Hovedstaden (Bragt i JP den 23. april 2007)

»Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste« er et ofte anvendt citat, som trods sin enkelthed er sandt.

dobbeltdiagnose.jpg

Nederst på den sociale rangstige finder vi i dag den psykisk syge misbruger dobbeltdiagnosepatienten.
Den psykisk syge misbruger kan risikere at være vor alles værste mareridt, når han i psykotisk tilstand begår et røveri for at få penge til sit misbrug.

Eller når han forfølger sagesløse i toget, fordi han som følge af for tidlig udskrivning er ophørt med at bruge sin medicin og i psykotisk og stofpåvirket tilstand vil forsvare sig mod indbildte fjender.

Naboernes skræk

Ser man på statistikken, toner der et typisk billede frem: En mand, som har misbrug af flere stoffer (alkohol, hash, amfetamin m.m.). Hans psykiske lidelse kan være hvilken som helst, men er hyppigt skizofreni. Han har talrige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig. Han har også oplevet indlæggelser på andre afdelinger, men forbavsende få og kortvarige i forhold til at hans fysiske tilstand er dårlig, og hans sygelighed er større end hos jævnaldrende mænd uden misbrug og psykisk lidelser. Hans risiko for tidlig død er også stærkt forhøjet, inklusiv død pga. selvmord.

Hans økonomi er dårlig, han er på kontanthjælp eller får pension. Han er ensom. Det sociale netværk er sparsomt eller helt væk.

Han er hjemløs og bor på herberg. Han er sin families store sorg og naboernes skræk. Han er et samfundsproblem både socialt og økonomisk.

Den psykisk syge misbruger er et menneske med stort behov for behandling, men han evner ikke at tale sin egen sag og får derfor sjældent den rette behandling. De fleste sindssygdomme kan behandles, men ikke helbredes. Det samme gælder for misbrug. Sindssygdom og samtidigt misbrug kan også behandles. Det kræver særlige kompetencer i forhold til at behandle de to tilstande hver for sig. Der findes kun få behandlingstilbud til dobbeltdiagnosepatienten tilbud, som vi bør værne om.

Kun ét tilbud

I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste af landets dobbeltdiagnosepatienter befinder sig, er der kun ét specialiseret døgntilbud til denne komplicerede patientgruppe: Afdeling M. på Sct. Hans Hospital.

Afdelingen har i alt 112 normerede sengepladser til psykisk syge med alle former for misbrug. Der er fem specialiserede afsnit, som varetager behandlingen af alle patientkategorier, der spænder fra misbrugende med ikke-psykotiske lidelser (depression, angst, personlighedsforstyrrelse) til svært syge misbrugende skizofrene med dom til behandling.

Afdeling M har desuden et specialambulatorium med dagtilbud og opsøgende psykoseteam for de mest syge og komplicerede patienter. Afdelingen har oprettet et Center for Kognitiv terapi, der som en integreret del af afdelingen dels understøtter og udvikler arbejdet i sengeafdelingerne og i ambulatoriet, dels behandler ambulante patienter med ikke-psykotiske lidelser. Sideløbende tilbyder centeret uddannelse i kognitiv terapi/kognitiv miljøterapi til alle faggrupper, fra psykiatere og psykologer over social- og sundhedsassistenter til en personkreds uden for afdelingen.

Behandling virker

Behandlingstilbuddet på Afdeling M har langt fra været tilstrækkeligt. Der har til stadighed været en venteliste i 2006 svingende mellem 40 og 70 patienter. Et endnu større antal har behov for behandlingen, men henvises ikke, måske pga. den lange ventetid.

Behandlingen med kognitiv adfærdsterapi har de seneste år været fulgt i et forskningsprojekt, og de første resultater viser, at behandlingen virker!

Patienternes psykiske symptomer formindskes. Det gælder alle typer symptomer. Patienterne får et øget funktionsniveau, og deres misbrug reduceres. Langt den største gruppe bliver stoffri, en mindre gruppe får nedsat misbruget, og kun for en lille gruppe er misbruget uændret. Et andet meget tankevækkende resultat er, at anvendelse af tvang for denne psykiatrisk tunge patientkategori er markant reduceret.

Den 20. januar 2007 offentliggjorde Regionsrådet sin fremtidige plan for psykiatrien og dens organisering i hovedstadsområdet. Når man gennemlæser denne, kan man se, at det er meget usikkert, hvor og hvordan dobbeltdiagnosepatienterne fremover skal behandles i Region Hovedstaden.

Det antal behandlingspladser på Afdeling M, der tidligere var til rådighed i HS, ser nu ud til i bedste fald at være halveret, i værste fald er de helt væk.

Man må spørge, hvad visdommen er i dette ikke mindst i en tid, hvor sundhedsministeren (den 19. april) igen er ude at lufte sit forslag om mere tvang i psykiatrien, samtidig med at han maner til besindighed, når det gælder sengenedlæggelser på det psykiatriske område.

Én baby blev født i går, men…!

2007-04-22T19:23:00.000+02:00

Igår blev en baby født - en pige. Tillykke og velkommen til den lille baby, og tillykke til hendes forældre og alle andre der blev født i går! Du ønskes herfra et langt og fredeligt liv.

Men denne lille baby er ikke en hvilken som helst baby - den er nemlig født til at være prinsesse. Noget hun ikke sådan bare kan fravælge.

Hun er livtidsikret og vil resten af livet være på offentlig ydelse. En af de største ydelser man kan få.

Ærgerligt for hende kommer hun ikke til at opleve mange af de ting, som dem, der født blev på hendes fødselsdag!

Hun kommer f.eks. aldrig til at opleve en morgenkøretur i bus 5A mellem Brønshøj Torv og Københavns Banegård.

Hun kommer heller aldrig til at stå i kø foran udbetalingskontoret på kommunen.

Hun behøver aldrig at bekymre sig om at blive arbejdsløs og derfor skal hun aldrig tænke på at indmelde sig i en A-kasse.

Hun skal aldrig nogensinde tænke på sit skattefradrag, for det er vel ordnet!

Hun kommer til at gå glip af de nævnte oplevelser samt mange andre, som hendes jævnaldrende vil opleve resten af deres liv. Ærgeligt for hende.

Men hun har jo ikke noget valg - for hun er født til at varetage rollen som prinsesse af Danmark.

Men uanset hvad ønskes hun og alle de andre medborgere, der blev født igår, et fredeligt og lykkeligt liv.

En grim hæmsko

2007-04-21T19:24:00.000+02:00

Overbelægning er hverdag på landets medicinske afdelinger. Mange afdelinger må døje med konstant overbelægning, og det er svært for afdelingerne selv at gøre noget ved problemet, idet størstedelen af patienterne er akutte og dermed kan ankomme på alle døgnets tidspunkter året rundt.

Sygehusene i Region Hovedstaden har også problematikken inde på livet. I øjeblikket er en ekstraordinær overbelægning af ældre medicinske patienter en af de største udfordring for regionens hospitaler. Senest i februar måned fik plejepersonalet på en medicinsk afdeling på Herlev Sygehus nok og nedlagde arbejdet.

Desværre for de medicinske afdelinger, interesserer sundhedsministeren sig kun for områder hvor effekten af behandlingen kan måles og vejes såsom kirurgi og ventelister . Men hvordan måler man god pleje og omsorg? De medicinske afdelingers arbejde kan ikke opgøres i tal og statistikker - en uheldig situation, da kun hårde tal belønnes med ekstra midler.

Det er uanstændigt at patienter må placeres på gangene og at personalets arbejdsforhold er så ringe. Der er ikke tid til at udføre den tilstrækkelige omsorg og pleje, hvilket medfører at alle ikke livsnødvendige opgaver såsom forebyggelse af liggesår, tid til trøst og samtale skippes. Personalet tager endda ekstra vagter og overarbejde for at få det hele til at køre rundt. Det er intet under at lysten til arbejdet forsvinder eller at personalet går ned med stress.

Det er nødvendigt at ændre på ressourcefordelingen, så den når de afdelinger med det største behov, og ikke kun dem der er gode til at påvise resultater.

Hvor er Tyrkiet på vej hen?

2007-04-20T19:26:00.000+02:00

Januar i år blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink koldblodigt skudt ned på åben gade i Istanbul. Mordet, der mest af alt minder om en politisk likvidering, rystede hele det tyrkiske samfund og er det seneste i rækken af de mange mord begået mod systemkritiske journalister inden for de seneste år.

I denne uge blev et bibelforlag angrebet og tre kristne missionærer koldblodigt dræbt i det sydøstlige Tyrkiet. Ofrene – heriblandt en tysker – blev fundet med deres hænder og fødder bundet og skåret i halspulsåren.

En episiode i rækken af flere angreb på de kristne mindretal i Tyrkiet vi har oplevet de seneste år.

Mordene på Dink og de tre missionærer skal ses i lyset af den for tiden ekspanderende og sprængfarlige tyrkiske nationalisme, der er stærkt provokeret af dele af den politiske elitiske og militæret og som har gjort systemkritiker, religiøse mindretal og andre minoriteter til skydeskiver.

Med med mordet på Dink og de tre missionærer fik disse nationalistiske tendenser både hævn over landsforrædere og ønsker sig større international modvilje mod tyrkisk EU-medlemskab.

Desværre kan vi med disse hændelser til stadighed konstatere, at Tyrkiet har store vanskeligheder ved at håndtere ytringsfriheden og respekten for menneskerettighederne m.v. Derfor håber jeg, der ønsker Tyrkiet i EU, at disse hændelser kan give anledning til selvransagelse i det tyrkiske samfund og på sigt sikre vejen til EU.